Hans debatbøger om Det delte Danmark og Den nye ulighed hører til nogle af de senere års mest omtalte og dagsordensættende, og anmelderne roser ham for at være en fremragende formidler af det moderne, opdelte klassesamfund.
Lars Olsen er ikke hvem som helst. Derfor havde den 54-årige forfatter og journalist egentlig troet, det ville være en formsag, da han i efteråret 2008 søgte om et arbejdslegat på 100.000 kroner fra biblioteksafgiftspuljen under Statens Kunstråd til sin netop udkomne bog, Eliternes triumf.
Men det var det ikke.
I stedet modtog han to måneder senere en nedslående afvisning fra Kunstrådets Litteraturudvalg, der havde vejet hans bogprojekt og fundet det for let. Udvalget fandt ikke, at projektet opfyldte »niveauet for tildeling af legat i lige så høj grad som de ansøgninger, udvalget besluttede at imødekomme,« som det hed i afslaget.
Lars Olsen var målløs, og blev endnu mere overrasket, da det gik op for ham, hvem Litteraturudvalget i stedet havde fundet værdige til at modtage støtten, der både gives til skøn- og faglitterære forfattere: Carsten Jensen, Henrik Nordbrandt, Niels Barfoed, Pia Tafdrup, Thomas Boberg, Christina Hesselholdt, Morten Søndergaard, Ida Jessen, Mette Moe-strup m.fl.
»Listen var spækket med folk fra parnasset, der allerede har modtaget masser af offentlige støttemidler,« siger Lars Olsen, der mener at kunne se et mønster i fordelingen af de mange millioner.
»Jeg er bange for, at der er en høj grad af indspisthed i det her miljø, og at det spiller en rolle for, hvem der får støtte, og hvem der ikke får. Jeg kan selvfølgelig kun gisne om årsagerne til, at jeg blev forbigået, men jeg har en fornemmelse af, at det har stor betydning, om man lige færdes i de rigtige cirkler, og om man kender nogen, der kender nogen,« siger han.
Ikke misundelig
Lars Olsen endte i stedet med at modtage et beløb fra fagforbundet 3F i nogenlunde samme størrelsesorden som de 100.000 kroner, han oprindeligt havde søgt om hos Kunstrådet. Når han nu langer ud efter fordelingen af kunststøttekronerne, skyldes det derfor ikke almindelig brødnid, understreger han.
»Jeg brokker mig ikke, fordi jeg er misundelig over, at andre har fået penge. Jeg brokker mig, fordi jeg mener, det er en principiel diskussion værd, hvordan vores fælles skattekroner fordeles – og fordi jeg har en fornemmelse af, at der i dag hersker en vis indspisthed i det miljø, hvor pengene fordeles,« siger han.
– I 2008 modtog Kunstrådets Litteraturudvalg 310 ansøgninger til Biblioteksafgiftspuljen, hvoraf 62 blev tildelt støtte. Kunne det ikke tænkes, du bare var uheldig det år?
»Jo, det kunne det selvfølgelig. Men min pointe er, at der trods alt er så påfaldende mange kendte på listen, som tidligere har modtaget tilskud, at det er svært ikke at opfatte som en understregning af, at det er en fordel at tilhøre de rigtige cirkler – det er i hvert fald en diskussion, jeg gerne vil rejse,« siger Lars Olsen, der mener, en løsning kunne være at indskærpe, at støtten i videst muligt omfang bør favorisere de forfattere, som ikke allerede har fået støtte fra staten.
»Man kunne for eksempel helt konkret vedtage, at støtten fortrinsvist burde gives til kunstnere, der ikke tidligere har modtaget betydelig offentlig støtte. På den måde ville man have angivet et formål med kunststøtteordningen – nemlig at hjælpe nye forfattere på vej – samtidig med at man med ordet ’fortrinsvis’ forbeholdt sig retten til at undvige fra princippet, når det var nødvendigt,« siger han.
Hvorfor støtter vi?
Formand for Kunstrådets Litteraturudvalg Finn Hauberg Mortensen afviser, at han eller nogen af udvalgets øvrige medlemmer skulle favorisere visse forfattere frem for andre.
