LEDER | Det er en usædvanligt langmodig statsminister, der nu i over en uge har ladet sagen om en tre år gammel lækage om udsendelsen af de danske jægersoldater udfolde sig i medierne med spekulationer og anklager og med oppositionen i rollen som hankatten, der lige har fået serveret en stor skål fløde.
Det var også en meget langmodig statsminister, der lod en af de længste farcer i dansk politik - det konservative krav om burkaforbud - udspille sig over et halvt år uden at sætte en stopper for det. Indimellem de sager har Lars Løkke Rasmussen fra sidelinjen kunnet følge med i, at konservative og hans eget parti internt har kastet sig ud i den ene kamp efter den anden om madordninger i børnehaverne, vejafgifter, klimamål og meget andet. Igen uden at han har sat sin autoritet ind på at standse hundeslagsmålene.
På de indre linjer har statsministeren ladet alle forstå, at en større ministerrokade er på vej, men når det kommer til stykket, og klimatopmødet er overstået, så tøver han og udsteder i stedet et løfte til sine ministre om, at de også sidder på deres taburetter, når næste folketingsvalg udskrives. Som et sidste eksempel på den langmodige tøven, lod statsministeren i efteråret debatten om, hvem der skal være ny dansk EU-kommissær køre i så lang tid, at han nåede både at skuffe Venstres undervisningsminister, Bertel Haarder, og Venstres bagland, som gerne havde set en partifælle på posten. Danmark var et af de absolut sidste lande til at udnævne en kommissær.
Er det et hidtil ukendt karaktertræk ved statsministeren, at han tøver for længe? At han mangler gennemslagskraft i de afgørende øjeblikke, at han lider af det, der i sportens verden kaldes »en gummiarm«? Umiddelbart før det afgørende straffekast eller matchbolden bliver armen slap og kraftløs. Noget kunne tyde på det.
Lækagesagen er en møgsag for Forsvaret og regeringen. Den handler i korthed om, at kilder i 2007 røbede over for TV 2 og Jyllands-Posten, at Jægerkorpset skulle sendes til Irak. En læk, der ifølge forsvaret bragte jægernes sikkerhed i fare, og en læk, som ifølge flere kilder skal findes i selveste Forsvarsministeriet. Måske kan den endda spores helt til en af ministerens mest betroede medarbejdere, den særlige rådgiver Jacob Winther. I stedet for at lukke sagen, sige til Gade, at han skal finde den læk hurtigst muligt og skille sig af med vedkommende, har regeringen valgt at trække sagen i langdrag. Ikke måneder, men måske år. Politiet er sat på opgaven efter en anmeldelse. Herfra forlyder det, at man nu har fundet ud af, hvilken afdeling, der skal forestå efterforskningen. Den vil stå på et stykke tid, og så vil der eventuelt blive rejst en straffesag, som kan forventes berammet i løbet af et år - eller to. Imens kan spekulationerne få frit løb, Søren Gades autoritet drages i tvivl, og oppositionen kan hive sagen op af hatten hver gang, det synes opportunt.
Når alle disse ikke-sager får lov til at styre den politiske dagsorden, er det fordi Lars Løkke Rasmussen ikke formår at sætte den. Et par gange har han forsøgt, og hver gang er det løbet ud i sandet, fordi han ikke har vidst, hvad han ville.
Første gang var med 10 ambitiøse drømmemål for Danmark. De blev lanceret i Løkke Rasmussens tale til Venstres landsmøde i efteråret. Godt at have noget at sigte efter, men endnu mangler vi at se, hvilke midler statsministeren vil tage i anvendelse for at nå målene, som uden håndfaste redskaber unægteligt minder om Poul Nyrup Rasmussens lancering af Danmark som foregangsland, da det lakkede mod enden for SR-regeringen.
Det andet forsøg gik ud på at sende folkeskolen til et 360 graders eftersyn. Det kan der være megen fornuft i, statsministeren har lyttet til erhvervslivets topfolk, som på Marienborg-møder har fortalt Løkke Rasmussen, at det er der i skolen, den er gal. Skal vi klare os bedre internationalt, så skal folkeskolen producere dygtigere afgangselever.
