Den enkleste måde, en toppolitiker kan finde ud af, om han eller hun er i krise, er at rejse på ferie. Hvis ferien bliver udlagt som et selvstændigt problem, så er den gal.

Det skete for eksempel, da Helle Thorning-Schmidt i 2005 rejste en uge til Skt. Petersborg for at besøge sin mand midt i et socialdemokratisk skænderi om udlændingepolitikken. Da haglede kritikken ned over S-formanden.

Hvis Lars Løkke Rasmussen fra ferieøen Tenerife i denne uge følger med i de danske medier, kan han konstatere, at hans lederskab er kommet i krise.

Hvorfor slapper han af på Tenerife, mens regeringen skændes, og hans forsvarsminister hænger i gyngen, lyder spørgsmålet. Hvorfor har han taget børnene ud af skolen uden for vinterferien? Og er det rimeligt, at hans fortov i Græsted ikke er ryddet for sne?

Venstres statsminister er havnet i en situation, hvor alle hans beslutninger og handlinger udlægges som forkerte.

Ritzau har talt med en række borgerlige kilder, og de udtrykker irritation og bekymring over regeringens mange dårlige sager og sløje meningsmålinger, men også uenighed om, hvem der har skylden. Er det Konservatives politiske soloridt, eller er det Lars Løkke Rasmussens måde at lede regeringen på, der skaber problemer? Og hvordan kommer man videre?

Fra fiasko til uro

Ifølge Venstres plan skal 2010 være året, hvor Lars Løkke Rasmussen for alvor træder i karakter som statsminister med sin egen regering og sit eget projekt. Men klimatopmødet blev en fiasko og gav et dårligt afsæt til årets første måned med uro om økonomi, klima, madpakker, burkaer og Forsvaret.

»Alt blæser imod regeringen,« erkender en Venstre-minister, der ønsker at være anonym.

En anden V-minister kritiserer store dele af regeringsholdet for at være for passivt. Måske fordi den stramme kriseøkonomi skaber en ny og uvant virkelighed. Måske fordi ministrene ikke ved, om de ryger i en kommende regeringsrokade. Holdet trænger i hvert fald til en opstramning, lyder det. Men i Venstre er frustrationen først og fremmest rettet imod Konservatives leder, Lene Espersen.

Lars Løkke Rasmussen har anlagt en anden stil end Anders Fogh Rasmussen og forsøger at inddrage både Dansk Folkeparti og Konservative mere, men det bliver bare ikke belønnet, lyder beklagelsen. Det bliver udnyttet.

Da Konservative for eksempel skød sig selv i foden med et grundlovsstridigt burkaforslag, nedsatte Lars Løkke Rasmussen et burkaudvalg, der skulle give de konservative et figenblad. Men det forlængede bare kampen med regeringspartneren. Anders Fogh Rasmussen havde brutalt hældt burkaforslaget ned ad brættet, og set i bakspejlet havde det måske også været det klogeste, lyder en analyse.

Helt tydelig blev magtkampen mellem Løkke Rasmussen og Lene Espersen på januars regeringsseminar på Havreholm Slot. Lene Espersen havde forinden forslået en reform af efterlønnen og nulvækst i hele den offentlige sektor, og selv om Løkke på det efterfølgende pressemøde fredede efterlønnen, fik Lene Espersen det sidste ord. Hun blev simpelthen stående bagefter og forklarede pressen, at hun plejer at få ret til sidst.

Vrede i Dansk Folkeparti

I Dansk Folkeparti vækker den konservative profilering vrede. Men gruppeformand Kristian Thulesen Dahl kritiserer også Lars Løkke Rasmussen for ikke at banke regeringsmakkeren på plads og dermed skabe klarhed om regeringens kurs.

»Jo mere usikkerhed, der er i forhold til regeringens samlede projekt, desto vigtigere er det, at chefen selv markerer, at han er chef og leder foretagendet. Og det har Lars Lars Løkke Rasmussen ikke gjort. Det virker, som om han har valgt ikke at gøre det. Jeg tror, han har evnerne, men han har valgt ikke at gøre det, fordi han åbenbart vil skærme sin regeringsparter,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Lene Espersen, Lars Løkke Rasmussen og deres løjtnanter har da også indledt en intensivt mødeforløb med »parterapi«, som en kilde udtrykker det. Det vil munde ud i et nyt politisk program og en rokade senere på foråret, forventer flere kilder.

Den politiske kommentator og tidligere konservative formand Hans Engell mener dog, at det er Løkke - og ikke VK’s uenighed - der er det grundlæggende problem.

»Han skal i høj grad forny sin personlige ledelsesstil. Statsministeren er regeringens afgørende centrale person. Regeringen i dag står og falder med statsministeren. De andre ministre kan bidrage til at løfte den samlede regering, men i sidste ende har den politisk udvikling i Danmark gennem de sidste 20 år bragt regeringscheferne mere i fokus. Så det er en meget stor svaghed, at Lars Løkke står så svagt, som han gør,« siger Hans Engell. ritzau