Unge kvinder i Tyrkiet har længe kæmpet for at få lov til at bære tørklæde på universiteterne. Og nu er de begyndt at ty til helt nye midler.
»Det er blevet normalt at møde studerende med parykker uden på tørklædet. Jeg møder ofte unge piger, der ligner en sjov udgave af Cleopatra,« fortæller professor Elisabeth Özdalga, der er leder af Det Svenske Institut i Istanbul. Hun underviser også på Middle East Technical University i Ankara.
Indehaveren af Aytug Peruk, en af de utallige parykforretninger omkring Taksim-pladsen i Istanbul, fortæller også, at han sælger flere tusinde parykker i september-oktober lige inden semesterstart.
»De bruger dem på universiteterne, fordi flere af lærerne ikke siger noget, så længe de ikke kan se tørklædet. De er på den måde tvunget til at dække hovedet til på andre måder, hvis de vil studere,« siger han.
PressetMen flere universiteter i Istanbul er efter presset fra de kvindelige studerende begyndt at ignorere tørklædeforbuddet.
På Bosporus Universitet er det eksamenstid. En flok studerende står på en mørk gang og venter foran en lukket dør.
Tre af pigerne med håret dækket af blomstrede silketørklæder. Rundt om dem står piger med håret flagrende løst, som de fleste andre piger på skolen.På andre universiteter i Istanbul nægter lærerne, at elever med tørklæder må gå til eksamen. Men ikke på Bos-porus:»Vi går her, fordi det er et af de universiteter, hvor vi kan have lov til at have tørklæder på,« siger Beful Uzun, der læser matematik.
Tørklædeforbuddet er udstedt af Rådet for Højere Uddannelse, YÖK, som er et statsligt organ. Det kan diktere reglerne på universiteterne, men i det daglige er det universiteterne selv, der skal administrere forbuddet. Og det har lederne på Bosporus Universitet valgt at lade være med.
»Her er der plads til, at man kan være den, man er. Her er forståelse for, at det er en menneskerettighed at bære det tøj, du selv ønsker. Samtidig er det et af Istanbuls bedste universiteter,« siger Ayce Irem, da hun bliver spurgt om, hvorfor hun søgte ind på kommunikationslinjen på Bosporus.
Nedefra
I februar 2008 vedtog parlamentet med premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans midtersøgende parti, AKP, i spidsen, en lov, der igen gav kvinder ret til at bruge tørklæder på universiteterne. Men i juni samme år underkendte den tyrkiske forfatningsdomstolen loven, og siden er den politiske debat om emnet ebbet ud. Ikke engang de mest kritiske aviser beskæftiger sig med sagen mere.
»Luften er simpelthen gået af ballonen,« siger Elisabeth Özdalga og fortsætter:
»Men der sker noget nedefra - nu ser man piger med tørklæder på flere universiteter, fordi undervisere og rektorer simpelthen vælger at ignorere det,« fortæller Elisabeth Özdalga.
Fulya Atacan, professor i statskundskab ved Yildiz Universitet i Istanbul har også registreret udviklingen.
»Nogle universiteter prøver at undgå forbuddet, fordi det giver dem mange konflikter i det daglige at skulle administrere det,« forklarer hun.
De to professorer nævner blandt andet Yildiz Universitet, Bosporus Universitet og Bilgi Universitet som nogle af de uddannelsesinstitutioner, der ser stort på forbuddet mod tørklæder.
Mulighed for uddannelse
Og det er til at se, når man går rundt på campus ved Bosporusstrædet. Både krøller, skaldede hoveder og tørklæder står i kø i universitetets kantiner.
Foran den ene bygning står en gut med hængerøvsbukser og et skateboard under armen. Ved siden af ham står en tildækket pige og studerer bagsiden af en bog. Udefra set kunne Bosporus Universitet lige så godt ligge i Danmark, Spanien - ja, et hvilket som helst andet vestligt land. Og sådan skal det være, siger flere af universitetets undervisere.
»Lad os kalde det bevidst uagtsomhed fra vores side. Denne skole har gennem historien været kendt for at fokusere på individuel forskellighed og frihed. Forbuddet strider simpelthen imod vores liberale tankegang og styreform,« forklarer Mine Eder, professor ved det samfundsvidenskabelige fakultet ved Bosporus Universitet.
