Flemming Balvigs nyeste undersøgelse viser, at der hvert år bliver voldtaget mindst 3.000 kvinder i Danmark. Mindst, fordi man ved at voldtægter selv i anonyme besvarelser som regel underrapporteres. Det gør de blandt andet fordi, det er svært at definere, hvad der er voldtægt.
Spørgsmålet: Var grænsen fra sex eller uønsket sex til voldtægt overskredet? kan være svært at besvare. Det kan være svært både for de, det går ud over, for pårørende, for politi, jurister og dommere, og sågar i visse tilfælde for de, der udøvede overgrebet. Desuden vil overgreb i parforhold sjældent af hverken af de udsatte selv eller af udøverne blive set som voldtægt.
Som praktiserende psykolog og forsker er jeg en såkaldt ekspert. Så i forbindelse med den nævnte undersøgelse blev jeg vækket af P1 Morgen kl. 7.15. Jeg fik stillet det tilsyneladende fornuftige og uskyldige spørgsmål: Kan kvinder ikke finde ud af at sige nej tydeligt nok?
Det svar, der synes at ligge lige for, er: Det kan da ikke udelukkes! I min søvndrukne tilstand var det også det svar, intervieweren fik.
Men er det, som den franske forsker Pierre Bourdieu kaldte symbolsk vold, mon ikke på spil her?
Skjuler mekanismer
Symbolsk vold er måder at tænke, tale og skrive på, som er af afgørende betydning for, hvorledes vi handler og indretter vores samfund. Den skjuler de mekanismer, der ligger bag vores dagligdag. Den tilslører mekanismerne ved blandt andet at gøre dem til individuelle problemer. I forbindelse med voldtægt sker det f.eks., når det bliver fremstillet som om, det kun er særligt udsatte grupper, der udsættes for det. Det sker også, når de, der udøver voldtægt, fremstilles som anderledes - som psykopater, islamister, ofre for en særlig traumatisk barndom mm., oftest i en uskøn sammenblanding.
At dette ikke er tilfældet viser statistikkerne. De viser i øvrigt også, at mange udsatte kender den, der udøver voldtægten.
Symbolsk vold er ligeledes på spil, når menneskelige handlemåder fremstilles som den skinbarlige natur, som når vi mener, at mænds overgreb på kvinder skyldes deres testeroton og ustyrlige drifter. Den symbolske volds svar på denne forklaring er derfor, at det er kvinders pligt at passe på sig selv, så de endelig ikke sætter mænd i gang. Så bliver de jo ustoppelige. Forklaringsmodellen, fungerer som undskyldning for overgreb og som ansvarsforskydende anklage mod de udsatte. Det er en model, man skulle synes var en fornærmelse mod mænd.
Komplekse netværk
Bourdieu mente, at den mandlige dominans og kvinders mere eller mindre bevidste bidrag til den er skoleeksemplet på symbolsk vold. Således set er voldtægt ikke blot 3.000 løsrevne seksualiserede overgreb. Overgrebene er vævede ind i og resultat af komplekse netværk af symbolsk vold. Det er denne form for vold, der får os til uoverlagt at spørge: Siger kvinder ikke nej tydeligt nok?
Egentlig ikke et oplagt spørgsmål, når statistikkerne viser, at langt de fleste overgreb begås af mænd mod kvinder, børn og andre mænd.
Når vi stiller spørgsmålet sådan, bidrager vi til den symbolske vold. De rigtige spørgsmål er nemlig: Er der mænd, der ikke tænker sig om? Spørger de ikke? Kan eller vil de ikke høre et nej? Er der kvinder, der ikke siger nej af frygt for yderligere vold?
Et svar på spørgsmålet om, hvorvidt kvinder ikke kan finde ud af at sige nej tydeligt nok, burde derfor være: I nogen situationer kan fysisk og symbolsk vold forhindre kvinder i at sige nej. I øvrigt kan der ikke generaliseres om alle kvinder og mænd. Den symbolske vold, der bidrager til voldtægt, leves jo forskelligt af forskellige mennesker i forskellige situationer.
