Et af de interessante spørgsmål, man kunne rejse før en af Vinterjazzens på papiret største begivenheder, tenorsaxofonisten Chris Potters møde med DR Big Band, var, hvordan Potter, der hidtil kun sjældent har optrådt i big band-sammenhæng, ville gøre orkestermusik ud af sine temaer, der melodisk, trods kun sjælden brug af egentlig modalitet, ofte er præget af stor simpelhed og meget få toner.

Svaret kom prompte, for fra første tone var det klart, at også som arrangør bruger Potter sin meget omfattende harmoniske indsigt og idérighed til at befordre den rigdom, hans musik kan rumme. For Potter er det ikke nok at ‘opskrive’ smågruppenumre til big band. Han skriver til det store orkester med samme magtfuldhed og originalitet, som han udviser som solist.

Vi fik musik, som hidtil kun har været spillet af et par konservatorieorkestre i USA og Frankrig, samt helt nye titler, der blev holdt over dåben i sidste uge af det permanente big band i Concertgebouw i Amsterdam, direkte hvorfra Potter kom til København, og set i dét lys bliver denne meget minderige københavnske koncert formentlig en del af forberedelsen til, at Potter snart indspiller med stort orkester hjemme i New York.

Men at det - på trods af at musikken også blev studieindspillet i København - næppe er DR-versionen af hans nye musik, der kommer ud til et større publikum, er synd, for musikken fremstod allerede fredag aften i fuldt flor, Potter selv var særdeles veloplagt, og orkestret spillede denne meget krævende musik fremragende trods fraværet af dirigent. Nogle vil måske hævde, at den manglende dirigent (Potters egen erfaring på feltet er meget begrænset) snarere var en direkte årsag til succes’en, for der er ingen tvivl om, at orkestret ved at skulle styre sig selv og tage ansvar for at bære Potters mange ukonventionelle ideer igennem blev en langt mere intim musikalsk ledsager for aftenens hovedperson.

Kyndig forskning

En del af inderkredsen af københavnske tenorsaxofonister sås blandt publikum fredag, og det er forståeligt. Hvilken anden tenor end Potter (og måske en anden Vinterjazz-gæst, Donny McCaslin) arbejder så intenst og lykkeligt med at udvide det melodiske udtryk, prøve dets grænser af og lynsnart ændre frasernes flow uden nogensinde at miste det vedtagne meter af syne, og - efter Michael Breckers død - hvilken anden tenor forsker så kyndigt i instrumentets muligheder som Potter. Og i biinstrumentets: på sopran har Potter, især i det høje register, den smukkeste tone, jeg mindes at have hørt på denne saxofonfamiliens utro kæltring.

I den kontrollerede men frodige ekspressionisme, som endte med at blive et resumerende indtryk af Potters orkestermusik, foldede også flere af DR-orkestrets musikere sig ud - mest notabelt, faktisk, den vikarierende pianist, Magnus Hjort, der i nogle forbløffende passager tog hensyn til, hvor lidt plads han fik. Lidt for meget plads blev efter min mening givet til orkestrets britiske trompetist Gerard Presencer, der som eneste anden blæser assisterede Potter i tre smågruppenumre. Hans noget kaskadeagtige og rytmisk halsbrækkende måde at udtrykke sig på kunne man godt have nøjedes med i et enkelt nummer, så f.eks. en basunist også kunne have fået chancen. Dog, hverken dette eller en anden indvending - den ellers fint spillede trommeslager, Søren Frosts lidt for tilbagetrukne plads i lydbilledet - kunne ændre indtrykket af en meget flot aften i Koncerthusets studie 2. Her springer vi let henover det faktum, at der er akustiske problemer for orkestret i den sal og nøjes med at konstatere, at den, der benytter sin frihed til at sætte sig, hvor man vil, delvist selv kan løse disse. Dog, så længe billetprisen er den samme i hele lokalet, er dét jo ikke ligefrem nogen varig løsning.

Lørdagen begyndte med en blanding af kammerjazz, cabaret og art music, da den i Århus bosatte amerikanske sanger, Indra Rios-Moore, blot kaldet Indra, demonstrerede sin fine stemme, fine timing og originale repertoirevalg på Statens Museum for Kunst, om hvis udstrakte tolerance over for ueftersete koncertgængere på under tre år denne signatur skal vare sig for flere sarkasmer om.

Indras stemme og hendes brug af den er af en sjælden pur kvalitet, ikke ulig en tidlig Billie Holiday eller en nutidig Carmen Lundy, noget der også kan høres på hendes og hendes lille Århusgruppes nye cd. Om man vil kalde hendes repertoire for en rodekasse eller et sympatisk forsøg på at lukke et nyt publikum ind til jazz er nok et temperamentsspørgsmål. Jeg følte mig i godt selskab både med dét, med resultatet af hendes praktiske og akademiske studier og med det fine, lavmælte spil, der omgav hende, ikke mindst af gruppens gæst, guitaristen Uffe Steen.

Leg og tøjlesløshed

Lørdag aften i Den sorte Diamant afsluttede den italienske pianist Stefano Bollani en lang række musikalske og verbale spøgefuldheder med at sige til publikum, at hvis nogen ikke havde kunnet lide koncerten, skulle de alligevel købe Bollani-trioens cd’er bagefter, »for på dem spiller vi helt anderledes, end I lige har hørt«.

Det lo vi alle hjerteligt af, også vi, der ved, at han havde fuldstændigt ret. Hvor Bollani og hans to danske kolleger, bassisten Jesper Bodilsen og trommeslageren Morten Lund, på den senest udkomne ECM-cd, Stone In The Water, spiller ECM-korrekt, elegisk og tilbageholdende (men stadig berusende hengivent), så efterlod koncerten en fuldstændigt overgiven stemning af leg og tøjlesløshed - uden at man kan sige, at musikken eller behandlingen af den på noget sted eller tidspunkt blev ualvorlig.

Pianistiske vidundere på Bollanis niveau (og findes der andre i jazzen for tiden end han, hans landsmand Enrico Pieranunzi og Keith Jarrett?) kan ikke spille en tone, uden at vi fornemmer deres storhed og vingefang, og det gjaldt også for hver en tone, han spillede lørdag aften, hvor avanceret hans legesyge end udviklede sig. Samtidig blev det klart, at samspillet med de to danskere nu har nået et nirvana’sk punkt, hvor Bodilsens stadigt mere spartanske udtryk og Lunds stadigt mere klangligt raffinerede bliver redskaber i et samlet udtryk, der er helt originalt, selv om jeg godt tør sammenligne det med dét, Jarrett har nået med Gary Peacock og Jack DeJohnette.

DR Koncerthuset, studie 2, fredag: Chris Potter & DR Big Band

Statens Museum for Kunst, lørdag: Indra Indra (cd), Stunt Records

Den sorte Diamant, lørdag: Stefano Bollani, Jesper Bodilsen, Morten Lund