»Jeg har svært ved at genkende, at vi skulle være indspiste, når virkeligheden er, at vi kun sjældent er enige om, hvilke projekter der bør støttes,« siger han og henviser til, at medlemmerne af litteraturudvalget kun sidder i fire år ad gangen og rekrutteres ad forskellige kanaler.
»Det er alt sammen med til at sikre en stor bredde i opfattelsen af, hvad der er værd at støtte, og det synes jeg også kommer til udtryk i tildelingerne,« siger Finn Hauberg Mortensen.
Han understreger, at han ikke kan kommentere på enkeltsager.
»Men overordnet betragtet er konkurrencen om bevillingerne hård, og derfor modtager vi også hvert år flere kvalificerede ansøgninger, som vi desværre ikke kan tilgodese alle sammen,« siger han.
Heller ikke Mads Øvlisen, formanden for Statens Kunstråd, ønsker at kommentere på den konkrete sag. Til gengæld hilser han kritikken velkommen som en belejlig anledning til at tage fat på en større og mere principiel diskussion, der vedrører systemets inderste kerne, nemlig: Hvorfor skal vi overhovedet støtte kunst?
»Jeg havde håbet, at netop dén diskussion ville blive udfoldet, da kulturminister Carina Christensen og Pia Kjærsgaard tørnede sammen i sommer. Men desværre døde den hurtigt ud,« siger Mads Øvlisen, der nu håber, Lars Olsens aktuelle kritik i stedet kan agere katalysator for en bredere debat om kunststøtten.
»Diskussionen om kunststøtten bliver næsten altid en diskussion om personer og kroner og øre – om hvem der skal have hvor meget. Men ingen spørger til, hvorfor vi overhovedet skal støtte kunsten? Og vi trænger i dén grad til at stille os selv spørgsmålet,« siger Øvlisen.
Støtter vi for eksempel kunsten for at blive verdensberømte i udlandet? Gør vi det for at styrke vores nationalfølelse? Eller gør vi det for at have noget pænt at se på?
Spørger man Øvlisen selv, er han bange for, at vi hovedsageligt gør det af gammel vane, og han efterlyser derfor, at politikerne i højere grad kommer på banen med nogle klare bud på, hvad sigtet med støtten er og skal være.
»Ikke fordi armslængdeprincippet bør sættes over styr, eller politikerne skal styre kunststøtten mere. Men fordi det er nødvendigt med politiske visioner. Også for kunstområdet,« siger han.
Kommentarer
Kunststøtte er en sag som med mellemrum kommer op. Nogen siger at parnasset eller en mindre klike får kunstpengene, og de ansvarlige svarer at det passer ikke. Politikerene, som dybest set bare vil ha’ fred og ingen bøvl, spørger “experterne”, og experterne siger at alt er i den skønneste orden, for de er selv en del af kliken. Det var så det. Intet forandres, men nu har man “taget debatten”, og livet går videre.
Citat: “Man kunne for eksempel helt konkret vedtage, at støtten fortrinsvist burde gives til kunstnere, der ikke tidligere har modtaget betydelig offentlig støtte. På den måde ville man have angivet et formål med kunststøtteordningen – nemlig at hjælpe nye forfattere på vej – samtidig med at man med ordet ’fortrinsvis’ forbeholdt sig retten til at undvige fra princippet, når det var nødvendigt…”
Jeg henviser til Bekendtgørelse af lov om litteratur, lovbekendtgørelse nr. 1005 af 29/11/2003, hvoraf fremgår:
§ 1. Lovens formål er at fremme litteraturen og adgangen til litteratur i Danmark samt udbredelsen af dansk litteratur i udlandet.
§ 4. Kunstrådet yder inden for de fastsatte bevillingsrammer støtte til frembringelse og udbredelse af litteratur. Rådet kan herunder støtte forfatteres litterære projekter, udgivelser, uddannelse og formidling af litteratur samt andre aktiviteter, der kan fremme lovens formål. Støtten kan gives som tilskud, garanti eller lån.