Voldtægt (påtvungen sex) og andre seksualiserede overgreb er forbundne med de måder, vi tænker, føler og gør køn på. At det kan være svært at skelne mellem uønsket sex på den ene side og mere eller mindre voldelige overgreb på den anden side er en del af den kønnede og kønnende symbolske vold. Den medfører bl.a. underapporteringen af seksuelle overgreb, samt at de udsatte kan opleve at havne i situationer, hvor det er for sent og for farligt at sige fra. Så kan de blive usikre på, om overgrebet ‘er deres egen skyld’, eller om de vil blive troet eller ligefrem truet, hvis de fortæller andre om det.
På trods af at det fra politisk hold påstås, at ligestilling er noget vi har - eller måske netop derfor - så er seksualiteten ikke altid til forhandling. Det kan være noget, der bare gøres, eller som man må underkaste sig. Mange unge kvinder ser sig selv som ligestillede. Alligevel kan de være bange for at blive marginaliserede, hvis de ikke spiller med på de kønnede scorespil. Nogle af dem bliver bogstaveligt talt overmandede, når de udsættes for overgreb. De er i chok over, at de ikke respekteres som ligeværdige.
Bodil Pedersen er lektor, Cand. Psych., specialist i terapi og supervison. Roskilde Universitet.
Kommentarer
Hvorfor skal vi endnu engang have en sådan artikel, der cementerer kvinders rolle som uskyldige ofre og mænd som skurke? Der bliver ikke én eneste mandlig voldtægstforbryder mindre af at den slags artikler skrives. For de der faktisk begår voldtægt, påvirkes ikke af den slags rigtige meninger. Derimod har artikler som denne en vigtig negativ indflydelse på mange “pæne” mænds selvværd. De mænd der i forvejen er særlig bekymrede for, om de nu tager nok hensyn til kvinders følelser, bliver endnu mere bekymrede og forsigtige. Det har hverken de eller kvinderne nogen glæde af.
Spørgsmålet om hvorvidt kvinder ikke kan finde ud af at sige nej tydeligt nok, er forkert stillet. Man må tage det som et faktum, at mange kvinder faktisk siger “nej”, når de mener “måske” eller “ja”. Enten siger de det direkte i ord, eller også siger de det indirekte. Under alle omstændigheder kan en mand ikke stole på, at enhver første afvisning faktisk er tegn på, at kvinden er uinteresseret i et seksuelt forhold lidt senere. Den forsigtige mand, som straks tager den første afvisning alvorligt, er den type mand, som de fleste kvinder ikke gider have noget at gøre med.
Det helt store spørgsmål er derfor: Hvordan finder manden ud af, om den første afvisning er ærligt ment, eller på skrømt? Eller hvordan finder han ud af, når han er nået et vist stykke fremad i sine tilnærmelser, om kvindens pludselige udtryk for protest virkelig er et tegn på, at han skal stoppe? Mænd der er rutinerede i at omgås kvinder, har så meget fingerspidsfornemmelse, at de som regel kan tolke tegnene rigtigt, til kvindens glæde. Men usikre mænd har ofte enormt store problemer med at tolke tegnene rigtigt. En kvinde bør vide, at mindre erfarne mænd som regel simpelt hen ikke forstår signalerne, hverken de positive eller de negative; selv om signalerne efter kvindens egen mening er meget tydelige og umisforståelige, så vil mange mænd fuldstændig overse eller overhøre dem, eller i hvert fald ikke fatte dem.
I den situation er det sidste vi har brug for, indlæg om hvor mange skurke der er blandt mændene, og hvor slemt det er at de voldtager de uskyldige kvinder. Det gør at alle de pæne, men forsigtige mænd ser det hele som et vældig farligt minefelt, som man gør klogest i at holde sig langt væk fra. Det skræmmer simpelt hen alle de pæne mænd væk fra kvinderne. Tilbage står alle røvhullerne, som er ligeglade, og det bliver så dem kvinderne må tage til takke med.
Vejen frem kunne derfor være at gøre kvinder klar over, at deres signaler skal være meget mere tydelige. Desværre elsker kvinder, at mænd så at sige kan læse deres tanker og regne ud hvad kvinden i virkeligheden gerne vil, uden at hun siger det. Hvis kvinden er nødt til at sige direkte hvad hun ønsker, mister hele affæren sin charme.
