Den hverdagsagtige ophøjethed

Det er sangernes aften i Den Jyske Operas opsætning af Wolfgang Amadeus Mozarts sjældent spillede første store opera: Idomeneo – Kongen af Kreta. De fire hovedpartier: titelfiguren Idomeneo, Idamante, Elettra og Ilia blev forsvaret med stor sang på premiereaftenen ved hhv. Niels Jørgen Riis, Andrea Pelligrini, Ingela Brimberg og Klara Ek.

Dertil i dobbeltrollen som Arbace og ypperstepræsten Ole Hedegaard, der vel placeret og ældste kraft på Musikhusets scene giver begge skikkelser med nærværende autoritet. I den store kvartet i tredje akt går alting op i en højere enhed, og den ubegribeligt store mester viser sig i al sin vælde. Det sker glimtvis andre steder:I korsatserne og ikke mindst i Elettras parti, hvor mest markant den store arie direkte peger frem mod en af geniets perler: Nattens Dronning i den sidste opera Tryllefløjten.

Idomeneo fik sin uropførelse i München i 1781 som bestillingsarbejde, realiseret på få måneder; en betydelig opgave for den da kun 25-årige komponist.

Selv opfattede Mozart værket som sit vigtigste, hvilket godt kan undre en fjern eftertid. Måske hænger begejstringen sammen med at Idomeneo for Mozart markerede overgangen fra at være ’ansat’ musiker og en fyrstes lejlighedskomponist til tilværelsen som fri kunstner med særlig lyst til operaen. Men for nu at sige det som det er, hører Idomeneo, uanset hans egen mening, ja undskyld, ikke til det uforglemmelige hos Mozart og i operalitteraturen.

Vær udhvilet

De færreste, selv blandt Mozarts utallige uforbeholdne beundrere, vil være i stand til at fløjte ret meget af musikken, der da heller ikke byder på ørehængere som i de øvrige store Mozart-operaer – måske med undtagelse af Titus. Ej heller er handlingen tænderklaprende. Det anbefales med andre og nænsomme ord at være udhvilet, inden man giver sig i kast med forestillingen på tre stive klokketimer med befriende pauser.
Som antydet er det ikke sangerne i Århus der mangler noget i hverken stemme eller dramatisk fremfærd, de er upåklagelige og især Riis gribende og stor i stemmen som Idomeneo og Klara Ek smukt syngende i Ilias parti.

Iscenesættelsen ved Klaus Hoffmeyer forholder sig sine steder demonstrativt distant til den høje stil, hvori de græske mytiske personer bevæger sig.

Den Jyske Operas korister i denne forestilling hos Hoffmeyer har meget lidt at skaffe med det græske kor eller det præg af skæbnekommentar, der vel også skulle kunne ligge i mulighederne. Snarere er kormedlemmerne tilstræbt dagligvare, som man næsten møder dem i midtbyens gågader og tøjbutikker med bluser og nederdele i det naturindfarvede, sunde rødkindede kostvaner og kun let overvægt.

Højdramatisk

Spørgsmålet er, om man i en sådan sag kan komme uden om den klassiske alvor, som gang på gang dementeres i korets skødesløse ligesom planløse adfærd. Det er jo ellers store sager, der står på spil: hybris, letsindig omgang med løfter, konsekvens i den yderste forstand ved den forlangte sønneofring til havguden, endelig maksimal selvopofrelse, frelse fra undergangen i evig forbandelse og den finale folkets lykke takket være den gode altruistiske og ansvarlige fyrstes rette støbning.

Ak, ja, det var der nogen der kunne tage ved lære af frem for i panisk uformåenhed at søge tilflugt i et barns forstuvede fod og påfølgende flugt til en fjern ferieø. Det handler klassikerne nemlig også om, pligtens vægt, hvor sært det end lyder i tilstoppede øren.

Hoffmeyers scenograf Birgitte Mellentin har indskrænket scenens disponible rum til kukkassen indrammet af kantede søjler med lejlighedsvist udblik til oprørt hav og søuhyre pr. videodesign af Signe Krogh.

Kikset med video

Netop dét, videoindfaldet, virker sært altmodisch og som erstatning for en meddigtende scenografi, der på anden vis kunne tjene til at sætte beskuerens fantasi i selvsving.

Levende billeder projiceret på en teaterscene er og bliver levende billeder på en teaterscene – eller teknisk kunstig mangel af bedre. Også når det er havvand i oprør og havuhyre i centrifuge. Man skal erindre sig at det konkretiserede overnaturlige på en scene og det ufrivilligt komiske er makkerpar.

Idomeneo er ikke skrevet, før Mozart så at sige blev Mozart. I 25-års alderen havde mesteren allerede udødelige værker bag sig. Men ikke så meget inden for operagenren. Orkesterdelen bærer umiskendeligt mozart’sk præg, . Men ikke så trangen til at lette og svinge med melder sig, ikke mere end det allerede nævnte par gange.

Banebrydende på sin vis

Mozart havde ellers sin samtids bedste orkester til rådighed, Mannheimerne, som til komponistens glæde nu var anbragt i München på den musik- og kunstglade oplysnings-kurfyrste af Pfalz Karl Theodors Residenz­theater. Den unge komponists forkærlighed for træblæserne kunne i dette enestående ensembles »hær af lutter generaler«, som man sagde om dets selvbevidste medlemmer, finde tilfredsstillelse; ligeledes kravet om en pointeret og præcis strygerklang.

I Mannheimernes sted spiller i Musikhuset Aarhus Symfoniorkester under den svenske dirigent Tobias Ringborg. Pulsen i spillet er ikke på feberstadiet, så meget står fast. Det klinger ikke rigtigt overbevisende fra den i øvrigt korrekt begrænsede besætning. Dette akustiske faktum får den kun lejlighedsvise gæst i Musik­huset til at spekulere over, om den meget dybe orkestergrav mon også er for dyb; om musikerne musicerer mere til de (afskallede) vægge end ud i salen.

I givet fald kunne man måske forsøge sig med at hæve niveauet. Idomeneo fik betragtelig betydning som banebrydende på en række punkter, hvor Mozart fornyede formen og derved pegede frem mod den tidlige romantiske opera med Bee­t­hoven og Weber.

Man kan fristes til at mene, at værket som musikhistorie betragtet og fraregnet den nævnte store kvartet og med lidt velvilje sidste tredjedel af operaen er mere interessant end som egentlig oplevet opera. Ved siden af sagen ændrer selv de fine sangere i Århus ikke så meget.

Idomeneo – kongen af Kreta. Af W.A. Mozart. Musikhuset Aarhus. Turné fra 5. februar til 25. marts. Dirigent Tobias Ringborg. Instr. Klaus Hoffmeyer.

Spilles 11. og 12. Århus, 17. og 18. Det Kgl. Teater, 21. Vordingborg, 22. Albertslund, 23. Hillerød, 3.3. Herning, 6.3. Aalborg, 11., 12. og 13.3. Odense, 15.3. Vejle, 19. og 20.3. Sønderborg, 22.3. Esbjerg, 23.3 Kolding, 24.3. Flensborg.