Marie Antoinette spiller en hovedrolle som skurk i den moderne populærkultur. Som dronning op til den franske revolution inkarnerer hun demokratiets modbillede.
Hendes privilegerede liv i den absolutte overklasse præget af lige dele naivitet og kynisme er mesterligt fanget i den kommentar, der klæber til hendes navn i den kollektive bevidsthed: Hvis folket mangler brød, så lad dem få kage. Hun er en grum figur fra vores før-demokratiske fortid, som vi kan overøse med moralsk fordømmelse og måle eftertidens sociale fremskridt ud fra. Eller?
Sofia Coppolas seneste film Marie Antoinette fortæller en anden og langt mere foruroligende historie. Marie Antoinette er i Coppolas film ikke en dekadent skurk, men en tidlig repræsentant for ungdomskultur og forbrugerisme som oprør mod stive konventioner og sociale rollespil. Den moderne rockmusik i filmen bygger bro over den historiske afstand og den tilsyneladende anakronisme gør på samme tid filmen til et tidløst portræt af en teenager, der fester og forbruger sig til en identitet.
Marie Antoinette er altså ikke en ond heks, som vi bør foragte i vores egen selvbehagelighed. Hun er et spejlbillede af vores egen dekadence og overklassementalitet i det globale forbrugssamfund, hvor den evige teenager er normen.
Hun er ikke revolutionens fortid, men dens fremtid. Hermed er filmen en subtil problematisering af vores kulturelle selvforståelse og en kritisk granskning af den almene ungdomskult og den globale forbrugselites selvretfærdighed og ansvarsforflygtigelse. Vores mekaniske fordømmelse undermineres i filmen.
Den moralske foragt bliver kastet tilbage som en boomerang og lander let og elegant på vores egne skuldre.
Vores eget liv minder nemlig meget om den livsstil, vi ellers tager højlydt afstand fra.
Demokratisk elite
Den franske revolution var de royale og adelens fald. Vi ser på tiden før revolutionen som præget af grotesk ulighed, uretfærdige privilegier og almen undertrykkelse. I forlængelse heraf ses revolutionen som bibringer af lighed, frihed og demokrati. På mange måder er det en korrekt fremstilling, men der mangler nogle afgørende elementer i ligningen. Rammen for de demokratiske regimer er nemlig nationalstaterne. Der er grænser for demokratiet og disse grænser bliver stadig mere tydelige i den globale tidsalder.
Nutidens demokratiske adel er den globale forbrugselite. Internt i denne elite er der en høj grad af lighed og frihed. Forbrugselitens livsstil bygger ligeledes på demokratiske normer i de rige lande. Et stort flertal af danskerne tilhører forbrugseliten. Men det der er en legitim majoritet i de rige lande bliver til et illegitimt minoritetsherredømme i det globale samfund. Forbrugssamfundets rette målestok er global, og på dette niveau er der stadig groteske uligheder, uretfærdige privilegier og almen undertrykkelse. En milliard mennesker sulter og mange flere lever i absolut fattigdom. Nu også truet af klimaforandringer på grund af forbrugselitens livsstil.
Velgørenhed
Mange af vores helt normale aktiviteter er demokratiske variationer over før-demokratiske elitemanerer. Vi har godt nok ikke slotte, men huse, sommerhuse og hoteller. Vi har ikke talrige imposante køretøjer, men biler og fly. Vi bygger også høje mure omkring vores velstand for at holde de fattige ude. Vi kasserer mad i et omfang, som mange millioner kunne leve af. Og så er vi selvfølgelig velgørende.
Den franske adel havde tjenestefolk og gik spadsereture i de lokale landsbyer for at give lidt håndører til de mest trængende. Vi rejser verden rundt som turister og sørger for at få mest muligt for pengene, når vi lader os opvarte af de lokale og lader også nogle mønter falde til tiggerne. Samtidig er velgørenheden sat i system og levebrød for en del af forbrugseliten. Der er tilbagevendende nationale indsamlingsshows og bliver sendt penge til katastrofeområder som Haiti. Der kommer millioner i kassen samtidig med, at den globale ulighed vokser.
Marie Antoinette slutter med, at hun må flygte fra slottet på grund af den franske revolution. Slottet bliver raseret. En epoke er slut. Men så alligevel ikke. Historien har gentaget sig under andre omstændigheder med en ny elite i den globale, demokratiske tidsalder. Måske kommer vi også til at opleve en opdateret version af den franske revolution. Men hvem skal gøre oprør mod den hastigt voksende globale forbrugselite, der har patent på oprørskultur og alle de andre gode idealer fra den franske revolution?
Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC
Kommentarer
Jeg er fuldstændigt enig med Peter Nielsen i de analyser han fortager i denne klumme, men alligevel syntes jeg der er nogle overdrivelser. Peter Nielsen overdriver nemlig vildt når han skriver: ” Et stort flertal af danskerne tilhører forbrugereliten”. I Lars Olsens nyligt udkommet bog ”Eliternes triumf” får vi at vide at denne elite udgør ca.6 %, jeg vil tro at det er tæt på sandheden, med mindre man mener, at folk som slider og pukler året rundt for, at spare sammen til 14. dages ”lukses” rejse sydpå – tilhører den globale elite af forbrugere? Jeg vil mene, at sådanne mennesker hører til ofrene i den globale økonomi. Og så skurre det i ørene når vi få at vide at: ”Forbrugersamfundets rette målestok er global, og på dette niveau er der stadig groteske uligheder..” Uforvarent kommer tillægsordet ”stadig” til at signalere, at uligheden bare er foreløbig og kan rettes op. Herved tilsløres det, at uligheden er indbygget i systemet (den globale kapitalisme) således, at det er det samme system, der producere velfærd et sted i systemet, og fattigdom et andet sted i systemet. Eller har jeg misforstået Immanuel Wallerstein? Det der må laves om, er selve det system, som producere Maria Antoinette kloningerne!
Hun var et forkælet pigebarn, som blev solgt af sit land - til et formelt og stift liv i et gyldent bur. Da det gik galt , så vi en anden (38-årig) moden kvinde, nemlig hende på Davids tegning, siddende på bøddelkærren med ret ryg og - strengt hånligt blik (et af tegnekunstens bedste tegninger), det forkælede pigebarn - var blevet voksen.
En gylden elite - blev halshugget af en anden elite, som igen blev halshuget - af en tredie - osv., en gylden elite - var blevet en vi-vil-ha`-elite, og - den lever endnu.
Oprøret må næsten komme fra kvinderne og den første der ryger er Karen Volf. Hende er ingen bange for. Hun er fuld af tomme kalorier.
Ca 1 mia mennesker sulter - det er som i 1970 , hvis man ser FN’s fødevareorganisation FAO’s statistikker.
I 1970 var vi knapt 4 mia mennesker i verden - idag er vi ca 6,7 mia mennesker.
D v s at det er relativt færre , der sulter idag end i 1970 - ( det er selvfølgelig ikke godt nok på nogen måde, men det giver lidt perspektiv).
( i øvrigt, så bor knap 40% af dem, der ikke har mad nok, i Kina og Indien, som er dette århundredes to kommende supermagter med egne atomvåben, rumprogrammer o s v ).
Forbrugselite - næ - ikke spor.
Rigdom er lig med produktivitet som bygger på erhvervskompetencer og samfundsstruktur.
Når en dansker bestiller noget, så laves der en masse værdi pr time.
Når en stakkel i f eks Uganda slider hårdt , så skabes næsten intet af værdi , og det skyldes manglende uddannelse og erhvervskompetence samt dålig regeringsførelse og elendig samfundsstruktur. ( Det er ikke os, der “stjæler” fra staklen i Uganda.).
Rigdom er typisk ( bortset fra visse olielande) identisk med uddannelse , god regeringsførelse og evnen til at forarbejde ting og derved gøre dem værdifulde.
Hvis vi vil hjælpe vores venner i ulandene , så gør vi det bedst ved at levere uddannelse og erhvervskompetence og bekæmpe korruption o s v.
Men vi behøver ikke at skamme os over det gode samfund, og den levestandard vi selv har opbygget gennem arbejde og dygtighed.
Med et gammelt ord kan man sige, at den globale forbrugselite har mange idealer, men meget lidt at have dem i. Egentlig kun i kapitalen og ved kapringen af den teknologiske magt, der skaber folkets afhængighed og sætter demokratiet på skrump,.
På Maria Antoinettes tid solgte det danske kongehus ud af godserne, men bankerotten kom alligevel 1813, solgte til den nye industrimafia (Schimmelmann, Lassen o.a.).
Eliten læser grundloven, som fanden læser biblen, tager de rettigheder, den kan bruge, finder hullerne i loven og gældsætter pligten, indtil finanskrisens fallitbo præsenterer folket for kreditorernes ågerrenter og fattigdom langt ud i fremtiden.
Imens træder storkapitalens internationale direktioner sammen for at bruge den overnationale magt til at kaste verden ud i forbrugerelitens krige og derved komme folkelige revolutioner i forkøbet. Kaosteorierne skaber frygt og tilkalder verdensbanken og verdens stormagt for at optræde som situationens håndhævere. I indeværende fattigdomsår konfirmerer Ban Ki-Moon USAs kapitalisme i Haiti og sætter Danmark i endnu en formandsstol til et internationalt fattigdomsmøde, hvor ægteparret Clinton og fru Tørnæs skal udbrede vækstens budskab.
