Konflikten mellem to af verdens største økonomier vokser. Forlydender om, at USA’s præsident, Barack Obama, vil mødes med Tibets åndelige leder, Dalai Lama, har fået Kina til at advare amerikanerne om, et eventuelt møde kan forværre forholdet yderligere mellem Beijing og Washington.
Den kinesiske regering sagde forleden, at man vil gribe til sanktioner mod USA, fordi amerikanerne sælger våben til Taiwan for 6,4 milliarder kr. (34 milliarder kr.). Det kan betyde, at firmaer fra den amerikanske våbenindustri kan blive ramt økonomisk. Indtil videre bliver det dog ved truslerne.
Rygterne om et møde mellem Dalai Lama og Obama får Kina til at true amerikanerne, hvor det gør allermest ondt: på økonomien.
»Hvis USA’s leder på dette tidspunkt vælger at mødes med Dalai Lama, så vil det skade tilliden og samarbejdet mellem de to lande, og hvordan vil det hjælpe amerikanerne med at overvinde den nuværende økonomiske krise,« spørger Zhu Weiqun, der er en del af en kinesisk delegation, som i weekenden mødtes med Dalai Lama ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Når kineserne vælger at bruge økonomien som pressionsmiddel mod USA, skyldes det, at amerikanerne skylder over 800 milliarder dollar (4.240 milliarder kr.) til Kina. Det svarer til næsten 25 procent af landets offentlige gæld til udlandet.
Da den amerikanske internetgigant Google for nylig truede med at trække sig ud af Kina på grund af hackerangreb fra kinesiske netspioner, betød det flere kontroverser i forholdet mellem de to lande. USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, udtalte i den forbindelse, at lande, der begrænser ytringsfriheden på nettet, »skal fordømmes internationalt«.
Kina spiller hårdt ud
Kina modsætter sig jævnligt, at forskellige regeringschefer mødes med Dalai Lama, da det kinesiske styre opfatter den buddhistiske munk som en farlig separatist. Obamas forgænger, George W. Bush, mødtes med Lama i 2007. Det samme gjorde præsident Nicolas Sarkozy i 2008, da Frankrig havde EU-formandskabet.
Dengang affødte omgangen med Tibets åndelige leder kritik fra Kina, og aflyste derfor et topmøde med EU.
Kinesernes varsling om sanktioner og økonomiske trusler over for amerikanerne er skinger tone, men der er ikke tale om nogen stor ændring i forholdet mellem USA og Kina, vurderer dansk Kina-ekspert.
»Kineserne er vrede over, at det er lykkedes USA at give Kina skylden for den svage klimaerklæring ved COP15-mødet i København. Desuden er man blevet stødt over Hillary Clintons koldkrigslignende kritik i forbindelse med Google-sagen,« siger Clemens Stubbe Østergaard, lektor med speciale i Kina ved Aarhus Universitet. Lektoren mener desuden, at Kina i høj grad kritiserer USA i forhold til Taiwan og Tibet, fordi man ikke kan tillade slinger i valsen i forhold til den interne politiske situation, hvor begge parter ønsker forskellige grader af uafhængighed. ritzau







Kommentarer