To af forsvarets store personelorganisationer melder sig nu på banen med krav om en undersøgelse af det omdiskuterede læk af en hemmelig indsættelse af jægersoldater i Irak i 2007.

»Når jeg ser, hvilken iver forsvaret har haft med at få afdækket sagen om Thomas Rathsacks ‘Jægerbog’ - hvad jeg i øvrigt kun kan tilslutte mig - så undrer det mig, at man ikke for længst har indledt en undersøgelse af denne sag også,« siger Bent Fabricius, der er formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark.

Han vender sig stærkt mod det læk til TV2 og til Jyllands-Posten, som skete umiddelbart inden, at danske specialstyrker i 2007 blev sendt afsted til Irak for bl.a. at medvirke til nedkæmpningen af mobile missil-affyringsramper.

»Det er kritisabelt og uanstændigt, fordi den slags er med til at sætte danske soldaters liv i fare,« siger Bent Fabricius

Også formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther ser gerne en undersøgelse af sagen.

»Det er ikke fordi, at jeg har behov for en heksejagt. Men sagen har efterhånden taget et sådan omfang og er blevet så grotesk, at det må tjene i alles interesse i at finde ud af, hvad der er sket eller ikke er sket,« siger han.

Spolerede mission

Flemming Vinther understreger, at en lang række personer i forsvaret har kendt til udsendelsen af jægersoldaterne.

»Og alle de forstår jo at holde kaje - og derfor er det ærgerligt, når en eller flere personer ikke har kunne finde ud af det. Det viser, at de ikke har fattet, hvad det hele handler om«, siger han.

Den tidligere jægersoldat Erik B. Jørgensen - der selv gjorde tjeneste i Jægerkorpset i 2007 - betegner lækket som »ganske alvorligt«.

»Jeg var ikke selv én af de udsendte, men jeg ved fra mine kolleger, at det blandt andet drejede sig om fodpatruljer i området. Og vi ved, at specialstyrker er en ganske god skalp at få for modstanderen,« siger han.

Selv, hvis de irakiske oprørsgrupper ikke havde mandskab til at indlede en klapjagt på de danske jægersoldater, så var lækket med til at underminere chancerne for, at missionen blev en succes, vurderer Erik B. Jørgensen. »Modstanderne har kun et vist antal specialister f.eks. i missilteknologi. Så man gav dem et varsel, sådan at de kunne trække deres specialister ud af området i tide,« siger han.

Men ud over det »rent operative«, så handler sagen også om, at forsvaret svigter sine soldater, mener Erik B. Jørgensen, der er stærkt kritisk over for den auditørsag, som forsvaret indledte mod Thomas Rathsack for hans ‘Jæger’-bog. »Man taler meget om tavshedsforpligtelse og sikkerhedshensyn. Men det gælder åbenbart kun, når det gælder en enkeltperson,« siger han.

Umulig opgave

Det konservative medlem af Folketingets forsvarsudvalg Helge Adam Møller, der selv er tidligere jægersoldat, erklærer sig helt enig med personelorganisationerne. Han henviser til, at politiet allerede har indledt en efterforskning af sagen, efter at SF’s medlem af forsvarsudvalget Jonas Dahl anmeldte sagen i sidste uge.

»Jeg vil håbe, at man finder frem til lækken, for den var helt urimelig og meget alvorlig. Men jeg tror også, at det vil være en næsten umulig opgave - for det var flere hundrede mennesker, der kendte til udsendelsen, inklusive mig selv,« siger Helge Adam Møller, der ikke ser anledning til andre typer undersøgelser.

Også Venstres forsvarsordfører Karsten Nonbo henviste i går til den igangværende politiefterforskning af sagen.

Det var journalisten og filminstruktøren Christoffer Guldbrandsen, der fik sagen til at eksplodere igen. I et interview til filmmagasinet Ekko erklærede han, at det var forsvarsminister Søren Gades (V) særlige rådgiver Jacob Winther, der i 2007 lækkede til TV2, at de danske jægersoldater skulle udsendes.

I weekenden erklærede Guldbrandsens advokat Anders Néhmet, at han ligger inde med en lydoptagelse, »der utvetydigt dokumenterer, at Jacob Winther er ophavsmanden«. Men han afviser at offentliggøre lydoptagelsen, fordi der ifølge advokaten er andre personer med på optagelserne, som ville blive krænket af en offentliggørelse.

DF-krav afvises

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen krævede i går, at Anders Néhmet offentliggør lydklippet: »Hvis han har klokkeklare beviser på, at det er Jacob Winther, der står bag lækket, så bør han fremlægge optagelsen nu,« siger han til TV2.

Men det afviser Néhmet.

»Idet hensynet til kildebeskyttelse prioriteres højere end muligheden for at fremkomme med beviser til en straffesag mod Jacob Winther, vil lydoptagelsen, indtil videre, ikke blive offentliggjort,« skriver han i en pressemeddelelse.

Men selvom forsvarsministerens pressechef mistænkes for at have lækket de hemmelige oplysninger, vil ministeriet ikke iværksætte en undersøgelse af sagen. I stedet samarbejde Forsvarsministeriet med Københavns Politi, som har modtaget en politianmeldelse i sagen. Det oplyser Søren Gade.

»Forsvarsministeriet har fredag den 29. januar taget kontakt til Københavns Politi og meddelt, at Forsvarsministeriet selvsagt vil være politiet behjælpelig i sagen. I den forbindelse er der udarbejdet oversigter over de personer og personkredse, som på det foreliggende grundlag skønnes at have haft viden om udsendelse af jægersoldaterne på tidspunktet for mødet i Det Udenrigspolitiske Nævn den 27. april 2007. Disse oversigter er i fredags afleveret til politiet,« siger Søren Gade i en skriftlig kommentar.

Denne artikel er anbefalet af: