Der er i de senere år blevet talt og skrevet meget om tegn på nostalgi i det tidligere Østeuropa, i Tysklands tilfælde benævnt Ostalgie. Sandt nok vender mange tilbage til de kendte sange og film, samler på ting fra dengang og savner det hverdagssammenhold, der også var.
Men skønt der kan være en vis nostalgi involveret, går den ikke nødvendigvis på systemet, men måske mere generelt på det velkendte, minderne, det personlige og nære. Som en russisk kulturforsker har udtrykt det: Vi er nostalgiske, men vi er ikke sindssyge! Ofte drejer det sig tydeligvis om en bestræbelse på at fæstne denne tid i hukommelsen, ikke lade den blive en tabuiseret parentes i historien. Som udtrykt på en russisk hjemmeside viet til sovjettidsinventar og -begivenheder: Vores formål er aldrig at bringe Sovjetunionen tilbage - og aldrig at glemme den.
Uwe Tellkamps (f. 1968) prisvindende roman om DDR’s sidste tiår er i mine øjne også et sådant inventarium og derfor langtfra noget entydigt og forudsigeligt opgør med en forhadt tid. Det vanskelige paradoks ligner det, der i romanen udtrykkes med en jødes ord om Dresdens ødelæggelse under Anden Verdenskrig:
»Jeg elskede min by, men … Jeg overlevede, fordi den blev ødelagt.«
Ensom blandt mennesker
Med sine knap 850 tætskrevne, store sider er Tårnet ikke en roman, man bare læser - snarere flytter man ind i den. Mit ophold har varet adskillige uger, hvor jeg altså har beboet ‘Tårnet’, angiveligt et villakvarter i 1980’ernes Dresden, som dog snarere end et sted er en tidslomme med indbyrdes forbundne, halvt uvirkelige tilhørssteder og tilstande, fascinerende aftegnet af forfatteren selv på romanens inderomslag.
Jeg har fulgt de tre hovedpersoner, forlagsredaktøren Meno Rohde, hans svoger, kirurgen Richard Hoffmann, og dennes ældste søn, studenten Christian; sammen med dem har jeg set, hørt, lugtet og oplevet overvældende meget: beton og billedkunst, foredrag og fossende vandrør, brunkul og blomster, turen i en møjsommeligt sammenflikket gevinst af en bil hen over hullede veje …
Jeg har mødt deres familier, husfæller, kolleger samt repræsentanter for nomenklaturaen og den kunstneriske elite.
Jeg har undret mig over, men også fået forståelse for Menos passivitet, har mærket Richards paranoia og tiltagende desperation og har overlevet den grusomme værnepligt sammen med Christian, som af sin far og onkel er blevet trænet i eksakt beskrivelse af alt.
Alligevel er disse mennesker stadig fremmede for mig, og det er ikke nogen fejl ved romanen, snarere er det en pointe: I denne tidslomme er alle fremmede for og frygter hinanden, endda de allernærmeste.
De tre hovedpersoner og deres nærmeste familie har nok mere at skjule end andre, da de er dannede og vidende renæssancemennesker i et samfund, hvor de fleste kræfter må vies til basal overlevelse, det gælder de ineffektive produktionskræfter så vel som det enkelte menneskes. Forældrene forsøger at give deres dannelse videre til børnene, samtidig med at de råder dem til at dukke sig, når systemets vogtere får dem i kikkerten.
Christian vokser derfor op i en mærkelig blanding af finkultur og primitive overlevelsesteknikker og er faktisk under et umenneskeligt pres, forårsaget af præstationsræs og anerkendelseshigen i modsatte retninger. Det er lige ved at få fatale følger.
By af prosa
Romanens tekst er en ujævn, ophobende prosamasse, hvor dagbogsoptegnelser veksler med stream of consciousness-forløb, lange dialoger og indskudte citater, breve m.m. Det vrimler med lange sætninger med utallige indskud, som desværre ikke altid er lige vellykkede i oversættelsen, der mange steder hænger fast i tysk ordstilling og vokabular, mens den flere andre steder dog fungerer virkelig godt. Fremadskridende, klar fortælling er der meget lidt af i romanen, og det kan godt være svært at følge konturerne, mens Tellkamp opbygger sin by af prosa. En by som oven i købet er mærkbart truet af oversvømmelse. Truslen varsles af romanens undertitel: Historie fra et sunket land. Og den er konstant til stede i de mange skibsmetaforer, havdyr, pludselig regn, lækkende vandrør og truende druknedød.
Dertil kommer, at de altdominerende genstande i det ellers omfattende inventarium er tidsmålere, alverdens forskellige ure, der tikker neden under - og fra tårnure: hen over - den stillestående tid. Det går bestandig og paradoksalt mod ‘stivnen og opblødning’, man fornemmer, at noget må ske, selv om tilværelsen og de mange lappeløsninger forunderligt nok bliver ved med at fungere. Og pludselig kommer malstrømmen, som teksten/byen synes at åbne for med sit afsluttende kolon.
