Så blev det endeligt slået videnskabeligt fast. Unge med anden etnisk baggrund end dansk (som det så malende beskrives) er egoistiske, dovne og forkælede. Det slår en student fra DPU ved Århus Universitet i samklang med en række andre kilder fast i sit speciale, som blev beskrevet i onsdagens udgave af Information. Artiklen kastede følgende forside-rubrik af sig: Dansk kultur udelukker nydanske talenter.

Som det videre forklares på Informations forside: I dansk elitefodbold skal alle forsvare, og man må ikke drible på egen banehalvdel.

Nu er jeg blot en ganske almindelig fodboldtilskuer; men det er da ikke min opfattelse, at Danmark spiller specielt mere defensivt end mange andre europæiske fodboldnationer - tag nu bare italienerne, som vel heller ikke kan holdes helt fri for at opdrage deres drengebørn til ‘små prinser’, der er tilbøjelige til at promenere en mere udadvendt maskulinitet, end vi er vant til på disse breddegrader - om man må tillade sig en generalisering, der lige knapt tangerer artiklens.

Vi har ingen Zlatan

Det tungeste argument, der føres til torvs i artiklen, er det forhold, at Danmark ikke har en Zlatan Ibrahamowitz. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvorvidt Zlatans fodbolddrømme ville være blevet knust af f.eks. Brøndbys velfærdsdanske kollektivisme. Jeg skal blot konstatere, at der ofte går generationer uden at man ser talenter af Zlatan’ske eller Laudrup’ske dimensioner.

Jeg vil heller ikke udelukke, at specialet går mere grundigt til værks, end det antydes i artiklen. Konklusionen synes imidlertid klar: Dansk elite-fodbold er en integrationsfiasko, fordi der ikke er plads til den særligt selvhævdende og egocentriske kultur, der angiveligt trives blandt de muntre vilde, der vokser op iblandt os.

Man kunne også forsigtigt hævde, at dansk fodbold - og fodbold i det hele taget - er med til at fremme integration i et hvilket som helst samfund, fordi mange unge lærer at spille sammen og såvel tænke på holdet som på sig selv. Individualisterne har det i øvrigt med at stråle netop på denne baggrund.

At man i stedet skulle lave en særlig ‘lex nydansker’ i dansk fodbold, der belønnede dovenskab, forkælelse, egoisme og en uhæmmet trang til at vise sig med henblik på at fremme integrationen, kan man kun håbe taler for sig selv.

Når alt dette er sagt, så virker specialet jo både spændende og tankevækkende, og en ph.d lyder som en smuk ambition. Her kunne der måske blive plads til også at vende tingene på hovedet - i håb om at undgå generaliseringer, der lugter af ‘omvendt racisme’.

Hvem var det i øvrigt lige der kom med til VM - Danmark eller Sverige?

Kim Bach er konsulent og journalist