En god ven sammenlignede engang sin seksuelle debut med det »at komme hjem« - vel, personligt havde jeg det mere som var jeg faldet ned på en fremmed og ret fugtig planet, men til gengæld har jeg i mødet med kunst utallige gange haft oplevelsen af netop at være »kommet hjem«. Det vil sige, at mødet med en bog, en film, et billede eller et stykke musik har trigget en fornemmelse af at bevæge sig ind i noget måske nok vagt velkendt, men også hidtil uformuleret. Nogle vage anelser tager pludselig form, konkretiseres så at sige.
Selvfølgelig skal man være varsom med den der hjemstavnsfornemmelse, thi det kan nemt blive en sovepude, hvor det eneste man søger i kunst er bekræftelse og tryghed - på den anden side kan det være voldsomt billeddannende og sætte gang i tanker, der ellers ikke lige dukker op til overfladen af sig selv.
Alt dette fordi jeg for et par år siden satte en af de der gratis-cd’er, der ofte følger med udenlandske musiktidsskrifter, i den dertil indrettede og i et sug oplevede benene blive slået væk under mig ved lyden af sangen »Young Bride« med et for mig dengang ukendt ensemble ved navn Midlake. Sangen røg direkte ind på min iPod, hvor den har æren af at være det til dato mest spillede nummer overhovedet. Det er en enkel sang, opbygget over ganske få akkorder, spillet uden kunstgreb i et skrabet arrangement, men til med en inciterende melodilinje og lettere gådefuld tekst, der starter således: »My young bride/ why are your shoulders like that of a tired old woman …?«
Det mest gribende var sangerens stemme, tyst, indtrængende og gennemsyret af en egen stilfærdigt opløftende melankoli, som øjeblikkeligt ramte det sted i mig, hvor mit nordiske tungsind rumsterer - og øjeblikkeligt skabte en perfekt klangbund for dette usædvanligt smukke stykke musik.
Bonjour tristesse
Der var ikke andet at gøre end at anskaffe sig den tilhørende langspiller, som jeg fandt for billig penge på en tur til London. Den hed The Trials of Van Occupanther (2006) og den slags er aldrig let - hvad nu hvis »Young Bride« viste sig at være en enlig smuk svale på et ellers kedeligt album? Heldigvis var det ikke tilfældet, idet pladen viste sig at være usædvanligt helstøbt og alle dens 11 sange havde noget at tilbyde, ja titler som »Roscoe«, »Bandits«, »Head Home« og »We Gathered in Spring« var alle på niveau med »Young Bride«, melodiske perler i den bedrøveligste mol, det perfekte lydspor til de der smukke, dragende gråvejrs-formiddage, vort klima er så velsignet rigt på. En musik gjort af bomuld, et ensfarvet tæppe af akustiske guitarer og strygere, blide blæsere og diskrete trommer, tilsat små soniske overraskelser for kolorittens skyld. Cluet var en himmel-stræbende harmonisang, der gav en gammel rotte associationer til 70’er-navne som America og Crosby, Stills, Nash & Young; når nævnte ensembler var bedst, vel at mærke - men også helt uden den snert af evig californisk solskin, de besidder. Hos Midlake er det stort set altid sneløs vinter, grundfarverne bevæger sig indenfor gråt, grønt og brunt, så bedre bliver det ikke. Midlake fortsætter stort set stilen fra The Trials of Van Occupanther på The Courage of Others, der godt nok har være undervejs i fire år, men som strengt
taget kunne være undfanget ved samme sessions som forgængeren. Måske er antallet af hits (i en streng alternativ opfattelse af ordet) lidt færre, men indtil videre ligger »Acts of Man«, »Winter Dies« og titelnummeret højt på husets elektriske barometer. Men jeg har på fornemmelsen at også The Courage of Others med sin bedårende grundtone af dyster tristhed vil have en længere levetid end de der album, som bare vader ind med waders og laksko. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om fornyelse, thi kræver man virkelig ikke andet af sine favoritkunstnere end mere af det samme, når det kommer til stykket? Hæ - jo og nej. Sagt på en anden måde - det kommer søreme an på hvor længe pågældende kunstner har leveret the same old same old. Og om det er blevet dårligere. Her er der måske nok tale om (sind)stilstand, men personligt kan jeg godt leve med at Midlake fortsætter i samme skurre for bonjour tristesse og helledusseda, hvor er det dog vederkvægende. Om de så kan gøre det én gang til, må står hen, men indtil videre er der altså ingen Midlake Crisis på vej. Det er herligt at opholde sig i det træhus, bandet har opført - et sted, hvor skæggede mænd går ind og ud, bærende brænde og vand, mens konerne strikker, koger og sylter, småbeskidte børn leger mellem folks ben og alle til hobe i et væk læser poemer og spiller tværfløjte.
Benhårdt senhippieflip
Apropos tværfløjter kan det nok være at dette inkarnerede rockinstrument kom kraftigt i brug, da kvintetten plus et par af vennerne fra Texas aflagde besøg i Amager Bio fredag aften. Og netop i flertal, idet der af flere omgange var to af dem i sving - på et tidspunkt tilmed garneret med en blokfløjte! Det var noget af en benhård omgang senhippie-flip - antallet af fuldskæg var til at tage og føle på ligesom fornuftigt fodtøj absolut syntes at være det foretrukne - hvilket selvfølgelig kun var med til at understrege det pastorale ved såvel gruppens klang som præsentation. Repertoiret bestod ligeligt af de gamle kendinge fra The Trials of Van Occupanther - som hilstes med behørig begejstring af den fyldte sal - og det endnu noget uudforskede materiale fra The Courage of Others.
Når jeg nu sagtens kan få armene ned ad begejstring skyldes det måske, at gruppens overdrevent afslappede stil gjorde showet som helhed en kende kantløst. Ét er af lade sig henføre med høretelefoner i hjemlige udgivelser, noget andet er at vove sig ud i vinternattens buldrende mørke og bidende kulde for at få én på opleveren. En smule drama i præsentationen havde ikke skadet, et par bidende guitarsoloer (udover dem vi fik) eller måske sågar en fløjte-ditto havde pyntet. Bare den mindste smule vildskab, faktisk. Intimt, jo vist, men ikke synderligt ophidsende. At forsanger Tim Smith så tilmed sad ned under halvdelen af seancen gjorde heller ikke det store for at piske en stemning op. Der blev skam spillet og sunget til ug, lyden var stort set fin og vi fik uden brok eller nølen alle gruppens hits i løbet af det halvandet time lange forløb. Men så heller ikke ret meget mere. > > >
Midlake, Amager Bio, fredag.
Midlake: The Courage of Others (Bella Union/Bonniers)
Kommentarer