Et sjældent vellykket pres fra en forenet højre- og venstrefløj fik i går Brian Mikkelsen til i Jyllands-Posten at bebude endnu en undersøgelse af Blekingegade-banden.
Justitsministeren vil snarest nedsætte en ny undersøgelseskommission til at afdække, »om centrale myndigheder som f.eks. PET og Justitsministeriet har modvirket opklaringen og strafforfølgningen af strafbare forhold, der er forbundet med Blekingegade-banden.«
Beslutningen må også forstås som en nødtvungen kritik af PET-Kommissionen, der i januar 2008 angiveligt af egen drift påtog sig at undersøge baggrunden for den debat, som ikke mindst Peter Øvig Knudsens Blekingegade-bøger havde rejst i offentligheden. Kernen i debatten var, at havde PET spillet med mere åbne kort over for det almindelige politi, kunne Blekingegade-banden være stoppet på et tidligere tidspunkt og en ung dansk betjent reddet. Et synspunkt, som også den tidligere efterforskningsleder mod Blekingegade-banden, Jørn Moos, sidste efterår gav udtryk for.
Ny slags undersøgelse
Da PET-Kommissionen i sommer blev færdig efter en langstrakt indsats, blev PET frikendt. Kommissionen fandt ikke grundlag for at antage, at PET ikke i tilstrækkeligt og fornødent omfang osv. osv. havde samarbejdet med det almindelige politi. Og da Justitsministeriet i september i et notat vurderede, om der i lyset af PET-Kommissionens undersøgelse, var man – sikke en overraskelse! – enig med PET-Kommissionen. Der synes »overordnet set ikke at være noget«, der tyder på, at PET ikke i tilstrækkeligt osv. osv. osv. med det almindelige politi. I notatet var ministeriet venlig at betone, at kun dagbladet Information havde vist sagen fortsat interesse.
Selv om Justitsministeriet endnu ikke har færdigskrevet et kommissorium for den nye undersøgelseskommission, så lægger ministeren op til en helt ny form for undersøgelse: De afhøringer, som Kommissionen skal foretage, vil ikke foregå under strafansvar. Omvendt vil der være vidneansvar, dvs. pligt til at tale sandt.Efter omstændighederne kan det endog være strafbart ikke at fortælle sandheden. Det vigtigste er at få fortidens stemmer til at fortælle, hvad de har gjort – ikke at straffe dem.
Om det så vil betyde, at tidligere PET-ansatte og andre medarbejdere for åbne døre frit vil sludre løs om deres samarbejde med f.eks. israelske Mossad – og netop dette samarbejde antages at være den egentlige forklaring på, at PET i sin tid ikke delte mere af sin viden om Blekingegade-banden med det almindelige politi – er nok for meget at håbe på. Mindre kan sikkert også gøre det, og et eller andet skal der nok ligge og gemme sig i PET-arkiverne. Næste skridt bliver formuleringen af kommissoriet og sammensætning af de tre personer med en landsdommer i spidsen, der skal udgøre den nye sandhedskommission. Det vil justitsministeren snart diskutere med partierne, så fortsættelse følger!
Kommentarer
Blekingegade-sagen har været belyst i flere bøger og undersøgelser på jagt efter sandheden, som ikke findes, fordi enhver undersøgelse har sit svar og stiller nye spørgsmål. Samtidig er det lykkedes at forplumre PET’s politisering til fordel for skiftende regeringspartier.
Brian Mikkelsen vil iværksætte undersøgelsen, der også vil kunne anklage dansk opbakning til palæstinenserne, netop som Israel står over for anklager om krigsforbrydelser og apartheit, og netop før en domstolsafgørelse falder på en sag om støtte til PFLP og FARC, som i øvrigt Brian M. iværksatte.
Men spørgsmålet om PETs tjeneste kan ikke afklares, med mindre man fører PET’s virksomhed tilbage til besættelsen og mellemkrigsårenes fascisme. Allerede under Den kolde Krig skiftede begrebet ‘landsforræderi’ betydning fra at være en betegnelse for danske nazisttilhængere til at gælde kommunisttilhængere, og dermed skiftede betydningen fra en anklage mod dele af Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti til at angå DKP og andre partier på den ydre ventrefløj.
Både i litteraturen og i politik er foretaget et holdningsskifte. Et nyt tilælde er cand.scient.pol. Kasper Elbjørns filmanmeldelse i Berlingske 14.jan. af filmen ‘Max Manus’. Efter at have fremhævet den norske modstandsbevægelse for den folkelige krig og kamp mod tyskerne på bekostning af den magre danske modstandskamp, finder Kasper Elbjørn, måske ligeledes berettiget, sammenligningen med Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen Schmidt forkert, men efterhånden udvidesdet natíonale misforhold til en personlig opfattelse af dagens politik, idet han udfører Anders Fogh Rasmussens hvide snit på modstandsbevægelsen:
“Til gengæld kan vi i dag glæde os over, at vi kæmper for fred, frihed, rettigheder og den fri markedsøkonomi rundt om på kloden. Den aktivistiske udenrigspolitik vil præge danskernes sjæl i mange år frem - ligesom frihedskampen under Anden Verdenskrig præger nordmændenes sjæl den dag i dag.”
Elbjørn tyvstjæler ligesom Fogh Rasmussen andres danmarkshistorie. Måske på grund af et nagende samviitighedsfpørgsmål fra før Den kolde Krig bliver begreberne blandet og grundlaget grumset. Brian M. har også sat Nationalmuseet til at indsamle navne på modstandsfolk, og det synes at vise sig, som Søren Kraup skrev 21.jan i en JP-kronik, at stort set hele den danske befolkning tog del i opstanden mod nazismen.
De 5-10 personer, tilhørende tre forskellige modstandsgrupper, som jeg lærte at kende under besættelsen, de fleste tillige allerede dengang med deres borgerlige navne, et par ligesom os udstyret med dæknavne og -adresser, findes ikke opført i fortegnelsen, og jeg antager, at manglen er en bekræftelse på, at deres mission lykkedes og blev afsluttet med overgangen fra modstand til frihed.
At stifte bekendtskab med Brian Mikkelsens og Kasper Elbjørns forestillinger er endnu et eksempel på topmål sabotage af mine kendsgerninger og terrorisme på min holdning, i en forklædning af en blekingegadebande og en norsk modstandsmand.
Denne kommentar er anbefalet af: