Dér ligger man så en sen aften i sengen og prøver forskellige sovestillinger uden held til at slippe vågenhedens tag i en. Tiden går med en puls, der søger at hakke sig til ro, mens billeder passerer bag lukkede øjenlåg og løsrevne tanker insisterer, indtil en blankhed omsider indtræder uden alligevel at give plads til søvnens greb.
Så melder sig en mulig forklaring på det aktuelle søvnbesvær, som er relativt usædvanligt: Det er fuldmåne. Oppe i hjørnet af vinduet anes det gule lys mellem persiennens tremmer, der allerede tillader en let farvning af rummets mørke. Så hører jeg altså til den udsøgte gruppe af mennesker med særlige, kosmiske kontakter i alliance med månens faser. Jeg har egentlig altid misundt dem lidt for denne finfølelse, men frafalder beundringen under indtryk af min søvnløse tilstand og kommer i tanker om en anden bestemmelse af fænomenet, hvor Erik A. Nielsen, der ved alt om ’kristendommens retorik’, også i en tidligere bog, Søvnløshed i kunst, har hævdet, at den såkaldte modernismes egentlige kendetegn er, at den menneskelige bevidsthed uafbrudt befinder sig i en alarmeret tilstand, en evig søvnløshed. Og modernisme har altid optaget mig. Jeg har lige lagt Marcel Proust fra mig på natbordet i skyggen af unge piger i blomst, og ham regner jeg generøst for modernist. For så vidt er rastløsheden i den unge Marcels uhyre detaljerede analyse af de snobbede gæster på badehotellet i Balbec alarmeret og alarmerende, ganske som den tikkende bevidsthed hos den søvnløse. Der findes virkelig mere søvndyssende sengelekture end hans op-sporing af den tabte tid.
Digterne er optaget af søvnløshed. Det er et oplagt lyrisk emne, som når Thorkild Bjørnvig i digtet ’Søvnløs’ klager:
Udslettelse – Identitet og
Navn/lagt i Guds Navn
eller en Dæmons Favn,/
ikke en Draabe Søvn.
Og han strækker armen ud mod kontakten for brat at slukke dagen, fuglelarmen, lyset og sig selv til sidst.
Præcist har Klaus Rifbjerg fanget situationen i min natlige storbytilstand med Byens tvelys og sit søvnløshedsdigt, der i al korthed siger:
Stilheden kører gennem
den nattetomme gade
skæret glider roligt
over loftet
og forsvinder
Jeg opdager da, at det slet ikke er fuldmånens lys, der behersker mig. Månen mangler ved nærmere eftersyn den yderste kant i sin tiltagende skive. Jeg er da parat til at hengive mig til søvnens tre grader, som den nu vil, den overfladiske, der måske handler om forfattere, remsøvnen, der med rullende øjne går på jagt i fede emner i sin egen syntaks eller den dybe søvn, der tager fat om arketyperne for ikke at sige selve identitetsløsheden.
Kommentarer
Jeg tror nu ikke, at fuldmånen har indvirkning på vores søvn - kun hvis gardinerne ikke er trukket for, da lyset ellers vil være stærkere end normalt. Nej, jeg tror nu, at søvnløshed i denne sammenhæng bunder i en form for præstationsangst. Hvem har ikke prøvet at være så bekymret over ikke at kunne falde i søvn, at det har stresset i en sådan grad, at søvnløsheden varer til langt ud på natten? Ifølge artiklen http://www.sundhedslex.dk/soevnloeshed.htm på SundhedsLex.dk er angst da også sammen med depression og stress de største årsager til søvnløshed. Jeg kommer ikke den med fuldmånen :-) Lad os nu ikke for søvnløse nætte over det!