Der er ingen tvivl om, at Villy Søvndals udfald mod det kønsopdelte møde på Holbergskolen i København er virkningsfuldt. Det egner sig til at trække stemmer over midten, hvad der er SF’s store mission i bestræbelserne på at kunne danne en ny regering med Socialdemokraterne. Men det gør det ikke mere sagligt.

Uanset hvor venligt, man anskuer Villy Søvndals angreb, så tager han fejl. Uanset om man anlægger et kulturelt, ligestillingsmæssigt eller integrationsmæssigt perspektiv, så rammer han ved siden af. Lige så befriende og præcist Villy Søvndal ramte skiven, da han bad Hizb-ut-Tahrir skride ad helvede til, lige så skævt er han løbet ind i den ophidsede debat om kaffemødet for mødre på en skolen i Københavns Nordvestkvarter.

SF-formanden sprang torsdag morgen op som en løve i tæt parløb med en anden partiformand, Pia Kjærsgaard (DF). De to konkurrerede hidsigt om stærkest muligt at fordømme Holbergskolens handlemåde, da Berlingske Tidende på sin forside havde skrevet: »Fædre ingen adgang til skolemøde«. »Vi skal ikke ofre ligestillingen og fædrenes ret til at deltage i deres børns skoleliv af hensyn til nogle forstokkede religiøse opfattelser,« udtalte Villy Søvndal og opfordrede Københavns børne- og ungeborgmester, Anne Vang (S), til omgående »at sætte den skoleleder på plads«.

Det ville borgmesteren ikke, hun forsvarede afholdelsen af mødet, og hurtigt blev det slået fast, at der ikke var tale om noget forældremøde i traditionel forstand, men et møde for skolens mødre – et initiativ, som skolen havde sat i verden i samarbejde med integrationskonsulenter og med støtte fra Socialministeriet for at skabe netværk mellem mødre til elever med anden etnisk baggrund såvel som etnisk danske elever, og hvor fællesspisning og samtale skulle nedbryde sproglige barrierer og kulturelle forskelle. En type arrangementer, som man i øvrigt benytter sig af i integrationsarbejdet mange andre steder.

Netop fordi den største udfordring i mange år har været at få de kvinder i tale, som ikke er på arbejdsmarkedet, og som ikke taler godt dansk, og hvor deres mænd ikke ønsker, at de deltager i samfundslivet. At nå denne gruppe er ikke nogen nem sag, en af mulighederne er gennem skolen og børnene.

Er det så at give køb på grundlæggende principper? Er det et knæfald for en »middelalderlig kultur«? Er det at sælge ud af den ligestilling mellem kønnene, som venstrefløjen har kæmpet for i årtier, som SF-formanden hævder? Både skolen og nogle af mødrene indrømmer jo, at der vil være muslimske mødre, som ikke vil deltage i møder på skolen, hvis der er mænd til stede, så at holde mændene ude kan betragtes som en accept af et uacceptabelt kvindesyn. Men det er en meget overfladisk betragtning.

Når man tager hensyn til mødets karakter og formål, og når man tager de integrationsmæssige problemer, man står med i Københavns Nordvestkvarter, i betragtning, så forsvinder tvivlen, så tipper vægtskålen til fordel for, at der her er tale om en acceptabel pragmatisme. Selv om mange kritikere gerne vil slå Kjærsgaard og Søvndal i hartkorn, så argumenterer de forskelligt.

Dansk Folkeparti ønsker, at de muslimske indvandrere skal ind­­ordne sig helt og aldeles og vil blandt andet forbyde, at eleverne taler et andet sprog end dansk i skolegården.

Villy Søvndal fokuserer på ligestillingen og har naturligvis ret, når han fremhæver det rædselsfulde kvindesyn, som nogle indvandrermænd tilsyneladende har.

Men spørgsmålet er, hvordan man løser det problem? Ved at forsøge at motivere kvinderne til at komme på skolen med de andre mødre eller ved at stå fast på, at alle møder er for begge køn? De fleste med indsigt i integration vil sige det første.

For Villy Søvndal er det vigtigt at sende signaler, men det her signal vil ikke blive opfanget af målgruppen.

Når alt er skrællet af, og der kun er kendsgerninger tilbage, står det klart, at det er et helt andet signal, Søvndal vil sende: At SF og en ny regering med SF ikke vil være eftergivende over for muslimsk kultur.

Og det kan der være god brug for, når man studerer den værdimæssige relativisme og mangel på principfasthed, som tidligere har kendetegnet venstrefløjen. Men Villy Søvndal har valgt den forkerte sag.

Han har denne gang taget fejl på alle niveauer og burde gøre som Venstres Søren Pind, der i går i et blogindlæg beklagede og korrigerede sine tidligere udtalelse:

»Jeg troede, der var tale om et ordinært forældremøde, hvor man besluttede sig for at holde fædrene ude … Er det ikke i orden for en skole at beslutte sig for at ville tale med enten fædrene eller mødrene om bestemte problemstillinger? Er det ikke i orden at sige, at der er forskel på kvinder og mænd? Er det ikke i orden at ville ramme så godt man kan – så længe man ikke går på kompromis med ligestilling og i den forstand med dansk kultur? Jo. Det er det. Kan nogen få sig selv til at påstå, at det at holde møder med mødre er i strid med dansk kultur?« skriver Pind.