Musicals på Det Kongelige Teater er ulovlige. Det hævder professor i dramatik ved Aarhus Universitet Jørn Langsted i en analyse i Politiken søndag under overskriften »Snyd. Nationalscenen ser stort på teaterlov«.

Men spørger man jurister, tager teaterhistorikeren fejl.

»Den udlægning ligner en skævvridning af loven,« siger lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing med henvisning til paragraf 2 i Teaterloven, der ifølge Jørn Langsted indebærer, at Det Kongelige Teater kun må spille ballet, opera og skuespil.

»Teatret skal uden ensidighed producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet inden for ballet, opera og skuespil,« hedder det i lovteksten.

Det betyder imidlertid ikke, at teatret ikke også må spille forestillinger inden for andre genrer, vurderer Sten Bønsing, der kalder Jørn Langsteds læsning »lige snæver nok«.

Og det er jurist og afdelingschef i Kulturministeriet Jesper Hermansen enig i.

»Der er rigtignok nogle forpligtelser, der indebærer, at Det Kongelige Teater skal spille ballet, opera og skuespil. Men man kan ikke derfra slutte sig til, at de ikke må spille andet. Paragraffen er en formålsbestemmelse, som ikke er tænkt som en udtømmende liste og ikke har karakter af en negativ afgrænsning,« siger Jesper Hermansen.

Begge jurister henviser desuden til, at der ikke står noget i bemærkningerne til Teaterloven, der kan understøtte Jørn Langsteds udlægning.

Ingen indrømmelser

Det gør dog ikke indtryk på Jørn Langsted, at »juradimserne« er kritiske over for hans udlægning:

»Deres tolkning går ud på, at alt, hvad der ikke er direkte forbudt, er tilladt. Men den køber jeg ikke. Man kunne bare have skrevet i loven, at Det Kongelige Teater skal spille teater. Så havde der været frit valg på alle hylder. Men det har man altså ikke gjort.«

Men skyldes formuleringen ikke, at man vil sikre sig, at de spiller ballet, opera og skuespil? Det udelukker vel ikke andre genrer?

»Det er rigtigt, at det ikke er en forbudslov. Der står ingen steder, at Det Kongelige Teater ikke må gør dit eller dat. Så på den måde kan juristerne måske have en pointe. På den anden side må man sige, at når man har skrevet, som man har, i loven, er det vel for at sikre, at Det Kongelige Teater varetager nogle bestemte genrer, som ellers ikke vil blive varetaget i dette land. For eksempel stor opera.«

- Men at man sikrer sig, at de genrer bliver prioriteret højest, gør det vel ikke til lovbrud, at man spiller en enkelt musical en gang imellem?

»Det vil jeg hævde, det er. Du kan kalde det en fundamentalistisk læsning af lovteksten, men hvis nogen ville have lavet om på Det Kongelige Teaters formål, havde de haft mange lejligheder til det, når loven er blevet ændret op igennem de seneste årtier. Man kunne have skiftet ordet opera ud med ordet musikdramatik, som ville have omfattet musicals.«

- Men så ville prioriteringen af ballet, opera og skuespil jo gå tabt?

»Så kunne man havde skrevet, at de tre genrer skulle prioriteres.«

Delte meninger

Jørn Langsteds analyse i Politiken er seneste indlæg i den debat om musicals på Det Kongelige Teater, som brød ud i Information i sidste uge.

Striden står om musicalklassikeren My Fair Lady, som nationalscenen sætter på programmet til foråret.

Ifølge Jørn Langsted og andre kritikere er det urimelig konkurrenceforvridning i forhold til de private teatre, der lever af at spille musicalklassikere, når Det Kongelige Teater med millioner af statsstøttekroner i ryggen møver sig ind på musicalmarkedet.

Omvendt mener Det Kongelige Teaters operachef, Kasper Holten, at nationalscenen bør have mulighed for at spille forestillinger inden for enhver genre, så længe der er »en form for kunstnerisk nødvendighed til stede«.

CaptionMy Fair Lady er en musical med musik af Frederick Loewe og tekst af Alan Jay Lerner efter skuespillet Pygmalion af George Bernard Shaw. Musicalen blev en af de mest succesfulde. Film: “My Fair Lady” (USA 1963; Dir: George Cukor; Book: Alan Jay Lerner, after the drama “Pygmalion” by George Bernard Shaw; Music: Frederick Loewe). - Scene with Audrey Hepburn as Eliza. - Still.

Fakta: Teaterloven

Mens musicals på Det Kongelige Teater ifølge jurister ikke er i strid med Teaterloven, er det mere tvivlsomt, hvorvidt musicalklassikere på nationalscenen er i overensstemmelser med intentionerne bag den aftale, Folketingets partier indgik med Det Kongelige Teater, da statsstøtten blev forhøjet i forbindelse med Opera-udvidelsen.
I aftalen står der, at teatret kan danne ramme om ’et bredere originalproduceret musikdramatisk repertoire’, men der skal vel at mærke være tale om ’originalt producerede forestillinger’.
Som Information tidligere har dokumenteret, betød det ifølge tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, der indgik aftalen, at Det Kgl. Teater kun må spille nyskrevne musicals og ikke konkurrere med de teatre, der spiller
musicalklassikere.
Nuværende kulturminister Carina Christensen mener imidlertid, at en musical er originalt produceret, så længe den som den aktuelle ’My Fair Lady’ er nyiscenesat.