»Hold op med at voldtage vores demokrati«, råbte fem unge halvnøgne skønheder under en demonstration søndag på det valgsted, hvor Ukraines formentligt kommende præsident Viktor Janukovitj afgav sin stemme i hovedstaden Kiev. Skønjomfruerne havde ret.
Nu må det have en ende med de evindelige politiske bataljer i et af Europas største, men også fattigste lande. Ukraine med sin kortvarige selvstændighed er ved at blive revet midt over af egne politikere, Ruslands og Vestens indblanding og det faktum, at landet er splittet i to næsten lige store fløje. Det blev da også afspejlet i søndagens præsidentvalg, hvor Østukraines prorussiske kandidat Viktor Janukovitj ser ud til at have vundet med et par procent over Vestukraines mere vestligt orientererede Julija Timosjenko.
Svigtede forhåbninger
Guderne skal vide, at ingen af de to er engle, men af to onder, så havde Timosjenko været den mindst ringe. Både for Ukraine, for det spæde demokrati og for Vesten. Men Vesten glemte som sædvanlig sin besøgstid, da millioner af ukrainere for fem år siden gik på gaderne med kravet om ægte demokrati, opgør med Janukovitjs valgsvindel, og en tilnærmelse til Vesteuropa.
Vesteuropa burde have støttet de hårdt plagede ukrainere målrettet, da de med Den Orange Revolution forsøgte et opgør med den totalitære fortid og en udstrakt hånd til demokrati, pressefrihed og åbenhed. Det gjorde Vesteuropa ikke.
Og Ruslands Kreml gjorde i sin dybt forældede fornærmethed og stereotype gammelsovjetiske paranoia alt for at spænde ben for den nye åbenhed, selvstændighed og stræben efter demokrati i nabolandet Ukraine, som Rusland fortsat betragter som en selvfølgelig undersåt.
Kvinders kamp
Man kan samtidig godt undre sig over, hvorfor ukrainerne nu tilsyneladende har valgt en tilbagevenden til det semiautoritære regime, som landets tidligere præsident Kutjma styrede og som Janukovitj vil fortsætte. Forklaringen er imidlertid simpel.
De to helte fra Den Orange Revolution, fungerende præsident Viktor Jusjtjenko og stadig premierminister Julija Timosjenko har været en kæmpe skuffelse, fordi de ikke har levet op til de høje forventninger, og fordi de på grund af personlige ambitioner har bekriget hinanden i årevis.
Samtidig er Ukraine hårdt ramt af den økonomiske krise. Hårdt ramt i Ukraine betyder ti gange hårdere end i f.eks. Danmark. Ude i den ukrainske provins, borte fra storbyen Kievs luksus og ekstravagante livsstil, er hver dag en kamp for overlevelse. Kvinderne, gamle som unge, forsøger hårdnakket at overvinde mændenes alkoholisme, de unges flugt, statens ligegyldighed og uduelighed og hverdagens møjsommelighed, mens politikerne i Kiev, Bruxelles og Moskva har travlt med at mele deres egen kage.
Få lyspunkter
Det bliver på ingen måde bedre med en Viktor Janukovitj som præsident. Han er en dybt korrumperet, forstenet, kriminel, mindre begavet og udsigtsløs repræsentant for det sovjetiske bureaukrati, der i dag ikke længere er styret af nogen ideologi eller et kommunistparti, men som nu er i lommen på de stinkende rige oligarker, som ved siden systemskiftet i Sovjetunionen i begyndelsen af 1990’erne har tilranet sig milliarder og atter milliarder på ulovlig vis og på bekostning af den almindelige befolkning.
Få lyspunkter er der dog. Mange mener, at Den Orange Revolutions demokratiske idealer er hedengangne. Det er ikke sandt, for i så fald ville Viktor Janukovitj aldrig have kunnet vinde et demokratisk valg over de siddende magthavere. Alle internationale observatører er enige om, at der faktisk var tale om et reelt demokratisk valg i Ukraine.
Suk.