*
Af loven, jf. § 1 og § 4, fremgår det således, hvad formålet med støtten er, og at loven fremgår det dermed også, at formålet ikke nødvendigvis er at støtte nye forfattere eller forfattere, der ikke har modtaget støtte før.
…og af loven… ikke “at”.
Man må have for øje, når man søger støtte ved Kunstrådet, at her fungerer alt som hos Silvio Berlusconi.
Fælles for de i artiklen nævnte forfattere er at de har et publikum. Man kan derfor formode at hvis man katser penge efter dem, så kommer der et produkt ud, som skatteborgerne rent faktisk ville interessere sig for.
Det kan man ikke forvente, hvis man giver kunststøtten til nye forfattere, som endnu ikke har modtaget folkets billigelse.
Hvis vi skal give kunststøtte, så giv den endelig til kunstnere, som rent faktisk har et publikum.
Sådan har det altid været.
Hvorfor Hr. Lars Olsen udråbes som et unikum for at bringe en selvfølgelighed på bane, fortæller alt om pressens kunstneriske indsigt.
Kan det forklares, og retfærdiggøres at vilkårene er sem de er. Ja !
Men lad os drille pressen, og de der står lige udenfor døren, og så gerne vil ind. Når koden er knækket om mange år, så kan i selv åbne døren. Og der, mellem linjerne, ligger svaret.
PS
Hr. Lars Olsens indsigt er for latterlig, og i mine øjne selvudstillende.
PPS
Og pressen som sædvanligt en ynk, når det kommer til kunstnerisk formidling, om vilkår, kundskaber, økonomi, undervisning, interaktion mellem publikum og udøvere af alle de mulige udtryksformer. Gabet mellem udøvere og modtagere. Og, nej ! problemet er ikke kunstnerne, men den flade de har.
Kan der gøres noget ved det ? Både ja og nej.
Ja, man kan øge niveauet i undervisningen.
Nej, vi er for få herhjemme, til at det kan lade sig gøre.
Skal du, så skal du ud i verden.
Nogle er på støtten fordi de mangler evnen til at klare sig selv andre fordi de har dem i overmål. Alle dem midt imellem må klare sig selv og det er de fleste heldigvis gode til.
For ikke særligt længe siden langede Henrik Dahl ligeledes ud efter fordelingen af overførselsmidlerne til udvalgte forfattere. Men Dahl havde ikke sat sig ordentligt ind i det system han kritiserede og det var en smal sag for systemets vogtere (Søren Ulrik Thomsen f.eks.) at sætte Dahl til vægs ved at argumentere for Dahls lægmands-status. Stormen lagde sig efterfølgende forbløffende hurtigt i andedammen.
Nu hvor andedammen er ganske bundfrossen kommer Lars Olsen så på banen; men se, han har ingen skøjter på. Han har som Dahl heller ikke sat sig ordentligt ind i formålsparagrafferne for det system han antaster. Olsen forsøger at lokke nogle aktører på banen ved at råbe: INDSPIST PARNAS! men jeg ønsker inderligt for Olsen at systemets vogtere i denne omgang forbarmer sig over ham (ved at tie), for isen er hård og enden er blød (AV!)
Dermed ikke sagt at debatten ikke er ønskværdig. Men debattørerne er pinedød nødt til at sætte sig ordentligt ind i de lovmæssige detaljer og de historiske spidsfindigheder omkring kunst(ner)støtte i Danmark. Alt andet er spilfægteri. Det er mig ubegribeligt at de før omtalte Dahl og Olsen ikke køligt og videnskabeligt, forsvarligt tager tyren seriøst ved hornene. Når de en gang har indsamlet tilstrækkeligt med belægmateriale, kan de vende tilbage til arenaen for at argumentere på lige fod med systemets vogtere.
Det lyder på mig som om forfatterens ego ikke kunne tåle, at han ikke var blandt de bedste i denne omgang. Jeg tvivler i hvert fald på, at det ikke er de bedste der får tildelt midler, selvom der selvfølgelig kan være enkelte svipsere og sats ind imellem.
