Ingen arme - ingen kunst!

Censur og selvcensur finder sted i mange sammenhænge. At det først og fremmest har været til debat, hvorvidt og hvordan det gør sig gældende inden for kunstnerisk udfoldelse, skyldes at netop kunsten ofte karakteriseres som fri for alle de begrænsninger, andre felter må underordne sig. Så hvis selv kunsten er ramt, må det stå slemt til, synes rationalet at være.

Censureret udstilling - smag lidt på ordet: Et nåleøje, en anerkendelse og opmærksomhed - hvilken kunstner vil ikke gerne have det?

Ordet censureret har i denne sammenhæng selvfølgelig ikke noget at gøre med at nogen trues til at undlade at lave bestemte værker eller tvinges ned i bestemte medier, formater eller praksisser, de ellers ikke ville have anvendt. Det er ikke drevet af frygt - det skulle da lige være af frygten for at blive overset, glemt, ignoreret og aldrig opnå anerkendelse som kunstner.

Som et dynamisk og heterogent felt, hvis grænser konstant forhandles, kan man roligt sige, at kunstfeltet er karakteriseret ved en høj grad af usikkerhed. Hvad der er kunst, og hvad der er god kunst, kan enhver selvfølgelig mene om, hvad hun vil. Hvad der opnås konsensus om at betragte som godt og værdifuldt - det der udstilles på museerne og biennalerne og forhandles i gallerierne - er til gengæld ikke resultatet af en transparent demokratisk beslutning.

Kunstverdenen

Når vi har tillid til, at det vi ser, ikke er kejserens nye klæder, men at det er noget værd, selv om det måske ikke umiddelbart er tydeligt for os, hvordan vi skal forholde os til det, kræver det en tillid til de institutioner og aktører, der er med til at udvælge noget frem for andet. Denne tillid viser vi som regel kun til dem, der har en vis status inden for kunstverdenen.

Når vi ser et værk på Statens Museum for Kunst, kan det være, vi synes om det, at vi forstår det, at det inspirerer os eller sætter nogle tanker i gang. Det kan også være, vi kigger desperat efter en pædagogisk brugsanvisning eller i det mindste et navn på kunstneren og værket, som kan indgå i en slags rebus, hvor vi prøver at få noget til at give mening.

God eller dårlig kunst

Det kan være, at det minder om noget, man har set på eksperimentariet, på en legeplads eller i en reklame. Og måske - måske ikke - er det endda meningen, vi skal tænke på, at det er det, det minder om. Måske går vi bare forbi uden at ofre værket særlig meget tid og opmærksomhed og håber at finde noget andet, der kan give os den oplevelse, vi er taget derhen og har betalt entre for at få, før vi sætter os ud i caféen og drikker en dyr kop kaffe. Men uanset vores egen reaktion i forhold til det enkelte værk eller samlede opfattelse af museumsbesøget, sætter vi ikke spørgsmålstegn ved, om det nu er kunst, de har stillet derind. At opnå en status inden for kunstverdenen der giver indflydelse på, hvad der udstilles og opfattes som hhv. kunst og ikke kunst, eller god og dårlig kunst, og som er med til at fastsætte priser i kroner og ører kræver ikke blot viden. Man kan læse nok så mange bøger og se en masse udstillinger, tage på pilgrimsfærd til anerkendte museer og biennaler og besøge de hotteste messer. Al den viden veksles kun til status og indflydelse, såfremt den anerkendes inden for feltet: Der er nogen, der skal vide, at man ved, hvad man ved og værdsætte det, måske endda være enige, for at det udmønter sig i en social status, der berettiger en til en stemme i forhandlingerne. Og forhandlingerne er kontinuerlige, mange, uformelle og foregår i mange rum, medier og sammenhænge: Ved fredagsferniseringer, på internetfora, i akademiske seminarer, til auktioner og i samtaler mellem gallerister og kunstnere om, hvordan pressemeddelelsen skal formuleres, og om der skal serveres dåseøl eller champagne til åbningen. Jo større netværk hvori ens synspunkter høres og anerkendes og hvorigennem ens status bekræftes, jo mere indflydelse har man i forhold til at definere, hvad der er god kunst.

Så vidt så godt, jeg opsummerer lige: Hvad der er kunst er pr. definition usikkert, idet kunsten jo er dømt til konstant at genopfinde sig selv. At opretholde begrebet kunst som meningsfuld kategori til trods for denne indbyggede usikkerhed kræver tillid. Tillid bygger på status. Status opnås gennem udveksling af viden m.m. i sociale netværk.