Så i og for sig tror jeg ikke, at der er nogen løsning på problemet. Hvis kvinder holder fast på deres trang til at ikke at sige noget, og lade det være op til manden at læse deres tanker, så må de glæde sig over når manden aflæser tankerne korrekt, og ærgre sig over, når han aflæser dem forkert.
“Mange udsatte kender den, der udøver voldtægten”, står der. Ingen normal mand vil kynisk voldtage en kvinde i hans faste bekendtskabskreds. Hvis han gør det , må han enten være unormal (dvs. kræve medicinsk eller psykologisk behandling), eller også er han dårlig til at aflæse situationen og misforstår signalerne. Det sidste er i min optik særlig ulykkeligt. Manden ved, at hvis han ikke reagerer på positive signaler, så vil kvinden foragte ham for hans slaphed. Men hvis han reagerer på hvad han tror er positive signaler, og tager fejl, så vil hun foragte ham som voldelig. Så længe han er dårlig til at aflæse signalerne - og det er rigtig mange mænd rigtig dårlige til - så står manden i en catch 22 situation. Uanset hvad han gør, risikerer han at blive foragtet for det, måske endda sat i fængsel.
De signaler, kvinden udsendte, kan altid fortolkes og omfortolkes. Hun kan altid fremstå som helt uskyldig.
Konklusion: Mænd må holde sig langt væk fra kvinder. Det er alt for farligt at komme i nærheden af dem.
Tak til Bodil Pedersen for en god og saglig artikel der ikke handler om at tørre skyld af på nogen - men tvært imod rejser gode og relevante spørgsmål om, hvordan vi omgåes og tænker om os selv og hinanden.
Kåre Fog: Jeg tror nok at de fleste voldtægtsforbrydere er bedøvende lihgeglade med om deres offer siger ‘nej’ tydelig nok. Der bruges kun som en dårlig ubdskyldning bagefter
Kåre Fog:
Jeg ser ikke megen beskylden mænd for alverdens ondskab i artiklen. Jeg ser til gengæld deprimerende meget “bliver du voldtaget er det din egen skyld, kvinde, du kunne bare have sagt ja så det kunne høres” i Kåres indlæg.
Artiklens pointe er vel snarere, at idéen om at manden skal erobre kvinden, som stritter imod, er ret dybt indlejret i vore kulturelle kønsrollemønstre, og det har i en del tilfælde tragiske konsekvenser, ikke blot for kvinder men potentielt for alle involverede.
Hvis ikke kvinden i nogen grad “spiller kostbar”, men bare siger ja hvis det er, hvad hun har tænkt sig, er hun i kønsrollemæssig forstand at betragte som “billig” og dermed ikke værd at have ud over brug-og-smid-væk. Det er den anden side af den medaljon, Kåre Fog opstiller. Og som en mand, der engang var ret genert over for kvinder i romantisk sammenhæng, har jeg skam fuld forståelse for det svære i “flinke” mænds situation. At læsse al skyld over på kvinder i stedet for at kigge på den kultur, der betinger (og dømmer!) samspillet, er bare for nemt og for ukonstruktivt, og man får højst en trøstepræmie i form af en rar glød af selvretfærdighed.
“Symbolsk vold er ligeledes på spil, når menneskelige handlemåder fremstilles som den skinbarlige natur, som når vi mener, at mænds overgreb på kvinder skyldes deres testeroton og ustyrlige drifter. Den symbolske volds svar på denne forklaring er derfor, at det er kvinders pligt at passe på sig selv, så de endelig ikke sætter mænd i gang. Så bliver de jo ustoppelige. Forklaringsmodellen, fungerer som undskyldning for overgreb og som ansvarsforskydende anklage mod de udsatte. Det er en model, man skulle synes var en fornærmelse mod mænd.”
At forsøge at finde årsagsfaktorer eller at forklare et fænomen er vel ikke det samme som dermed at frifinde for skyld eller at sige, at fænomenet er uundgåeligt. Viden giver vel netop mennesket magt til at ændre ved de ting ved “naturen” som vi finder uhensigtsmæssige. Nærsynethed er vel “naturligt”, men fordi vi ved, hvorfor det opstår kan vi afhjælpe det ved at tage briller på.