Men Kunstrådet er jo ingen pædagogisk vurdering. Det kan jo bedst sammenlignes med elitesportens benhårde kynisme, hvor det altid er de, som vurderes til at være bedste, som kommer igennem nåleøjet. Så hvis han er god nok, skal han nok få støtte på et tidspunkt, når han når op blandt de kunstnerisk bedste med et projekt.
Grunden til, at det er vigtigt at støtte den kunstnerisk bedste litteratur er, at det i høj grad er her fornyelsen sker, fornyelsen som er med til at få vores litteratur til at udvikle sig og blomstre, og de frø som bliver sået blandt de allerbedste kommer op til overfladen i alle mulige andre forfatteres værker mange årtier senere, til gavn for litteraturen og alle landets læsere. Hvis du støttede de kunstnerisk næst-bedste eller tredje-bedste, så ville du ikke se denne effekt så stærkt, og så ville pengene være givet sløset ud.
Det er også vigtigt at støtte bredden i litteraturen, for desto mindre bredde er, desto mindre vil eliten være - på lang sigt. Den erkendelse er indlysende i sportsverdenen, musikverdenen og i hele uddannelsessystemet, men erkendelsen er åbenbart først begyndt at slå igennem i forfatterverdenen her de senere år, med oprettelsen af de første forfattergrundkurser i Esbjerg, Holstebro, oprettelsen af Forfatterskolen for Børnelitteratur for 10 år siden (som iøvrigt grotesk nok ikke engang er SU-berettiget på trods af den kæmpestore gave børnelitteraturforfatterne giver til det danske skolesystem!) samt Forfatterskolen og diverse højskole- og daghøjskoletilbud indenfor forfattergerningen.
Danmark er så lille et land, at honorarerne fra forlagene er meget beskedne pga. oplagenes begrænsede størrelse, og ingen forfatter kan leve af dem alene alene, med mindre vedkommende udgiver bestsellere, eller har virkelig mange udgivelser på bagen.
Så hvis man ønsker en god og levende litteratur i landet, som kan gøre sig gældende i udlandet, og dermed falde tilbage på den danske økonomi i det store billede, så er alle de ovenstående tiltag nødvendige. Og det er håndører vi snakker om. Hvis man slog alle forfatterskolerne, arbejdslegaterne og de øvrige støtteordninger fra Kunstrådet sammen, så tror jeg ikke engang vi når op på det beløb, som Staten tjener på bogmomsen.
Arbejdslegaterne fra Kunstrådet giver de bedste forfattere mulighed for at få ro til at udvikle deres evner. De bedste forfattere er så ambitiøse, at de knokler deres røv i laser med deres forfattergerning, for ellers var de aldrig nogensinde blevet blandt de bedste. Og dette gør de fleste for en profession, der for flertallets vedkommende giver dem meget dårlige økonomiske udsigter, og som gør, at kun et fåtal lever godt og fedt af det. Resten hutler sig igennem ved at spare på alle de fornødenheder som andre anser som en selvfølgelig del af velfærdssamfundet. Eller også har de et arbejde ved siden af. Men hvis de har et arbejde ved siden af er de jo netop ikke forfattere. Så bruger de deres kræfter på andre ting end at skrive, og det er jo ikke på den måde litteraturen udvikles. Den udvikles ved, at forfattere skriver, og skriver rigtig meget. Når de holder op med at skrive, stopper de også deres udvikling.
At betvivle Kunststøttens berettigelse er derfor fuldkommen tåbelig, det eneste man kan betvivle er, at der er så få midler at uddele, når forfattere som Lars Olsen ikke kan modtage penge, som kunne give ham arbejdsro. Jeg synes det er mærkeligt at høre Øvilsen udtale, at vi skal diskutere kunstuddelingernes berettigelse, når han vel i bund og grund burde bruge sin autoritet til at forklare folk, hvorfor den i dén grad er berettiget. Bruge tiden på at finde frem til nogle tal og lave nogle undersøgelser, som kan underbygge nogle af de påstande jeg kommer med ovenfor: Nemlig at de småpenge man skyder ind i at støtte kunsten, kommer mindst tifold tilbage til samfundet i den anden ende.
