Samvær
Søren Lindegaard Larsen, Morud
Aldrig har det været nemmere at afskære samværsforælderen fra sine børn. Hvorfor er antallet af sager i Statsforvaltningerne omkring forældremyndighed og samvær ellers steget fra 170.000 i år 2007 til 250.000 i år 2008?
Problemet handler slet ikke om fælles forældremyndighed eller ej. Bopælsforælderen har alligevel stort set hele beslutningskompetencen for så vidt angår børnene.
Problemet handler om, at Familiestyrelsen udviser ekstrem diskrimination
overfor samværsforældrene (ca. 90 pct. fædre). Således ligger hele problematikken
begravet i Familiestyrelsen administration af loven - i form af Vejledningerne til Statsforvaltningerne. Konfliktskabende bopælsforældre skal blot følge Familiestyrelsens vejledning
13 - som er en direkte manual - og som fastslår: Jo mere ballade/obstruktion af samarbejde en bopælsforælder iværksætter efter en skilsmisse/samlivsbrud overfor samværsforælderen, des nemmere er det at få afskåret børnene fra samværsforælderen.
Sjove Krarup
Merete Lundsteen, Hellerup
Måske har jeg taget fejl af Søren Krarup.
Måske har han alligevel humor og selvironi, når han i et læserbrev 1. februar foreslår Information at erstatte Georg Metz hveranden uge.
Det er da en vits, der vil noget!
Tak Metz
Kirstine Nielsen og Jytte Cramer, Hjallerup
Endnu engang har Georg Metz også og især lørdag 30. januar en klar analyse af vores politiske virkelighed, skåret helt ind til sandheden, med et veloplagt nyskabende sprog. Tak!
Frugtavlens finesser
Uwe Max Jensen, Århus C
Den lejlighedsvise kunstanmelder Peter Laugesen har bevæget sig helt til Nordjyllland, nærmere betegnet Aalborg, for at skrive om mail art-kunstneren mm. Mogens Otto Nielsens retrospektive udstilling i Kunsthal Nord (Information 1. februar). Det fortjener Laugesen ros for, ikke kun på grund af sin anmeldelse, som, antageligvis korrekt, påpeger det problematiske fravær af en styrende kurator, der kunne have givet Mogens Otto Nielsens udstilling form og retning, men også fordi Laugesen med sin visit i Aalborg rent faktisk udvider kunstrummet, der normalt afgrænses til København og Århus med ganske få afstikkere uden for disse lokaliteter. Laugesen viser helt konkret vejen til noget andet og større.
Anmeldelsen indeholder imidlertid også en egen ironisk pointe, da den afslører Laugesens dybe uvidenhed om fysisk arbejde. Peter Laugesen skriver:
»ATMOSPHERE CONTROLLED er hans hovedtema, et blandt mange hundrede stempler han benytter, alle sammen hentet i hverdagens kontorer, i det her tilfælde faktisk fra frugtavlen. Det er noget, man skriver på transportkasser.«
Her blander Laugesen pærer og bananer. Eller mere korrekt: Kunst og frugtavl.
På frugtkasser står der ‘controlled atmosphere’. Mogens Otto Nielsen har altså med sit motto - atmosphere controlled - foretaget en poetisk omvending eller ombytning af hverdagslivets trivialiteter. Det er der en pointe i:
Alt er ikke, hvad det giver sig ud for. Hverken når det gælder kunst. Eller frugtavl.
Om soldaters særbehandling
Sofie Petersen, Hamborg
De konservative er langt ude, når de vil have, at danske soldater fra Afghanistan skal have særbehandling, hvis de kommer hjem med en hjerneskade. Der findes utallige jobs, som er farlige og nødvendige; soldaterne skal ikke have særbehandling.
Den med, at de har kæmpet for Danmark, holder ikke. Ingen har besat eller angrebet Danmark, Danmark har angrebet Afghansitan og Irak på tvivlsomt grundlag.
Morgen- kvalme
Peter Andersen, Vejle
Hvorfor tænder jeg hver morgen tv’et og lader mig lære opskrifter på alt fra knödel til kødgryde? Er det indlæg fra poppede politikere, der gør, at jeg suger det i mig, fordi jeg ser mig selv? Måske er det ikke så skidt endda at vågne op, tænde fjernsynet og vide: 1. Intet, de siger, kan støde mig. 2. intet har kant, og jeg kan vågne fredeligt og roligt hives ind i hverdagens trivialitet? Det ville nok give mig kvalme, hvis jeg ikke var vant til det. Morgenkvalme.
Det er ikke kun morgen-tv, der er så overfladisk, at Anni føles så naturlig som bark, tv-programmerne overalt er ligeså. TV-Avisen, Nyhederne og alle, der burde være skarpe og afslørende, sidder på deres hænder og beder til, at der tilfældigt dumper en nyhed ned med så meget kant, at det kunne skabe en ny magtelite. Herefter vil de nok smide den i bunken med ‘måske’.
Giv mig den kant, om det giver mig kvalme - giv mig den råt. Jeg vil ikke fodres som et barn, jeg slukker selv, når det bliver for meget. Har jeg fundet kuren mod fedme?
