Om igen. Det er den ultrakorte sammenfatning af den britiske forfatterinde Natasha Walters seneste bog, Living Dolls (Levende Dukker), der gør op med alt det, hun troede på i sin første bog: Nemlig at det britiske samfund var tæt på at opnå lige rettigheder for mænd og kvinder.
I bogen Den Ny Feminisme, som udkom i 1998, argumenterede Walter for, at det var på tide, at feministerne vendte sig væk fra argumenter som »fokuserede på privatlivet: hvordan kvinder elskede, hvordan de klædte sig, hvem de begærede«, og i stedet koncentrerede sig om bredere politiske mål.
»Jeg mente, at vi kun behøvede at sikre betingelserne for lighed for at resterne af gammeldags kønsdiskrimination i vores kultur ville visne væk. Jeg er parat til at indrømme, at jeg tog fuldstændig fejl,« skriver hun i sin nye bog, der fokuserer på populærkulturen og på kønsdiskriminerende billeder og opførsel.
Hun erkender, at hun dengang i slutningen af 1990’erne - med en ny Labour-regering ved magten - havde været alt for optimistisk.
Snerpede originaler
»Jeg følte, at vi var på en uimodståelig rejse. Der var stadigvæk denne dybe kløft, som skulle lukkes, men jeg følte, at vi ønskede at lukke den, at det var muligt at lukke den, og at vi derfor ville gøre det. Og det, jeg nu føler, er, at politiske ændringer ikke er nok, for kulturen er stadigvæk meget modstandsdygtig over for forandring. Bogens undertitel er Sexismens tilbagevenden, og mens jeg aldrig rigtig mente, at kønsdiskrimination forsvandt, så er den stærkere, end den var. Det er som om, at noget krøb ind ad bagdøren, og da vi vendte os om, var det overalt. Og så tænker man: Okay, vi bliver nødt til at gøre noget ved det her igen,« siger Natasha Walter i et interview med The Guardian.
I første halvdel af Living Dolls fokuserer Natasha Walter på »den overgearede seksualisering« af vores kultur: objektgørelsen af kvinder fra en tidlig alder - ikke kun af mænd, men også af kvinderne selv.
Både i den lyserøde Disney-prinsesseverden, som mange småpiger vokser op i, og i den britiske sexindustri finder Walter beviser på, at »kulturen (…) værdsætter kvinder primært for deres seksuelle tiltrækning«.
Walter giver ekstreme eksempler fra bl.a. en konkurrence i en natklub med navnet ‘Babes i sengen’, hvor unge kvinder strippede foran en flok hujende, svedige mænd i håbet om at vinde en såkaldt ‘glamour-model’-kontrakt med mandemagasinet Nuts.
I et forsøg på at beskrive hvor kønsdiskriminerende britisk kultur er blevet, interviewer Walter den tidligere natklubdanserinde Ellie, som udtaler, at »nu får kvinder at vide, at de er snerpede, hvis de siger, at de ikke vil have, at deres kærester går på natklub og stikker fingrene op i en andens vagina«. Porno-narkomanen Jim fortæller forfatteren, at »porno er blevet meget mere brutaliseret, end det plejede at være. Der er denne ufattelige besættelse af ekstrem analsex«.
Men selv om det er inden for den britiske sexindustri, at Walter finder de mest groteske eksempler, var det ganske almindelige unge pigers reaktion på en klumme, hun skrev om mandemagasiner, der gav hende ideen til bogen, siger hun.
»Det var bare et lille pip om mandemagasiner. Det var en af de situationer, hvor jeg fik flere reaktioner, end jeg havde forventet,« siger hun og fortæller, at især et brev fra en 17-årig pige gjorde indtryk.
Pigen skrev, at hun netop var begyndt at tænke, at hun måske bare skulle »give op og holde mund, når mine venner putter en pornofilm på og grynter om, hvilket blond, airbrushed stykke plastik, der er i Nuts i denne uge«.
»Hvad du sagde, gav mig viljen til ikke at give op tilbage (…) Det er rart at se andre sige det. Det får mig til at føle, at jeg ikke er helt så snerpet en original,« skrev den 17-årige pige.
