Èn ud af 15.000 i Danmarks skjulte arbejdsreserve

Marianne Petersens tour de force igennem det psykiatriske system begyndte, da hun var 23 år.

I årevis havde hun været plaget af angst og manglende livslyst. Og et spind af tvangstanker, der bare blev værre og værre: Kunne hun finde på at gøre skade på sig selv? Og kunne hun finde på at gøre noget ved andre?

»Jeg skammede mig ekstremt over, at jeg havde de her tanker. Og så kunne jeg godt se, at udsigterne til at få en uddannelse, et arbejde og et liv i det hele taget, de var lig nul, hvis det bare blev ved,« fortæller hun.

Så Marianne Petersen gik til sin læge for at få hjælp. Men den hjælp, hun fik, var begrænset.

I årene, der fulgte, måtte hun selv prøve sig frem blandt psykologer, psykiatere og sagsbehandlere.

»Hverken hos lægen eller andre steder fik jeg at vide, at der findes patientstøtteforeninger for det, jeg lider af. Min læge fulgte ikke engang op efter at have givet mig en henvisning. Og sådan noget som at der er visse psykiske lidelser, der giver et handicaptillæg til SU’en, var der heller ingen, der fortalte mig.«

700.000 rammes om året

Marianne Petersen måtte flytte hjem til sine forældre og mistede sin kæreste. Hun satte sit studie på standby og måtte selv betale for psykologbehandling og på egen hånd finde vej igennem behandlerverdenen og alle reglerne og mulighederne inden for det sociale system.

Sådan er virkeligheden for ca. 700.000 danskere, der hvert år rammes af det, som lægerne kalder »ikke-psykotiske psykiske lidelser«: Angst, tvangstanker og depressioner. Og hjælpen i dag er ikke tilstrækkelig.

»Dels opdager de praktiserende læger ikke alle, der har behov for psykiatrisk behandling. Og dels får patienterne ikke en behandling, der er god nok,« fortæller psykiatrisk overlæge, dr.med. Morten Birket-Smith fra Bis-pebjerg Hospital.

Gruppen er stærkt stigende og udgør i dag to ud af tre af de nye førtidspensionister, der hvert år siger permanent farvel til arbejdsmarkedet på grund af psykiske lidelser.

Men tallet kunne være langt lavere, hvis det danske sundhedssystem tog en behandlingsmodel i brug, der er ny herhjemme, men velafprøvet i udlandet. Den hedder »shared care« og er først og fremmest en model for, hvordan bl.a. de praktiserende læger og psykiatrien bliver langt bedre til at samarbejde om at behandle og rådgive patienterne.

Resultaterne af at bruge behandlingsmodellen er gode, viser en stor, sammenlignende kulegravning af udenlandske studier, som Morten Birket-Smith har været med til at lave. For eksempel viser erfaringer fra bl.a. USA, at patienternes sygefravær blev mindsket - og at mellem 10 og 20 pct. blev så raske, at de kom i arbejde igen.

Kunne vi overføre samme resultater til Danmark, ville det svare til op mod 15.000 ekstra par hænder på arbejdsmarkedet. Og dét ville igen svare til en permanent besparelse på de offentlige finanser på op mod 5 milliarder kr. om året, viser undersøgelsen.

Højt på dagsordenen

»Det er lidt underligt at høre snakken om, at efterlønnen skal afskaffes og lignende forslag, det er alle betyder, at folk får det værre. Her er et forslag, hvor vi alle kan få det bedre,« siger Morten Birket-Smith.

Netop de perspektiver kan være med til at sætte forbedringer i psykiatrien på den politiske dagsorden for alvor.

Når den økonomiske krise engang er overstået, trues det danske samfund nemlig stadig af store huller i statskassen, når de store årgange forlader arbejdsmarkedet. Det er en langsigtet udfordring - men finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) slipper formentlig ikke for at tage stilling til den, når han meget snart præsenterer regeringens »konvergensprogram« - groft sagt skadesrapporten over, hvor hårdt krisen har ramt dansk økonomi.

Og da et bredt politisk flertal afviser at løse problemerne ved efterlønsstramninger og dagpengeforringelser, så er der så meget mere grund til at blive bedre til at helbrede de sygemeldte og de førtidspensionerede, siger Bent Hansen, der er formand for Danske Regioner.

»Det ville være tudetosset, hvis vi ikke sætter gang i det her. For en meget lille investering vil vi kunne opnå en rigtig god gevinst. Det skylder vi patienterne - og det skylder vi også det samlede arbejdsmarked,« siger han.

Derfor vil regionerne, når de til foråret mødes til økonomiforhandlinger med finansministeren, foreslå et forsøg i fem psykiatriske centre, hvor shared care-metoden kan udvikles og afprøves i praksis. Alt i alt et forsøgsprojekt til godt 80 mio. kr.

Nej fra Claus Hjort

Men hvor meget finansminister Claus Hjort Frederiksen end roser og anpriser perspektiverne i forsøget, afviser han allerede nu at give så meget som en krone til at sætte det i gang.

»Jeg har sjældent hørt om så stor en gevinst for så lille en indsats. Men vi er nødt til at finde på nogle smartere løsninger i sygehussektoren, så regionerne ikke skal stå med hænderne fremme hele tiden. Jeg synes simpelthen bare, at Bent Hansen skulle komme i gang,« siger han.

Her støder de gode ideer og fine perspektiver ind i den samme mur, som en lang række andre tiltag på psykiatriområdet. For hvor en bedre behandling af patienter som Marianne Petersen først og fremmest kræver penge fra sundhedssystemet, så bliver gevinsten - øgede skatteindtæger og færre udgifter til sygedagpenge og førtidspensioner - høstet nogle helt andre steder, påpeger sundhedsøkonom Jes Søgaard fra Dansk Sundhedsinstitut.

Praktisk talt umuligt

»Det, finansministeren siger - at så må sundhedsvæsenet finde pengene ved egen prioritering - det er praktisk talt umuligt. Jeg kan virkelig ikke se, hvor man skulle presse 80 mio. kr. ud af sundhedssystemet, som det ser ud i dag. Ikke uden at tage penge fra f.eks. kræftbehandlingen, og dét er næppe realistisk,« siger han.

Situationen udløser et suk hos sekretariatsleder Kasper Tingkær i ODA - paraplyorganisationen for de danske OCD-, depressions- og angstforeninger.

»Der er en helt uanstændig nølen. Vi er superglade for regionernes udmelding om, at de vil prioritere dette område. Men igen er det et problem, hvis vi også denne gang strander på spørgsmålet om, hvem der skal betale for det,« siger han.

Kasper Tingkær henviser til, at heller ikke satspuljepartierne har ønsket at støtte forsøg med shared care, og at hele psykiatriområdet trods flere års højkonjunktur gang på gang er gået glip af merbevillinger:

»Man var begyndt at tale om ‘psykiatri i verdensklasse’. Men så lukkede vinduet i, inden der kom flere investeringer. Nu håber vi på, at krisen og manglen på arbejdskraft kan gøre det nødvendigt - selv om det er lidt hårdt at sige.«

Marianne Petersen er i dag kravlet ud af det sorte hul, hun befandt sig i. Hun tager stadig medicin, men klarer sig fint og sidder i dag og skriver speciale på sit universitetsstudie på RUC.

Men dén gode slutning er ikke sundhedssystemets fortjeneste.

»Alt det kunne ikke lade sig gøre, hvis jeg ikke havde haft mine forældre til at støtte mig og hjælpe mig økonomisk. Uden dem var jeg endt som posedame,« siger Marianne Petersen.