ROM - Som folkeskolelærer har Giuseppe Caliceti fra byen Reggio Emilia i det nordlige Italien undervist børn fra omkring 25 lande: »Der er ingen, der fødes som racist. Den mest udbredte indstilling over for det anderledes er nysgerrighed, ikke angst eller mistillid,« siger han til La Repubblica og tilføjer:
»Det afgørende øjeblik indtræffer, når de er syv-otte år gamle, hvor fjernsynet begynder at blive meget påtrængende. Børn suger til sig som svampe, og der er ingen tvivl om, at det generelle klima nu er blevet mere racistisk og ignorant. Der er folk, som uden skam og næsten med stolthed erklærer: ‘Jeg er racist’. Som om det var en identitet. Børn kan finde på at efterligne den opførsel.«
Giuseppe Caliceti har netop udgivet bogen Italiani, per esempio (Italienere, for eksempel, red.). I Sig mig Far, hvad er racisme? forklarede den marokkanske digter Tahar Ben Jelloun racismen i det franske samfund for sin datter: »Far, hvis racisten er en, der er bange, må formanden for det parti, der ikke vil have indvandrere, være bange hele tiden. Men hver gang jeg ser ham i fjernsynet, er det mig, der bliver bange,« konstaterede digterens undrende datter.
Ligesom Ben Jelloun er Caliceti optaget af, hvordan integrationskonflikter opleves af børn, og han har gennem 20 år samlet immigrantbørns udsagn om livet i Italien: »Børnene er jo ikke immigreret til Italien, de er blevet taget med af deres forældre. Hvis jeg ku’ bestemme, var vi ikke kommet hertil,« siger Sheela på ni år fra Sri Lanka.
Ignorante italienere
Antallet af immigranter i Italien er tredoblet i løbet af de seneste 10 år. Der er nu over tre millioner italienere af anden etnisk herkomst og et ukendt antal illegale indvandrere. I januar opstod der raceoptøjer i Syditalien, da afrikanske appelsinplukkere gjorde oprør mod umenneskelige arbejds- og levevilkår og blev jaget på flugt af lokalbefolkningen.
Isham på otte år, der stammer fra Marokko, forklarer arbejdsdelingen i samfundet: »Italienerne har de nemmeste job, fordi de kom først til Italien«.
Skolerne i Reggio Emilia, der i 70’erne og 80’erne blev beundret og efterlignet af danske pædagoger, har landets fjerdehøjeste procentandel af indvandrerbørn:
»Selv om vi har et fremragende uddannelsessystem, der er anerkendt såvel nationalt som internationalt, sker det også stadig oftere her, at indvandrere bliver betragtet som et problem for den offentlige orden og som en trussel mod landets kulturelle identitet,« siger Giuseppe Caliceti.
Men Tong på ni år fra Kina, ved, at blandingen er gensidig berigelse: »Der findes italienere af enhver slags: høje, lave, lyshårede, gode og onde. Ligesom kineserne. De er dog lidt mere ignorante, men de ved det ikke selv. De tror, at alle kinesere er ens, for de har ikke rejst ligesom mig.«
Kommentarer