I sidste uge havde statsministeren så inviteret skolefolk og eksperter til Marienborg for at høre, hvor de mener skoen trykker. Men ud over et forslag om at teste eleverne i 2. klasse - som allerede er gennemført - og at offentliggøre de nationale test, så mangler der retning. Stadigt mere tyder på, at regeringstoppen ikke aner, hvad den skal med skolen ud over nogle mindre justeringer.
Den politiske virkelighed for regeringen er, at den har udtømt sit regeringsgrundlag fra 2007 - stort set. Og Lars Løkke Rasmussen har ikke - ifølge hvad han selv siger - fundet det nødvendigt at erstatte det af et nyt. Når krybben er tom, så begynder hestene at bides. Et nyt regeringshold, som måske er på trapperne, vil i den nuværende situation med belastende sager og intern strid få karakter af en panikløsning, som da Nyrup Rasmussen et år før sin afgang indsatte to yngre kvinder i sin regering: Anita Bay Bundegaard (R) og Lotte Bundsgaard (S). »De skal redde Nyrup,« skrev aviserne.
Kommentarer
Exit Lille Lars, NU
Anders Fogh Rasmussen har efterladt sig en ruinhob. Det samme gjorde en lang række andre monomane skikkelser i historien. Man kan også med skrækblandet undren høre, hvordan statsministeren sammen med alle de andre ministre - mærkeligt nok især de kvindelige, specielt kulturministeren - konsekvent udelukkende citerer fra Foghs i forvejen begrænsede vokabular mest bestående af forestillinger om straf og straf tilsat flid og patriotisme, når de modvilligt og nødtvunget åbner munden i en genafspilning af Fogh-trusler og calvinistiske, anakronistiske læresætninger.
Bent Winther tegner skarpt konturerne af en statsminister, der ikke har evnerne.
Løkkes Duracell-regering er ved at gå flade - det kan ses ud af de pludselige spasmeagtige bevægelser og de stenede ansigter.
Jeg tror desværre ikke et nyt hold vil ændre så meget …også den overordnede koordination svigter
…man kan undre sig over det hold, der i dag kaldes ‘Løkkes regering’, engang havde det greb om det danske samfund som tilfældet var. Det skyldtes ene og alene den intimidering, som en middelmådig politikker som Anders Fogh formåede at sprede i det danske samfund - Og nu sidder han og putter sig i en beskyttende bunker nede i Brüssel …i gang med at købe sig til fred i de krige, som han var med til at starte.
… og vi danskere kan så tænke over, om vi også har en snert af det gen, der engang fik vore sydlige naboer til ureflekterende at rette ind til højre…
Det er ikke særlig overraskende, at Fogh Rasmussen har efterladt sig det, som en kommentator kalder en ’ruinhob’ og at Løkke Rasmussen (også kendt under navnet Jensen) ikke formår at komme fri af den og bringe samfundet videre. Det er nemt og taknemmeligt at sætte mål. For at tage beslutninger og arbejde velovervejet for at nå dem og løse problemer undervejs kræves lederevner og ledererfaring. Når man analyserer de mange eksisterende oplysninger om medlemmerne af Folketinget og om ministrene, får man indsigt i ministrenes og folketingsmedlemmernes uddannelser og få klarlagt i hvor stort omfang de har viden om - og ledelseserfaring i praksis.
I såvel Folketing som regering er der en overvægt af personer med akademisk - økonomisk og juridisk - uddannelse. En akademisk uddannelse eller tilsvarende er ikke en lederuddannelse. Ledererfaring fra politiske foreninger og som politisk indvalgt i bestyrelser er heller ikke en mulighed for at få erfaring med ledelse i praksis - den praksis som det private erhvervsliv og medarbejderne i den offentlige sektor befinder sig i. Hovedreglen er, at politikere med en akademisk uddannelse er gået direkte fra denne til deres politiske arbejde. I mange tilfælde er den akademiske karriere og den videregående uddannelse gennemført sideløbende eller sat i stå.
Det gælder også statsministeren - og hans forgænger – at de reelt ingen egentlig, praktisk ledererfaring har. De har udelukkende været beskæftiget med politik og politiske hverv – hvoraf flere set i bakspejlet ikke har haft særlig erindringsværdige resultater. Det gælder i øvrigt flere af de ministre, der er gået fra ministerium til ministerium, der har været en del, der skulle ryddes op i efterfølgende.
