Ordklister anvendt i praksis

Mens diskussionen om kødklister kører, leverer Marius Nørup-Nielsen (f. 1976, debut 2001) et illustrativt eksempel på, hvordan usammenhængende lunser kan bringes til at ligne koteletter af lyrik. Hans svar på thrombin hedder ‘enjambement’, altså linjebrud midt i en sætning, og skamrides monomant som stilistisk effekt i det ene digt efter det andet.

Visuelt gør bogen et disharmonisk, uroligt indtryk med lange, flere gange rigtig rigtig lange linjer vekslende med korte. Retorisk anvendes store gebærder i form af indskud, udbrud, selvrettelser og spørgsmål, som får tekstens stemme til ligesom at ‘flække’ og strides med sig selv. Stofmæssigt kredses der hyppigt om anale, genitale, voldelige og euforiske fantasier, undertiden endda kombineret, så at afføring bliver til hævnmiddel, kønslivet til krig, eller sådan at hævdelsen af det u-udtømmelige kan føles som en lise af lort … Psykiatri-gloser som ‘skizofreni’, ‘paranoia’ og ‘sociopati’ lægger herudover op til kritisk tematisering af normalitetsbegrebet, og vi får nogle samfundskritiske pip, der dog fuser ud igen, lige så hurtigt som de dukker op.

Alligevel interessant

Alt sammen kort sagt både anstrengt og anstrengende, grimt at se på, uskønt at læse, komplet umuligt at blive ublandet glad for - og så alligevel interessant, dels i kraft af intensiteten, dels som følge af de talrige overraskende og originalt anbragte brud, der skiftevis tvinger én op i tempo (for hvad kommer der mon nu, i næste linje?) og ned i læsehastighed (fordi man tit kobler tilbage og konstaterer, at en bestemt passage eller et enkelt led både lader sig læse i sammenhæng med det foregående og som optakt til det følgende):

»Her sidder vi så, vi moderne / børn, som blev for / voksne, før institutionerne overhovedet nåede at bede os om at stave til / ældrebyrde. Her sidder vi så fyldt med selv- / oppustelige slogans for en bedre, større, hurtigere, stærkere og mere mindeværdig / fremtid / af i går, og / fiser sentimentalt / langsomt / Det fylder jo alt sammen / tomheden. Frisk luft.«

Sat op sådan her, i en anmeldelse, fungerer det ikke rigtig. Nej, det skal opleves, ses, i al sin uskønne vilterhed. Om det så er alle accelerationerne og opbremsningerne værd, tvivler jeg dog på, fordi Nørup-Nielsen på det billedmæssige plan, for nu slet slet ikke at tale om det menneskelige, har så forstemmende lidt at byde på.

Livets store spørgsmål

Man kan på den ene side fryde sig over løsrevne fund, som når digteren fantaserer om i sit livs sidste stund at sige: »Kære Gud, gør plads til endnu en hykler«, og fortsætter: »Det er jo sjovt, thi jeg er / troløs. Håber, det kan komme mine efterladte til gode, at de kan sige: / ‘Han sagde, omend kun én gang …’«

Og man kan på den anden side gå hen og blive så inderligt træt af Nørup-Nielsen, når han i et digt betitlet »Livets store spørgsmål« kommer med følgende bud: »Elsker du at få pik / i røven - hårdt og længe? Og sutter du grådigt og begærligt til den / salte ende? Er du i det hele taget træt af at online-runge i et klinisk rum af stive / ettaller og hårde nuller?«

Hvor meget jeg end må beundre digterens sans for abrupte vendinger og afskæringer af vers, ender jeg med at blive forstemt over digte, der så konsekvent skruer ned for traditionelle skønhedskvaliteter, og som så gæstfrit lukker op for ‘heterogene’ indfald. Når man snakker sammensat kød og spørger, om det mon er lige så usundt, som det er trist at tænke på, svarer politikerne nede i EU, at forbrugerne da bare kan sige fra over for produkter, de ikke bryder sig om. Det samme vil jeg gøre over for Nørup-Nielsens opgejlede ordklister.