Kulturinstitutioner er ofre. Det er vi vant til at tænke. Ofre for nedskæringer og ofre for manglende politisk vilje. Men sådan er det ikke altid.

Information har på det seneste skrevet om to af landets store, statsstøttede kulturinstitutioner, Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Teater. Og hverken museet eller teatret har fremstået som ofre, men snarere som selvsikre sejrsherrer med carte blanche til at gøre, som de vil.

Statens Museum for Kunst har netop modtaget den største fondsdonation til institutionen nogensinde på 27,5 millioner kr. Pengene skal bruges på at modernisere den 7.500 m2 store plads foran museet, og projektet blev præsenteret for offentligheden torsdag i sidste uge. Men ledelsen glemte noget, før de indkaldte til pressemødet. Ingen vendte sagen med Københavns Teknik- og Miljøforvaltning, der ejer pladsen, som viser sig at være fredet. Det fik en kontorchef i kommunen til at skrive et internt notat, hvor han kalder museets fremfærd »et usmageligt magtspil«. Han brokker sig over, at forvaltningen ikke er blevet informeret om planerne, der er problematiske i forhold til fredningen, og henviser desuden til en skulptur, som står på forpladsen og ikke er blevet fjernet af museet, selvom forvaltningen flere gange har gjort opmærksom på, at dispensationen for dens opstilling for længst er udløbet.

Dagen efter notatet blev forfattet, kom et møde mellem museet og forvaltningen endelig i stand, og begge parter erklærede bagefter, at det hele nok skal gå. Museet skal nok få sin forplads, uden at fredningsbestemmelserne bliver krænket.

Ikke langt derfra, på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, skal den klassiske musical My Fair Lady opføres til april. Seks år forinden satte daværende kulturminister Brian Mikkelsen ellers emfatisk punktum for en diskussion med daværende chef for Det Kongelige Teater Michael Christiansen, som havde givet udtryk for, at nationalscenen ville til at spille klassiske musicals:

»Der er prioriteret meget generøst, så vi virkelig tilgodeser Det Kgl. Teater med hensyn til bevillinger. Det indrømmer jeg gerne. Derfor må Det Kgl. Teater heller ikke lave musicals, som nogle af de andre teatre lever af. Finito, færdig, slut! Den diskussion er forbi, uanset hvad Michael Christiansen siger,« lød det fra Brian Mikkelsen, der pointerede, at Det Kongelige Teater dog gerne måtte lave »nyskrevne musikdramatiske forestillinger«.

Det er værd at bemærke, at Brian Mikkelsen henviser til de bevillingsforhøjelser, der fulgte med Opera-udvidelsen. Hans pointe synes at have været, at Det Kongelige Teater ikke skal bruge de ekstra statsstøttemillioner til at udkonkurrere de private teatre, der lever af klassiske musicals. I stedet skulle statsstøtten bruges til at animere danske forfattere og komponister til at lave nye musicals og dermed udvikle genren. Det lå helt i overensstemmelse med en såkaldt repertoirebegrænsning, der blev skrevet ind i aftalen dækkende 2004-2007 mellem Det Kongelige Teater og Folketingets partier. Her blev det gjort klart, at nationalscenen udover opera gerne må spille et bredere musikdramatisk repertoire, men der skal vel at mærke være tale om »originalt producerede forestillinger«.

Den nuværende kulturminister Carina Christensen fortolker imidlertid formuleringen »originalt producerede forestillinger« afgørende anderledes end sin forgænger, der ellers var ansvarlig for aftalen. Hvis forestillingerne er nyiscenesatte, så er de ifølge Carina Christensen også originalt producerede. Derfor kan Det Kongelige Teater roligt arbejde videre med planerne om at spille My Fair Lady, der skal iscenesættes af operachef Kasper Holten. Og væk er forståelsen for de private teatre og ambitionerne om udviklingen af ny dansk musikteater.

Både den nye plads foran Statens Museum for Kunst og My Fair Lady på Det Kongelige Teater er interessante initiativer, planlagt med et moderne publikum i tankerne. Den enorme retlinede barokhave foran museet trænger til at få et lettere udtryk, så de besøgende får indtryk af en nutidig institution, der åbner sig mod verden. Og musicalklassikeren kan i Kasper Holtens iscenesættelse blive kunstnerisk interessant på en måde, som de private teatre næppe ville kunne leve op til, mens man kan frygte, at Det Kongelige Teater bliver en elitær enklave, der ikke taler til nye publikumsegmenter, hvis politikerne sætter hegnspæle omkring dets repertoire.

Måske er det et sundhedstegn, at de to store institutioner trumfer projekterne igennem. Det er det nok først og fremmest. Men vigtigt er det, at vi følger med i vores måde at tænke kulturlivets store aktører på. De er magtfulde maskiner, og når de tromler henover det danske kulturlandskab skaber de ikke kun gode og vigtige projekter, men også komplicerede problemer, som vi skal sætte til debat.