BERLIN- Den 17-årige romanforfatter Helene Hegemann er på rekordtid gået fra at være tysk litteraturs ny sensation til at være hovedmistænkt i en kontroversiel sag om litterært tyveri.

For blot et par uger siden kunne Hegemann stadig sole sig i de gode anmeldelser af romandebuten Axolotl Roadkill. Bogen er et råt og desillusioneret generationsportræt af en stofmisbrugende og seksuelt altædende berlinerungdom. Den toneangivende kulturavis Die Zeit kaldte romanen et »kuglelyn i prosaform«, tidsskriftet Der Spiegel udskreg Hegemann til vidunderbarn, og øvrige anmeldere fulgte trop og lovpriste den unge forfatters hallucinatoriske tour de force gennem den tyske hovedstads depraverede natteliv. Især det ligefremme og mundrette sprog blev rost til skyerne som stærkt og originalt.

Stjal fra en blog

Men nu viser det sig, at det er så som så med Hegemanns berømmede originalitet. For til det samlede anmelderkorps’ og ikke mindst sin forlæggers overraskelse har hun tilsyneladende plagieret dele af sin bog fra en tysk blogger ved navn Airen. Sidste år komprimerede Airen sine personligt skildrede blog-indlæg om den berlinske teknoscene i romanen Strobo - Teknoprosa fra Berghain, der udkom på et uanseeligt undergrundsforlag uden at afstedkomme synderlig opmærksomhed fra de samme anmeldere, der har fejret Hegemann som litterær sensation. Sigende nok skulle der en blogger til at afsløre tyveriet. En obskur internet-eksistens ved navn Deef Pirmasens blev pludselig selv en mediepersonlighed, da han på sin egen blog eftergik Hegemanns roman og påviste, at hun visse steder har kopieret hele sider uden at ændre så meget som et enkelt ord. Siden afsløringen har Hegemann udsendt en trodsig erklæring, hvori hun uden mindste tegn på anger erkender tyveriet. Ja, hun var kraftigt inspireret af Airens blog, men det er der ikke noget i vejen med, mener den unge forfatter, der retfærdiggør sine litterære lån med sit tilhørsforhold til en moderne samplerkultur og den piratkopierende internetgeneration.

»Hvordan det hele ser ud juridisk, ved jeg desværre ikke,« skriver teenageforfatteren i sit forsvar, »men indholdsmæssigt anser jeg min arbejdsform for total legitim og skammer mig ikke, måske fordi jeg kommer fra et miljø, hvor man arbejder som instruktør også, når man skriver en roman, og på den måde betjener sig af alle steder, som man finder inspirerende. Originalitet findes som sådan ikke, kun ægthed.«

Ironisk er Hegemanns forlag, Ullstein, der som bekendt tilhører en branche hvis eksistensgrundlag hviler helt og aldeles på traditionelle forestillinger om ophavsret og kunstnerisk originalitet, gået i brechen for sin unge forfatters ret til at låne fra andre med arme og ben. Forlaget henviser i en pressemeddelelse til, at Hegemann er »vokset op med internettets delekultur.«

På trods af den måske lidt overraskende forståelse for forfatterens friske tilgang til spørgsmålet om intellektuel ejendomsret har forlaget alligevel bebudet, at man med henblik på fremtidige oplag vil forsøge at indhente de nødvendige tilladelser fra den plagierede blogger.

Hedonistisk ungdom

Hele affæren har naturligvis skabt endnu større opmærksomhed om fænomenet Helene Hegemann, hvis kompromisløse fremtoning endnu gang har skaffet hende de tyske kultursektioner. Og uanset hvordan tyske læsere forholder sig til spørgsmålet om kunstnerisk originalitet i den digitale tidsalder, skal bogens skildring af et excessivt, urbant ungdomsliv nok garantere den en placering på bestsellerlisterne et godt stykke tid ud i fremtiden.

Axolotl Roadkill er nemlig blevet rost for at være et illusionsløst generationsportræt af en berlinsk ungdom, hvis venstreintellektuelle forældre allerede har sparket frihedens port så eftertrykkeligt ind, at afkommet blot har hedonistiske eksperimenter med tilfældig sex og stoffer tilbage at forlyste sig med.

Romanens hovedperson og fortæller, den 16-årige Mifti, har mistet sin alkoholiserede moder og bor i Berlin sammen med sine søskende, der fordriver dagene med at gå op i livsstilstatoveringer og post-punk. Selv manøvrerer det fortabte barn rundt som en opdateret Christiane F. med kulturel kapital blandt kreative kokainsniffere på tvivlsomme natklubber og udvider indimellem sin seksuelle erfaringshorisont med taxachauffører og ældre veninder. Når hun da ikke bladrer adspredt gennem værker af Foucault og Marx og udslynger gammelkloge og blaserte analyser af den heteroseksuelle matrix. I sidste ende er dog hverken Macbooks, hæsblæsende alkoholindtag eller intimbarberinger nok til at forjage Miftis tiltagende følelse af fortvivlelse og retningsløshed. Men ikke alt i bogen er plagiat, for bogens bedre passager bygger tydeligvis på Hegemanns egne erfaringer med en selvoptaget forældregeneration. Som datter af den berømte teatermand og dramaturg, Carl Hegemann, benytter Hegemann romanen til at dele lussinger ud til det berlinske kulturaristokrati. Fortælleren Mifti beskriver sin kunstnerfader, der har skabt en karriere på at lime pladecovers sammen som en art popkulturel bricolage, som en af den slags »venstreorienterede, gennemslagskraftige røvhuller med en indkomst over gennemsnittet, som uafbrudt laver kunst, der gør krav på evighed.«