Hun kan slet ikke forstå argumenterne fra domstole, opposition og de militære kræfter, der mener, at tørklædeforbuddet fremmer sekularismen og friheden i Tyrkiet. De vil have al religion ud af det offentlige rum, og de er bange for, at tørklæderne er begyndelsen på en islamisering af Tyrkiet. Men den køber Zeynep Gambetti, professor i samfundsvidenskab ved Bosporus Universitet, ikke:
»Hvis Tyrkiet nogensinde skal blive mere demokratisk og moderne, så fremmer man det ikke med forbud.«
Hun tvivler på, at det vil få konsekvenser for universitetet: »Bosporus er en meget prestigefuld skole, så ingen vil få noget ud af, at slå ned på os.«
Ro giver frihed
Ifølge ekspert i Tyrkiets politiske forhold Daniella Kuzmanovic, der er adjunkt ved Institut for Tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet, er det netop lærerne og rektorernes indstilling til problematikken, der er afgørende for, hvordan en skole håndterer forbuddet.
»Hvis det er en liberal leder, så er der også liberale regler. Og grunden til, at de ledere får frit spil nu, er, at der i længere tid har været dødvande i debatten. For i de perioder, hvor der har været fokus på sagen, så får de ikke lov til at lade kvinderne gå med tørklæde. Men lige nu er der ro, og så rykker tingene sig på universiteterne,« forklarer hun.
Ifølge Fulya Atacan skyldes udviklingen også, at AKP er med til at udpege rektorerne på universiteterne:
»Regeringen har en indflydelse på, hvem der bliver rektorer på universiteterne, og den er jo imod tørklædeforbuddet, så derfor vælger de rektorer, som har samme ideologiske overbevisning - og de slækker så på forbuddet på universiteterne.«
Lægger tørklædet
Dén tankegang har som bekendt ikke nået alle rektorer, så de fleste kvinder på universiteterne er stadig tvunget til at lægge tørklædet ved indgangen til campus eller gå med hat eller den føromtalte paryk.
Fatma Benli, der er formand for den tyrkiske kvinderettighedsorganisationen Akder, mener, at hattene og parykkerne netop rammer kernen i problemet:
»Uddannelse er vigtigt i Tyrkiet, fordi landet har bedre muligheder, hvis folket er godt uddannet - men med denne regel tvinger man kvinderne til at vælge mellem uddannelse eller deres religiøse overbevisning. Det betyder, at mange må gå ulykkelige i skolen, mens andre helt dropper at uddanne sig. Det kan ikke være rigtigt i et land, der kalder sig selv demokratisk,« siger hun.
’Sådan er jeg’
En flok studerende står og venter på bussen foran universitetets ene murstensbygning. Blandt dem er Beful Uzun og Ayce Irem i tørklæder fra Burberry og Gucci. De har halvanden time hjem. Men skolen er køreturen værd.
»Jeg føler mig fri, når jeg kan gå med tørklæde. Folk skal acceptere mig, for den jeg er, fordi jeg er ligeså klog og flink som alle andre, selvom jeg går med tørklæde. Her føler jeg mig netop lige så meget værd, som de andre,« siger Beful Uzun, der fortæller, at hun har mange veninder, der ikke går med tørklæde. Ayce Irem supplerer: »Min religion betyder meget for mig, fordi det er mit syn på livet. Det er dét, jeg gerne vil have lov til at vise omverdenen. Jeg er ikke fanatisk eller fundamentalistisk - jeg er bare muslim. Sådan er jeg.«
Tørklædeforbuddet har eksisteret i 29 år. I de år har det været håndhævet på forskellig vis.
De seneste år har det på den måde ikke været en vedtaget lov, men derimod blot en del af universiteternes reglementer, der dikteres af Rådet for Højere Uddannelse, YÖK, som blev etableret tilbage i 1982 efter militærkuppet. Overtrædelser af tørklædeforbuddet er derfor en sag for universiteternes disciplinærnævn.
I februar 2008 vedtog det tyrkiske parlament med premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans midtersøgende parti, AKP, i spidsen, en lov, der igen skulle give kvinder på de højere læreanstalter lov til at bære tørklæde.
Men allerede i juni samme år underkendte den konservative og sekulære forfatningsdomstol den nye lov og slog dermed fast, at tørklædeforbud på universiteterne er en realitet, indtil forfatningen bliver lavet om.
