Han siger det allerede på side 12: »Jeg er jøde, fordi næsten alle i min familie før mig var jøder. Jeg er jøde, fordi jeg ikke vil være russer, tjekke eller tysker. Jeg er jøde, fordi jeg allerede som tyveårig fortalte jødiske vittigheder, fordi jeg er mere bange for forkølelse end for krig, og fordi jeg anser sex for vigtigere end litteratur.«

Så har man ligesom taget fat om struben og klemt til. Offeret snapper efter luft og bliver ved med det de næste halvandenhundrede sider.

Maxim Biller, der på ungdomsbilledet på bogens bagside ligner en trotzkistisk bombekaster, blev født i 1960 i Prag af russisk-jødiske forældre, der i 1970 emigrerede til Tyskland. Nu har han skrevet et selvportræt, der hedder Der gebrauchte Jude. Titlen er dobbelttydig: Den betyder både den jøde, man har brug for, og den brugte jøde.

Ærlighedsserum

Biller har boet i Hamburg, München og Frankfurt, og de sidste otte år har han været ond i sulet fra Berlin. Biller har skrevet en del bøger, han skriver en klumme i Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung, og for snart fem år siden vakte hans roman Esra en del furore. Billers ex-kæreste og ditto svigermor følte sig intimt og ufordelagtigt portrætteret i bogen. De gik rettens vej og fik ret. Bogen blev trukket tilbage. Over 100 mennesker skrev i protest under på et krav om beskyttelse af den kunstneriske frihed. De krævede bogen frigivet. Blandt dem var nobelpristageren i litteratur Elfriede Jelinek og Feridun Zaimoglu, en tysk forfatter og billedkunstner af tyrkisk oprindelse. Zaimoglu er i Tyskland kendt og agtet for sin evne til på både humoristisk og seriøs vis at give den romantiserende multikulturalisme en på skallen.

Så man bliver en smule forundret, når man i ugeavisen Der Freitag for nylig læser et interview med Maxim Biller. Her beskylder han Zaimoglu for at være muteret til en skåneærmeforfatter. Man aner, at det ikke er noget, der giver Nobel-points. Zaimoglu er som forfatter gået på kompromis. Han »har barberet sine sideslæder af og bærer på fotos nu altid noget strikjakkeagtigt«.

Biller kan ikke lade være. Han faldt tilsyneladende i gryden med ærlighedsserum hjemme i Prag. Da han som ung litteraturstuderende skrev speciale om Jødedommens fremstilling og funktion i Thomas Manns tidlige værk, tog han emnet, fordi det var det sidste på Mann-professorens liste, som ikke var taget. Og konklusionen lyder nu som dengang:

»Thomas Mann hadede jøder! (…) Jeg er ikke holdt op med at tænke det. Thomas Mann er den nye Goethe, og for tyskerne er det ligegyldigt, at næsten alle hans bøger har en mørk bagudgang, igennem hvilken man havner direkte i det 19. århundredes raceteoretikeres beskidte fantasiverden. Jøderne hos Mann er hurtige, griske, samvittighedsløse og demokrater.« (…) »Thomas Mann bliver for hvert år mere berømt. På trods af eller på grund af sin antisemitisme?« Det er ondt spurgt.

20 meter fra bomben

Men fra en mand, der stod i lufthavnen i München i 1982, da en kuffertbombe gik af 20 meter fra ham, kan man forvente lidt af hvert. Kun fordi flyet var forsinket, nåede bomben aldrig om bord på den maskine til Tel Aviv, som Biller også skulle sidde i. »Middelhavsfisk ville nu have suttet på mine knogler,« skriver Biller, der havde manuskriptet til sin første bog i favnen. Han beskyttede det med sin krop.

Som 16-årig lagde han med egne ord sin »uomskårede Schmock (pik på jiddisch, red.)« på et operationsbord, og så var beslutningen vel ligesom taget. Omskæringen skete ikke før, da Billers far til at begynde med mere end noget andet var kommunist og først sent fik øjnene op for sin jødiske herkomst.

Maxim Billers bog er usentimentale barndoms- og ungdomserindringer fra sommerferier i Israel, hvor forfatteren in spe får en Philip Roth-åbenbaring og hver gang vender hjem »solbrændt, indbildsk og fuld af planer«.

Bogen rummer aldrig langtrukne beskrivelser af de ugengældte forelskelser i de ikke-jødiske medstuderende blondiner med navne som Elsa von Kleist og Sofie von Stauffenberg og venskaber med rige frankfurterjøder som familien Gold (!).

Biller forpasser en historisk happening på Schauspiel Frankfurt i 1985, da medlemmer af den jødiske menighed går på scenen og forhindrer førsteopførelsen af Fassbinders antisemitiske stykke Byen, Affaldet og Døden. I stedet går han med vennen Danny Gold på bordellet Eroscenter i Kaiserstrasse.

Tysk er mit sprog

Men bogen er også professionelle erindringer, hvor den 23-årige student oversætter Wasilij Grossmans storværk Liv og Skæbne til tysk, selv om han må ringe til sine forældre 10 gange om dagen for at spørge dem om russiske gloser, han aldrig har hørt før. Det er den paranoide journalist, der gang på gang hamrer ind i den antisemitisme, der trives i bedste velgående i det tyske samfund, og tilsyneladende også i de tyske medier, små 40 år efter Anden Verdenskrig.

Paranoid? Biller vil ikke købe sølvbestik på et loppemarked på Arkona Platz i Berlin, fordi det er fra 1930erne, og nazister derfor formentlig har spist med det.

Men bogen er først og fremmest en søgen efter en identitet. Det kommer allerfinest til udtryk i de alt andet end lykkelige møder med litteraturkritikergiganten Marcel Reich Ranicki. Ranicki er trods sit udsagn om aldrig at ville begraves på en jødisk kirkegård, og på trods af at han til enhver tid foretrækker Mann frem for Kafka »den mest jødiske jøde, jeg nogen sinde ville møde«, skriver Biller i sit sammensatte selvportræt.

Hvor han også erklærer, at »tysk er mit sprog, og Tyskland derfor mit land«, at ikke-jøden Hemingway er hans eneste gud, og at den gudeskønne Tami Kiselstein, der er med på en tur til Auschwitz i 1988, står stærkere i hans sind end de »millioner af ødelagte tænder, sjæle og hjerter«.

Maxim Biller: Der gebrauchte Jude. Selbstporträt. 176 s., 16,95 euro. Kiepenheuer & Witsch