Tellkamps roman har format som de store romaner af Tolstoj, Dostojevskij og Thomas Mann, som hans alter ego i romanen, Christian, foretrækker at læse og døber ‘blåhvaler’:
»Med 500 sider begyndte oceanet, alt derunder var som at plaske rundt i en bæk«.
Tårnet har måske ikke samme episke kvaliteter som de gamle mestre, men er netop uformelig på sin egen måde og kunstnerisk vellykket som en blåhval, der tilstræber at svømme væk fra den druknende tidløshed med alle detaljerne i behold.
Uwe Tellkamp
Oversat af Hanne Lund
Gyldendal
848 sider
349 kr.
Kommentarer
Tine Roesen skriver at de tre hovedpersoner er: ” dannede og vidende renæssancemennesker i et samfund hvor de fleste kræfter må vies til basal overlevelse..”. Jamen Tine sådan er det i alle samfund. I den vestlige kapitalismes verden gemmer vi bare dem væk som udfører det uundgåelige overlevelses arbejde (for os andre). Vi gemmer dem og glemmer dem – som hjælp til det sidste har vi en kulturel overbygning at renæssance dimensioner! Således at de dannede renæssance mennesker kan leve uforstyrret uden at skulle bekymre sig om noget så brutalt som at skulle æde og drikke – pisse og skide! Vi har folk til at tilvejebringe det første og bortbringe det sidste ( det er de udannede). Skulle der dukke sociale konflikter op, som kunne true denne arbejdsdeling, så kalder vi det etniske konflikter, og således kamuflerede som kultur, tager selv den værste sociale uretfærdighed sig tiltalende ud. Faktisk så tiltalende, at selv renæssancemennesker føler, de kan identificere sig med del slags kriser uden at få lort på fingrene!
Denne kommentar er anbefalet af:
@Claus Oreskov
.”Tine Roesen skriver at de tre hovedpersoner er: ” dannede og vidende renæssancemennesker i et samfund hvor de fleste kræfter må vies til basal overlevelse..”. Jamen Tine sådan er det i alle samfund. I den vestlige kapitalismes verden gemmer vi bare dem væk som udfører det uundgåelige overlevelses arbejde (for os andre). Vi gemmer dem og glemmer dem – som hjælp til det sidste har vi en kulturel overbygning at renæssance dimensioner! Således at de dannede renæssance mennesker kan leve uforstyrret uden at skulle bekymre sig om noget så brutalt som at skulle æde og drikke – pisse og skide! Vi har folk til at tilvejebringe det første og bortbringe det sidste ( det er de udannede).”
Ja, hvis al den brutale pissen og skiden ikke er nok til, at gøre enhver til en bitter, desillusioneret ung mand, så ved jeg ikke hvad der skal til. Specielt ikke når man mistænker alle de dannnede rennæssance mennesker for at prøve, at skjule deres pissen og skiden, samidig med at de prøver at tørre deres lort af på underklassen, som også har alle de beskidte jobs.
Det er et lidet omtalt symbolsk element af den generelle klassekamp, at overklassen var de første til, at få installeret toiletter, mens underklassen stadigvæk var henvist til rendestenen. Så overklassen kunne sidde og gemme sig på deres toiletter og til underklassens irritation føle sig højt hævet over den almindelige pøbel. På samme måde er en del af klassekampen, hvadenten det er DDR eller andre steder, sikkert også kommet til at handle om hvem der er mest ren og bedst til at holde sig.
Det er den rene djævelskab. Uoverstemmelser om graden af toilettræning er det, der adskiller os. Som en af mine venner defensivt og forbitret siger når han synes, at nogle er for højrøvede: “De pisser og skider som alle os andre”
Gisp – nu tror jeg at jeg meget bedre forstå, meningen med den lille novelle, af William Burroughs ”The Portuguese Mooch” trygt i ”Early Routines”. Antonio beklager sin fattigdom og rædselsfulde skæbne til amerikaneren Lee. Lee lover Antonio at han vil skaffe ham et job, som deltids lokums assistent. Og – lover Lee, hvis han polere de amerikanske turisters røve, så de skinner og glinser som aldrig før, så vil han snart kunne avancere til skopudserdreng!
Claus Oreskov Abonnent siger:
.”Gisp – nu tror jeg at jeg meget bedre forstå, meningen med den lille novelle, af William Burroughs ”The Portuguese Mooch” trygt i ”Early Routines”. Antonio beklager sin fattigdom og rædselsfulde skæbne til amerikaneren Lee. Lee lover Antonio at han vil skaffe ham et job, som deltids lokums assistent. Og – lover Lee, hvis han polere de amerikanske turisters røve, så de skinner og glinser som aldrig før, så vil han snart kunne avancere til skopudserdreng!”
Umiddelbart lyder det ikke som en af de der historier, som ender lykkeligt.