Folkets revolution kommer af andre drifter, der længe har slumret dybtnede. Under verdenskrigen mobiliserede menigmand modstand af selvopholdelsesdriften, men allerede under indtryk af besættelsens ophør fik den elitære borgerlighed efterhånden forplantningsdriften erstattet af forbrugerdriften under guleroden frihed. Den individualiserede værdidebat blev til sidst i retorisk elegance fremført af Berlusconi, Haider, Fini, lePen, Camre, Messerschmidt o.a. højreekstremer.
Sålænge folk bevarer selvrespekten, består civilisationen, og naturen går ikke over optugtelsen, men naturen vil kræve sin ret, og kulturen kan ikke fortsætte med blot at lade dyden gå amok. Vi er født polygame og henfalden til tilintetgørelse af det multietniske samfund, fordi vi kan reproducere os når som helst og hvor som helst i en tilfældig flerhed, i perioder holdt i ave af en esotisk nationalisme og racisme, men civilisationer er før opløst i anarki og gendannet i revolutioner. Over for dettte kulturradikalismens yderste skrækscenarium eller civilisationensselverkendelse står religionerne altid parat med tilbud til den enkelte, mens konfessionerne kæmper om universalierne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Mage til selvbehageligt vås end Robert Krolls neokolonialistiske indlæg skal man lede længe efter. Når danskeren laver en masse værdi pr. time, skyldes det, at danskeren har magten til at definere værdi. Men uden eksemplets ugander kom danskeren ingen vegne! Det er som med de uanfægtede høje lønninger i toppen af erhvervslivet: forståelsen af, at man ingen penge ville tjene uden en medarbejderstab kan nogle gange synes helt fraværende.
Denne kommentar er anbefalet af:
Måske er det derfor, Peter Hansen, at der er så forholdsvis få kvinder i toppen af erhvervslivet: de har for længst gennemskuet drejebogen. Modsat i udviklingslandene, hvor det er kvinderne der holder samme på stumperne, er kreative omend på græsrodsniveau og bærere af håb, mens deres mænd går i dvale eller forsøger at flygt til et af de forjættede lande, hvor ejerskab af en Mercedes er målet, mere eller mindre. Ægte oprør kommer nede fra og blandt dem der har størst utilfredshed til at drive oprøret, er det kvinderne der har initiativet. Det bliver sgu nok Afrika. Underhunden, der sætter det igang og der er jo heller ikke sket noget afgørende på de kanter i meget lang tid. Måske med hjælp fra kineserne?
Opgør og oprør er ustandselig under vejs, fra oven og fra neden og fra begge køn.
Jeg forsøgte at skitsere de naturlige vilkår, som altid har været vores livsbetingelser, hvor meget vi end taler om civilisation, vore bevidste og ubevidste tilbøjeligheder styret af drifter, som vi ikke altid vil være af, men alligevel prøver at beherske, ganske grundlæggende selvopholdelsesdriften elller kønsdriften, der udløses i krig og ved naturnedbrud,
f.eks.både under vores egen og afghanernes besættelse (Freud døde netop ved 2.verdenskrigs udbrud) .
Vi er stadig uhjælpligt stillet i en skæring mellem den tåbeligste nationalisme, der definerer et ofte racistisk sammenhold på en stamme, og den anarkistiske opløsning i et scenarium, hvis xenofobiske tilfældigheder og kamp om rettigheder vi nu er vidne til.
I mit oplæg lå en appel til, at nogen ville forsøge at indsætte liberalismens frihedsbegreber, i både den statslige og individualistiske forstand.
Friheden ser vi, f.eks. i Muhammed-debatten, kan bruges både til en fremmedmodstand, alternativt fremmedbeherskelse, der paradoksalt nok fører til frihedsbegrænsning for andre, jævnfør klassekamp og altså fattigdom, men liberalismens frihed fører i den ideale form til en endelig sammenblanding af kulturerne, fordi den individuelle frihed og naturdrift ikke kender forskel på kulturel og etnisk oprindelse, og historien har mangfoldige eksempler på, at når først køns- og selvopholdelsesdriften udløses kan ingen forhindre en sammenblanding, som liberalismen ingen løsning har på - tilfældigheder?
Tjae - til forskel fra de sære snegle: Danskerne, Svenskerne, Nordmændene å’ Britterne ( der alle synes at nære en klippefast tiltro til: Uforligeligheder’s uforligelighed ) - ku’ Franskmændene da i det mindste tage sig sammen til at afskaffe monarkiet - da monarki jo er uforligeligt med: Frihed, lighed å’ fælleskab.
–––––-
Anders Fogh: Det 21’ende århundrede blir’ liberalismens århundrede
- å’ med det begejstrede flertal for Liberalismen sku’ det jo være let også at mønstre et flertal for monarkiet’s afskaffelse.