Opslag til denne artikel

Emneord:demonstrationer, Rigspolitiet
Steder:Berlin, Tyskland

BERLIN - To tyske skoleelever kunne efter måneders ængstelse endelig ånde lettet op, da en berlinsk domstol i sidste uge frikendte dem for mordforsøg. I gennem fem måneder har de 17-årige Rigo J. og 20-årige Yunus K. været under mistanke for at kaste en molotovcocktail mod politibetjente under en 1. maj- demonstration i Berlin-bydelen Kreuzberg.

De to unge har fra begyndelsen nægtet sig skyldige, men sad indtil december varetægtsfængslet på grund af vidneudsagn fra to politibetjente, der påstod at have set dem kaste den farlige benzinbombe. Ifølge domstolen kunne det imidlertid ikke udelukkes, at betjentene har forvekslet de to skoleelever med de egentlige gerningsmænd.

Udover lettelse har frikendelsen af Rigo og Yunus medført vrede over processens forløb.

Flere kritikere kalder sagsforløbet for politisk motiveret. En af de kritiske stemmer er advokat Peer Stolle fra den juridiske borgerretsorganisation Republikanske Sagførere. Ifølge Stolle burde retssagen mod de to unge skoleelever aldrig være indledt. At det overhovedet kom så vidt, siger Stolle til Information, er et udslag af politisk pres på forvaltningen om en mere effektiv indsats mod de stadigt mere voldsomme 1. maj-optøjer i Berlin:

»Når der er stort offentlig opmærksomhed om en sag, for eksempel når det gælder uroligheder som ved 1. maj, er både politi og anklagemyndighed ofte under politisk pres for at fremvise hurtige resultater. Et godt signal er derfor varetægtsfængsling. Så kan man sige: Vi har de rigtige gerningsmænd, og vi gør noget ved sagen.«

Alternative vidner

De konkrete begivenheder, der ledte til retssagen mod Rigo og Yunus, fandt sted under sidste års exceptionelt voldsomme uroligheder mellem politi og demonstranter i forbindelse med fejringen af 1. Maj i berliner-bydelen Kreuzberg. Under uroligheder i forbindelse med en anti-fascistisk demonstration på Kottbusser Tor blev en antændt molotovcocktail kastet mod de fremmødte kampklædte betjente.

Betjentene slap uskadt, men på grund af dryppende benzin blev en tilfældig kvinde ramt på ryggen og pådrager sig dermed anden- og tredjegradsforbrændinger.

Umiddelbart inden flasken med benzin blev kastet, bemærkede de to betjente, der senere optrådte som anklagerens hovedvidner i processen mod Rigo og Yunues, ifølge eget udsagn både gerningsmændenes forberedelser og deres påklædning, hvide T-shirt og sort baseballkasket. Efter flaskekastet krydsede betjentene igennem folkemængden og indhentede de formodede gerningsmænd ved en nærliggende bankautomat.

De to venner, Rigo og Yunus, er ved at hæve penge, da de bliver anholdt af de tililende politibetjente. Betjentene hævder siden, at de på intet tidspunkt har tabt øjenkontakt med de formodede gerningsmænd, og deres øjenvidneskildring bliver senere anklagerens eneste grundlag.

Men allerede kort efter bliver betjentenes vidneforklaring modsagt af alternative beretninger. En gruppe alternative vidner henvender sig til politiet med en videooptagelse af et par ukendte deltagere ved demonstrationen samme aften i Kreuzberg. På optagelserne ses en uidentificeret ung mand iført hvid T-shirt og mørk baseballkasket. Samme beklædning som var afgørende for de to politibetjentes belastende vidneudsagn om Rigo og Yunus.

Nederlag til politiet

Selv om de alternative vidneforklaringer kom frem kort efter anholdelsen af Rigo og Yunus, besluttede retten på baggrund af betjentenes øjenvidneforklaring at fastholde den efter normale forhold usædvanligt lange varetægtsfængsling, hvilket har ført til bred kritik fra flere sider. Manglen på håndgribelige fysiske beviser var åbenlys fra retssagens begyndelse, mener Peer Stolle, der kalder løsladelsen af de to skoleelever for et »kæmpe nederlag til politiet og anklagemyndigheden.«

De unges forsvarer Ulrich von Klinggräff udtrykker til avisen TAZ fortørnelse over, at domsafsigelsen ikke klart lægger afstand til, hvad der i hans øjne er en uretmæssig og politisk motiveret varetægtsfængsling fra politiets side:

»Det er frygteligt, at dommen fortsat dækker over politiets og anklagemyndighedens fremgangsmåde.«

Optøjer og politisk motiveret hærværk med udgangspunkt 1. maj-demonstrationer er en tilbagevendende udfordring for Berlins bystyre. Sidste år kom ikke færre end 479 politibetjente til skade i forbindelse med urolighederne. Ved samme lejlighed blev 289 personer anholdt.