Egentlig havde jeg overvejet selv at deltage i mødrearrangementet om mobning på mine børns skole, hvis jeg fik tid. Ikke så meget på grund af emnet, men det er jo integration i praksis, tænkte jeg, at sidde der og sludre over en bid brød.

Men fra morgenstunden får jeg partiledere og integrationsordførere på nakken, fordi cafémødet ifølge Bertel Haarder (V), Pia Kjærsgaard (DF) og Villy Søvndal (SF) ect., ect. er knæfald for en kvindeundertrykkende kultur.

Præcis fordi jeg selv har gloet på den indbydelse til mødrekaffe i over to uger, hver gang jeg åbner skolens interne forældrenet på hjemmesiden, bliver det grotesk tydeligt, hvor meget der findes to virkeligheder her til lands. Den ene kommer ud af æteren om morgenen med Pia, Villy, Bertel, Naser og Henrik Dam, der over en bred kam fordømmer en skole, fordi den vil afholde et arrangement for at integrere skolens indvandrermødre. Den anden, hvor praktikere; integrationsvejledere, lærere, skoleledere og forældre arbejder for integration - i dette tilfælde som fundamentet for god undervisning og trivsel blandt skolens elever.

Taler til frygten

Partiledere og ministre taler til de af deres vælgere, som frygter et parallelsamfund i Danmark, hvor kønsdiskriminerende værdier accepteres. Praktikerne forsøger at undgå et parallelsamfund og en utryg skole ved at komme i dialog med bestemte grupper under en uformel omgangstone til et integrationsarrangement - støttet af et større kommunalt initiativ - hvor kvinder kan mødes og snakke.

At skolelederen, Søren Ellesøe så mener, at mænd nægtes adgang, fordi nogle kvinder ellers ikke får lov at deltage, kan meget vel have hold i virkeligheden. Den slags middelalderlige kvindesyn skal bekæmpes, men det er altså ikke lige formålet med det her kaffemøde. Og heller ikke skolens opgave. Den må have fokus på børnene; deres trivsel og undervisning.

Der er altid grund til at være på vagt over for værdier, der er uforenelige med et demokratisk og ligeværdigt menneskesyn. Men hvis lærere, integrationsvejledere og skoleinspektører lyttede til det, formanden for lærernes fagforening, Anders Bondo, i går kaldte »populistisk pis« kunne de ikke yde den indsats for integrationen, som politikerne jo også kræver af dem.

Praktiseret i årevis

Det er fuldstændig normal integrationspolitik at lave kvindegrupper, fordi man dels bedst når manden gennem kvinderne, dels får de bedste betingelser for erfaringsudveksling, når man tilbyder indvandrerkvinder et trygt miljø, hvor de kan tale mere frit end et formelt forældremøde.

Men det falder nu åbenbart ledende politikere for brystet, efter man i årevis har praktiseret det i boligforeninger, i beskæftigelsesprojekter og på andre skoler i hovedstaden og resten af landet. Cafémødet erstatter ikke ét eneste formaliseret forældremøde. Så fædrene kan få masser af taletid i andre sammenhænge, hvis de møder op.

Men tonen i den politiske retorik har nået et stadie, hvor også Villy Søvndal — vokset ud af et parti med tradition for kvinde- og basisgruppemøder - skyder efter alt, hvad der bevæger sig i værdidebatten. Og rammer en skoleleder, der prøver at drive skole, så han opnår de bedste undervisningsbetingelser og derfor ansætter en integrationskonsulent, som lancerer idéen om mødrekaffe.

Kan det ikke være empowerment af kvinder akkurat som dengang rødstrømperne satte mændene uden for døren, Søvndal?

Holbergskolen, der ligger i det københavnske nordvestkvarter, i et område med overvejende villabebyggelse, havde for få år siden ganske få indvandrerelever. Men er nu oppe på omkring en femtedel, og skolens ledelse, personale og forældregruppe har fået en ny opgave med at imødekomme og integrere den nye børne-og forældregruppe. I stedet for at svine skolen til kunne man rose den for - langt om længe - at løfte sin del af integrationsopgaven i en storby med mange delte kvarterer og skoler. Der er grobund for problemer. Der er historier om trusler og overfald, begået af indvandrerdrenge i lokalområdet. Hvis man vil den slags til livs kræver det pine død, at man forsøger at komme i fornuftig dialog med forældre. Hvad kan utrygge forældre bruge politisk ‘hard talk’ til her? Ikke en dyt. Heldigvis kan Villy, Pia, Henrik og alle de andre skrige op så meget de vil, der er mange, som ikke lytter længere og integrationsarbejdet fortsætter uanfægtet af politisk populisme. Måske netop på grund af den.

Nu skal jeg i hvert fald til møde.

Informations Mette-Line Thorup er mor til to elever på Holbergskolen