En ny Alberti?

I 1905 blev justitsminister Albertis berygtede pryglelov vedtaget. Den kriminelle lavalder havde siden 1700-tallet i praksis med visse undtagelser været 15 år for forbrydelser påtalt af offentlig myndighed. Nu fik den senere storforbryder Alberti ændret den gamle regel. Den kriminelle lavalder blev sat til 14 år. Det varede til 1933, hvor vore kriminalpolitiske forfædre besluttede igen at fastsætte en 15-års-regel.

Dengang i 1930’erne var børn og unge i mange henseender mere modne end i dag. De fleste 14-årige kom efter konfirmationen ud på arbejdsmarkedet, hvor de blev behandlet på lige for med voksne og forventedes at opføre sig som voksne. Undervisningspligten var 7 år og kun få påbegyndte en højere uddannelse. I dag går børn i skole meget længere, og store krav til uddannelse mv. gør det næsten umuligt at leve et voksent, ansvarligt liv, indtil man er et sted i 20’erne. I virkeligheden synes en kriminel lavalder på 15 år mindre naturlig nu, end da straffeloven blev til. Meget kunne tale for at lade den falde sammen med myndighedsalderen på 18 år, sådan som det er tilfældet i en række andre lande.

Tilbageskridt

Ikke desto mindre foreslår vor nuværende justitsminister på lige fod med Alberti at sænke lavalderen til 14 år. Det begrundes ifølge bemærkningerne til lovforslaget med, at 14-årige begår mere kriminalitet end 12-13-årige og (derfor?) bør mødes med en »konsekvens og fasthed«, der bedst kan ske inden for det strafferetlige system. Bemærkningerne indeholder også den generelle betragtning, at »der kun bør kunne pålægges børn og unge strafansvar fra den alder, hvor de i almindelighed kan antages at have opnået den fornødne modenhed til, at det er forsvarligt at anvende strafferetlige sanktioner«. Men hvad der taler for, at børn og unge har opnået denne modenhed allerede i 14-års-alderen i dagens Danmark, siges der ikke noget om. Vi får heller ingen argumenter endsige dokumentation for, at der kan opnås noget i henseende til at bekæmpe kriminalitet blandt 14-årige ved at inkludere dem i straffesystemet, eller at de mange socialretlige foranstaltninger, der findes for denne aldersgruppe, ikke har den ønskede effekt. Al faglig viden om børn og unge viser, at en formaliseret opvisning af ‘konsekvens og fasthed’ meget sjældent fører noget positivt med sig over for de forsømte og mishandlede børn og unge, der som regel er tale om.

Argumenter savnes

En anden del af justitsministerens forslag handler om at fjerne den absolutte grænse på 8 års fængsel for børn og unge under 18 år. Også denne grænse stammer fra en anden tid. Den blev indført med straffeloven af 1866 ud fra den holdning, at længere straffe for så unge mennesker ville være skadelige og i øvrigt unødvendige. Nu ønskes den fjernet således, at børn og unge fra 14 til 17 år i værste fald skal kunne idømmes op til 16 år fængsel.

Forslaget begrundes med ‘retshåndhævelseshensyn’. Der er ingen uddybning af, hvad der skal forstås med dette begreb bortset fra, at det gælder de ‘allergroveste tilfælde’, eller hvorfor hensyn af menneskelig, social eller pædagogisk art skal kunne tilsidesættes i disse tilfælde. Der dokumenteres heller ikke noget praktisk behov for ændringen. I hvor mange tilfælde de senere år har det været relevant at tænke i strengere straf end 8 års fængsel for f.eks. (14)15-17-årige drabsmænd?

Og der savnes helt argumenter for, hvilke forandringer i det danske samfund og blandt vore børn og unge der nu taler for at ophæve en regel, som har fungeret uantastet i 150 år, eller tanker om, hvilke konsekvenser - positive som negative - et maksimum på 16 års fængsel kan forventes at få for børn og unge i fremtiden.

Fortsat opdragelse

I 1904 skrev kriminalretsassessor Axel Petersen i sin bog Samfundet og Børnene om den gruppe kriminelle, som »hverken ere Børn eller Voksne«, at der er grund at udskille dem til særlig behandling. Det er unge mellem konfirmationen og myndighedsalderen (der dengang lå højere end i dag), han hentyder til. Disse unge befinder sig efter assessorens mening i en overgangsalder, hvor »Opdragelsen vel ikke er tilendebragt, men hvor det personlige Ansvar for egne Handlinger indenfor visse Grænser maa hævdes«.

Hvis deres opdragelse hidtil har været forsømt, således at deres ansvarsfølelse ikke er vakt, bør man ifølge assessoren fortrinsvis behandle dem som børn og undergive dem en opdragelse, der er egnet til at vække deres pligt- og ansvarsfølelse.

Dengang som nu var der uenighed. Alberti ville have prygl og 14-årige i fængsel. Petersen så anderledes på det. Han mente, at børn skal opdrages og som regel ikke straffes, hvis man skal gøre sig håb om at vække deres »pligt- og ansvarsfølelse«.

Stadig uenighed

Her godt hundrede år senere står vi med nøjagtig samme uenighed. Vi har en justitsminister og et støtteparti, der vil have mulighed for at sætte 14-årige i fængsel i op til 16 år, og en Ungdomskommission der fraråder noget sådant.

Der er med jævne mellemrum blevet fremsat forslag om at sænke den kriminelle lavalder. Dansk Kriminalpolitiforenings kriminalpolitiske program fra 1995 foreslår f.eks. den kriminelle lavalder helt fjernet. Den politiske højrefløj med det gamle Fremskridtsparti og Dansk Folkeparti i spidsen har flere gange foreslået en lavalder på 12 år. Nu ser det endelig ud til at lykkes et stykke ad vejen.