Den afrikanske babysæl

Den britiske forfatter Chris Cleaves bog Den anden hånd er kommet til Danmark på en international flodbølge af rosende anmeldelser og svimlende salgstal. Det er egentligt ikke overraskende, for Den anden hånd indeholder både en stærkt stigende spændingskurve og en rørende hovedperson, samtidig med at den borer ned i den vestlige middelklasses ømmeste punkt: Den gennemgribende globale uretfærdighed, som hele vores tilværelse er bygget på, og som vi derfor bliver nødt til at vælge at se bort fra i så meget af tiden som muligt.

Den anden hånd skildrer mødet mellem en afrikansk flygtning og en ambitiøs karrierekvinde fra London.

Den unge pige Lille Bi er flygtet til England fra Nigeria og har bestukket sig ud af asylcentret. Som så mange andre har hun nemlig en god grund til at flygte fra sit hjemland, men grunden er ikke veldokumenteret nok til at skaffe hende asyl. Til gengæld har hun et kørekort med et navn på en engelsk mand, som hun havde et skæbnesvangert møde med på en strand i Nigeria.

Hans hus bliver det sidste mål på flugtruten, men da hun endelig kommer frem, viser det sig, at manden har begået selvmord, og Lille Bi er i stedet alene med hans enke, den ambitiøse journalist Sarah. Og så kører bogen ellers derudaf, for læserne skal både tilbage til det skæbne-svangre møde på stranden, vide hvorfor manden begik selvmord og se Lille Bi udvises til en krank skæbne i Nigeria.

En særlig autenticitet

Den anden hånd fortælles på skift af Lille Bi og Sarah, og dermed gør bogen krav på en særlig grad af autenticitet, som den ikke kan leve op til. Mellem Lille Bis vise betragtninger – »De fleste dage ville jeg ønske, at jeg var en britisk etpunds mønt i stedet for en afrikansk pige. Alle ville blive glade ved synet af mig« – og Sarahs forkæledede bevidsthedsstrømme – »Det gik pludselig op for mig at jeg ikke kunne fortælle Lawrence om Lille Bis opdukken. Ikke nu (…) At føje en ting til på hans liste af problemer. For sent på arbejde, babygylp på slips, forsinket barnepige … og åh nu en nigeriansk pige, formodet død« – er der hele tiden en tone, som ringer falsk og sætter spørgsmålstegn ved den virkelighed, som bogen skildrer.

Ville en flygtning fra en lille landsby i Nigeria være i stand til at fabulere over alt fra ’side ni-piger’ til kolonialismens indflydelse på hendes lands oliereserver, og hvis hun virkelig var så skarp, ville hun så være godhjertet nok til at kaste hele sit liv ind på hjælpe en fremmed kvinde fra Vesten uden den mindste muggen? spørger man for eksempel sig selv, mens man bliver mere og mere irriteret over de ’weehs’ og andre nigerianske udråb, som Lille Bi indleder sine sætninger med.

Bogens anden hovedperson, journalisten Sarah, er naturligt nok mere troværdig, for her har vi at gøre med en kvindetype, som man må formode, at den tidligere journalist Chris Cleave har personlige erfaringer med.

Alligevel er også Sarahs historie skæv helt ned i detaljen. Når hun, damebladsredaktøren med det to-årige barn, den depressive mand og det tårnhøje arbejdspres, for eksempel tilbringer alle sine eftermiddage i sengen med sin elsker og en flaske kølig hvidvin, uden at hendes tidspres tilsyneladende vokser af den grund, ja, så mister denne læser også troen på hende.

Den afrikanske engel

Chris Cleaves ambitioner med Den anden hånd står nærmest skrevet i marginen på bogens side et. Han vil gerne fortælle en historie om en af de tusinde afviste flygtninge, som pludselig bliver uafviselig, fordi hun stiller sig op i kød og blod på de forkælede vesterlændinges dørtærskel.

Men bogen når ikke sit mål, fordi Lille Bi netop ikke er et menneske, men en afrikansk engel med bedrøvede sandheder om verdens tilstand gemt i sit alt for store hjerte. Og man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om bogens store succes skyldes, at vi gerne vil købe bøger, som lader os føle skyld og skam over den gældende verdensorden, så længe historien er elementært spændende, og den afrikanske hovedperson er lige så nuttet og uangribelig som en babysæl.

Den vidunderlige nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie har talt om behovet for at høre flere historier om Afrika end den om det sultne barn med fluer i øjnene. I øjeblikket forsøger hun selv at starte projekter i Nigeria, som skal få hendes landsmænd til at skrive litteratur med afsæt i deres egen virkelighed.

Når man læser Den anden hånd, går det op for én, hvor vigtigt initiativet er, for det er stadig mest hos afrikanske forfattere som Ngozi Adichie, at man kan finde skildringer af et Afrika befolket af mennesker, som er lige så umulige, feje, modige, og kærlighedshungrende som dem i Vesten. Den slags afrikanere kigger man forgæves efter i Den anden hånd.

bogdebat@information.dk