Trafikuheldet på Isterødvejen den 11. juli 2009, hvor Brian Mikkelsen var vidne, handler dybest set om, at landets justitsminister tilsyneladende med fuldt overlæg har givet en lang og detaljeret forklaring til politiet om, hvad ministeren har set - >som ikke hænger sammen.

Efter Informations omfattende beskrivelse lørdag af det trafikuheld, som justitsminister Brian Mikkelsen blev vidne til sidste år, har ministeren på ny fastholdt, at han ikke i bakspejlet så to biler støde sammen.

Til Ekstra Bladet søndag udtaler Brian Mikkelsen således, at »det er klart, at hvis bilerne var stødt frontalt sammen i nærheden af os, så var vi løbet ud for at hjælpe. Det er den mest naturlige ting i hele verden.«

En nærmere gennemgang af, hvad ministeren har sagt til Information, viser, at ministerens ændrede forklaring næppe holder vand, når den holdes op mod sagens fakta. Samtidig sætter et citat fra det næsten timelange interview, som Information i januar 2010 gennemførte med ministeren og hans hustru Elaine Mikkelsen, endnu et spørgsmålstegn ved ministerens ændrede forklaring.

Men først lige et par ord om selve trafikulykken. På vej til familiens sommerhus i Nordsjælland undgår Brian Mikkelsen med nød og næppe selv at blive påkørt af en beruset spøgelsesbilist, der en sen aftentime kører på Isterødvejen i den forkerte side af vejen. Bilen, der kører bag ministerens Chrysler, er dog mindre heldig: Kvinden i bilen pådrager sig et alvorligt brud på nakkehvirvlen. Efter at være undveget spøgelsesbilisten holder ministeren ind til højre i en trafiklomme og ringer 112. Før ambulancerne kommer, fortsætter ministeren sammen med sin chokerede familie turen til sommerhuset.

Ændret forklaring

Som beskrevet i Information lørdag ændrer ministeren i løbet af samme nat sin forklaring om, hvad han har set i bakspejlet.

Ifølge politiets anmeldelsesrapport om opkaldet kl. 23.20 er ministeren i første omgang ikke i tvivl om, at han i bakspejlet netop har set to biler kollidere. Derfor sender alarmcentralen også hele tre ambulancer afsted til ulykken. Denne første forklaring fra ministeren har i øvrigt vist sig at stemme fint overens med de forklaringer, som sagens øvrige parter senere har afgivet til politiet og anklagemyndigheden.

Men to-tre kvarterer efter sammenstødet ændrer ministeren så sin forklaring. Fra sommerhuset ringer han igen til politiet, og nu mener ministeren, at spøgelsesbilisten må være kørt ind i et træ mellem en halv og en hel km nede af Isterødvej. Ifølge denne nye forklaring var ministeren under sit første opkald slet ikke klar over, at to biler var stødt sammen. Men da der var kommet andre biler frem til ene-ulykken, skønnede ministeren, at det var forsvarligt at køre videre.

Forskellen mellem ministerens to forklaringer er markant, og den drejer sig dybest set om afstanden mellem ministerens Chrysler og den bil, der kører bag ministeren og som kolliderer med spøgelsesbilisten. Ministerens første forklaring til alarmcentralen indebærer, at afstanden må have været ganske kort, hvorimod afstanden mellem de to biler, ifølge ministerens ændrede forklaring, vokser til adskillige hundrede meter eller mere.

Fakta om ulykken

Sammenstødet mellem spøgelsesbilisten og den bil, der kører bag ministerens Chrysler sker ifølge politiet 1,5 km fra det sted, hvor Overdrevsvejen lige syd for Hillerød går i bro hen over Isterødvejen. Netop her, altså 1,5 km fra broen, er Isterødvejens nordlige side kantet af et autoværn på en kort strækning. Fra ulykkesstedet er der ca. 400 meter hen til den trafiklomme, hvor ministeren holder ind til højre side og ringer 112. Der er ingen tvivl om, at alarmopkaldet blev foretaget fra trafiklommen. Det understreger såvel ministeren som hans kone.

Brian og Eliane Mikkelsens vurdering er, at de er ganske tæt ved trafiklommen, da Chrysleren undviger spøgelsesbilisten. Således forklarer Elaine Mikkelsen, at Brian Mikkelsen bare skal køre »tværs over« Isterødvej for at nå frem til den trafiklomme, hvorfra han ringer 112.

Men ifølge Brian Mikkelsens udtalelser til Information, bemærker han, at der til højre er et autoværn, da han får øje på spøgelsesbilistens forlygter i den forkerte vejbane: »Jeg kan ikke køre ud til højre, kan jeg sådan gennemskue, for der er autoværn og træer, så jeg bremser op og kører til venstre,« har ministeren forklaret til Information.