Det er indlysende, at er man uden indsigt i praktisk ledelse, er man ude af stand til at lede et samfund i forandring eller til at diktere andre, hvordan de skal lede. Det er lige så klart, at det er særdeles menneskeligt, at jo ringere rustet man selv er som leder, jo mere kontrol og bureaukrati ønsker man for at kunne føle sig tryg. Derfor bliver bureaukratiet mere og mere omfattende. Man glemmer, at autoritet først og fremmest bygger på fornuft - og ikke på at låse mennesker i et ufleksibelt bureaukrati, der ikke formår at ændre sig.
Dette er ikke et argument for, at ledere fra erhvervslivet bør indtage Folketinget, men en opfordring til at politikerne får indsigt i ledelse - uden brug af de mange villige konsulenter, som heller ikke har det. Det er i øvrigt grotesk, at den slags konsulenter, ministrene i størst udstrækning benytter sig af, er de såkaldte spindoktorer. Det har intet med ledelse at gøre – men er snarere et forsøg på at kamuflere manglen på indsigt i ledelse.
I stedet for det store stive bureaukratiske kontrolsystem ned gennem lagene, hvor beslutningstagerne er isolerede fra det virkelige liv, burde ledelsessystemerne og en lederuddannelse for de folkevalgte indrettes på at lytte omhyggeligt også til de rapporter, der burde opmuntres til at komme fra gulvspandene. Derfra kan man få meget større reel viden end fra de mange kommissioner, der nedsættes for at udskyde beslutningerne og udvande ansvaret.
Retfærdigvis skal det siges, at det med hensyn til erfaring med ledelse ikke bliver bedre, hvis/når oppositionen overtager regeringen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Paul Hegedahl,
Hvis politikere har visioner, så er erfaring ikke afgørende - det er et spørgsmål om styring og metode.
Hvis en minister er afklaret om sine mål, så kan den nødvendige erfaring og ekspertise hentes i embedsmandsystemet og kommissioner ..Jeg satser på oppositionen - alternativet har udspillet sine muligheder.
…men en ‘ruinhob’ er det sørgelige udgangspunkt - der i er jeg enig.
Personligt foretrækker jeg en regering og et folketing, der “blander sig” mindst muligt i befolkningens hverdag.
Staten bør( efter min beskedne opfattelse) sikre , at hver eneste borger får de bedst mulige udfoldelsesmuligheder ( velfærdsstaten som et fundament) , så vi hver især kan få det ud af livet , som vi nu vil.
Staten skal med andre ord ikke regere over borgerne, men sørge for at sikre deres frihed i alle henseender.
Så derfor er jeg egnetlig ret fornøjet med en statschef som Løkke der ikke har store ambitiøse projekter om at lave Danmark om for 117’ende gang.
Så langt jeg kan huske tilbage, så har alle statsministre - uanset partifarve - haft store ambitioner om at ” føre / styre” Danmark mod det ene eller det andet mål - og hvad er det blevet til i praksis ? Mestendels blot forvirring og tomgang for fuld fart.
En projektløs regering , der bare holder tingene fint igang og justerer lidt på maskineriet, når det er påkrævet — det er bare sagen.
Robert Kroll,
Nu er problemet bare det at det ‘maskineri’ du taler om, er ved at hægte en tredjedel af befolkningen af, således at de mest velhavende 2/3-dele af befolkningen kan fortsætte på 1. klasse…
…samfundets indbyggede solidaritet er smadret i VKO-regeringens demonteringsiver..
Det kræver ingen autoritet at anfægte statsministerens autoritet.
Jacob og Bendt Winther er med hvert deres liv beviser på det.
Kunne de så bare frembringe det offer, som er så vitalt for demokratiets selvfornyelse, magtskiftet, en ny orden, pladsen til en fundamental ny social selvbeskrivelse, dvs. effektuere offeret i traditionel demokratisk sakral forstand, således at vi ikke bare fik en ny statsminister, men øje på det sociale, det moderne samfund, eskapisterne og alle deres latterlige flugtforsøg i forhold til sig selv og den patetiske orden de/vi står for!
