Euroen kan gå ned med Grækenland

Græsk økonomi er havnet i en krise af islandske dimensioner. Men måske rammer den finansielle og sociale krise ikke kun Grækenland, spår flere økonomer, der nu gør debatten om Grækenland til en debat om hele euroen. For selvom Grækenland har et rekordstort underskud på de offentlige finanser og står over for langt mere grundlæggende udfordringer, end flertallet af de europæiske lande, så er Grækenland ikke alene i kategorien af euro-zone-lande, der har gevaldigt svært ved at få statsfinanserne til at løbe rundt. Mange andre lande lever langt fra op til EU’s minimumskrav på økonomiområdet, og Portugal, Italien og Spanien er endnu en række eksempler på lande, der i øjeblikket har så store budgetunderskud, at drastiske redskaber må tages i brug.

Nouriel Roubini, en amerikansk økonomiprofessor fra New York University, skriver i Financial Times, at den nuværende økonomiske situation i Europa, kan få hele EU til at vakle:

»Ulykken i Grækenland har været længe undervejs, på grund af enorm offentlig gæld og mangel på konkurrencedygtighed. Men problemerne er ikke unikke, og løsningen af dem vil også afgøre skæbnen for Grækenlands nabolande, for euro-samarbejdet og måske endda for selve Den Europæiske Union.«

Euroens tragedie

Grækenland er ikke bare den europæiske kulturs vugge, det er også et eksempel på, hvordan pengene i store dele af Sydeuropa fosser ud af statskasserne, mens ledigheden boomer og konkurrenceevnen daler, mener Nouriel Roubini. Og det er ifølge ham ikke kun den græske økonomi, men selve eurosamarbejdet, der er skyld i den smittende krise, der lige nu udspiller sig som dramaet ‘den græske tragedie’.

Euroen har udløst miseren i Grækenland, mener han:

»Euro-tiltrædelsen og ‘konvergens-handlerne’ pressede de portugisiske, italienske, græske og spanske statsobligations-renter ned mod de tyske. Den følgende kreditvækst understøttede forbruget, men ledte også til en løninflation, som oversteg væksten i produktionen og gjorde græske varer mere eller mindre usælgelige på de traditionelle eksportmarkeder,« skriver Roubini.

Situationen i Grækenland har derfor siden efteråret igangsat en større debat om euro-zonens fremtid. Hvis andre euro-lande skal betale for Grækenlands underskud, kan det skabe politisk modvilje, der kan få samarbejdet til at gå ned, påpeger han.

Desuden mener Roubini, at historien taler for sig selv, når intet valutasamarbejde tidligere har overlevet uden et tilhørende tæt finansielt og politisk samarbejde.

Her har den europæiske model ifølge Roudini sine svagheder. Finanspolitik er et nationalt anliggende - EU fastsætter blot nogle minimumskrav, men blander sig i princippet ikke i national finanspolitik. Men eftersom situationen i Grækenland - og måske flere andre lande - er så alvorlig, at der med EU’s økonomikommissær, Jouaquin Almunias ord er behov for ‘hasteindgreb’, skal der nu findes en europæisk løsning, fordi problemerne ikke længere er nationale.

I går godkendte EU-kommissionen en spareplan, som grækerne selv har fremlagt, og som indebærer blandet andet fastfrysning af offentlige lønninger, flere afgifter på brændstof og højere pensionsalder. Planen betegnes som ambitiøs, men skal følges op af konsekvent overvågning og afrapportering til EU.

Spørgsmålet er nu, om EU også vil hjælpe Grækenland økonomisk.

Grækenland afgør

Når det er så væsentligt, hvilken løsning, der findes på Grækenlands situation, skyldes det, at det er nu, EU skal lægge linjen i forhold til, hvordan underskudslande skal håndteres. Skal de smides ud, skal de reformeres og administreres eller skal de have økonomisk hjælp?

Euroen skal stå sin prøve, forklarer Cinzia Alcidi, der er økonom og forsker ved den europæiske tænketank, Centre for European Policy Studies:

»Situationen i Grækenland og Sydeuropa er uden tvivl den første og indtil nu vigtigste test, som euroen er udsat for,« siger hun og deler Roubinis bekymringer.

»Grækenland er en stor trussel for hele euro-zonen. Hvis Grækenland fejler helt,

er der en stor risiko for, at fænomenet vil sprede sig til andre lande, som har store underskud,« forklarer Alcidi og henviser til Portugal, Spanien og Italien.

For »sådan virker markeder. Det bliver pludselig til et spørgsmål om tilliden til hele den Europæiske Centralbank, hvis så mange lande i euro-zonen er sårbare,« siger hun og afventer i spænding løsningen på situationen i Grækenland.

»Lad os sige, at de andre euro-lande hjælper det forholdsvis lille land, Grækenland. Så kan det skabe præcedens for, at også Portugal, Spanien og Italien vil kræve at blive reddet. Så der udvikler sig en art moralsk forfald, som spreder sig,« siger hun og forklarer, at det derfor nu ikke kun handler om at finde en økonomisk løsning på den græske situation, men i lige så høj grad om at finde et tilhørende ‘afstraffelsessystem’.

Politisk stress

Den græske tragedie handler, som Roudini også pointerer, langt fra kun om økonomi;

»Situationen skaber ikke kun økonomisk usikkerhed. Det er også en politisk stress-test, fordi den fremhæver, at vi ikke er en politisk union med én politisk stemme. Det bliver et spørgsmål om tillid, både økonomisk og politisk,« siger Cinzia Alcidi.

For hende står det også klart, at euro-samarbejdet grundlæggende har en udfordring ved udelukkende at være et monetært samarbejde frem for et tættere politisk.

»Krisen gør det soleklart, at vi er en monetær union. Punktum. Men hvis vi ikke formår at være mere end det, så bør vi i det mindste harmonisere vores finansielle systemer og håbe på noget koordination. Men der er ikke vilje til at gå længere end det, og det afslører krisen også.«

Stabilitet trods alt

Alcidi vil endnu ikke tage stilling til, om euroen består sin første prøve. Som det ser ud nu, har Euro-zonen ikke opbygget et system, der kan håndtere kriser, og kun hvis den formår det, vil den overleve på langt sigt, mener hun.

Claus Vastrup, der er dansk økonomiprofessor på Aarhus Universitet er dog lodret uenig i de dystre udsigter. Uden euroen ville situationen i de sårbare lande have været værre. De ville have oplevet valutauro og en endnu dybere krise, end tilfældet er i dag, mener han.

Ser man på rentespændet mellem medlemslandene, er der intet der tyder på, at euroen ikke overordnet er en stabil valuta, påpeger han:

»Den samlede stabilitet i euro-zonen er ikke blevet bragt væsentligt i fare, og man har ikke set forøgede rentespænd. Derfor er der grundlæggende en stabilitet,« siger han.

Det afgørende nu er derfor, at Grækenland selv betaler sin gæld:

»Befolkningerne kommer til at bære konsekvenserne af det, men det er også dem, der har levet over evne. Grækenland får muligvis et lån, men det bliver i sidste ende landet selv, der kommer til at betale tilbage,« siger han og er derfor helt uenig i, at situationen får fatal betydning for hele samarbejdet, som andre ynder at tillægge den. For uanset, hvad de mere pessimistiske økonomer mener, så ser »markedet ikke ud til at tro, at euroen vil bryde sammen, for så havde vi set et rentespænd.«