Den dag, hvor vi pakker vores feriebagage og tager 20 danske romaner med under armen uden at lide fysisk overlast, ligger sandsynligvis flere år ude i fremtiden. Allerede nu er det muligt at bære masser af bøger i en hånd, men kun engelske, tyske og franske.
Det handler om e-bøger, bøger i elektronisk format, som kan downloades fra internettet og læses på pc’en, telefonen eller e-bogslæseren, litteraturens svar på MP3-afspilleren, der siden efteråret i begrænset udvalg har kunnet købes i Danmark.
Med e-bogslæseren kan man downloade bøger og være i gang med at læse dem et minut efter at have valgt dem i netboghandlen.
Som vi kender det fra musikmarkedet, er der penge at spare på at vælge en elektronisk vare frem for en fysisk. I netboghandlen Amazon.-com koster en e-bog typisk tre fjerdedele af en papirbog, og så sparer man porto-omkostninger.
»E-bøger er fremtiden, men den danske bogbranche er meget defensiv på området,« siger Nils Bjervig, chefredaktør på tidsskriftet Bogmarkedet, der udgives til den danske bogbranche.
Nils Bjervig har fulgt boghandlens udvikling i mange år og udtaler sig på baggrund af de danske bogudgivelser sidste år. Af de 17.000 bøger, der er udkommet i 2009, er det kun knap 200, der blev udgivet som e-bog, hvis vi ser bort fra lærebøger.
Nedgang i bogbranchen
Ifølge Nils Bjervig kan forlagene ikke se en umiddelbar indtægt forbundet med at udgive e-bøger, fordi de endnu ikke er udbredte.
»Der er brug for en vilje til at investere for at puste liv i det danske e-bogsmarked,« vurderer Nils Bjervig. Og den vilje ser han ikke hos forlagene. Tal fra Forlæggerforeningens statistik, Bogbarometret, tyder ellers på, at bogbranchen har brug for nyt liv. Omsætningen i andet kvartal i 2009 faldt med 14 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Desuden er der solgt næsten 25 procent færre bøger.
Forlag fra Gutenbergs tid
Også formanden for Dansk Forfatterforening, Lotte Garbers, synes, at udbredelsen af e-bøger går for langsom.
»200 titler er ingenting. Forlagene holder fast i forretningsmodellerne fra Gutenbergs tid. På e-bogsmarkedet ligger en bold, der er lige til at skyde i mål. Hvis vi har en masse e-bogstitler på dansk, vil producenterne af e-bogs-læsere være motiverede for at gå ind på det danske marked. På den måde kan vi sælge nogle flere bøger, bare i et andet format end vi plejer,« siger Lotte Garbers.
Gyldendal og Lindhardt & Ringhof er de eneste danske forlag, der udgiver skønlitterære e-bøger.
Cliff Hansen, forlagschef, Gyldendal Digital, der står for alle Gyldendals elektroniske udgivelser, forsvarer antallet af danske e-bøger:
»I Gyldendal har vi med de 200 titler i 2009 forsøgt at træde en sti, der skal lede til et større e-bogsmarked. I år er vores målsætning at udgive 800 e-bøger, hvilket er næsten alle bøger uden billeder og illustrationer, som Gyldendal udsender årligt.«
Cliff Hansen ved godt, at de 800 e-bogstitler og et mindre antal fra Lindhardt og Ringhoff ikke er tilstrækkeligt til at vende den økonomiske udvikling i bogbranchen, men han mener, at e-bogs-markedet endnu er for ungt:
»E-bøger er ikke svaret på alt. Finanskrisen er stadig over os, og det mærker vi. På verdensplan er e-bøgerne stadig i sin vorden. Det er kun to år siden, at Amazon solgte det første eksemplar af deres e-bogslæser Kindle, og selv om salget af e-bøger i USA går stærkt lige nu, er der ingen, der reelt ved, hvor betydningsfulde de bliver.«
Den danske boghandlerbranche føler sig ikke truet af e-bøgerne. Direktøren for Boghandlerforeningen, Olaf Winsløw, siger:
»Vi er overbeviste om, at den personlige rådgivning stadig spiller en vigtig rolle for kunderne, når de køber bøger. Derfor forventer vi, at der stadig er brug for os og vores gode råd, når e-bogen bliver udbredt i Danmark.«
Samtidig med, at salget af papirbøger er faldet i Danmark, er salget af lydbøger nærmest eksploderet.