Så længe det er relevant at beskæftige sig med de “højeste” autoriteters latterligheder, så længe er de professionelle italesættere uforpligtede i forhold til den mere fundamentale sociale krise, som den vestlige verden befinder sig i.
Nogle gange har man på fornemmelsen, at alle i virkeligheden er glade for de latterlige ledere, fordi de med deres pausenumre udgør den perfekte undskyldning for ikke at tage noget som helst alvorligt.
Jeg er gammel venstrevælger, og dén artikel sidder lige i skabet. Desværre.
Selvom man ikke brød sig om AFR, kan man ikke kalde ham ‘middelmådig’. Han var en af de absolut stærkeste statsministre i Danmark efter Anden Verdenskrig. Hvordan fremtidens historikere vil bedømme hans alliance med G.W. Bush i Irakkrigen etc. er en helt anden sag. At han fulgte i sin forgængers fodspor med hensyn til kontraktpolitik, var en ulykke på mange måder og har gjort det meget vanskeligt, ja måske endda umuligt at gennemføre upopulære stramninger for kommende regeringer, som skal prøve at redde velfærdssamfundet med færre skatteydere og flere uden for arbejdsmarkedet. Der vil blive “gråd og tænders gnidsel”, som der skrevet står.
” Lækagesagen er en møgsag for Forsvaret og regeringen … ”
Ja og for de udsendte og deres paaroerende og for de af os, der synes, at naar unge mennesker lokkes ind i saadan noget, saa burde de i det mindtse behandles ordentligt … og ikke bare nok engang vaere boender i et uforstaaeligt skakspil.
@ Robert Kroll
” Så derfor er jeg egnetlig ret fornøjet med en statschef som Løkke der ikke har store ambitiøse projekter om at lave Danmark om for 117’ende gang. ”
For himlens skyld ikke Rasmussen som statschef, det er galt nok, at han er statsminister.
Hans ambitioner om at lave Danmark om gik vel paa grund i og med KommunalReformen ?
Den nølende gummiarm kan også være et alvorligt symptom på begyndende udbrændthed . ..hvis det er tilfældet skal han bare igang med lykkepiller hurtigst muligt….måske han allerede er igang?? Det tager ca. 3 uger, før de begynder at virke. Sådan ordnes udbrændthed ude i kommunerne………………………………………………………………….
Jeg har hørt at der fortsat er nogle, der kalder ham vikaren.
Der er jo med indlæget sat spørgsmål ved, om han kan klare vikariatet.
Selv om flere debattører tilsyneladende er tilfredse, med DK situation P.T.
De har jo nok hånden på pulsen m.h.t.
Økonomien, Kriminaliteten, den situation Regionerne og Kommunerne er efterladte i.
konkurserne, antallet af arbejdsledige, Tvangsauktionerne.
Vor herre bevares.
MVH KHA
Hvornår sidst i Danmarkshistorien har en statsminister brugt en hel uge på at lege “proaktiv undervisningsminister” ?
Løkke har ganske enkelt ikke fattet, at en statsminister ikke graver sig ned i sine fagministres ressort-områder.
Er han utilfreds med Bertel Haarders indsats - så må han fyre manden og indsætte en ny!
Så længe der føres konsensuspolitik, kan det være bedøvende ligemeget hvem der er statsminister, med eller uden gummiarm. I øvrigt er det sjovt hvordan Lars Løkke mere og mere ligner Anker Jørgensen. Men sådan er det måske med statsministre: hver gang vi nærmer os afgrundens rand er det med en hyggelig og ikke særlig reformivrig fætter ved roret. Det skal blive spændende at se om Helle Thorning vokser med opgaven, ligesom Poul Schlûter gjorde, når hun til sin til skal i gang med den store oprydning.
Bortset fra det og set i bagspejlet, kunne man måske godt have ønsket sig at AFR havde haft lidt af Løkkes gummiarm, ikke mindst da han lokkede et vægelsindet folketing med i en meget lidt gennemtænkt angrebskrig i Mellemøsten. Men lad nu det ligge. Det gælder om at kigge fremad - og lige om lidt er der valg til Folketinget - og på et eller andet tidspunkt også til Europaparlamentet - du ved, det der nede i Bruxelles, hvor de vigtige beslutninger bliver truffet.
Vikar lars - du er en velsignelse!