“Men Kunstrådet er jo ingen pædagogisk vurdering.”
Nej, men som jeg ser det har Statens Kunstråds Litteraturudvalg p.t. et problem i forhold til at vurdere indkomne ansøgninger på den faglitterære side. Af de 5 medlemmer er 2 cand.mag./phil. i dansk, 2 er cand.phil/mag.art i litt.videnskab og 1 er dramatiker.
2007-11 udvalget er dermed særdeles velkvalificeret til at vurdere skønlitterære projekter. Men udvalget er ikke fagligt kvalificeret til at bedømme projekter fra andre videnskaber. Dette indrømmer formanden jo også, idet han siger:
“..virkeligheden er, at vi kun sjældent er enige om, hvilke projekter der bør støttes.”
Lars Olsen ville have haft langt fastere grund under fødderne, hvis han havde holdt sig til at kritisere et skønlitterært vinklet udvalgs tildeling af legater til faglitterære projekter. I det sekund Olsen udvidede kritikken til et principielt spørgsmål om kunststøtte kunne hans kritik affejes som rindalisme.
Lars Olsen har ret: Kunststøtten skal også gives til andre end kun til astrologerne.
Et samfunds top - er dets elite, og - for at blive deroppe - skal de forblive elite, derfor holder eliten sammen - og deler magt, rigdom - og skammen.
Elitens magt - har været avisens store emne i den sidste uge, og kun ved at holde emnet varmt - kan der gøres noget ved det.. Men - husk lige på, det er eliten - der styrer meningerne, ikke jer, så det bliver - en kamp - op ad bakke.
@John V. Mortensen
det er eliten - der styrer meningerne.
–––—
Jep! Men aldrig den kunstneriske, men lige netop den økonomiske elite:
Netop de som brødet giver - bestemmer : Hvordan ordene bliver.
@Kim Gram
Når kapitalen vælger, vælger de eliten, og får styrket deres magt.
Når folket - vælger, vælger de X Factor, og får styrket deres drømme.
Så længe kunsten har så lang vej mellem arbejde og offentliggørelse, vil den - der råber højst vinde, vi har glemt, at kunst oprindeligt er håndværk.
Kunst er håndværk, ja.
Kunst er så mange ting i et, at det er umuligt at beskrive kort.
De der klarer den fra kår hvor ingen har adgang, er et mirakel.
Hvis man skulle beskrive kærlighed, så er en kunstner kærlighed til sit fag en god målestok.
Ravel :
“I had one love, and that was Music.”
Man kæmper mod projektioner, og uvidenhed, og kampen er hård, meget hård.
Nu begynder vi at nærme os problemets kerne,
hvor mange, der dyrker kunst - som håndværk - er der - i den såkaldte elite?
Hvor mange håndværker sidder mon i folketinget?
Nogne har nok brugt deres titler til - hugge folkets pladser.
Jeg forstår stadig ikke helt hvorfor Lars Olsen valgte at søge legat hos Kunstrådet til sit ikke særligt (hvis overhovedet) kunstneriske projekt.
Jeg forstår ikke hvorfor han troede det skulle være en ren formsag for ham at opnå dette legat.
Som jeg ser det giver Kunstrådet kun legat til faglitterære projekter, der grænser tæt op til skønlitteratur, feks. når der er tale om essays såsom Søren Ulrik Thomsens Repremiere i mit indre mørke. Eller erindringsværker såsom Niels Barfoeds Tomis-A.
Håndværket er kun en mindre del af kunsten, og håndværk alene kan aldrig gøre en kunstner. Vigtigere er ens indsigt, livsanskuelse, originalitet, for hvis disse ting ikke er til stede, så bliver man aldrig nogensinde kunstner, uanset hvor dygtig en håndværker man er.
Kunstrådet uddeler jo netop ikke til nogen særlige slags mennesker. Det er jo fuldkommen ligegyldigt hvad du har lavet tidligere i dit liv, om du er kriminel eller postbud, indvandrer eller om du har et netværk. Det er dem, som skriver det mest nybrydende eller kvalitetsmæssigt bedste litteratur, der får pengene.