Det biologiske argument
Det var ordet ‘snerpet’, der trickede Natasha Walter og fik hende til at udfordre forestillingen om, at for eksempel stripdans er ‘frigørende’. I stedet, mener hun, er det blevet stadig sværere for unge kvinder at melde sig ud af denne kultur; at følge et andet spor end det, der i sidste ende fører til falske negle, falsk solbrændthed og falske bryster.
»Jeg var overrasket over holdningen hos de piger, jeg interviewede,« siger Walter.
»De synes at føle, at de vil blive til grin, hvis de protesterer inden for deres vennegrupper. Da jeg gik på universitetet (i 80’erne), var det o.k. at blive irriteret over kønsdiskrimination. Selv hvis du ikke specielt identificerede dig som feminist, kunne du stadigvæk sige: ‘Jeg bryder mig ikke om Side 3 (-piger) i det offentlige rum’. Jeg var overrasket over, at de unge piger, jeg interviewede, følte sig beklemte ved at engagere sig på den måde. En masse af dem sagde selvfølgelig: ‘Det er fint. Vi kan vælge at deltage i den kønsdiskriminerende kultur, eller vi kan lade værre’, men når du graver lidt dybere, går det op for dig, at det er mere problematisk end som så,« siger Walter.
Det var moderskabet, der inspirerede Natasha Walter til bogens anden del, hvor hun går i kødet på de mange undersøgelser, der i de senere år er dukket op og som argumenterer for, at piger og drenge er biologisk programmerede til at kunne lide henholdsvis lyserød og -blå, dukker og biler.
»Vores kultur er nået til et punkt, hvor - fra starten af pigernes liv - en lyserød kruset piget-hed anses for at være helt naturlig frem for i det mindste delvist konstrueret. Og når de vokser op og bliver kvinder, antages det, at de har helt anderledes talenter og evner end mændene,« siger hun.
Som Walters første bog har Living Doll fået debatten i kog igen i det britiske. Mens hun roses for det, hun afdækker i bogen, er der kritik af det, hun ikke inkluderer i sin analyse. For eksempel inddrager hun ikke effekten af opdragelse, uddannelse, klasse og forhold til alkohol på unge kvinders selvbillede. Ikke desto mindre skriver de fleste kritikere, at det der svært at være uenig med Natasha Walter i de konklusioner, hun når, inden for de emner, hun gennemgår.
Selv opsumerer hun nutidens kvindeliv således i sin bog: »I tidligere generationer måtte mange kvinder undertrykke deres fysiske behov og oplevelser for at leve op til de sociale konventioner, og feminismen var nødvendig for at frigøre dem fra deres kyskhedsbur. Men det, jeg hørte fra nogle kvinder, er, at de føler, at der nu er et nyt bur, der holder dem tilbage fra den frigørelse, de søgte. Et bur, hvor undertrykkelsen af følelser har erstattet undertrykkelsen af fysiske behov.«
Kommentarer
Tak for en udemærket artikel.
Det mest beskæmmende ved kvindeundertrykkelsen idag er, at man kan kalde sig feminist selvom ens holdninger er kvindeundertrykkende.
Kvinder idag har alt for meget arbejde. Man anerkender slet ikke den enorme arbejdsindsats der skal til for at opdrage børn og resultatet er tydeligt med en enorm stigning af udsatte børn og en generel mangel på høflighed og pli hos mange i den unge generation.
Det er vigtigt at man ikke tolke dette som at kvinderne skal tilbage til kødgryderne.
Panodilpigerne som begår selvmord og laver selvmordsforsøg er en anden indikator på at noget er helt galt.
Endnu en indikator er de mange piger som i en eller anden grad lader sig presse til sexuelt samvær.
For ikke at snakke om pensionsreformen som gør at skildte kvinder snydes for dog til en vis grad at blive kompenseret for deres omsorgsforsørgelse.
Der er 4 ting som bruges rigtigt effektivt til at undertrykke kvinder.
Det ene er damebladsmodellen som opstiller rollemodeller med kvinder som tilsyneladende kan det hele uden at blive stressede- en stor løgn.