Kommentarer
Så var den der igen igen! På DR2. midtvejs mellem 2. anti- sovjetiske og voldsomt historie forfalskende programmer, fik vi at vide i nyhederne, at nu skiftede Ukraine igen side, til fordel for Sovjetunionen. Det er en, af de freudianske slip som siger så meget, om afsenderens tendentiøse og manipulerende hensigter. For fanden – 20 år efter Sovjetunionens opløsning, får vi stædig smit skrammebillederne i hoved, men hvorfor denne massive anti-sovjet propaganda lige nu, se det ville jeg godt vide ( alene den sidste uge har der været omkring 7-8 anti- sovjetiske udsendelser i dansk TV). Alligevel troede jeg det var en enlig svale, men så kommer Per Dalgård og bruger samme koncept. Valget i Ukraine gik ikke, som han havde håbet og hvem stå bag? Ingen andre end det sovjetiske bureaukrati! Jamen så ved vi det, tiden har stået stille, eller den gentager sig, og historien har revet sig løs fra sin tidsbestemte kontekst. Ville det ikke være bedre hvis Informations medarbejdere trådte ind i nutiden, og var tilstede i nutiden således, at man kunne fortage en tilsvarende analyse, af nutidens udfordringer og komplekse sammenhænge?
PS: Personligt tror jeg at vi med Janukovitj, vil se ledt mere ro i det Europæiske hus, og en gradvis afvikling af de evindelige gas- slagsmål.
Sovjetunionen var den største skamplet for verden og arbejderbevægelsen i særdeleshed. Det var en sand voldtægt af de oprindelige skrifter og udtryk for en sand magtkorrumpering uden fortilfælde. De er direkte skyld i at man ikke længere kan sige man er kommunist uden at den almindelige befolkning opfatter det som fanden selv.
…
Kom nu videre.
Markus Lund,
Ja men så er det jo godt at kommunismen er blevet erstattet af oligarkier, der så led i deres indbyrdes magt kamp, kæmper om ejerskabet over statsmagten…
@Markus Lund. Dine moralske opstød står kun du for, det har intet med seriøst historie forskning at gøre. Forskellige individer kan have så mange forskellige subjektive ønsker og drømme, men skal vi ikke holde det for sig, og så forsøge at tilnærme os en objektiv historie skrivning! Jeg ved godt, at en fuldkommen objektivitet ikke er muligt, men jeg tror at det er vigtigt altid, at forsøge at komme så tæt på sandheden (sandhederne) som muligt. Hvad angår Sovjetunionen mangler vi stædig en sober og objektiv beskrivelse. Løgnene, forvanskningerne, manipulationen er overvældende når det gælder Sovjetunionen. Under den kolde krig blev misinformationen fortrinsvis styrede fra USA, og England. William Blum ( tidligere medarbejder i det amerikanske udenrigsministerium) har afsløret, at CIA under den kolde krig stod bag over 1000 ”videnskabelige” bøger som skulle miskreditere Sovjetunionen. De blev publicerede på over 100 forskellige sprog, og mange af forfatterne var respektable og ansete forskere. Når vi så i tilgift ved at den britiske efterretnings tjeneste; arbejde i Danmark med bl.a. at udsprede anti- sovjetiske løgne så begynder det at blive interessant hvor vores historiske viden stammer fra! Det gæller også baggrunden for dine bombastiske udsagn om Sovjet, for så vidt jeg kan forstå, har du ikke boet i Sovjetunionen, så din viden om ondskabens imperium må jo komme et sted fra. For øvrig var den britiske efterretning så succesfuld af de selv skrev en del artikler som bl.a. Information satte i – liden anende hvem der stod bag (Se ”The Information Research Department” Af Iben Bjørnsson i Arbejder Historie 2998 Nr.2).
Netop fordi jeg lever i nutiden, interessere det mig hvorfor vi just nu, bliver tæppebombet med anti – sovjetisk propaganda. Hvem stå bag og hvad er formålet?
Som en modgift imod de mange fabrikerede løgne, om Sovjetunionen – kan jeg anbefale at man læser: Michael Sayers & Albert E.Kahn: ”Den Hemmelige Krig mod Sovjetrusland”.
Kissinger sagde i 1970, at det var et uansvarligt chilensk folk, der demokratisk havde valgt Allende til præsident.
PD bruger en hel artikel på at sige det samme om valget i Ukraine.
Det er sjældent man læser en så pro-vestlig analyse, der overhaler Fox News højre om.