Hvis du derimod skal have anerkendelse i den brede offentlighed, finde gode forlag, have jobs rundt omkring og opbygge goodwill i miljøet, så kan det selvfølgelig være en fordel at kende folk og at være en synlig del af det ‘indspiste’ miljø, som Lars Olsen kalder det. Men sådan er det i alle brancher. Det har jo ikke noget med Kunstrådets udvælgelseskriterier at gøre.
Fra artiklen: “Kunststøtten gives hovedsageligt til folk fra de rigtige cirkler ”
–-
Hmmm?
Hvedekorn-cirkler ?
Kunststøtte deles ud til andet end “kunstnere”. Biblioteksafgiftspuljen er en af mulighederne, hvor også en Lars Olsen af og til kan finde penge.
I en anden tråd var angrebene på parnas og elite også i gang, så jeg tjekkede efter hvordan de “de rigtige cirkler” så ud. Det var interessant at se, at den meget omtalte livsvarige årsydelse til Klaus Rifbjerg svarer til tre måneders SU.
Alle de sædvanlige kendte kunstnere, forfattere, digtere mm var der naturligvis. Men endnu mere interessant var det, at nogle af de folk, der normalt skælder mest ud på elite og støttesystemer, selv befandt sig højt på listerne over modtagere.
Et hurtigt kik viste folk som Farshad Kholghi, Helle Merete Brix, Henrik Nordbrandt, Jens-Martin Eriksen, Kåre Bluitgen, Kai Birger Sørlander, Kasper Støvring, Katrine Lilleør, Kristian Bang Foss, Kristian Ditlev Jensen, Lars Hedegaard, Mogens Rukov, Preben Major Sørensen, Ralf Pittelkow og Søren Ulrik Thomsen.
Alle de nævnte har været på offentlig forsørgelse via Kunststøtten, og tilsammen har de hentet et par millioner. Så der ser egentlig ud til, at Kunststøtten deles ret bredt ud…
Kunst og kunstudøvelse er jo bredere end den (såkaldte) finere kunst - vel hvert arbejde som er særligt for mennesker i forhold til de øvrige slagse af dyr er jo kunstudøvelse og kunst.
–-
Kunstudøvelse og kunst ( dvs. hvert menneskearbejde ) er jo menneskets selvvirkeligørelse -
så det ville jo være trist hvis vi befandt os i et samfund hvor de fleste bliver mødt af nogle få’s ret til at lede og fordele arbejdet - dvs. nogle få’s ret til at bestemme hvordan og i hvilke retninger de mange andre(!) selvvirkeligør sig og hvordan og i hvilke retninger de ikke gør sånt’.
En ting Lars Olsen burde have angrebet i stedet er, at der åbenbart ikke skæves til, hvor mange penge kunstnerne modtager i biblioteksafgift o.l. når man uddeler penge. Det burde tænkes sammen, idet biblioteksafgiften jo også er en kulturstøtte, så man kunne uddele midler til så mange forfattere som mulig.
Det giver ikke mening at forfattere, der modtager 150.000-300.000 kr. i biblioteksafgift eller er på livsvarig ydelse samtidig modtager arbejdslegater fra Kunstrådet og Kunstfonden. For hvis en forfatter modtager så mange penge i biblioteksafgift, modtager vedkommende helt sikkert også honorarer for deres arbejde fra forlagene etc., samt royalties for bogsalget et par gange om året, og også penge fra Copydan. Dertil kommer hvad de ellers måtte tjene på foredrags-, oversætter- og konsulentvirksomhed, samt evt. Koda osv.
Det burde jo være støtte til fremme af kunsten, ikke støtte til fremme af kunstnere, som har penge nok. Hver gang en anerkendt og velernæret forfatter modtager eks. 100.000 kr. i arbejdslegat, selvom vedkommende i forvejen får rigeligt i forvejen, så er der en anden talentfuld forfatter som får et afslag og må knokle videre med skriverierne i fritiden, og som dermed ikke udvikler sig så hurtigt. Men ikke nok med det - når udvalgene sløser med pengene på den måde, så er de med til at danne grobund for kritik af uddelingerne, hvilket er skidt, fordi kunstrådet jo grundlæggende gør noget rigtig godt for samfundet, for meget små midler, når man ser på, hvor meget samfundet tjener ind igen på bare bogmomsen. Og dertil kommer den værdi som forfatterne tilfører samfundet på alle planer, ikke mindst til bibliotekerne og skolesystemet, som nyder stor gavn af forfatternes værker både i undervisning og som fritidslæsning til udvikling af elevernes læseevner og almindelige kulturelle dannelse.
