DET har foruroliget Frankrigs udenrigsministerium, at Iran tirsdag sendte en satellit i kredsløb, bemandet med en hvid rotte, dværgskildpadder og orme. »Det kan kun forstærke det internationale samfunds bekymring, idet Iran parallelt udvikler et atomprogram, der ikke kan identificeres som alene værende civilt,« lød det fra Paris.
Alt, hvad Iran foretager sig for tiden, bekymrer det internationale samfund, der ret beset er en klub bestående af USA, EU, NATO - og Israel.
Men er bekymringen begrundet? Iran har aldrig angrebet et andet land militært. At oppositionelle iranere fængsles, torteres og henrettes er grimt, men ikke risikabelt for verdensfreden. Iran er ikke en verdensmagt, men har regionale ambitioner, hvis baggrund er 1.300 års bitter strid mellem islams shia- og sunni-retninger. Og der er folk, der mener, at en konfrontation med det sunnimuslimske Tyrkiet, hvis regionale ambitioner ikke står tilbage for Irans, på sigt er uundgåelig. I Mellemøsten er shia-sunnimodsætningen mere forstyrrende for nattesøvnen end Irans trakasserier med Vesten. For hvis Iran får bomben, hvad vil Tyrkiet (og Saudi-Arabien) så stille op?
IRAN er stadig ikke så regionalt magtfuld som tyrkerne (med saudierne), men Iran har en leder med talent for at sætte den globale nyhedsdagsorden. Da Iran fejrede den hvide rottes, skildpaddernes og ormenes himmelfart i anledning af 31-årsdagen for Irans revolution, annoncerede præsident Mahmoud Ahmadinejad tillige, at Iran nu bøjer sig for IAEA, FN’s atomvagthunds krav om at eksportere lavt beriget uran til opgradering uden for Iran.
»No problem,« sagde han. Det er ‘intet problem’ at sende 3,5 pct. uran ud, det er ‘intet problem’ at få det hjem med 20 pct. opgradering i løbet af fire-fem måneder. Hallo! Kan I høre mig i Sikkerhedsrådet, i Det Hvide Hus, i Bruxelles, i Moskva, Beijing og hos IAEA i Genève? Det kunne de, for nyhedsmedierne stod klar, og Iran har igen vundet tid lige før Sikkerhedsrådet træder sammen for at drøfte nye og skrappere sanktioner, der skal dulme det internationale samfunds bekymring. Nu har Kina (med olieinteresser i Iran), og (måske) Rusland et argument for deres veto mod nye sanktioner. Der er jo no problem - altså lige bortset fra de nævnte fire-fem måneder, hvor al saglig teknologi anslår, at opgradering af Irans uran vil vare op til et år.
Har Iran henvendt sig til IAEA, som er adressaten for et seriøst omsving i attituden til FN-kravene? Endnu ikke - og vi får se, om det vil ske. Har Ahmadinejad sagt, hvor meget uran, han vil eksportere? Nix. Skærer de tænder i Jerusalem? Ja, selvom alle ved, at selv ikke Ahmadinejad er så blød i bøtten, at han tør atombombe den jødiske stat. Vil han have den forbandede bombe, er det ikke Israel, han vil skræmme, men sunnierne. Det ved de i Mellemøsten - men ved de det i ‘det internationale samfund’?
Kommentarer
“Alt, hvad Iran foretager sig for tiden, bekymrer det internationale samfund, der ret beset er en klub bestående af USA, EU, NATO - og Israel.”
Jeg undre mig hvordan Lasse Ellegaard kan med sin fulde fem fremstille få bestemte lande som “det internationale samfund”?
Jeg undre mig hvordan det kan være at Lasse Ellegaard sluger Saudi Arabiens propaganda mht. sunni og shia uenigheder? Mon han ikke ved at Saudi Arabiens konge “regering” ikke repræsenterer deres folk? Hvad angår Israel eller deres samarbejde med vesten, hvor folket direkte er imod dette samarbejde? Denne artikel virker meget utvivlsomt, især når utallige analyser viser hvordan Iran høster anerkendelse blandt muslimer i verden.
Når Lasse Ellegaard kommer til Tyrkiet virker det modstridende med de analyser der viser hvordan Tyrkiet i de sidste par år har distanceret sig fra EU og åbnet sig op mod øst, nemlig Iran.
Det er sandt at der er Wahabier i Saudi Arabien der er bange for at den revolution der smed udlandske kræfter ud af Iran i 1979, skal sprede sig til deres egne.
Jeg undre mig hvor dårlig en artikel dette egentligt er. Inkonsistent med utallige analyser fra objektive og neutrale kilder.
- Arash
@Arash Shariar
Du misforstår Lasse Ellegaard, når han skriver:
“Alt, hvad Iran foretager sig for tiden, bekymrer det internationale samfund, der ret beset er en klub bestående af USA, EU, NATO - og Israel.”
Ved at bruge ordet “klub” mener LE naturligvis, at de nævnte lande netop IKKE udgør “det internationale samfund”.
Men i Vesten’s egen selvoptagede optik, bliver Vesten’s bekymringer ofte fremstillet som værende lig med “det internationale samfund”s bekymringer.
Israel’s atomvåben bliver f.eks. aldrig betegnet som “det internationale samfund”s bekymringer al den stund, at Israel tilhører “klubben”.
Alle vestens medier analyserer problemerne i Mellemøsten ud fra en vestlig synsvinkel, som man med vanlig imperialistisk arrogance mener er den rette.
Denne selvretfærdige opfattelse indebærer, at de vestlige medier bruger termen “det internationale samfund” synonymt med den nævnte klub af vestlige lande.