Hvis man fx finder en sammenhæng mellem testosteron og voldtægt betyder det ikke, at det dermed er “naturligt”, og at vi som mænd må kaste hænderne opgivende i vejret og overgive os til naturens ustyrlige kræfter. Tvært imod er formålet med den viden vel at vi på sigt kan undersøge, om det er muligt at benytte den til at forhindre voldtægt.
Dermed ikke sagt at der ikke også kan være mekanismer i kulturen, som også kræver opmærksomhed. Det er ikke enten-eller.
Hvordan med alle de falske voldtægtsanmeldelser?
Senest har 3 unge mænd fået deres retssager genoptaget via den særlige klageret, da det er kommet fra at deres ‘offer’ har løjet.
Hvor mange % af alle anmeldelser er falske?
Man må insistere på at kvinder, der på sådan en måde ødelægger fremtiden for uskyldige mænd bliver hårdt straffet.
Volden er alle steder i vores samfund, og kvinder skal altid vare offer i mit hjem var det min mor der brugte mest vold i opdragelsen, hvor min far kunne ove det, hvis han havde foet for mange ol.
Men det er under alle omstandigheder bedre at tage en spiller end at udove voldtagt. Selvom de religiose siger vi skal sove med handerne oven po dynen og sex er til for vi for born.
Men Bodil Pedersen forskning er mere udtryk for hendes moralske synspunkter end videnskab. For selvfolgelig har en lang rakke voldtagt at gore med mands psykiske tilstand, som der ses i en krig, hvor der finder langt flere voldtagt sted, end der ellers gore.
Men inde for behandler verden i dag er helt legalt at demonisere alle mand der ikke tilpasser sig som born, og snakker de kvindlige behandler efter munden.
Derfor er det mest hensigtmassigt for det danske samfund ogso vi for en demokratisering af vores behandling system, so vi for den symbolske vold der begos af kvinder imod mand og drenge frem i lyset, hvor det mandlige i den grad bliver undertrykt og det svart at have et ligevardigt forhold til kvinder der ikke magter friheden og soger et liv ved kodgryderne eller lever deres liv igennem andre ved psykologisere vores tilvarelse, hvor det meste psykologi mere religion end siger ret meget om den virkelighed og den hverdag folk lever med og i.
Op til Jul havde jeg en transeksuel med hjemme og han blev ved med at presse po for at have seksuelt sammenvard med mig, og selvfolgelig er det morsomt nor man ikke onsker det. Dog kommer man hurtigt over den slags handelser hvis de ikke er vedvarende man for overskredet sine granser.
Men det har jeg endnu engang oplevet inde for psykiatrien og det system som Bodil Pedersen selv er en del af og moske hun naste skriver om symbolsk vold beskaftige sig med dette problem.
Claes Pedersen Caloocan Metro Manila
www.123hjemmeside.dk/claes
Cris Henriksen - Hvor ved du fra, at det er en falsk anmeldelse? Måske har pigen prøvet at fjerne sig fra rollen som voldtægtsoffer, ved at lade som om det alligevel ikke skete - sat sammen med det ovenstående argument om, at kvinder der er sammen med med flere mænd er “løse på tråden”, kan en teenagepige blive betragtet som sådan, hvis hun er blevet voldtaget.
Kåre Fog -
Vil ikke finde mig i, at jeg tilsynladende er skyld i en voldtægt, hvis jeg ikke siger fra på en efter din mening overbevisende måde. Kom over dit had mod kvinder.
Ellers en god artikel.
@ Troels Ken Pedersen
“At læsse al skyld over på kvinder i stedet for at kigge på den kultur, der betinger (og dømmer!) samspillet, er bare for nemt og for ukonstruktivt”
Ja, ja, men det gør jeg forhåbentlig heller ikke. Men jeg er meget skeptisk over for, om det bare er kulturen, der betinger samspillet. Jeg tror at det for en stor del er naturen. Jeg tror at kvinder fra naturens side er kodet til at forlange, at en mand skal overvinde en eller anden form for modstand, førend hun indlader sig med ham. Det kan være alle mulige former for modstand - f.eks. at forældrene er imod forbindelsen. Men hvis ikke der er andre former for modstand i situationen, så må kvinden selv mobilisere en modstand. Den biologiske raison i dette er, at kun en mand der er så betaget af kvinden, at han vil overvinde en modstand for at få fat i hende, kan forventes at ville være trofast bagefter og måske blive længe nok hos hende til at han kan hjælpe med at opfostre børnene.