At man udelukkende går ind og kvalitetsvurderer i Kunstfonden og Kunstrådet, men ikke samtidig beder om fx kopi af sidste års skatteopgørelse, synes jeg er ærgerligt, for det er med til at give offentligheden mulighed for overhovedet at have noget at kritisere, selvom det som nævnt ovenfor reelt er småpenge man bruger på kunsten i forhold til gevinsterne. Det burde ikke være særlig svært at bede om en kopi af skatteopgørelsen, når man skulle vurdere om ansøgeren har brug for midlerne. Hvis der så var tale om særlige ansøgningsårsager (sygdom, skattegæld e.l.) kunne man så uddele alligevel. Og man burde have tilknyttede økonomiske rådgivere, som kunstnerne gratis kunne benytte sig af.
Altså, det er selvfølgelig et fåtal af kunstnerne som får legater, som ikke har brug for pengene, men der ser alligevel ud til at være nogle stykker, når man kigger listerne igennem, og det synes jeg virker uheldigt.
Jeg er selv forfatter og har været så priviligeret at modtage penge fra Kunstrådet to gange, i 2005 og 2009, henholdsvis 150 og 50 tusinde. Pengene reddede min økonomi begge gange, og jeg har udviklet mig fantastisk meget som kunstner pga. disse midler. Jeg har ingen brugbar uddannelse, og har sat mig i stor gæld som følge af mit sats på forfattergerningen. Jeg lever stadig fra måned til måned, med de økonomiske byrder hængende over hovedet, og sådan tror jeg mange forfattere har det. Når ikke de lige er så heldige at modtage et legat til at få lidt ro.
Så lad os dog fjerne al grund til mistro og mistillid til Kunstrådet og Kunstfonden ved at indføre nogle af de ting, jeg skitserer ovenfor. Evt. kunne de også blot selv inddrive dem fra Skat, hvilket burde tage et splitsekund, hvis man benyttede et godt system.
Der er mange misforståelser om Statens Kunstråds fagudvalg for litteratur, som jeg var den første formand for. Det er lige så vigtige opgaver for udvalget at støtte oversættelser, faglitteratur, udbredelse af litteratur m.v., som det er at støtte skønlitteratur, og hvis udvalget ikke sørger for en rimelig balance, bryder det loven. Hvis Erik Højer (12.2) har ret i, at der kun gives legater til faglitterære projekter, der grænser op til skønlitteraturen, er det ulovligt. Den pulje, Lars Olsen - der er en helt oplagt meget højt kvalificeret ansøger - søgte, er den såkaldte 10 mio. pulje, hvis støttekriterier, jeg selv forhandlede på plads sammen med daværende formand for Dansk Forfatterforening Knud Vilby, den daværende formand for Danske Skønlitterære Forfattere og kulturministeriet. Penge fra denne pulje, der stammer fra biblioteksafgiften, skal gives til et bredt felt af ansøgere. Skønlitteratur og litterær essayistik har ingen fortrinsstilling. Lars Olsen eller andre kan slå op, hvem der har fået penge, da han ikke fik. På det grundlag kan man drage nogle konklusioner. Legattildelinger er offentlige. Gitte Nielsen (11.2) spørger i forb. m. diskussionen om inhabilitet om, hvor tit en indstilling fra udvalg til “bestyrelse” er blevet afslået. Svaret er ALDRIG. At en ægtefælle søger i det udvalg, den anden sidder i, bør principielt undgås. Habilitetsspørgsmålet er meget ømtåleligt, og de, der påstår, at tildelinger i et vist omfang gives på vennebasis, har ikke altid uret.