Og så kan det nok være, danskerne blev knotne

For den rene er alting rent, men for de urene er intet rent. I forordet til en af de utallige udgaver af En flygtning krydser sit spor beskriver Aksel Sandemose, hvordan han har modtaget støttetilkendegivelser og hadebreve fra hele verden fra folk, der anklager ham for netop at have beskrevet deres lille by.

På samme måde reagerede den danske presse ved at blive personligt fornærmet, da Carsten Jensen i sidste uge fik den prestigefyldte svenske Olof Palme-pris for sin »humanisme, fornuft og tro på fremtiden«. Politiken, dr.dk og Ritzaus Bureau sendte nyheden ud under en overskrift, der afslører afsenderen som både småparanoid og en karikeret figur fra Sandemoses førnævnte bog. »Carsten Jensen får 400.000 for at kritisere Danmark,« hed det, og i Jyllands-Posten havde prisen ophidset flere faste kommentatorer og en række læsere, der havde givet god plads til at lade væmmelsen brede sig: »Ak, Sverige,« skrev den borgerlige kulturdebattør Kasper Støvring. »Behold ham bare,« skrev en anden og Jyllands-Postens faste kommentator Michael Jalving gav Carsten Jensen betegnelsen »luksusmatros«.

En sjælden intellektuel

Selv Danmarks mest magtfulde kvinde Pia Kjærsgaard måtte fare i blækhuset oven på al den svenske hæder:

»Carsten Jensen burde droppe rejserne til Sverige og tage en tur rundt i Danmark og besøge helt almindelige mennesker. Jeg er sikker på, at det ville være en helt ny oplevelse, der er mindst lige så eksotisk som rejser til Sydhavet,« skrev hun i sit ugebrev.

Men nu var der bare det problem, at Olof Palme-prisen ikke er givet til Carsten Jensen, fordi han har skrevet om Danmark. Snarere tværtimod, hvis man spørger priskomiteens formand, Pierre Schori.

»Carsten Jensen er noget så sjældent som en intellektuel, der har viljen og evnen til at se på og lytte til, hvad der foregår i hele verden og samtidig formår at formidle det. Det er ikke bare i Danmark han har formået det, men det er i Tjetjenien, Afghanistan, Burma og på Balkan. Han tilhører en meget lille gruppe af intellektuelle, som har været disse steder for at berette om dem, og han tager stilling til dem,« siger han.

»Særligt i dag er det så enormt vigtigt, at man ser sig omkring i verden. Ser, hvad der foregår, og at man tør stå op og sige fra, hvis noget byder en imod. Det er et helt generelt behov, alle europæiske lande har, men også helt utrolig vigtigt i Sverige og for svenskerne.«

For Pierre Schori og resten af priskomiteen gør den universalisme Carsten Jensen til en helt enestående forfatter, og Schori ville ønske, at Sverige havde nogen, der kunne matche det. For ikke alene gør han de globale konflikter nærværende og forståelige for hele verden, han forstår også at få det universelle ind i sine beskrivelser af politikken i Danmark, mener Pierre Schori.

Bryder provinsialismen

»Vi har de samme politiske tendenser, som I har i Danmark, og som det også er tilfældet i i Norge, Tyskland og Italien, så Carsten Jensen er i høj grad vedkommende og aktuel for os. Carsten Jensen har selv udlagt teksten meget præcist om dette problem, når han et sted forklarer, at den europæiske velfærdsmodel indeholder en særlig pagt mellem staten og borgeren. Staten forsikrer sine borgere om, at de tager vare på dem, men, lyder det fra staten det gælder kun jer, der er i landet. Det er en generel europæisk bevægelse med Fortress Europe, og det er på høje tid at tage stilling til disse ting,« siger han.

Modtagelsen af hæderen til Carsten Jensens har været væsentligt mere lykønskende i Sverige end herhjemme.

Selv om flere kommentatorer peger på ham som et overraskende valg, er forståelsen stor, og Pierre Schori har kun fået positive tilbagemeldinger. Flere har endda kaldt ceremonien for den bedste i Olof Palme-prisens historie, og det er egentlig ikke så overraskende, hvis man spørger manden, der i sin tid tilknyttede Carsten Jensen til Dagens Nyheter, den forhenværende chefredaktør Arne Ruth. Også han fremhæver det universelle ved Carsten Jensen frem for det danske

»Jeg synes, der er et grundlæggende problem inden for journalistikken både i Danmark, Sverige og Norge for den sags skyld, at den har en tendens til at udgå fra sit eget nationale perspektiv for verdensbilledet,« siger Arne Ruth.

»Jeg synes, Carsten formår at bryde den provinsialisme. Og så har han et stærkt personligt engagement i forhold til, hvad der sker i andre verdensdele.«

Hverken Arne Ruth eller Pierre Schori ser nogen sammenhæng mellem Carsten Jensens svenske succes og en eventuel svensk skadefryd ved at fremmane et billede af Danmark som et land i moralsk forfald eller som skræmmebillede for Sveriges politikere. Carsten Jensen har succes i sit forfatterskab, fordi han er en god forfatter, og han har succes med sine essayistik fordi det er nærværende og vedkommende.

»Sverige har måske endda i højere grad end Danmark en slags enighedsideologi,« siger Arne Ruth.

Uden svensk klangbund

»Der er en tendens til, at der findes en ramme for det politiske standpunkts grænser også blandt intellektuelle. Og for mig var grunden til at engagere Carsten i den svenske debat at få noget, der ikke var forudsigeligt: At en person driver spørgsmål, som er alment gyldige, men uden at have en svensk klangbund for det hele. Det er der, det danske kommer ind, set fra mit synspunkt.«

Arne Ruth er også begejstret for Olof Palme-priskomiteens valg, da han nærmest ser det som en pointe at vælge en menneskerettighedsforkæmper, der kæmper for rettigheder i Vesten.

»Det er godt, at man skifter mellem menneskerettighedsforkæmpere fra udlandet og fra vores egen sfære. Er Carsten Jensen en menneskerettighedsforkæmper? Ja, det synes jeg, han er. Det moralske mod, Carsten Jensen har, er der for lidt af i de nordiske lande.«

Orker ikke rigtigt …

Carsten Jensen selv er træt af den modtagelse, hans hæder har fået i Danmark, men på den anden side virker han heller ikke overrasket, da Information fanger ham, og han orker nærmest ikke at kommentere den:

»Jeg må indrømme, at når det er den eneste vinkel, som danske aviser kan få, når de skal forklare, hvorfor jeg har fået den pris; at jeg har fået den, fordi jeg skælder ud på danskerne, og det kan svenskerne godt lide. Det vil jeg så helt overlade til journalisterne selv at spekulere over. Det har jeg ikke noget behov for at bidrage med,« siger han

»Det er da ikke sådan, at jeg føler mig hverken overset eller tiet ihjel i Danmark. Når jeg helt ærligt ikke orker at gå ind i den synsvinkel, så er det fordi, jeg ikke synes, den holder. At jeg bare skulle være en bonde i et skakspil som handler om sort og hvid Danmark og Sverige og deres gensidige fjendskab, mistro, ubehag ved hinanden det kan jeg slet ikke se. Det føler jeg ikke, og det lå heller ikke noget sted i begrundelsen for at jeg fik prisen.«

Hvorfor tror du selv, at du blevet så stor i Sverige?

»Det er vel fordi svenskerne synes, jeg skriver nogle gode og væsentlige artikler. For jeg skriver om mange ting, udenrigspolitik, hvad som helst. Jeg er ikke en speciel insiderreporter fra dansk politik i Dagens Nyheter.«