Otte minutter tog det for Giacometti-skulpturen L’homme qui marche I at sætte rekord som det dyreste kunstværk nogensinde solgt på auktion. Solgt til en anonym køber. Selvom de tynde og tyngede jernskulpturer ikke kan andet end at få armene ned - både Maren på Holstebros hovedgade og de mange eksemplarer i Louisianas samling - vækker begivenheden sandsynligvis begejstring i både Holstebro og Humlebæk.

Prisrekorden i sig selv øger interessen og opmærksomheden for Giacomettis værker, hvilket sandsynligvis vil tiltrække besøgende de steder, hvor værkerne kan ses, så man ved selvsyn kan forsøge at forstå, hvad det er, der gør netop disse værker så ekstremt værdifulde - både i økonomisk og kunsthistorisk betydning.

Tænk, hvis Louisiana for et par år siden havde besluttet at sælge ud af deres Giacometti-samling for at købe kinesisk samtidskunst i stedet?

Det er en mulighed, som Venstre tilsyneladende ønsker at åbne op for ved at ændre i museumsloven.

Ingen ville for blot to år siden have kunnet vide, at netop Giacometti ville sætte prisrekord i år, og med en samling på 20 stk. kunne man iflg Venstrelogik måske mene, at et par stykker burde række, så vi kunne veksle de andre til noget nyt. Men nu er det allerede sådan, at vi jo ikke kun ser Lousianas egen samling, når vi besøger Lousiana. Alle de store udstillinger kan kun realiseres ved at låne værker fra andre museer og samlinger i hele verden. Og i den forbindelse er det selvfølgelig helt afgørende at have noget attraktivt at bytte med.

Smag og behag ændrer sig, moden skifter og det samme gør pr. definition kunstneriske tendenser, temaer og medier. På gallerierne, biennalerne og i kunsthallerne kan man til enhver tid se det nyeste nye. Det er deres opgave.

Museerne derimod, som ud over at lave udstillinger og formidle og har som kerneopgaver at bevare, konservere og udføre kunsthistorisk forskning, har netop som opgave at vise os, at vi ikke er her på ren og jomfruelig jord.

I modsætning til malstrømmen af nyheder uden sammenhæng, baggrund og perspektiv minder museerne om, at historieskrivning er en dynamisk og kontinuerlig proces, hvori fortiden altid ses med nutidens øjne og er med til at forme fremtiden. At lade aktuelle præferencer og interesser definere museernes samling vil betyde, at vi frasiger os muligheden for at træde et skridt tilbage og se os selv og vores tid udefra. Og vi vil fratage fremtidige generationer muligheden for at skrive deres sammenhængende version af historien. Det er meget at give køb på, synes jeg, blot for at finansiere nyindkøb. Især taget i betragtning at museerne ikke behøver at købe værker for at udstille dem. Museerne fungerer i et tæt forbundet internationalt netværk, der baserer sig på udveksling - ikke af penge, men af viden og værker.