Spørgsmålet, der vender tilbage til indledningen og de censurerede udstillinger er så blot, hvordan man i første omgang overhovedet får adgang til de netværk, hvori kunst, kapital og viden udveksles og giver en status, der indgyder tillid således at ens (smags-) domme vinder anerkendelse, accept og udbredelse. Ifølge det internationale kunstmagasin Art Review, der hvert efterår udgiver en oversigt over den internationale kunstverdens 100 mest indflydelsesrige personer, er det kun sjældent kunstnere, der har den slags magt. Der er langt flest samlere og gallerister på listen ( i år bl.a. den danske gallerist Nikolai Wallner).

Selvcensur

At antage, at kunstnere blindt og insisterende ignorerer de kriterier og trends, der karakteriserer kunstverdenen, at tro, at de skaber deres værker autonomt og frit og uden hensyn til karrierestrategier, kuratortrends og samlerpræferencer virker i bedste fald naivt. Censur og selvcensur kan være mange ting. Og den form der har været fremme i debatten, initieret af Ugebrevet A4’s undersøgelse efterfulgt af udtalelser i aviser og tv fra både forfattere, museumsdirektører, teaterdirektører, forlæggere m.fl., har først og fremmest fokuseret på selvcensur beroende på frygt for repressalier fra yderligtgående islamister. Det handler dette ikke indlæg ikke umiddelbart om. Og så alligevel …

Den autonome kunst

Hvis man i stedet for at fastholde en romantisk forestilling om kunsten som et autonomt felt, fri for sociale, økonomiske, religiøse eller æstetiske begrænsninger og hensyn og begynder at se på, hvilke udvælgelseskriterier der er afgørende indenfor kunstfeltet, så kan man beskrive, hvilke aktører og institutioner der er med til at sætte rammer for samtalerne om, hvad der er hot eller not.

Til gengæld er det langt sværere at beskrive, hvordan man overhovedet kommer med i samtalen i første omgang. Netop de censurerede udstillinger skiller sig i den forbindelse ud fra de fleste andre kunstudstillinger, fordi de er en hel åben invitation, hvor hvem som helst kan få lov at sende et værk ind og få det vurderet »på lige vilkår«, uanset hvad man har af uddannelse, alder, religion, påklædning eller etnisk tilhørsforhold. Vurderingen foretages (selvfølgelig) af en professionel kunstjury, som vurderer værkerne i forhold til hvorvidt eller hvor godt de passer ind i de aktuelle kunsttrends, -tendenser og -temaer.

Der er således ikke tale om, at selve udvælgelseskriterierne ændres eller genforhandles. Men det er måske der, vi skal hen. Hvis vi skal undgå, at folk handler og udtrykker sig- eller modsat - undlader at handle og udtrykke sig af frygt for uforståelige fanatikere, skal vi som et demokratisk samfund først og fremmest karakterisere kriterierne for, hvordan man får en stemme i den danske debat, hvad enten det er en generel samfundsmæssig, politisk, religiøs eller kunstnerisk debat.

Naiv selvforherligelse

Hvis vi selv skal kunne deltage på kvalificeret og velforberedt vis i en debat med potentielt globalt publikum, bliver vi nødt til at kende mere til dem, vi snakker med. Men hvis vi kun gider lytte til os selv og bekræfte hinanden i vores moralske, etiske og æstetiske overlegenhed ender vi med, i naiv selvforherligelse at tale ned til folk i stedet for at opsøge en dialog.

Ved at henvise til uigennemskuelige og diffuse kriterier såsom kunstnerisk kvalitet som legitimering af vores ekskluderende nationale institutioner, udelukker vi systematisk nogen fra at bruge deres demokratiske rettigheder og få en stemme i debatten.

Med et ukrænkeligt armslængdeprincip som garant for kunstnerisk kvalitet og professionalisme, der betyder, at ikke engang folkevalgte lokalpolitikere har lange nok arme til få lov at købe den kunst, de vil, er det svært at forestille sig, at det vil blive nogen nem opgave for kunstinstitutionerne at redefinere deres legitimitet i et multikulturelt samfund og dermed medvirke til at modvirke frygt og selvcensur.

Nina Poulsen er antropolog og Ph.d.-studerende på CBS, hvor hun forsker i, hvordan kunstbegrebets globalisering påvirker kunstscenen i hhv. Danmark og Indien