Det er en central detalje i ministerens forklaring, for den stedfæster nøje, hvor Chrysleren er, da Brian Mikkelsen lige har fået øje på spøgelsesbilisten. Det autoværn, som ministeren altså netop registrerer, lige inden han ved at dreje skarpt til venstre undgår spøgelsesbilisten, er netop der, hvor sammenstødet sker få sekunder senere, altså ca. 1,5 km fra Overdrevsvejen. Og det kan kun være der, for der er simpelthen ikke andre autoværn på den strækning af Isterødvejen.

Ministeren og hans kone Eliane Mikkelsen har samstemmende forklaret, at spøgelsesbilisten fortsætter sin vilde kørsel, straks da ministeren er undveget: »Han forsvinder derud af,« som Eliane Mikkelsen har sagt det.

Men det siger sig selv, at hvis Brian Mikkelsen, som er ved at bremse voldsomt op, kan se autoværnet til højre, lige inden han undviger, så kan spøgelsesbilisten ikke fortsætte »derud af«… For så ville spøgelsesbilisten køre langt forbi det sted, hvor sammenstødet sker.

Alarmopkaldet modtages kl. 23.20. Modtageren er alarmcentralen i Esbjerg, fordi Brian Mikkelsens opkald ifølge Nordsjællands Politi går i såkaldt overløb. Også en detalje, som viser sig at få stor betydning.

Men selv hvis…

Selv hvis man antager, at ministerens Chrysler efter undvigelsen er ganske tæt ved trafiklommen, så betyder det, at spøgelsesbilisten vil være mellem 18 og 21 sekunder om at køre de ca. 400 meter hen til ulykkesstedet. Både Brian Mikkelsen og spøgelsesbilisten vurderer nemlig, at spøgelsesbilistens fart er ca. 70-80 km/t, da Chrysleren undviger. En enkel udregning viser derfor, at Brian Mikkelsen har omkring 18-21 sekunder - >lad os forsigtigt sige 25 sekunder - fra han undviger spøgelsesbilisten, til han ifølge sin ændrede forklaring hører braget fra sammenstødet. Og på det tidspunkt har han ifølge den ændrede forklaring allerede fået kontakt til alarmcentralen.

Såvel Brian som Eliane Mikkelsen har lagt vægt på, at Chrysleren umiddelbart efter at have undveget spøgelsesbilisten holder helt stille i den forkerte side af vejen. Det udgør endda et afgørende led i ministerens forklaring: »Det er derfor, at jeg er så sikker på, hvad vi har set, og derfor, at det er et hundrede procent sikkert, at der ikke sker noget bag ved os,« som Brian Mikkelsen siger til Information.

Chrysleren holder altså helt stille nogle sekunder, indtil Eliane Mikkelsen får råbt til sin mand, at han skal flytte bilen væk fra den forkerte side af vejen. Derefter kører Chrysleren »tværs over« Isterødvejen hen til trafiklommen. Her bruger Brian Mikkelsen endnu et par sekunder på at finde en mobiltelefon, da hans hustrus håndfri har forputtet sig i det indre virvar, som den hårde opbremsning har afstedkommet i Chrysleren. Derfor må Brian Mikkelsen fiske sin egen mobiltelefon frem og trykke 112.

Da alarmopkaldet går i overløb til Esbjerg, betyder det, at ministeren venter otte-ti sekunder, før han får en politimand på alarmcentralen i røret. Så præsenterer Brian Mikkelsen sig som justitsminister og forklarer, at han »har lige mødt den her spritbilist, som er på vej til at køre ind i os, og idet jeg sidder og snakker med ham (…) hører jeg et brag, og så siger jeg, at han er kørt ind i et træ,« som ministeren har forklaret til Information.

Spørgsmålet er derfor, om Brian Mikkelsen kan nå for det første at holde stille, for det andet at køre Chrysleren hen til trafiklommen (og hvor langt skal ministeren køre?), for det tredje at finde en telefon, for det fjerde at trykke 112 og vente otte-ti sekunder på at komme igennem og for det femte at præsentere sig som landets justitsminister, der ringer for at få stoppet en spritbilist … før braget fra sammenstødet kommer maksimalt 25 sekunder senere.

Konklusionen må være, at ministerens ændrede forklaring ikke holder vand. Og dét er det, som trafikulykken på Isterødvejen den 11. juli 2009 handler om.

Læs Informations gennemgang og hør interviewet med Brian og Elaine Mikkelsen på http://www.information.dk/223012

Denne artikel er anbefalet af: