Rigtig mange mennesker bliver bange for handlinger begået af rigtig få mennesker. Det handler om terror og særlige former for vold. De mange vil gøre noget, og deres politiske ledere lover handling og kamp. Fjenderne har de forkerte ideer, hedder det, og de bruger de forkerte midler. Fjenderne bliver i pressen kaldt for ‘radikale muslimer’, og de politikere, der fører sig frem som ‘ansvarlige’, fører kamp imod dem. Regnestykket er simpelt: Vi er demokrater i Danmark, og dem, der ikke er demokrater, regnes for en trussel mod samfundet. De skal opsøges og omvendes eller udvises.

Kampen mod radikalisering er et svar på virkeligt eksisterende problemer: Den er en reaktion på terrorattentater udtænkt og udført af mennesker opvokset her i Vesten. De skulle være loyale over for det etablerede samfund, men alligevel bekæmper de det. Der blev gennemført attentater i Washington, New York City, Madrid og London, og unge er straffet for at planlægge angreb i Holland, Tyskland og Danmark. Konfronteret med den slags trusler bliver ledende politikere fristet til at handle, som om det er en kamp på ideer. Det er en god kamp mod det onde, som ingen kan være modstander af.

Der er forskellige fronter i kampen mod radikalisering. Den ene handler om oplysning: De radikale skal lære lidt om demokrati. De skal høre, hvor gode og frie demokratiske samfund er. De skal lære at holde af det. Præmissen for denne indsats er, at modstanden mod de åbne samfund skyldes uvidenhed. Man kan altså i denne optik føre kampen mod radikalisering ved at indføre et fag i skolen, som hedder demokrati. Denne indsats er ifølge terrorforskeren Ann-Sophie Hemmingsen misforstået: Den radikale islamiske identitet har nemlig karakter af en ‘modstandsidentitet’. Det er vor tids hanekam eller læderjakke. Og overfor denne protestattitude er det meningsløst at gentage, at samfundet er godt, og demokratiet er frit. Det er jo de etablerede samfunds pædagogik, som modkulturen retter sig imod.

En anden front imod radikaliseringen er teologisk: Den er forbløffende udbredt blandt ikke-troende: Den handler om, at man skal opfinde en moderne og sekulær version af islam. Det antages, at islam som ideologi er problemet, og radikaliseringen finder sted som intens ideologisering. Den sande intensivt troende muslim skulle være radikaliseret jihadist. Derfor efterlyses den ‘moderate muslim’. Denne front mod radikalisering tager udgangspunkt i en forestilling om, at menneskene er styret af ideer, så ændrer man ideerne, ændrer man også menneskene. Men de samme ideer påvirker folk helt forskelligt. Man kan ikke slutte baglæns gennem radikaliseringens faser, så man siger, at eftersom den radikaliserede begyndte at studere intenst og fik langt skæg, inden han blev terrorist, vil alle intense studerende med lange skæg blive radikaliserede. For det er kun de få, der ender med voldelige midler, mens mange plejer ideerne og troen. Med andre ord: Mennesker er ikke marionetter for intellektuelle ideologier.

En tredje front mod radikalisering satser på forskning. Politikerne vil vide, hvad der sker med de unge mennesker, som bliver terrorister. Det synes at være forventningen, at forskningen kan udstyre politikerne med håndtag til de unge fanatikere, så man kan gøre noget én gang for alle, som vil få det til at holde op. Den nye rapport ‘Radicalization among Young Muslims in Aarhus’ fra Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser er her interessant: Den afviser udbredte antagelser om ‘radikalisering’. Det slås fast, at man ikke bliver radikaliseret af ideologier. Det er heller ikke særlige individuelle, psykologiske forløb, som udløser radikalisering. Rapporten konkluderer, at »definitionerne benyttet af PET og i regeringens handlingsplan overser nogle væsentlige distinktioner, som er centrale«.

Rapporten anbefaler, at man skelner mellem ‘udemokratiske synspunkter’ og anti-demokratisk adfærd. Der er forskel på at hade det demokratiske samfund og på at bryde ind i folks hjem med økser. Der er forskel på politisk modstand og militant modstandskamp. Det er ikke ideerne, som er problemet. Det er våbnene. Der er mange, der har ideerne imod demokratiet: De har siden Platon været fremført af demokratiets fjender. Men der er kun ganske få, som tager springet fra radikale ideer til radikaliseret kamp. Her antyder den forskning, som regeringen har bestilt, at den politiske magtdemonstration i kampen mod radikalisering i virkeligheden er en demonstration af afmagt. Volden er svær at bekæmpe, fordi den skabes af så få, at de ikke kan forklares sociologisk, men rammer så mange, at sociologiske forklaringer efterspørges. Den politiske afmagt er derfor ikke kun et udsagn om politisk dumhed. Den er også et portræt af et ganske særligt problem. rl