Frihed er friheden til at tænke selv

Det er klart: Læreren skal ikke være en oberst i klasselokalet, som bruger vold og trusler til at opretholde ro. Det er i hvert fald blevet klart i løbet af det 20. århundrede. Og en af de tænkere, som har betydet mest for udviklingen af den pædagogiske indsigt, er den amerikanske filosof John Dewey.

Han blev født i en fattig familie i Vermont i midten af det 19. århundrede og døde små hundrede år senere som berømt filosof og markant progressiv intellektuel. Han åbnede Laboratorieskolen i Chicago, og senere var han med til at starte New School i New York City. Som pragmatisk tænker fokuserede han på at bringe hverdagen ind i tænkningen og tænkningen ind i hverdagen. Filosoffen skulle ikke være en ensom tilskuer til den sociale virkelighed, men en aktiv figur i den demokratiske offentlighed.

Dewey var en slags demokratisk socialist: Han var socialist, men han var lige så kritisk over for den store bureaukratiske stat som det uregulerede kapitalmarked. Socialisme betød for ham frihed fra tvang og undertrykkelse og frihed til i fællesskab at tale sig frem til fælles løsninger. Den enkelte kan kun realisere sig selv værdigt i fællesskab med andre mennesker: Friheden findes ifølge Dewey ikke i naturen, men i udvekslingen med andre mennesker. Det er ikke nok med formelle rettigheder og lige adgang til de vigtige positioner. Det er for Dewey afgørende, at borgerne gennem uddannelse lærer at tænke selv, så de samtalende kan opretholde et levende fællesskab. Uddannelse og demokrati er uløseligt forbundet med en opfattelse af, at fællesskabet er ikke er summen af enkelte individer, men noget, de enkelte skaber sammen. Derfor blev han foragtet af de amerikanske konservative, som så en modsætning mellem individuel frihed og det politiske fællesskab. Hans hovedværk Demokrati og Uddannelse fra 1916 blev af konservative ved slutningen af det 20. århundrede sammen med blandt andre Maos lille røde og Hitlers Mein kampf kåret til en af verdens fem farligste bøger. Omvendt blev han af den amerikanske filosof Richard Rorty udråbt til en af de to vigtigste tænkere i det 20. århundrede. Som Rorty har skrevet: »Han er en af de få filosoffer i vores århundrede, som havde så meget fantasi, at han kunne forestille sig en kultur, som var forskellig fra den, vi har udviklet i Vesten gennem de seneste tre hundrede år.«

Balancer

Det er en almindelig fordom, at Deweys pædagogik var ensidigt antiautoritær. Men i Hvordan vi tænker fra først 1910 og siden 1933, som nu udkommer i dansk oversættelse, udvikler han en position, som afviser valget mellem disciplin og frihed:

»Den tidligere form for undervisning var tilbøjelig til at opfatte læreren som en diktatorisk hersker,« skriver Dewey og anfører, at den nye form for undervisning ser læreren som »et nødvendigt onde«. Den moderne pædagogik sætter eleven i centrum. Denne position afvises også af Dewey, som definerer den ideelle lærer som lederen af en social gruppe: »Han er leder, ikke i kraft af sin officielle position, men på grund af sin bredere og dybere viden og mere modne erfaring. Den antagelse, at princippet om frihed skænker eleverne frihed, men at læreren er uden for dens rækkevidde og må frasige sig al lederskab, er slet og ret tåbelig.«

Friheden opstår ikke, når autoriteten bliver fjernet fra klasselokalet. Det fører blot til mangel på struktur. Denne kritik af den frigjorte pædagogik løber gennem hele Hvordan vi tænker. Friheden opstår på den anden side heller ikke af, at læreren som autoritet forklarer eleverne som undersåtter, hvordan de skal tænke. Dewey anbefaler, at autoriteten forskydes fra læreren som person til det, som læreren kan.

Pædagogik og tænkning

Bogens problemformulering er, at børn skal lære at tænke selv: De skal ikke give deres tankestrømme fri, og de skal heller ikke stille deres tanker op på rad og række. Den første linje i første kapitel er: »Ingen kan definitivt fortælle en anden person, hvordan han bør tænke.« Men det er heller ikke sandsynligt, at børn på egen hånd kan lære at tænke. De skal styres i den rette retning, men de skal ikke overstyres. Man begynder at tænke, når man møder modstand. Der kommer noget i vejen, og man tvinges til at tænke. Denne fase er kendetegnet af forvirring og usikkerhed. Den næste fase er koncentreret om at løse problemet og fælde kvalificerede domme. Tænkningens mål er for Dewey ikke store, uforanderlige sandheder, men konkrete domme og løsninger. Man skal lære at opholde sig ved sin forvirring og overskride den. Begge faser er nødvendige for den refleksive tænkning.

Hvordan vi tænker indkredser denne praksis fortløbende. Indimellem er der minutiøse udlægninger af tænkningens faser, gentænkning af ‘logik’ og specifikke refleksioner over forholdet mellem læreren og eleven. Tænkning for Dewey er væsentlig pædagogik, fordi vi som tænkende borgere er afhængige af hinanden, og fordi det demokratiske fællesskab er afhængig af, at borgerne kan tænke selv og blande sig. Det er en demokratisk utopi og ikke metafysiske ideer, som giver tænkningen retning og mening. Det, der er på spil, er med andre ord menneskets frihed: »Frihed er evnen til at handle og realisere sine mål uafhængigt af eksternt formynderskab.« Det er den fordring, som Dewey selv tænker igennem og har givet videre som en stadig aktuel fordring for os i dag, så vi kan frigøre os fra både små generaler og romantisk selvdyrkelse.