I øvrigt skal man generelt være opmærksom på at mennesker er forskellige mht. hvor meget de kan lave.
Den anden ting er begrebet kvalitetstid. Børn og teenagere kan ikke spises af med kvalitetstid - en anden stor løgn.
En 3. ting er pornoen og den objektgørelsen af kvinder i reklamer og film samt manglende undervisning i skolen af kønsroller og det forhold at sexualitet handler om nærhed, venskab og kærlighed samt at der i øvrigt er forskel på drenge og pigers sexualitet. Mange drenge og mænd skal lære at bruge hele kroppen og at inddrage forspil og varme kærlige følelser, så man ikke bruger hinanden som ting.
Den 4. ting som er kvindeundertrykkende er sundhedsskadelig, handicapdiskriminerende og ubehagelig mode herunder også skadelige sko. Kroppen er sjælens tempel og bør behandles med respekt. Alt åndelig udvikling starter i kroppen.
Det er primært mænd og drenge som står for undertrykkelsen.
Og jeg afventer så kommentarer der vil udnævne både forfatteren af bogen, forfatteren af artiklen og de kvinder der vover at komme med intelligente indlæg om artiklen for BETON-FEMINISTER.
For det er blevet uacceptabelt som kvinde ikke at være med på det hele. Ikke at synes at man skal kunne klare det hele uden at brokke sig over den ulighed der stadig findes, men som begraves mere og mere i dumme undskyldninger og tåbelige bortforklaringer om at det er kvindernes egen skyld.
Glimrende artikel, specielt det sidste afsnit forekommer mig meget indsigtsfuldt. Men deprimerende kommentarer!
@Caroline Malm
At identificere damebladsidealer som en af grundpillerne i den nye undertrykkelse (jeg er for øvrigt ikke uenig), og identificere mode, i særdeleshed højhælede sko, som en anden grundpille, for derefter at påstå at undertrykkelsen ikke er noget som kvinder selv deltager i (“Det er primært mænd og drenge som står for undertrykkelsen”) er bare sørgeligt selvmodsigende. Hermed påstår jeg ikke, at mænd ikke har noget med sagen at gøre, det er bare noget sludder at påstå, at kvinder ikke er aktivt medvirkende i deres egen undertrykkelse. Der er masser af mænd som klynger sig til deres priviligerede position og tilskynder kvinder til at underkaste sig det-hele-på-den-halve-tid dameblads- og krops-idealer, der er bare også masser af kvinder, der producerer og reproducerer dameblade og deres kvindebilleder, og håndhæver de idealer over for hinanden. Her er hverken mænd eller kvinder fri for skyld. Og i min erfaring går kvinder gennemgående ikke så lidt mere op i sko end mænd…
Og så er der lige denne her: >Det er primært mænd og drenge som står for undertrykkelsen<
At holde mindreårige drengebørn direkte, personligt, moralsk ansvarlige for den kultur de er født ind i, og samtidig påstå at deres opdragende mødre intet som helst har med sagen at gøre, gør mig sgu vred! Det er en kultur, og den er vi alle med i, på godt og ondt.
Nu jeg er i gang med at være vred: >…det forhold at sexualitet handler om nærhed, venskab og kærlighed…<
…Så bliver jeg altså harm, når folk påstår at seksualitet er én, og kun én ting. Seksualitet som et middel til at understøtte et kærligt parforhold er såmænd fint, det er bare totalitært at fordømme al anden seksuel udfoldelse som illegitim. Tag ikke fejl, tanken om at teenagere i deres seksuelle udfoldelser tager deres pejlemærker fra pornoindustrien er skam ikke noget, der på nogen måde behager mig, men der er altså ikke nogen der skal komme og tiltage sig et snævert monopol på, hvad ‘rigtig’ sex er!
Men som sagt, glimrende artikel.
Den overgearede kommercialiserede seksualisering af vores kultur og objektgørelsen af kvinder fra en tidlig alder, skyldes først og fremmest den manglende etik på medieområdet og regulering af samme. Det ville være intelligent og befriende, hvis nogle medier turde satse mere fornyende og konsekvent tegnede et billede af kvinder som værende tiltrækkkende på alt andet end det seksuelle :)