Når de danske politikere om kort tid skal vælge, hvilket kampfly Danmark skal købe, bliver det uden at kende hverken prisen på de fly, de siger ja til, antallet af fly eller hvilke opgaver, flyene skal løse.

Det fremgår af et notat om kampflykøbet, som Forsvarsministeriet har afleveret til partierne bag forsvarsforliget.

Flere militærforskere mener, at det er en helt forkert måde at beslutte, hvordan op mod 20 milliarder skattekroner skal anvendes. De mener, at politikerne bør tage stilling til, om det er fornuftigt kun at købe avancerede kampfly, når forsvaret konstant mangler troppetransport og flyvedygtige helikoptere. Og de opfordrer regeringen til at kaste hele flykøbet op i luften igen

På Christiansborg ønsker både de radikale og SF, at flykøbet udskydes, mens Socialdemokratiet er parat til at handle nu, hvis blot de kan få en cirkapris på de fly, Danmark skal købe.

Bind for øjnene

I det 15 sider lange notat, som Information er i besiddelse af, fremlægger regeringen sin plan for, hvordan århundredets våbenhandel skal gennemføres.

Beslutningsprocessen er opdelt i tre faser, der indebærer, at politikerne i indeværende år skal vælge, hvilken af de tre kandidater, der skal levere Danmarks kommende kampfly.

Valget står mellem det superavancerede Joint Strike Fighter (JSF) fra Lockheed Martin, det gennemprøvede F-18 Super Hornet fra Boeing og det mindre Gripen-fly fra Saab-fabrikkerne. Beslutningen om, hvilket kampfly Danmark skal have, skal - fremgår det af notatet - træffes, uden at politikerne kender prisen på flyene, uden at de aner, om Danmark skal købe 10, 20, 30 eller 40 fly, og uden at man har lagt sig fast på, hvilke typer opgaver, det danske flyvevåben skal være i stand til at løse de kommende 25-30 år.

Først to år senere, i 2012, når Forsvarsministeriet egenhændigt har forhandlet kontrakten med den heldige vinder på plads, får politikerne at vide, hvor meget flyene kommer til at koste, og hvor mange fly, Danmark skal have. Efter yderligere tre år, dvs. i 2015 vil de første fly så kunne lande i Karup, vurderer Forsvarsministeriet.

Pilen peger på JSF

Den trinvise fremgangsmåde er ikke mindst interessant, efter at USA tidligere på ugen fyrede den øverste ansvarlige for det amerikanske kampflyprojekt Joint Strike Fighter, JSF, på grund af konstante budgetoverskridelser.

Forsvarsforsker Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet har fulgt det danske flykøb tæt og er ikke i tvivl om, at Forsvarsministeriet har valgt en beslutningsproces, der er fremmer netop JSF’s vinderchancer.

»Den eneste af de tre kandidater, som man ikke kan få en pris fra, er Lockheed Martin. Både Boeing og Saab har oplyst priserne på deres fly, så det er helt klart en beslutningsproces, som gavner JSF, dvs. den kandidat, som forsvarsminister Søren Gade helst ser vinde,« siger han.

I det hele taget mener Peter Viggo Jakobsen, at regeringens notat præsenterer JSF mere fordelagtigt end de to andre kandidater. Tendensen ses bl.a. i en grafik, som Forsvarsministeriet har udarbejdet som en del af notatet. Den viser tilsyneladende, at en række andre NATO-lande har valgt JSF, mens kun to af Danmarks allierede har valgt Gripen og to Super Hornet.

Ser man nærmere på grafikken opdager man imidlertid, at JSF’s popularitet overdrives. F.eks. er USA som det eneste land opført hele tre gange. Flere af de påståede JSF-lande har endnu ikke valgt, hvilket fly de vil købe, og endelig optræder Australien som NATO-medlem, selv om landet aldrig har været medlem af NATO.

»Det er alt sammen detaljer, der synes at have til formål at fremstille JSF som meget populært og dermed få de danske politikere til at vælge netop dette fly,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Hans vurdering bakkes op af Jeppe Plenge Trautner, lektor i militære studier ved Aalborg Universitet.

»JSF ikke blot favoriseres, notatet kaster vievand over, at typebeslutningen er JSF, og at den beslutning kan og bør træffes nu,« siger han til Ingniøren.dk.

Forskerne peger også på, at ministeriet beskriver Boeings Super Hornet som et kampfly, der kun kan anvendes frem til 2020, hvilket er helt misvisende. Notatet overdriver også antallet af JSF-fly som bl.a., Australien vil købe.

Mærkværdig proces

Henrik Ø. Breitenbauch fra Dansk Institut for Militære Studier finder også regeringens beslutningsproces kritisabel, om end af andre grunde.

»Det er en mærkværdig måde at beslutte en så stor offentlig investering på,« siger han. »Det er hovedløst at begrænse sine overvejelser til én bestemt slags kampfly. Udviklingen på kampflyområdet går ekstremt hurtigt i øjeblikket, f.eks. kan ubemandede fly allerede nu løse mange af de traditionelle kampflyopgaver,« siger han og påpeger, at politikerne også burde overveje den mulighed.