Kommentarer
Jamen, selvfølgelig skal de da have lov til at gå med tørklæder, ligesom slaver og andre undertrykte skal have lov til at vise deres lænker.
Bemærk billedteksten:
Men de religiøse kvinder føler sig … frarøvet deres frihed til selv at vælge hovedbeklædning.
Denne tekst er dybt tendentiøs, demagogisk og manipulerende. Tørklædet er jo netop ikke bare en tilfældig hovedbeklædning blandt mange andre. Det er en religiøs manifestation.
Det ved alle. Det kan ikke benægtes. Det er sgu da derfor, disse piger går med det!
Alligevel forsøger man med denne billedtekst. Det er sgu langt ude.
Lassen: De to sider : den religiøse manifestation og det individuelle valg behøver da ikke at udelukke hinanden. De vælger at mainfestere deres religiøsitet
Ole,
hvis du endelig vil kalde mig ved efternavn, hvad du skal være velkommen til, så ville jeg sætte pris på, at du sætter hr. foran.
Men til sagen: religiøse manifestationer hører ikke hjemme på f.eks. et universitet, der essentielt burde være hjemsted for videnskab og forskning, og uddannelse funderet i samme.
Den slags kan man dyrke alle mulige andre steder, og der er plads nok.
Problemstillingen i Tyrkiet er specielt. Tyrkiet er ved konstitutionslov sekulært med forbud bl.a. mod tørklæder i offentlige institutioner.
Så at bære tørklæde på universiteterne i Tyrkiet er ulovlig , altså kriminelt.
Problemstillingen (forbud tørklæde/universitet) har været afprøvet ved Menneskerettighedsdomstolen, der gav staten ret. Forbud mod tørklædet er i overensstemmelse med EMRK og tilsidesætter derfor de personlige rettigheder til at udtrykke sin religion (religionsfriheden).
signal politik. særligt når republikken defineres ved lov som sekulær. Men det der undre mig er at selv information, som ellers levere god journalistik, ikke har nævnt en hel afgørende udvikling i Tyrkiet. Landet er i dag gået i generelstrejke, hvor TEKEL arbejderne har fyldt hovedstadens gader i 50 dage. Ordensmagten har gasset og tæsket folk på åbengade, men hverken dr eller de andre danske medier har bragt historien, så man ville forvente at information ville. overraskende nok har man valgt ikke at nævne det, men en så simpel sag som tørklæde skal der skrives en artikel om, Lad dette være et opråb til Information, Tyrkiet befinder sig i dag i en ellers glemt politisk tilstand, arbejderne gør oprør, siden 1980´erne har man ikke set så stor folkelig bevægelse, men vi skal ikke tale om det i Danmark, det vi istedet skal bruge ernergi på, er et spørgsmål om tørlæder.
Jeg finder det dybt godnat at forbyde folk at signalere deres religiøse tilhørsforhold uanset om det er i Danmark eller Tyrkiet. Lad fok dog fortælle hvor de står hvis det er så vigtigt for dem og lad os så tage diskussionen. Forbud gør kun folk til matyrer og ender med at få dne modsatte effekt af det man ønsker
Ole,
Her kom så en markant uenighed. Jeg er inkarneret tilhænger af sekularisering i ”den hårde form”.
Det indebærer jo ikke kun en adskillelse af Stat og Kirke , men er med al historisk erfaring en nødvendighed forudsætning for, at religionerne i al deres næstekærlighed slå hinanden ihjel i samme næstekærligheds navn, ingen nævnt, ingen glemt.
Hvad de foretager sig i deres bedehuset kommer ikke mig ved – for min skyld kan de celebrerer højmesse iført bar røv og sutsko under afsyngelse af Marseillaisen– men i offentlighedens rum, har de intet at gøre.
Korrektion: , at religionerne i al deres næstekærlighed IKKE slår hinanden ihjel i samme næstekærligheds navn
Absolut, folk har ret til at demonstrere, og de har ytringsfrihed.
Men i visse sammenhænge finder jeg det personligt upassende at demonstrere, hvad enten det er for en religiøs eller politisk indstilling.
F.eks. på læreanstalter.
Svend W. Jensen: Ja der er vi så ikke enige. For mig er det en glidebane man giver sig ud på hvis man forbyder religiøse påklædninger i det offentlige rum. For hvad er det egentlig? Skal en præst på vej til kirke iført præstekjole arresteres? Hvad med kvinder der bær halssmykker med et kors? Jøder med kallot? Listen er uendelig og skal konstant revideres da den menneskelige kreativitet er uendelig.
Det er signal politik. Det er jo ikke sådan man bekæmper religiøs fundamentatisme - man fjerner noget man ikke bryder sig om at se ikke andet.
Og det har intet at gøre med spørgsmålet om adskillelse af stat og kirke -men om folk skal havde lov til at signalerer det de nu ønsker i den personlige frihedes navn. Jeg bryder mig f.eks. heller ikke om at se personer med hagekors på tøjet men jeg kan ikke drømme om at kræve det forbudt
Ole Falstoft,
Bemærk og det er en meget væsentlig forudsætning for forståelsen af mit synspunkt. Jeg skrev IKKE det offentlige rum, men offentlighedens rum.
Begrebet ”det offentlige rum” har for de fleste jo helt mistet dets oprindelige betydning og de tolker det helt som du, som det rum, man træder ud i når man forlader privaten.
Det er selvfølgeligt ikke det rum jeg taler om, men offentlighedens rum og rummet i Oplysningstidens forståelse. Det der af konservatismens fader Burkes blev kaldt ”den fjerde statsmagt” og som journalister frækt har tilranet sig. Det rum du og jeg deltager i her.
Ole,
ville du mene, at det var i orden, at folk mødte op til undervisning på universitetet dekoreret med hagekors?
Hvis jeg var lærer, ville jeg smide dem ud.
Svend: Så forstår jeg slet ikke hvad du mener: Hvor ser du folk med tørklæder i dette ‘offentlighedens rum’ . Hvorfor må religiøse synspunkter ikke komme til udtryk her? Jeg er selv agnostiker men folk må da for min skyld gerne udtrykke religiøse synspunkter her - selvom jeg sjældent kan bruge det til noget - hvorfor ligefrem forbyde det?
Folk slår hinanden ihjel af så mange grunde - politiske, etniske, sociale etc.
Hr. Hans Jørgenb Lassen: Bemærk jeg skelner strengt imellem hvad jeg ikke finder i orden og hvad jeg ønsker forbudt.
Hvis vi kræver forbud om alt vi hver især ikke finder i orden fik politiet temmelig travlt
En glimrende skelnen, Ole, som også jeg kan gå ind for.
Men jeg ville i mit eksempel personligt praktisere et forbud mod deltagelse af hagekorsprydede personer i min undervisning, lov eller ikke lov.
Ole Falstoft,
I Oplysningstidens offentlige rum, det vi sidder i nu og udveksler synspunkter i, må man ikke anvende det religiøse argument, altså henvise til ens hellige skrifter og a priori hævde sandheden pga det. Det er debatmæssig urent trav. Det er ikke argumentering, men missionering. Det er også demokratisk urent trav, hvis man i et sekulariseret samfund med oplæsning af Bibelen, kræver en lovgivning gennemført – skete på Færøerne for nogle år siden vedrørende homoseksualitet - det strider mod selve sekulariseringen, men der selvfølgeligt intet i vejen for, at man søger at fremme sine religiøse holdninger, men det må ske gennem verdslig argumentation.
Offentlighedens rum er alle Statens rum, der, hvor det kun det almene i samfundet, skal være tilstede og der må enkelt interesserne, kulturelle, religiøse og politiske umiddelbart vige, fordi det er vores alles fællesrum.
Derfor ingen tørklæder på dommere medens de udøver deres dommergerning. Hvad de gør udenfor deres dommergerning er deres egen sag (indenfor lovens rammer forstås).
Svend: Jamen jeg er slet ikke uenig med dig vedrørende religiøse argumenters vægt -jeg taler udelukkende om evt. forbud.
I den demokratiske debat er religiøst funderede synspunkter som blot henviser til et tekst som sandhedsbevis - i bedste fald ubrugelige. Men de vil jo netop afsløre sig som sådan via den demokratiske debat - attså tjener det intet demokratisk formål at forbyde dem.