Jeg tror at dette er forklaringen på, at vi ikke kan få ligestilling nogensinde på det punkt. En kvinde kan godt vinke med en vognstang og signalere at hun er interesseret, men det SKAL være manden der bryder isen og omdanner relationen fra et venskab til et seksuelt forhold. Det betyder at hvis en mand tror på ligestilling, og tror at hun kan da lige så godt tage initiativet som jeg kan, så kommer han til at vente forgæves hele livet. Omtrent sådan har jeg spildt mange årtier af mit eget liv.
Altså: Manden SKAL i en eller anden forstand overvinde en modstand. Nogle kvinder mobiliserer en stor modstand, andre en lille, uanset at de måske er lige interesserede. Mandens opgave er så at navigere i den gråzone der strækker fra stilfærdig overtalelse og mildt psykisk pres til voldtægt. Nogle mænd er bedre til at navigere i denne gråzone, end andre er, og nogle er rigtig kluntede, så de risikerer at blive retsforfulgt for sexchikane eller det der er værre.
Artiklens forfatter skulle svare på spørgsmålet, om kvinder ikke siger Nej tydeligt nok. Hendes løsning på det spørgsmål er at lade problemet være “symbolsk vold” (et meget luftigt og vanskeligt håndterbart begreb). Hun mener altså at der er noget i kulturen, der gør situationen sådan, at kvinden føler sig nødt til at give efter for overgreb. Det kan selvfølgelig forekomme, men når hun ligefrem siger: “Symbolsk vold er ligeledes på spil, når menneskelige handlemåder fremstilles som den skinbarlige natur”, så afskriver hun altså helt den mulige forklaring, jeg giver, nemlig at kvinder biologisk er programmeret til at opvise modstand, også når de faktisk er interesserede. Den afvisning godtager jeg ikke. Jeg kan ikke bevise at min teori er rigtig - hvem kan det - men den er da mindst lige så sandsynlig som Bodil Pedersens teori, der oven i købet lider under vanskeligheden med at definere “Symbolsk vold”.
@Kåre Fog
Det er skam ikke min mening at fremture med, at mennesket er en blank tavle, på hvilken kulturen kan skrive hvad som helst. Der er bare det ved det, at et kig rundt i verden og historien godtgør, at vi kan stille nogen ganske overordentlig forskellige ting op med den natur, vi har. Der er en kedelig tendens til, at folk erklærer deres egen kulturs udmøntning af menneskets natur, for en generation siden, for den ene sande menneskenatur, som alt andet er sygelige afvigelser fra.
Og nej, det SKAL ikke være manden der bryder isen. Selv blev jeg scoret af min kone, og jeg kan kun være taknemmelig over at hun ikke adlød “den pæne opdragelses” bud om, at alt hvad hun måtte gøre var at sidde på sidelinjen og vifte med øjenvipperne i håb om at jeg ville gøre noget. MHT den biologiske “raison” har mænd ikke monopol på utroskab, og det er næppe sådan at man kan forvente at dygtige forførere vil være mere trofaste, snarere tværtimod.
Det var måske lidt modigt af BP at præsentere et lidt sværere sociologisk fagbegreb som “symbolsk vold” i en bredere offentlig debat, idet det kræver forudsætninger at forstå det. Og det involverer en idé om, at kultur rent faktisk udøver en væsentlig indflydelse på menneskers handlinger, og at kultur skulle kunne betyde noget som helst er jo en tanke, som visse har det svært med.
Det som vel er værd at hæfte sig ved ifbm den symbolske vold i denne sammenhæng er tanken om at kvinder ved den handling at tiltrække mænd direkte og mekanisk forårsager voldtægt, uden at manden har noget at skulle have sagt, fordi hans mandenatur tvinger ham uomgængeligt til at tage hende (sådan noget som: Hun havde push-up og miniskørt på: det er formildende omstændigheder). Og det er jo netop, hvad BP vender sig mod. Jeg håber at vi kan blive enige om at en sådan idé, der fratager mænd ansvar og pådutter ofrene skyld, er til skade for begge parter.
@Troels Ken Pedersen
Ja, vi kan sagtens blive enige om, at en ide der fratager mænd ansvar, er uacceptabel.
