En helt igennem civiliseret død

Katrine er den, der fortælles om, og Sarah er den, der fortæller. Afstanden mellem de to varierer fra alt imellem næsten ingenting til ganske enorm, og det er den vekslende afstand og de små skift, som har optaget mig under læsningen af Maja Lucas’ roman Katrines hånd. Værket er bestemt ikke skrevet med store armbevægelser, det er på alle måder beskedent, men det er sandsynligvis også derfor, at det ligefrem gipper i én, når man bliver opmærksom på dets små fine bevægelser, på den enkle koreografi.

Katrine er lige fra romanens begyndelse et engleagtigt væsen. Hospitalslugte og hospitalsudstyr minder hendes omgivelser om, at hun er på vej væk fra dem. At hun ligesom allerede er svævende. Hun ligger ned, når hun har gæster til sin 59 års fødselsdag, hun er mild og god. Forstående og allerede i gang med at bearbejde de efterladtes sorg. Sarah er Katrines steddatter, i Sarahs bevidsthed har Katrine, efter hun er blevet syg, bevæget sig fra at være ‘stedmor’ til ‘min fars kone’ til nu at være Katrine. I Katrines nye terminologi - hvis den altså er ny, det er Sarah ikke helt klar over - tilhører steddatteren den ‘rigdom af afkom’, som omgiver Katrine. Sarah ved ikke, om det først er nu, hvor Katrine er på vej væk, at hun viser, hvem hun er, eller om det først er nu, hun, Sarah, er opmærksom på Katrines kvaliteter. Om hun altid har haft den kreative sprogbrug, eller om det er en, der er kommet med sygdommen for at gøre den til at bære. »Jeg vil gerne bestille en nedtransportering,« siger Katrine, når hun beder om at blive holdt i hånden på vej ned ad trappen.

Salmbärsritual

Katrines kræftsygdom bringer den sammenbragte familie tættere sammen, ligesom at traditioner bliver vigtige at holde fast i, fødselsdage og jul, men det er også, som om der opstår nye små ritualer, nu døden er så tæt på.

Et lille måltid bestående af pandekager og syltetøj af salmbär, som Sarah medbringer fra Sverige, får stor betydning. Så nåede vi også at spise dette helt særlige måltid sammen, er de usagte ord imellem romanens personer under indtagelsen. I romanens virkelighed når Katrine kun at spise et par bidder af en pandekage, så døser hun hen. Senere finder Sarah syltetøjsglasset »i min fars køleskab eller rettere i deres«.

Maja Lucas fremskriver altså små koncentrater af minder om den døde og iagttagelser af en døende i én og samme lille bevægelse, øjeblikket får betydning i øjeblikket og som minde senere hen. I Sarah har romanen en meget præcis iagttager og sprogbruger.

Et lignende elegant spring mellem forskellige tider tager teksten på romanens allerførste side, hvor der står:

»Det er hendes fødselsdag, hun bliver 59, der har været mange gæster, hun har ligget i en liggestol i haven med et lagen fra hospitalet over benene, Centralvask stod der på det med lyseblå bogstaver. Hun havde paryk på. Selvom krøllerne lignede hendes egne, virkede formen forkert. Børnene sagde ikke noget, da de og Kristian ankom. Hej Mulle, sagde en mand til hende, da han kom ind i haven sammen med sin kone. Han forklarede mig senere, at de var gamle venner af hende og min far, som om jeg var nytilkommen i kredsen.«

Sarah er først helt tæt på Katrine, hun ved præcis, hvordan hendes krøller ser ud, men med Hej Mulle bliver hun pludselig smidt langt væk hende, med ét er de fremmede over for hinanden. Sammensmeltningen af nærvær i øjeblikket og det at mindes på afstand sker naturligvis også med skiftet fra nutid til datid: »Det er hendes fødselsdag … Hun havde paryk på …«

Katrines hånd er både med Sarah som fortæller og også med den højst fornuftige, reflekterede og hensynsfulde familie en skildring af det veluddannede nutidsmenneskes meget civiliserede forhold til døden. Ingen grædekoner eller skrig af sorg her. Da graveren spørger familien, om stenen på Katrines grav skal skråne eller ligge fladt ned, bliver den sammenbragte familie enige om en hældning på 40 grader. De er jo alle ret høje, og »det ville være dumt, at man skal bøje sig langt ind over graven«.

Tænk, så meget kontrol og fornuft, og så kan man alligevel ikke stille noget op over for døden. I denne sidste scene lukker Maja Lucas absurditeten indenfor, det er egentlig o.k., men den er også en fremmed gæst midt i al den pæne omgang med døden. Nytilkommen i kredsen.