I foråret 2009 år blev der solgt over dobbelt så mange lydbøger som i samme sæson året før. Det primære salg stod de downloadede lydbøger for. Nils Bjervig fra tidsskriftet Bogmarkedet siger på den baggrund:
»Kurven for downloadede lydbøger siger noget om, at danskerne er klar til at ‘læse’ litteratur på en ny måde, og dermed også til e-bøger. Det begrænsede antal danske e-bogstitler er en af forhindringerne for, at markedet udvikler sig hurtigt, men teknologien er faktisk heller ikke helt moden endnu.«
Måske en parentes
Nils Bjervig har læst mange engelske romaner på sin e-bogslæser. Hans vurdering er, at skriftkvaliteten er god, at e-bogslæseren er nem at betjene, og at man meget hurtigt glemmer, at det ikke er en bog af papir, man sidder med. Alligevel synes han, at e-bogslæserne generelt mangler finish.
Lotte Garbers fra Dansk Forfatterforening har en anden opfattelse af de nuværende e-bogslæsere. Hun synes, at de er både lækre og brugervenlige, men hun tror, at udviklingen vil overhale dem på lang sigt.
»Set over en længere årrække er jeg sikker på, at e-bogslæseren er en parentes. Når vores mobiltelefoner er bedre gearet til det, er det dem, vi vil bruge til at læse på. E-bogslæseren er en ekstra dims i tasken, og det har vi egentlig ikke lyst til.«
Paperbackens afløser
Hverken Cliff Hansen fra Gyldendal eller Lotte Garbers er i tvivl om, at papirbøger vil overleve udviklingen. Lotte Garbers tror, at hver femte bog, der sælges i Danmark om fem år, er en e-bog, mens Cliff Hansen ikke vil sætte tal på e-bogssalget i fremtiden. Han forudser, at e-bogen primært vil afløse de bøger, der i dag udgives som paperbacks:
»De lækre bøger, dem, der har signalværdi og smukke billeder, vil vi beholde. Men paperbacks, som vi i dag lader stå i reolen, fordi vi nu engang har betalt for dem, vil vi vælge at købe i elektronisk version fremover.«
Olaf Winsløw fra Boghandlerforeningen er ikke i tvivl om, at e-bøger kommer til at spille en rolle på det skønlitterære marked i Danmark, men regner med, at det varer flere år endnu.
Nils Bjervig forventer, at engelsklæsende danskere, tager e-bogen til sig i løbet af 2010, men at tendensen vil brede sig som ringe i vandet.
»Boomet for e-bogen kommer, om vi så piber eller synger. Men jeg tvivler på, at den danske bogbranche er klar. Hvis ikke, går den glip af en vigtig indtægt, og kunderne går glip af billige bøger,« slutter Nils Bjervig.
E-bogen: En bog på en datafil. E-bogen kan downloades fra internettet til pc’er, mobiltelefoner og e-bogslæsere.
E-bogslæser: En lille computer, der er designet til lagring, organisering og visning af e-bøger. De e-bogslæsere, der er på mar-kedet nu, har A5-format og er ca. en centimeter tykke. De førende modeller er Sony Reader og Kindle. Kindle sælges af netboghandlen Amazon og kan kun læse bøger downloadet fra Amazon. Både Sony Reader og Kindle kan downloade e-bøger via mobilnettet. Kun Kindle og nogle mere simple modeller kan købes i Danmark. En e-bogslæser kan rumme flere hundrede bøger. Man kan tage noter på e-bogslæseren, lave ’æselører’, slå ord op i ordbogen og få læst e-bøgerne højt. Koster ca. 1.700 kr. (Kilde: Den Store Danske.dk, sonystyle.com, Amazon.com).







Kommentarer
Nu venter vi bare på E-Sex-Konsollen og E-regeringen der gør den virkelige vare overflødig..