Opslag til denne artikel

Emneord:fordomme, humanisme, oppositionen, solidaritet, VKO
Personer:Anders Fogh Rasmussen
Organisationer:Folketinget, NATO, Socialdemokraterne, Venstre
Steder:Danmark

Var der noget Anders Fogh Rasmussen forstod sig på som national toppolitiker og statsminister - rent bortset fra kreativ bogføring og vildledning af Folketinget - var det at bemægtige sig værdiladede ord og begreber og enten tømme dem for oprindeligt indhold og stoppe dem ud med Fogh Rasmussens egne ideologiske fordomme eller manipulere dem til det meningsløse. Eksperter blev til smagsdommere, gruppeeksaminer fik klang af det odiøse a la rundbordspædagogik som igen var synonymt med alt det frygteligste i 68; et nuanceret syn på straf blev til øllebrødsbarmhjertighed og pladderhumanisme. Elite blev et skældsord. Og barmhjertig medfølelse for ikke at tale om venlig modtagelse af folk i nød fik prædikatet tossegodhed. Medmenneskelighed, humanistisk moralsk ansvarsbevidsthed over for de svage og udstødte, aktiv indsats for de pryglede og ulykkesramte på denne tvivlsomme planet, hvis guder åbenbart ynder at udsætte menneskene for de særeste prøvelser, blev lidt efter lidt gjort til et andet udtryk for tossegodheden.

Den ideologiske baggrund for denne destruktion af et hidtil solidt humanistisk grundlag i et engang sagtmodigt og imødekommende land med stolte menneskeretstraditioner og et forholdsvis godt navn ude omkring findes paradoksalt nok i den kristendoms- fortolkning som den yderste nationalistiske højrefløj med ihærdighed og nidkær intolerance over for alle indvendinger har udpønset. Et teologiens og moralfilosofiens misfoster mener fagfolk af modsat opfattelse; langt de fleste, de oplyste og mere alsidigt begavede for resten, hvilket dog ikke frister en kristentroens ignorant som klummisten til at gå i detaljer med evangeliske forkyndelsestolkninger. Det religiøse må folk selv om, men ikke de begreber og forestillinger, som jo også i højeste grad anvendes og praktiseres uden en medtænkt guddom; gedigne moralforestillinger har selvsagt deres lødighed også uden kirkegang og klokkeklang og kristen eller anden trosbekendelse.

Skævvridning

Påstanden om at mennesket kun er forpligtet på den nære næste i hin konkrethed, således som samaritaneren bistod den mishandlede på vejen mellem Jerusalem og Jeriko, og at alt andet er gerningsretfærdiggørelse, kan man tage til sig og derved føle sig rettroende som tidehvervsfolkene. Eller man kan affærdige lige netop den udlægning som enten fortænkt vås eller udspekuleret ditto. Tolkningen fritager jo meget belejligt folk fra at bidrage med selv den mindste skærv til materiel afhjælpning af de fjernere ukendtes lidelser. Hovedsagen er at disse skævvridninger af grundlæggende moralske forholdsvis enkle krav om at bistå nødstedte og åbne døren for de flygtende, og som i et civiliseret oven i købet velstående samfund gerne skulle give sig af sig selv, også har vredet sproget af led. Godhed er ondskab, og ondskab er godhed.