Selv om jeg har en meget stærk, biologisk betinget lyst til søde sager, så stjæler jeg ikke bolsjerne henne i supermarkedet. Jeg betaler pænt ved kassen og overholder samfundets regler. Men det at jeg pænt betaler, kan omvendt ikke tages som “bevis” på, at min lyst til bolsjer kun er kulturelt betinget. En lyst kan godt være biologisk bestemt uden at være ustyrlig.
For mig at se er næsten al adfærd et kompliceret samspil mellem natur og kultur.
Men forfatteren skriver: “Bourdieu mente, at den mandlige dominans og kvinders mere eller mindre bevidste bidrag til den er skoleeksemplet på symbolsk vold.” Dér er jeg meget stærkt imod det sagte. Hvis der er noget, der er biologisk bestemt når det gælder forholdet mellem kønnene, så er det da trangen til at manden skal være dominant - både hos manden og hos kvinden. Stort set alt hvad der er af undersøgelser af hvad en kvinde finder tiltrækkende, peger samstemmende på at noget afgørende vigtigt er at manden i sin adfærd er dominant (hvilket er noget andet end dominerende). Samtidig er det tydeligt, at hormonet testosteron hos manden tilskynder til dominant adfærd. Det kan snildt være, at kulturen bygger videre på det træk, men i sit grundlag er det biologisk bestemt. Ja, det er et af de punkter, hvor biologien mest klart trænger igennem.
@ Katja Petersen
Der skal - som navnet antyder - ganske særlige betingelser til for at Den særlige Klageret voterer for at en straffesag skal genoptages og oven i købet voterer at de dømte øjeblikkelig skal sættes på fri fod. Der er altså ikke noget at diskutere i den sammenhæng.
Du kan heller ikke ignorere at et betydeligt antal voldtægtsanmeldelser trækkes tilbage eller påvises falske. Hvad årsagen i øvrigt er, kan man ikke sige generelt. Men det er oplagt at den ene part i et seksuelt samkvem kan ‘fortryde’ og for at redde ‘æren’ finde på at anmelde den anden part.
Det er typisk at kvinder, som du, ikke magter at se virkeligheden i øjnene.
@Katja Pedersen
“Vil ikke finde mig i, at jeg tilsynladende er skyld i en voldtægt, hvis jeg ikke siger fra på en efter din mening overbevisende måde. Kom over dit had mod kvinder.”
Jeg ville da aldrig give dig skylden for en voldtægt. Men så længe der bare er nogen kvinder der siger “Nej” og mener “Ja” - og det er der - så vil det altid være et spørgsmål om fortolkning, hvornår der er sagt fra på en overbevisende måde.
Jeg har bestemt ikke noget had mod kvinder i almindelighed. Tværtimod. Men jeg har et had imod de kvinder, som er fuldstændig ufølsomme over for mænds problemer og helt ude af stand til at se tingene fra mandens side. Jeg skal forsøge at se tingene fra kvindernes side - ja bestemt. Men kvinderne har en tilsvarende pligt til at forsøge at se tingene fra mænds side.
Tak til Bodil Pedersen for et rigtig godt indlæg og for at sætte fokus på begrebet symbolsk vold. Jeg kan i høj grad genkende det fra mit arbejde med partnervold: Det, at der altid først spørges: Hvorfor går hun ikke? - i stedet for at rette fokus på den voldsudøvende: Hvorfor udøver han vold mod den, han elsker?
Der er rigtig meget i vores sprogbrug, der kan være med til at bagatellisere og legitimere volden. Kalder vi tingene ved deres rette navn? F. eks kaldes det ofte for en familietragedie, når en mand forlades af sin kone og efterfølgende straffer hende - med den ultimative straf: at ta livet af hendes børn. Ofte er der trusler om det forinden, og det er blandt andet derfor hun bliver - det er livsfarligt at gå. Det kaldes en familitragedie, men er en mands voldelige overgreb med dødelig udgang.
Jeg er også optaget at det, som BP kalder en fornærmelse mod alle mænd: Hvorfor rejser der sig ikke en bevægelse af mænd mod det mandeproblem, at mænd udøver, voldtægt og vold mod kvinder , børn og andre mænd?
