LEDER | Det er en usædvanligt langmodig statsminister, der nu i over en uge har ladet sagen om en tre år gammel lækage om udsendelsen af de danske jægersoldater udfolde sig i medierne med spekulationer og anklager og med oppositionen i rollen som hankatten, der lige har fået serveret en stor skål fløde.

Det var også en meget langmodig statsminister, der lod en af de længste farcer i dansk politik - det konservative krav om burkaforbud - udspille sig over et halvt år uden at sætte en stopper for det. Indimellem de sager har Lars Løkke Rasmussen fra sidelinjen kunnet følge med i, at konservative og hans eget parti internt har kastet sig ud i den ene kamp efter den anden om madordninger i børnehaverne, vejafgifter, klimamål og meget andet. Igen uden at han har sat sin autoritet ind på at standse hundeslagsmålene.

På de indre linjer har statsministeren ladet alle forstå, at en større ministerrokade er på vej, men når det kommer til stykket, og klimatopmødet er overstået, så tøver han og udsteder i stedet et løfte til sine ministre om, at de også sidder på deres taburetter, når næste folketingsvalg udskrives. Som et sidste eksempel på den langmodige tøven, lod statsministeren i efteråret debatten om, hvem der skal være ny dansk EU-kommissær køre i så lang tid, at han nåede både at skuffe Venstres undervisningsminister, Bertel Haarder, og Venstres bagland, som gerne havde set en partifælle på posten. Danmark var et af de absolut sidste lande til at udnævne en kommissær.

Er det et hidtil ukendt karaktertræk ved statsministeren, at han tøver for længe? At han mangler gennemslagskraft i de afgørende øjeblikke, at han lider af det, der i sportens verden kaldes »en gummiarm«? Umiddelbart før det afgørende straffekast eller matchbolden bliver armen slap og kraftløs. Noget kunne tyde på det.

Lækagesagen er en møgsag for Forsvaret og regeringen. Den handler i korthed om, at kilder i 2007 røbede over for TV 2 og Jyllands-Posten, at Jægerkorpset skulle sendes til Irak. En læk, der ifølge forsvaret bragte jægernes sikkerhed i fare, og en læk, som ifølge flere kilder skal findes i selveste Forsvarsministeriet. Måske kan den endda spores helt til en af ministerens mest betroede medarbejdere, den særlige rådgiver Jacob Winther. I stedet for at lukke sagen, sige til Gade, at han skal finde den læk hurtigst muligt og skille sig af med vedkommende, har regeringen valgt at trække sagen i langdrag. Ikke måneder, men måske år. Politiet er sat på opgaven efter en anmeldelse. Herfra forlyder det, at man nu har fundet ud af, hvilken afdeling, der skal forestå efterforskningen. Den vil stå på et stykke tid, og så vil der eventuelt blive rejst en straffesag, som kan forventes berammet i løbet af et år - eller to. Imens kan spekulationerne få frit løb, Søren Gades autoritet drages i tvivl, og oppositionen kan hive sagen op af hatten hver gang, det synes opportunt.

Når alle disse ikke-sager får lov til at styre den politiske dagsorden, er det fordi Lars Løkke Rasmussen ikke formår at sætte den. Et par gange har han forsøgt, og hver gang er det løbet ud i sandet, fordi han ikke har vidst, hvad han ville.

Første gang var med 10 ambitiøse drømmemål for Danmark. De blev lanceret i Løkke Rasmussens tale til Venstres landsmøde i efteråret. Godt at have noget at sigte efter, men endnu mangler vi at se, hvilke midler statsministeren vil tage i anvendelse for at nå målene, som uden håndfaste redskaber unægteligt minder om Poul Nyrup Rasmussens lancering af Danmark som foregangsland, da det lakkede mod enden for SR-regeringen.

Det andet forsøg gik ud på at sende folkeskolen til et 360 graders eftersyn. Det kan der være megen fornuft i, statsministeren har lyttet til erhvervslivets topfolk, som på Marienborg-møder har fortalt Løkke Rasmussen, at det er der i skolen, den er gal. Skal vi klare os bedre internationalt, så skal folkeskolen producere dygtigere afgangselever.

I sidste uge havde statsministeren så inviteret skolefolk og eksperter til Marienborg for at høre, hvor de mener skoen trykker. Men ud over et forslag om at teste eleverne i 2. klasse - som allerede er gennemført - og at offentliggøre de nationale test, så mangler der retning. Stadigt mere tyder på, at regeringstoppen ikke aner, hvad den skal med skolen ud over nogle mindre justeringer.

Den politiske virkelighed for regeringen er, at den har udtømt sit regeringsgrundlag fra 2007 - stort set. Og Lars Løkke Rasmussen har ikke - ifølge hvad han selv siger - fundet det nødvendigt at erstatte det af et nyt. Når krybben er tom, så begynder hestene at bides. Et nyt regeringshold, som måske er på trapperne, vil i den nuværende situation med belastende sager og intern strid få karakter af en panikløsning, som da Nyrup Rasmussen et år før sin afgang indsatte to yngre kvinder i sin regering: Anita Bay Bundegaard (R) og Lotte Bundsgaard (S). »De skal redde Nyrup,« skrev aviserne.

Denne artikel er anbefalet af: