Progressiv og utæmmelig reaktionær

Det er ikke mere end et månedsblad og et sommermøde én gang om året, men den teologiske kreds Tidehverv har gennem knap 100 år haft en kolossal indflydelse på det danske åndsliv. Og kredsen har ikke begrænset sig til at præge det kulturelle liv og interne teologiske diskussioner. Særligt efter bladets redaktør Søren Krarup og dennes fætter Jesper Langballe i 2001 blev valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti, er Tidehverv blevet en politisk magtfaktor. I dag har gruppen større indflydelse end nogensinde før og ligner efterhånden det, som den er skabt til at bekæmpe: En politisk ideologi.

»Det er blevet meget vanskeligt at skelne Tidehverv fra Langballe og Krarup,« siger professor Ove Korsgaard, der har fulgt Folkekirkens udvikling indgående.

»Bevægelsen har flyttet sig fra at være en ren teologisk diskussion til at være en hel politisk ideologi. Da de kom i Folketinget, blev Tidehverv pludselig eksponeret på en helt andet måde, og i dag er de to fætre simpelthen selve Tidehverv.«

Krarup og Langballes politiske kamp har også flyttet Folkekirkens interne teologiske fronter. Hvor kirken tidligere var delt i Grundtvigianere, Indre Mission og Tidehverv, er grænserne i dag mere utydelige og nu afløst af et for eller imod Tidehverv. Tidligere var bevægelsen også sværere at placere på den politiske højre-venstre-skala, med en studiekreds, der fint kunne rumme både Margrethe Auken, Ejvind Larsen og Søren Krarup, men i dag bliver den i medierne betragtet som en højreorienteret og af nogen endda direkte fremmedfjendsk teologisk bevægelse.

Tidehverv blev grundlagt i 1926 som kritik af Indre Mission. Kredsen startede som systemkritik, og der går ifølge lektor på Menighedsfakultet Kurt E. Larsen en lige linje fra Tidehvervs fundament som oprørsbevægelse mod den missionske fromhed, vækkelseskristendom og ungdomsforkyndelsen i KFUM til kampen mod islamisme, der tilsyneladende er den eneste kamp, bevægelsen har for øje i dag. Men kampen er flyttet fra teologi til politik.

»Tidehvervs fjender er dem, der lægger vægt på moral og lov, og dem, der ved hvad, der er godt for andre,« siger Kurt E. Larsen, der selv er aktiv i Indre Mission.

»Så da den første indre teologiske krig var vundet, gled Tidehverv over i sin anden store kamp indledt med Søren Krarups bog Demokratisme fra 1968, og det er her, bevægelsen bliver politisk. Det var en krig mod ungdomsoprøret, den bedrevidende og den politiske korrekthed, der ville presse bestemte holdninger ned over andre. Fjenden flyttede, så det gjorde Tidehverv også.«

Fra oprører til bevarer

På samme vis mener Kurt E. Larsen, at fronten i dag er flyttet over mod islam og islamisme, fordi det ifølge Tidehverv er en ny fjende, der lægger vægt på moral og lov. Den tredje krig, som Kurt E. Larsen kalder Tidehvervs kamp mod islam, har fået sympatisører fra alle teologiske retninger til at danne fælles front med Tidehverv.

»Omvendt har den også stødt en hel masse fra sig, så man i dag i høj grad orienterer sig for eller mod Tidehverv, for ved at lægge afstand til islam som lovreligion lægger man sig fint i tråd med en luthersk folkekirke, men i Tidehvervs tradition for en voldsom polemisk form og retorik har man uden tvivl stødt andre fra sig. Og den polemiske form har altid være udpræget for Tidehverv.«

Professor Ove Korsgaard understreger ligeledes, at Tidehvervs element af oprør og polemik har flyttet sig til den politiske scene, og at folketingspladserne til Krarup og Langballe har givet dem en helt enorm gennemslagskraft. Men han mener ikke længere bevægelsen kan betragtes som det progressive indslag i Folkekirken. I dag kommer den til at stå som en reaktionær bevægelse.

»De har flyttet sig fra en oprørers position til kun at ville bevare kirken som institution. Det er svært at sige, om det har marginaliseret dem, men der er helt klart en voksende gruppe inden for Folkekirken, der føler sig utilpas ved den udgave af Tidehverv, Krarup og Langballe repræsenterer. Særligt de mange kvindelige præster, der er kommet ind i kirken er ikke Tidehvervspræget,« siger Over Korsgaard, men påpeger, at store dele af Folkekirken stadig er dybt præget af Tidehverv, uden at de nødvendigvis bekender sig til Krarup og Langballe

»For Tidehvervs grundlæggende opgør har betydet meget for, hvor Folkekirken står i dag, og er almindelig fornuft hos de fleste præster. Deres nuværende idémæssige ståsted derimod er for mig at se ved at krakelere. De ynder at se sig selv som den menige mands talerør og som et opgør mod eliterne, men store dele af deres syn på indvandrerproblematikken, der i dag er altoverskyggende for dem, har så bred genklang i befolkningen, at de står som talsmænd for en bærende tanke i samfundet.«

Fra Kierkegaard til Grundtvig

Sognepræst i Ribe Torben Bramming har skrevet bogen Tidehvervs historie, der af Søren Krarup har fået den udmærkelse at blive kaldt både historisk og teologisk inkompetent. Det får dog ikke Torben Bramming til at frakende sig sin tidehvervske ånd, men som han selv beskriver det, er han bare sat på udskiftningsbænken.

»Kampen står, hvor den har stået hele tiden, for Krarup,« siger Torben Bramming og påpeger ligesom Korsgaard og Larsen forskydningen fra det eksistentielle ståsted for med Kierkegaard og Sartre over mod et essentielt politisk ståsted.

»Han skriver selv, at hans arbejde er at forkynde evangeliet om den ubetingede nåde og så at kæmpe for Danmark som selvstændig nation. Det er kampen om Danmark, der har fyldt mest udadtil, og det er også det, der har fulgt Krarup siden EF-afstemningen i 1972, over flygtningeloven i 83 og frem til i dag.«

Tidehvervs referencepunkt for kampen om nationalstaten er ifølge Torben Bramming modstandsbevægelsen, som flere Tidehvervsfolk gik direkte ind i, men den gang beskæftigede gruppen sig ikke med, hvad der var dansk kultur de var eksistenstænkere, mener Bramming.

»I dag handler det hele om kristendom over for lovreligion. På den måde har Tidehverv arbejdet sig væk fra Søren Kierkegaards fokus på eksistens over mod Grundtvigs fokus på den danske kultur og danske interesser. Det kan være svært at se, hvor det egentlig flytter Tidehverv hen, og om bevægelsen har vundet eller tabt, men man kan sige, at der er nogle i Tidehverv, der har travlt med at profilere sig på en politisk højrefløj. Det har så betydet, at sådan nogen som mig ikke har lyst til at komme der mere,« siger Torben Bramming, og forklarer at Tidehverv aldrig har beskæftiget sig meget med at danne alliancer inden for Folkekirken, men har været utroligt arbejdsomme med at skabe kontakter i andre dele af samfundet.

»Trykkefrihedsselskabet; Værn om Danmark under Den Kolde Krig; Forældrenes børnekommission, den gang vi debatterede revselsesretten; Frihedsbrevet og Den Danske Forening nu, hvor kampen står mod islam. Men det skifter hele tiden for Tidehverv. For eksempel stod Krarup og Erhard Jacobsen skulder ved skulder i starten af 70erne, og da det handlede om EF sad SFs stifter Aksel Larsen med ved kaffebordet det har altid været deres styrke at indgå alliancer, der hvor det kunne bruges til at føre kampen.«

Egentlig er Torben Bramming fuld af forståelse for drejningen ind på den politiske scene, som Tidehverv har foretaget det bliver bare uden præster som ham til sommermøderne.

»Man kunne godt blive ved med at tæske rundt i Kierkegaard og Sartre, men det er jo ikke der, kampen står i dag. Tidehverv har fået meget mere betydning ved den linje, de har lagt nu, og hvis man går tilbage til 1983 og ser den allerførste leder, Søren Krarup skrev, så står der: Vi vil have mere betydning,« siger Torben Bramming: »Man må slå sine slag, der hvor man har hjertet med og det må de så have held og lykke med. Tidehverv har altid været på liv og død.«