Hermed en invitation til at gøre det, som traditionelt har været en kvindesag til en mandesag!
@ Kirsten Hejnfelt.
Hvordan skulle en ny mandebevægelse kunne reducere mængden af tilfælde hvor mænd udøver vold mod kvinder? Sådanne pæne og velmenende mænd møder kun foragt hos de mænd, der er mere aggressive, og vil ikke kunne have nogen direkte indflydelse på dem.
Hvad man kan gøre - og som jeg forsøger lidt på - er at få folk til at forstå, hvad der er mandens problemer, og hvorfor han kan finde på at gøre noget sådant. En mand der slår sin kone eller lige frem dræber hele familien, er jo fuldstændig skingrende desperat - desperat af magtesløshed. Hvad nu hvis nogen kvinder gad sætte sig ind i sådanne mænds tankeverden og for alvor spurgte: hvad er det dog for en desperation, der kan bringe mennesker så langt ud? Kan vi gøre noget for at forhindre, at den desperation opstår?
Hvad angår det mere generelle spørgsmål om at mænd skulle vende sig imod mænds vold mod kvinder, så har vi det problem, at der er et stort mørketal m.h.t. kvinders vold mod mænd. I nogle opgørelser sker det mindst lige så hyppigt, at kvinder begår vold mod mænd, som omvendt her under også dødsensfarlig vold. Der er en sjælden gang imellem skrevet noget om dette også i Danmark - f.eks. var der for en del år siden en kronik i Politiken - men hvor er responsen? Hvor er det store kor at forargede kvinder der siger: det må vi have stoppet! Kvinders vold mod mænd skal stoppes!
Sådan kan man skyde skylden på hinanden. Det er ikke frugtbart. Hvad der kan være frugtbart, er, uden fordømmelse, at sætte sig ind i de involveredes situation.
Kåre Fog:
>For mig at se er næsten al adfærd et kompliceret samspil mellem natur og kultur.<
Så er vi ganske enige så langt.
>Hvis der er noget, der er biologisk bestemt når det gælder forholdet mellem kønnene, så er det da trangen til at manden skal være dominant - både hos manden og hos kvinden.<
Jeg kender tilstrækkeligt mange ambitiøse og ærgerrige kvinder med masser af vilje til magt, og trang til at bestemme hvor skabet skal stå, til at kunne tro på at underdanighed og underkastelse under mandlig dominans virkelig skulle være “hard-wired” i kvinder. Tag bare et kig rundt på lederne af Danmarks politiske partier.
Ikke desto mindre er der en mængde idéer og adfærdsmønstre tilbage fra dengang, vore kvindelige politikere (og en mængde andre kvinder med egen status og position) ville have været regnede for grotesk unaturlige, som stadig er i vælten, og som stadig kan volde skade. I særdeleshed på kvinder, bøsser og andre afvigere fra den gamle orden, men også på mænd, som ikke af gemyt er aggressive patriark-kandidater. Det er her, den symbolske vold i denne sammenhæng er at finde.
…Det var naturligvis “for mange”, ikke “tilstrækkeligt mange”. Undskyld forvirringen.
Cris Henriksen
Jeg ved der skal helt særlige omstændigheder til, før Den særlige klageret voterer for en genoptagelse, og vil give dig ret i, at falske anmeldelser skal kunne straffes - så faktisk gerne, at de personer der bliver falsk anklaget fik erstatning af personen, der anmeldte dem.
Men da artiklen handler om såkaldt symbolsk vold, valgte jeg at stille spørgsmålstegn ved, om hendes videotilståelse over for en dreng nu også var en gennemgang af en falsk anmeldelse, eller om den unge pige forsøgte at sige til den unge mand, at hun var “uberørt” af 3 drenge.
@Kåre Fog
Du er på rette vej mht hvordan en ny mandebevægelse kan reducere mænds vold. At forstå den desperate mand er et skridt, at tage synlig afstand fra voldelig adfærd er et andet. At synliggøre den symbolske vold - at tilbyde behandling mod voldelig adfærd.
- og ja der findes osse kvinder, der udøver vold mod mænd - og måske osse kvinder, der voldtager mænd - og det er osse et problem, der kan ha brug for behandling.
@ Troels Ken Pedersen
Vi er enige på det første punkt, men ikke på resten.