Henrik Ø. Breitenbauch mener i det hele taget, at det danske flykøb bør kastes op i luften igen.

»Politikerne burde gentænke hele flykøbet og blandt andet tage stilling til, hvad der skal ske, hvis det ender med, at forsvaret må skrotte deres nye EH-101 helikoptere på grund af tekniske problemer,« siger han.

»Erfaringerne fra Irak og Afghanistan viser, at de danske soldater har hårdt brug for transportfly og transporthelikoptere,« siger han og tilføjer, at politikerne bør tage stilling til hele Flyvevåbnets flypark.

Peter Viggo Jakobsen er enig og peger på, at Forsvarskommissionen sidste år konkluderede, at det netop internationale operationer som dem i Irak og Afghanistan, det danske forsvar først og fremmest skal regne med at deltage i mange år ud i fremtiden.

»Det er ikke særlig smart, at det danske forsvar ikke kan transportere sig selv rundt i lande, hvor infrastrukturen er meget ringe, og hvor det er meget usundt at bevæge sig over land på grund af IED’er (vejsidebomber, red.) og miner,« siger ham.

»I sidste ende kan det komme til at koste menneskeliv, hvis politikerne ignorerer behovet for transportfly og helikoptere.«

Kissejav

Regeringen understreger i sit notat, at beslutningen skal træffes inden nytår, hvis det første nye kampfly skal lande i Karup i 2016. Det er det tidspunkt, hvor de nuværende F-16 fly efter planen skal udfases.

Forsvarsministeriets argument er blandt andet hensynet til dansk industri, der i årevis har haft blikket stift rettet mod de modkøbsordrer og underleverandøraftaler, som en flybeslutning vil kaste af sig.

»En politisk principbeslutning om typevalg af nye kampfly bør (…) ske i 2010. Dette vil give dansk industri de bedste muligheder for at positionere sig i forhold til den foretrukne leverandør og dermed de bedste muligheder for at sikre ordrer samt adgang til avanceret teknologi og avancerede produktionsmetoder,« hedder det i notatet.

Derudover peger ministeriet på, at en del af det datamateriale, der ligger bag evalueringen af de tre kandidater, har begrænset levetid, og derfor skal laves om, hvis beslutningen udskydes.

Både Peter Viggo Jakobsen og Henrik Ø. Breitenbauch afviser, at det skulle være et større problem at udskyde beslutningen. Danmark kommer ikke til at stå uden kampfly foreløbig, understreger de og henviser til at en del af de nuværende F-16 fly sagtens kan flyve videre efter 2016.

På Christiansborg er den socialdemokratiske forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, enig med forskerne i, at det bør overvejes, om Danmark har brug for kampfly eller en blanding af flere typer.

»Det har de helt ret i, og en sådan samlet vurdering indgår også i vores overvejelser,« siger han.

Umiddelbart er han dog ganske tilfreds med den tidsplan, regeringen har fremlagt. men han har ikke tænkt sig at tage stilling til, hvilket kampfly Danmark skal have uden i hvert fald at få en cirkapris.

»Hvis vi ikke får en indikation af priserne, kan vi ikke sammenligne de tre kandidater, og så bliver der ikke noget typevalg« siger han.

Den radikale ordfører, Niels Helveg Petersen, erklærede forleden »et typevalg i 2010 for udelukket« på grund af JSF-projektets økonomiske problemer. Også SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, ønsker flybeslutningen udskudt.

Læs regeringes notat her:

Fakta: Tre scenarier

Dansk Institut for Militære Studier (DIMS) anbefaler, at politikerne vælger mellem følgende tre forsvarsscenarier, når de skal afgøre, hvilken flytype Danmark skal købe: Natvægtermodellen: Der anskaffes kun præcis det antal kampfly, som skal til, for at Danmark kan hævde sin suverænitet og opretholde forsvarets kampflyekspertise. I stedet bruges pengene på transportfly og kamphelikoptere og udstyr til landtropper. Denne model betyder, at Danmark fortsat kan deltage i stabiliseringsoperationer som dem i Balkan og Irak. Her er Gripen det oplagte valg. Luftstøttemodellen: Der anskaffes færre og mindre avancerede fly til at hævde suveræniteten og til at deltage som taktisk luftstøtte for soldater på jorden. Resten af pengene bruges til indkøb af transportfly og kamphelikoptere. Her er både Gripen og F-18 Super Hornet en mulighed. Luftkrigsmodellen: Der anskaffes avancerede kampfly, der kan indgå i et tæt netværk med Danmarks nærmeste allierede Storbritannien og USA. Flyene skal bruges til at løse alle former for opgaver fra suverænitetshævdelse til taktisk støtte og til indsættelse i direkte væbnet konflikt. Her er Joint Strike Fighter det oplagte valg. Anbefalingerne er en del af en større rapport, der kan læses på www.difms.dk