I en lille pyt af pis

Jeg kan ikke forklare, hvorfor nogle kunstnere, for eksempel Anne Linnet, kan slippe af sted med at sige tingene så næsten pinligt direkte - »du er så smuk og dejlig« - uden at lyde som en kliché, mens andre falder fuldstændig igennem. Den prisbelønnende børneromanforfatter, Kamilla Hega Holst, rammer noget af samme rørende enkelthed og autenticitet som Linnet i sin voksenromandebut, En kærlighedshistorie.

Laura er 28 år og viklet ind i en livssituation, hun ikke trives i. Hun er for nyligt blevet mor til en lille dreng, Nagel, og nu kæmper hun med at finde sig til rette i moderrollen. Det falder hende ikke naturligt, Nagel vil ikke tage bryst, han skriger, skider og Nørrebro-lejligheden ligner en svinesti.

Nagels far, Jan, er en 15 år ældre, selvcentreret forfattertype, der kommer og går og låser sig inde på sit arbejdsværelse, som det passer ham. Jan er ikke til megen hjælp med Nagel, og Laura mistænker ham for at have affærer, for i virkeligheden at tænde på overvægtige kvinder og på BDSM, Domination and Submission.

Lauras mor, som hele tiden kommer rendende, vejer tilfældigvis over 100 kg og går godt i spænd med Jan. De deler en tilbøjelighed til for meget rødvin og en aversion mod Ajax og almindelig renlighed. >

Mor og datter optræder som kontrastfigurer med to vidt forskellige livssyn: optimistens og pessimistens, den fede og den udmagrede.

Den fraværende far

>Lauras egen far druknede på en ferie, da Laura var spæd. Faren udgør så at sige historiens problematiske fraværsfigur.

Det er den, der genspilles i de øvrige mandlige karakterer: Jan er en gentagelse af den fraværende far, og overboen Orla, som Laura udvikler et erotisk kærlighedsforhold til, er en art kompensation for fraværet. Orla er en gammel mand, som sådan et atypisk begærsobjekt, og tørlagt alkoholiker. Han passer sin kone, Ellen, som ligger for døden, og deres lejlighed er ren og pæn og fuld af al den omsorg, Laura trænger til.

Parallelt med, at forholdet mellem Laura og Orla udvikler sig, bliver Nagel gladere, mildere og lettere at være mor til. Måske er den egentlige kærlighedshistorie dén mellem mor og søn? I al fald er Nagel ligesom det, der står tilbage ved romanens slutning.

Usentimental fortæller

En kærlighedshistorie kan - især i første halvdel af bogen - virke en smule forudsigelig og skematisk i sin oprulning af kontrastkarakterer og parallelforløb. En vågen gymnasieklasse ville hurtigt kunne smøre tavlen fuld af dikotomier, for eksempel de klassiske mellem kaos/orden, optimist/pessimist og fravær/nærvær.

Det, der redder Holsts kærlighedshistorie fra at blive for firkantet og klichéfyldt, og som forvandler den til kød og blod, er det stramme, nøgterne sprog og den usentimentale fortællerstemme. Selv om romanen fortælles fra Lauras synsvinkel, får vi hovedsageligt indirekte adgang til hendes indre verden gennem handlinger, replikskifter og ydre betragtninger. Som for eksempel da frustrationen lukkes ud i denne prægtige scene, hvor Jan pludselig har fået rengøringsflip, fordi han venter besøg af sin redaktør, og har brokket sig til Laura over, at potteplanten hænger:

»Redaktøren ringer på døren. Jan trækker vejret dybt, og Laura rejser sig fra sofaen. Hun trækker bukserne ned og sætter sig overskrævs over potteplanten. Hun pisser, imens Jan lukker redaktøren ind i opgangen.

- Hvad fanden laver du, Laura?

Hun drypper af og hiver bukserne på plads, imens hun registrerer en lille bane af tis, der løber langs en revne i gulvbrædderne. Jan tager højrøstet imod redaktøren, som altid kommer til tiden og hilser i en lang cottoncoat med mappe under armen. Han har blomster med til værtinden, og han træder i en lille pyt af pis, imens han afmålt rækker Laura hånden til hilsen«.

Det er scener som denne, der gør Laura sammensat og troværdig som hovedperson, og som gør hendes kærlighedshistorie vedkommende og dybt rørende. Find lommetørklæderne frem.

 >