Ved førstebehandlingen af SF’s Beslutningsforslag B50 om bedre beskyttelse mod hadforbrydelser den 26. januar udtalte justitsministeren (JM) bl.a.:

»For så vidt angår forslaget om at tilføje køn, er det anført i bemærkningerne til forslaget, at der hermed sigtes til at medtage forbrydelser rettet mod transkønnede. Hertil skal jeg bemærke, at straffelovens § 81, nr. 6 allerede henviser til forurettedes seksuelle orientering som en strafskærpende omstændighed. Det skal således allerede i dag indgå i skærpende retning, at en forbrydelse er motiveret i, at ofret er transkønnet eller transseksuel.«

Ifølge den internationale sygdomsklassifikation ICD-10 er der for transkønnede ikke tale om en særlig seksuel tilstand, men en kønsidentitetskonflikt, og i de af Europarådets menneskerettighedskommissærs udfærdigede principper for menneskerettigheder i relation til kønsidentitet påpeges netop transkønnedes behov for særlig anerkendelse.

Samtidig har både Trans-Danmark og LGBT (Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner) kommenteret B50 forud for 1. behandlingen, med samme synspunkter.

Man må derfor spekulere over, om JM’s svar alene er et udtryk for et lemfældigt embedsmandsarbejde, eller om der virkelig er tale om, at JM rent faktisk ikke forstår nuancerne.

Det er også muligt, at JM har prioriteret at markere sit politiske flertal frem for konstruktiv debat til gavn for udsatte grupper.

Vold og ydmygelse

For transkønnede er konsekvensen imidlertid klar nok.

Vi er selv bevidste om, at det at fremtræde som det andet køn, kan være svært for udenforstående at forstå. Netop det at få det sammenkædet med noget seksuelt betyder for mange, at de ikke magter konfrontation med omverdenen. Det kan være medvirkende til, at mange vælger at leve med deres behov mere eller mindre skjult.

Jeg vil tro, at en stor del af transkønnede vil acceptere megen vold og ydmygelse, så længe de kan undgå at stå offentligt frem med en ellers legitim sag. At vi ikke engang i lovgivningen kan blive anerkendt som det, vi er, men må se os henvist til en minoritet, vi ikke tilhører, er jo i sig selv diskriminerende.

Vi er på en måde dobbelt udsat. Dels gør vores måde at udtrykke os i det offentlige rum - noget som uanset hvor afdæmpet, vi præsenterer os - os umiddelbart synlige og udsatte. Dels skal vi lide under manglende officiel anerkendelse for i stedet at være påduttet en seksuel orientering. Begge dele er forhold, der kan få mange til at skutte sig - og det er forhold, som personer, der netop udøver hadforbrydelser, kan lade sig provokere af.

Hensynet til minoritetsgrupper er et udtryk for et samfunds stade, men også et udtryk for de signaler lovgivere sender til befolkningen.

Jeg finder det meget uheldigt i et oplyst samfund som det danske at blive budt, at landets justitsminister på baggrund af fejlagtige oplysninger ender med at stå som den største hindring for, at også transkønnede kan føle sig reelt beskyttet i den danske lovgivning.

Det er da barokt.

Izabella Simonÿ er bestyrelsesmedlem i Transvestitforeningen i Danmark (TiD)