Opslag til denne artikel

Emneord:Rigspolitiet
Personer:Brian Mikkelsen, Pia Olsen Dyhr
Organisationer:Folketinget, Justitsministeriet
Steder:Helsingør

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) må have sat »danmarksrekord i korte redegørelser«, da han i går redegjorde for den trafikulykke på Isterødvej den 11. juli sidste år, hvor ministeren sammen med sin familie selv var tæt på at blive påkørt af en beruset spøgelsesbilist.

Det mener SF’s Pia Olsen Dyhr, der i går fik ministerens redegørelse i hånden. Den fylder otte linjer, og indholdet er en kort gengivelse af, hvad Frederiksborg Amts Avis i et kort artikel skrev mandag den 13. juli 2009 om trafikulykken. Til sidst har ministeren så tilføjet: »Det svarer til min erindring om hændelsesforløbet.«

Pia Olsen Dyhr bad tirsdag ministeren om på baggrund af Informations omfattende gennemgang lørdag af justitsministerens skiftende forklaringer om trafikulykken at redegøre for forløbet. Og selv om hun er glad for et hurtigt svar allerede onsdag, er hun højst utilfreds med indholdet:

»Jeg havde hellere set, at ministeren havde brugt en dag eller to mere på at svare på, hvad jeg spurgte om. De otte linjer anser jeg for at være et flabet svar,« siger hun.

»Når ministeren ikke selv vil rykke ud med de ønskede oplysninger om forløbet af ulykken, så må vi jo til at spørge ind til hver enkelt lille detalje,« fortsætter Pia Olsen Dyhr, der derfor sender en række nye spørgsmål til ministeren. Hun vil nu bl.a. vide, om ministerens redegørelse på otte linjer skal forstås sådan, at Informations artikel lørdag er en ukorrekt gengivelse af forløbet.

Desuden vil Pia Olsen Dyhr have ministeren til detaljeret at forklare nattens hændelser, herunder om ministeren i løbet af ulykkesnatten havde andre samtaler med politiet eller personale fra ministeriet end det ene opkald til 112, som ministeren selv har fortalt, at han ringede til efter at være kørt op til sit sommerhus. Endelig vil hun have Nordsjællands Politis døgnrapport fra den 11. juni 2009 offentliggjort.

Ændret forklaring

Sagens kernepunkt er, hvorfor ministeren skifter forklaring til politiet om, hvad han så som vidne, da han kørte på Isterødvej den 11. juli i fjor.

Ifølge Nordsjællands Politis anmeldelsesrapport om ministerens første opkald til 112 den 11. juli 2009 kl. 23.20 ser ministeren i sit bakspejl nemlig to biler støde frontalt sammen. Men da ministeren senere på natten fra sommerhuset igen ringer til 112 og taler med en vagthavende fra Nordsjællands Politi, er hans forklaring, at han har set spøgelsesbilisten køre ind i et træ.

På denne måde kommer oplysningen om spøgelsesbilistens kollission med et vejtræ ind i politiets døgnrapport, og da døgnrapporten næste formiddag bliver gennemgået for pressen på et sædvanligt søndags-pressemøde hos Helsingør Politi, kan journalist Annemette Jensen fra Frederiksborg Amts Avis skrive en artikel til sin avis om mandagen, hvor vejtræet er nævnt.

Det er præcis denne artikel, som Brian Mikkelsen nu bruger i sin redegørelse, der i al sin korthed lyder sådan her:

»Jeg anmeldte lørdag den 11. juli 2009 en spøgelsesbilist til Nordsjællands Politi. I vedlagte artikel i Frederiksborg Amts Avis mandag den 13. juli 2009 er en vagtchef fra Nordsjællands Politi bl.a. refereret for, at politiet fik anmeldelsen kl. 23.20., og at det her lige var lykkedes anmelderen at undvige den 31-årige spritbilist, der kom kørende imod ham i hans vognbane, at anmelderen måtte køre over i den anden side for at undgå sammenstød, at anmelderen i bakspejlet kunne se, at bilen kørte galt, og at anmelderen troede, at den havde ramt et træ. Det viste sig imidlertid at være en modkørende bil.«

I Folketingets spørgetid den 24. februar skal justitsministeren forklare, om han i sit bakspejl så to biler støde sammen, således som alarmcentralen opfattede ministerens opkald. Her skal ministeren udtale sig under ministeransvar, og derfor er der stor spænding om, hvad ministeren vil svare.