Forsknings- frihed
Esben Søltoft, fmd. for Ingeniørforeningens Forskningsudvalg
En helt grundlæggende præmis for enhver forskning er, at udøvelsen af forskningen og de frembragte resultater til enhver tid skal være fri, uafhængig og uvildig. Den politiske dagsorden må aldrig medføre, at der kan stilles spørgsmålstegn ved uvildigheden eller uafhængigheden i de gennemførte forsøg.
Forskning gennemføres for at få ny viden - uagtet om denne viden er som forventet eller ønsket. Ellers giver forskningen ikke mening.
Fordi forskningsfriheden er den mest basale og samtidig den mest afgørende forudsætning for den forskning, som universiteterne bedriver, må der ikke kunne rejses tvivl om rækkevidden af forskningsfriheden.
Beslutningstagerne bør derfor ændre eller helt fjerne universitetslovens §17, stk. 2.
Inf. hopper med på vognen
Jens Jakob Kjær Hansen, Vanløse
Den 1. februar løftede Information sløret for en ‘skandale’ om Brian Mikkelsen. Denne ‘skandale’ går på, at meget tyder på, at ministeren har løjet om, hvad der skete ved en færdselsulykke, han var vidne til. I værste fald lyver han om, hvad det var, han så og hørte. Men hvorfor skulle det være nødvendigt at lyve?
Måske for at prøve at undgå at blive hængt ud af pressen, og blive skældt ud for bare at køre videre, hvis det kom frem, at han så, hvad der skete, men blot kørte videre. Nu bliver han så alligevel hængt ud i pressen.
Men tingene bliver lidt mere komplicerede, hvis man sætter sig selv i hans situation: hvis man selv sad med sin familie, og man lige havde været få meter fra en ulykke, der kunne have kostet én livet, hvem ville så kunne udelukke, at man ikke ville have gjort det samme selv?
I sådanne situationer kan ens overlevelsesinstinkt og angst gøre, at man ikke tænker klart. Desuden kom der flere andre billister og ydede de tilskadekommende hjælp, så derfor gjorde det alligevel ikke nogen forskel for de tilskadekomne, om ministeren hjalp eller ej.
Meget tyder på, at dette er blevet til en af disse principsager, som mange medier ynder at blæse op til det helt store og nærmest lave en personhetz ud af det.
Men jeg havde alligevel ikke regnet med, at Information ville hoppe så åbenlyst med på vognen.
Videnskab eller politik?
Ditte Vesterager Christensen, København S
Kære Nicholas. Selvfølgelig skal vi forsøge at finde nye hjem til de, der bliver klimaflygtninge. Jeg mener nu ikke, at det ene udelukker det andet. Det bedste, vi kan gøre for de mennesker, hvis tilværelse er truet pga. klimaforandringer, er jo at forebygge klimaforandringerne, så de ikke er nødt til at forlade deres hjem.
Jeg er overbevist om, det godt kan lade sig gøre at bremse den globale opvarmning - hvis vi vil. Der er faktisk lavet adskillige forslag til, hvordan et land som Danmark kan blive CO2-neutralt eller tæt på. Læs f.eks Ingeniørforeningens ‘Klimaplan 2050’ eller Dansk Energis ‘Power to the People’. Og hvad der er endnu bedre; samtidig kan vi skabe et på mange måder grønnere samfund, med alt hvad det indebærer.
Rent drikkevand, byer der ikke er forurenede af bilos, sunde fødevarer, grønne jobs, uafhængighed af importeret energi (og dermed også større politisk uafhængighed) - ikke bare for os, men også for kommende generationer. Sådan et samfund vil jeg gerne leve i.
Med vold skal hus bygges?
Michael Sandfort, Brønshøj
Jørgen Garp (Information 29. januar) har ret i, at man ikke kan elske alle, men i et demokratisk retssamfund har staten voldsmonopol, og uenigheder afgøres ved domstolene.
Derfor var de autonomes voldelige kamp for et nyt hus og Natasja Saads forsvar herfor ikke i pagt med demokratiets spilleregler. Desuden var det hverken tolerant eller stuerent, da Natasja sammenlignede sine politiske modstandere med Satan på kokain frem for at forholde sig den politiske substans.
At kæmpe for en rød sag legitimerer hverken vold eller dæmonisering af dem man ikke elsker.
Kommentarer
Michael Sandfort glemmer bare, at Natasjas sang, er en sang… Den er et lyrisk udtryk for de følelser som brugerne af Ungdomshuset oplevede i de dage. Hvad blev der af kunsnerens frihed til at udtrykke sig?
Natasja var IKKE udemokratisk, hun opfordrer IKKE til vold - Der er ingen steder i teksten der opfordrer til vold, det er en løgn at sige sådan. Natasja efterlyser et Danmark som hun savner, et Danmark der er rummeligt og venligt.
Mest af alt romantiserer hun de gode gamle dage, fra før verden gik af lave. Det er hun bestemt ikke den første der har gjort. Og selvfølgelig siger hun “gi os ungeren igen” Og hvad så? Det er da ikke et udemokratisk ønske. LAd nu være med at tillægge folk holdninger de ikke har.