Men det er jo ikke kun mennesker af en bestemt religiøs tro der henviser til tekster som sandhedsbevis -I 70’erne stødte man på marxister for hvem Marx var den endelige autoritet - det gjaldt skam også for visse ellers intelligente veluddannede personer - et bevis på at høj uddannelse ikke er en garant mod dumhed
Ethvert menneskes påklædning er kulturelt betinget, og religion er (medmindre man er troende nok til at tro andet) ikke andet end kultur.
At regulere påklædning, er dermed at regulere kultur - hvilket jeg kun kan erklære mig modstander af.
Sven,
vist er påklædning kulturelt betinget.
Det gælder også en hagekorsudsmykket uniform.
Men den bliver altså ikke mere acceptabel at blive betegnet som “kulturelt betinget”. Nazisme og dens ydre udtryksformer er noget skidt, uanset om den er kulturelt betinget.
Lad mig tilføje, at min egen kasket ikke har nogen som helst ideologisk baggrund, ikke er beregnet på at udsende signaler eller anbringe mig i en eller anden religiøs fraktion.
Ole Falstoft,
Så blev vi enige om det klassiske offentlige rum. Også om det, jeg plejer, at samle under betegnelsen: ”De totalitære sandhedssystemer”, hvad enten det er de egentlige religiøse eller erstatningsreligionerne af politisk oprindelse.
Så er det offentlighedens rum, hvormed jeg som tidligere anført, mener, de der besidder et offentlig embede og med ”hård sekularisering” mener jeg, at det skal gælde alle, der sidder i offentligt embede, men kun medens de sidder i embedet, og selvfølgelig ikke når de agerer som privatpersoner.
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet Tyrkiet, der ved Menneskerettighedsdomstolen har fået dom for, at Staten kan sætte grænser for en religions manifestationer og udfoldelse uden at det strider mod borgernes personlige frihedsrettigheder og altså her religionsfriheden, hvilket vel ikke er andet end en bekræftelse på selve teksten i EMRK.
Men i modsætning til den tyrkiske ( og franske) holdning, har jeg ingen problemer med at enkeltpersonerne kan give udtryk for deres religion i offentlighedens rum. Det er embedsmændene (m/k), der skal fremstå neutrale, men ikke nødvendigvis borgerne. Altså ingen universitetslærer med tørklæde, men intet påbud til de studerende.
Jeg tror med historiens erfaring, at denne slags formaliserede tiltag er nødvendige, for at opretholde en fredelig og fordragelig omgang med hinanden i et etnisk pluralistisk samfund, som vi har udviklet os til.
@ Hans Jørgen,
jeg ved godt, at det er lidt pedantisk, men der er ikke mere lighedstegn mellem nazisme og hagekors end mellem f.eks stjerner og stalinisme!
Jeg har engang været i selvskab med en nydelig og absolut ikke nazistisk indisk dame, som bar et arvesmykke fra 1800-tallet med en række hagekors, som bestemt ikke havde ringeste forbindelse til germanske udskejelser i 1900-tallet!
Man skal være forsigtig med forbud, selvom de er meget populære for tiden! ;-)
Der er desværre ingen religionsfrihed i Tyrkiet, takket være de venstre-orienterede kloghoveder.
Svend: jeg har ingen problemer med at man på offentlige arbejdpladser har en ‘dresskode’ ud fra ønsket om at fremtræde ‘neutrale’ - det var bare ikke det artiklen handlede om
Ja, Nic, som du selv siger:
det er lidt pedantisk.
Ole Falstoft,
Helt korrekt. Artiklen handler om en tiltagende accept af brud på den lovbestemte ”dress-code” for studenter på universiteterne i Tyrkiet, så vi kom ud ad tangenten, men dog relevant, synes jeg.
Tilgiv mit sene indspark, men det lader til, at størstedelen her overser, at tørklædet i Tyrkiet har mindst lige så stor politisk signalværdi som religiøs.
Kemalisterne (læs: militæret) der med næb og klør forsvarer sekularismen og ønsker religionen ud af det ofentlige rum, er ikke kendt for deres demokratiske CV. Det vidner flere militærkup f.eks. om. Og mindst et par gange om året anholdes kup-planlæggere.
Tørklædet er dermed også en manifestation af modstand mod denne kemalistiske ideologi og dens syn på demokrati. Og det synes jeg sådan set er meget sympatisk.