De danske skolebørn skal ikke bare måles på, hvor gode de er til at bøje verber og løse ligninger.

Skolerådet, der rådgiver Undervisningsministeriet, foreslår i en ny rapport at lave trinmål for elevernes alsidige udvikling i 3., 6. og 8. klasse. Alsidig udvikling handler blandt andet om at kunne samarbejde, være innovativ, kreativ og social.

Formand for Skolerådet Jørgen Søndergaard mener, det er nødvendigt at gøre den alsidige udvikling mere synlig og konkret i skolernes hverdag:

»Det her ville give os bedre mulighed for at sætte nogle retningslinjer for, hvad der forventes, at en elev i tredje klasse skal kunne, når det gælder samarbejde eller kreativitet,« siger Jørgen Søndergaard. Formanden for Skolerådet mener, det er særligt nødvendigt at sætte fokus på den alsidige udvikling i en tid, hvor der er meget fokus på de faglige discipliner i folkeskolen.

»Det rummer en risiko for, at skolerne ikke prioriterer den alsidige udvikling højt nok, og så får vi muligvis elever, der er gode til ligninger, men hvis de ikke kan samarbejde, så har vi et problem som samfund,« mener Jørgen Søndergaard.

Farlig kurs

Men lektor i pædagogik Søren Langager fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole mener, det er en håbløs opgave at lave trinmål for f.eks. kreativitet.

»De her evner er vigtige dimensioner i den moderne verden, derfor skal de fremmes, men det er en farlig kurs at sætte mål op for kreativitet eller social adfærd. Det burde handle om, hvordan vi gør de klassiske målbare skolefærdigheder bredere, så de dækker over mere end målbar faglighed,« siger Søren Langager.

Dorte Lange, der er medlem af Skolerådet og formand for Skole- og Uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening, mener heller ikke, det kan lade sig gøre at lave specifikke mål for alsidig udvikling

»Det vil være det samme som at sige, hvordan man skal være som person, og det virker lidt uhyggeligt,« siger Dorte Lange og understreger, at elevernes alsidige udvikling allerede nu er en integreret del af fagenes mål.

Sekundært

Skoleledernes formand Anders Balle mener derimod, at trinmål for alsidig udvikling er god ide, hvis hensigten er at vægte samarbejde, kreativitet og lignende højere.

»Der er for meget fokus på de snævert fagfaglige mål. Omvendt så er det uhyre vanskeligt at sætte nogle mål for alsidig udvikling. Det drejer sig jo om menneskelige egenskaber, som er svære at lave nogle færdigpakkede mål for,« siger Anders Balle.

Jørgen Søndergaard mener ikke, at trinmålene skal være nogen tjekliste for elevernes alsidige udvikling. Formandskabet for Skolerådet forestiller sig dog også at lave evalueringer af, om målene er nået.

»Det er et værktøj til lærerne, så de kan få en vurdering af profilen på den enkelte elev. Så vi i princippet gør det samme på det faglige område,« siger Jørgen Søndergaard, der mener, at de alsidige egenskaber kan måles:

»Man kan kun måle dem ved at vurdere eleverne. Det er derfor, vi foreslår projektforløb, fordi det giver lærerne mulighed for at se, om eleverne kan argumentere og samarbejde.«

Søren Langager mener dog ikke, at der kan sættes mål op for kompetencer som kreativitet: »Det, vi ved med størst sikkerhed, er, at man ikke kan planlægge sig til, at et pædagogisk miljø skal være kreativt. Det er ikke noget, man kan forudbestemme, planlægge eller bogføre.«

Fakta: Mål på bløde kompetencer

For at sikre, at arbejdet med elevernes alsidige udvikling prioriteres lige så højt som arbejdet med faglige mål, foreslår formandskabet for Skolerådet, der rådgiver Undervisningsministeriet:
… at indføre trinmål for elevernes alsidige udvikling på 3., 6., og 8. klassetrin. Det, der skal sættes mål for, er blandt andet om samarbejdsevner, kreativitet, sociale egenskaber, kommunikation og selvstændighed
… elevernes alsidige udvikling skal vurderes via projektopgaver
… at udvikle redskaber til at evaluere om elevernes alsidige udvikling svarer til målene
Kilde: Folkeskolen 2020 – De ti vigtigste udfordringer