Eller tossegodhed. Venstres miljøordfører anvendte ordet forleden. At nedsætte Danmarks CO2-udslip med så og så meget mere end et eller andet hårdt tilkæmpet (alt for lille) fælles mindstemål er den rene tossegodhed. Man er tossegod, hvis man giver mere end man ydes til gengæld. Tossegod hvis man inviterer den flygtende ind og forlanger varigt ophold for ham og hans børn frem for tvangsanbringelse i en tillempet koncentrationslejr i Nordsjælland. Tossegod hvis man ikke får noget for noget, og tossegod, hvis man ikke indser at godt er ondt, og ondt er at foretrække. Ingen er jo heller tosseonde? Det kan man simpelthen ikke være, tosseond. Selv om det langt oftere i historien har været de onde der var tossede og satte verden i brand, mens de gode græd. Den onde opfattes imidlertid jævnligt som mere forstandig end den gode, som bare er naiv; og den mere kloge narrer som bekendt den mindre kloge, som ganske vist ikke nødvendigvis er god, fordi han er dum, men trods alt er bedre end den klogere, der i denne situation altså fuldt bevidst narrer den dummere; og den onde burde jo som den klogere, være klog nok til ikke at narre den dummere og dermed være ond. Men hvis den klogere nu således indser sit ansvar og undlader at narre den mindre kloge, er den klogere i moderne dansk optik bare tossegod. Og den tossegode har Venstre ikke meget tilovers for; for den tossegode er i den verden ikke god, men det modsatte. Det er nemlig bedre at være ond end god, for godt er ondt og ondt er godt. Oven i købet med kristen velsignelse som i den tidehvervske tolkning der for tiden har mere eller mindre mæle blandt højrefløjens yngre kvindelige teologer - nu med egen indgang til medierne. Ingen nævnt.

Det siger sig selv at man i en befolkning fortsat påvirket af den gamle åndeligt og i anden forstand nøjsomme og selvberoende bonde- og kystfiskerkultur, kommer langt ved at fremhæve godgørenhed, hvor man skal til lommerne, som tossegodhed. Accepterer man tossegodheden som et andet udtryk for gudsbespottende gerningsretfærdiggørelse i højrefløjens besynderligt fattige og falsk klingende kristendomsforståelse, skal man nemlig ikke til lommerne, og man geråder ikke i konflikt med den ortodokse lære i Luther. Der er både økonomisk og politisk gevinst i kynisme; det har der altid været. Den politiske gerning er i øvrigt vanskelig at skille fra det kyniske, hvis da ikke politikeren skal komme til at fremstå som - >nå ja, tossegod.

Prøv selv

Oppositionen bør alligevel for alvor forsøge at gen- erobre sproget og tage de ord og begreber, der er blevet så groft miskrediterede, tilbage i mundtøjet og vænne sig til at bruge dem uden nervøs og noget nær undskyldende selvudslettende beskæmmelse. Prøv selv, øv Jer; sig i kor uden at rødme: humanisme, godhed, næstekærlighed, loyalitet, barmhjertighed, solidaritet, medmenneskelighed, medlidenhed, generøsitet, noget for mindre end noget til gengæld, osv. Prøv også at sige: kulturradikalisme uden at rødme over det indlysende i denne historiske strømnings bedrifter og betydning.

Til sidst virker det helt naturligt at sige disse ting, og kan hænde vil det medvirke til at genoplive anstændigheden og genoprette fornuftens og oplysningens selvfølelse og stolthed.

Lige så vel som der må og skal være et økonomisk-politisk-socialt alternativ til det nuværende flertal, hvis foranstaltninger i krisen mildt sagt er utilstrækkelige, må og skal - og gives også et moralsk og åndeligt alternativ.

Socialdemokraterne er ved at falde over deres egne ben for at forsikre vælgerne om at deres værdier (alene ordet giver brækfornemmelser) er identiske med VKO’s. Taler madam Kjærsgaard surt om burkaer, farer S ud med forslag om forbud. Får Peter Skaarup et af sine strammeranfald og vil have straffen for butikstyveri sat til offentlig piskning, foreslår S håndafhugning. Måske overdrevet en smule, fordi det er lørdag, men desværre ikke overdrevet så det gør noget. Oppositionens medløb med VKO kan selvfølgelig hænge sammen med at flere af S og SF’s folk rent faktisk mener det samme. Når Løkke Rasmussen pisser på 80 ambassadører, fordi hans datter har forstuvet foden, er det ikke så slemt, eftersom den samme provinsielle og småborgerlige sig-selv-nok-mentalitet trives i S.

For resten er det morsomt, når NATO’s generalsekretær nu vil betale Taleban for at nedlægge våbnene. Var det ikke samme Fogh Rasmussen der betegnede den danske forhandlingspolitik under den tyske besættelse som ussel?