Tro på Gud og kærlighed til næsten - det er kristendommens fordring til mennesket, men fordi troen på Gud bestemmer kærligheden til næsten, er der ikke tale om en politisk eller social bestræbelse. Der er tale om øjeblikkets gerning, som ikke ved af sig selv, fordi den tillige er troens gerning. Og der er tale om øjeblikkets gerning i forhold til ham eller hende, du her og nu er nærmest, ikke en menneskehed, du opsøger som genstand for din selvoptagethed. Efter min mening er kristendommens forvandling til humanisme eller humanitær ideologi det værste, der er sket os - både fordi det forfalsker kristendommen og fordi det prisgiver menneskelivet til dæmonisk selvretfærdighed og falskhed. Hvordan får man sin vilje i vort offentlige liv i dag? Ved at spille mest from. Ved at hælde det største kvantum vand ud af ørene. Ved mest at gøre sig til af at være næstekærlig. Ved fra folketingets talerstol eller i avisens spalter at ville frelse flest mulige - for andres penge og i bekvem afstand.
Og én kommer til at betale prisen for dette hykleri. Det er din næste. Det er den, der er dig nærmest nu, og som stiller personlige, besværlige krav til dig - din ægtefælle, dit barn, din nabo, din nærmeste: ham eller hende, som du ikke kan gøre til genstand for et program, men som kræver dig selv. Din næste svigter du ved dine humanitære programmer. Din næste svigter du ved din programmerede ‘næstekærlighed’ fra talerstole og konferencer og indsamlinger.
For at ofre dig for menneskeheden ofrer du mennesket.
Og denne så udbredte og beundrede attitude er kommet i højsædet, fordi sansen for, hvad kristendom og næstekærlighed rettelig forstået er, er blevet fortrængt. At du skal tro Gud og elske næsten. Og at næsten først bliver din næste: dit ansvar, din opgave, dér, hvor Gud gør ham eller hende til det. Her som altid er det Guds ord, der binder mig til det kon-krete. Humanismen elsker at flyve bort fra den konkrete virkelighed på de store ideers vinger. Humanismen taler altid om menneskeheden og verden. Kristendommen taler om din næste, for kristendommen gør ethvert menneske til hin enkelte ved at stille mennesket over for Guds ord.
Dobbeltbundet ironi
Som bekendt er det Jesu lignelse om den barmhjertige samaritan, der altid trækkes i marken af vor tids eksperter i ‘næstekærlighed’ og ‘global ansvarlighed’. Den er kendt af alle. Det er Jesus, der af en lovkyndig bliver stillet over for spørgsmålet: Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? Jesus svarer ved at spørge, hvad der står i loven. Den lovkyndige siger: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og med hele din styrke og med hele dit sind, og din næste som dig selv. Og Jesus svarer - ikke uden dobbeltbundet ironi: Du har svaret rigtigt, gør dette, så skal du leve - for måske er det ikke så enkelt at gøre dette, måske er denne fordring så krævende og uopfyldelig, at mennesket ikke har andet at håbe på end Guds nåde.
Imidlertid, den lovkyndige er en hårdnakket sjæl, der vil retfærdiggøre sig selv, og spørger derfor: Hvem er så min næste? Og som svar fortæller Jesus lignelsen om manden, der gik ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som slog ham fordærvet, og en præst drog ned ad samme vej og lod ham ligge, og en levit kom forbi, men lod ham ligge, men en samaritan ynkedes inderligt og forbandt hans sår og løftede ham op på sit ridedyr og førte ham til et herberg og sørgede for ham. Hvem af de tre synes du nu har vist sig at være den mands næste, der faldt iblandt røvere? spørger Jesus den lovkyndige. Den, som øvede barmhjertighed imod ham, lyder svaret. Og Jesus siger: Gå du hen og gør ligeså!
Det er beretningen, som citeres af alle, der gør næstekærlighed til deres program eller profession, og man skal først lægge mærke til, at der hele tiden siges du. Det er ikke et program. Det er heller ikke en ideologi. Men det er en fordring til den enkelte som enkelt, og det er det naturligvis, fordi det handler om én enkelt, ham eller hende, du møder på din vej ligesom samaritanen stødte på den overfaldne. Næsten er netop aldrig i flertal. Næsten er altid i ental. Og næsten er din næste, ikke en behandlingsgenstand eller et politisk formål, fordi Guds ord gør ham eller hende til det.
Derfor har næstekærlighed ikke at gøre med at drage ud i alverden for at finde næster, men næstekærlighed er den enkeltes handling i øjeblikket mod den, han eller hun falder over. Samaritanen er ikke nødhjælpsarbejder. Han er ikke professionelt næstekærlig. De, der er det, præsten og levitten, går den overfaldne forbi. Men samaritanen gør den nærmeste, den enkelte, til sin opgave, og således er samaritanen den mands næste, der faldt blandt røvere.
Søren Krarups læserbrev er et svar på en kommentar af Peter Kemp bragt den 10. februar.
Kommentarer
Ok, men hvis nu tusind nutidige samaritanere på samme tid hører om flere tusinde overfaldne i en anden del af verden, og de hver især ynkes inderligt, er deres hjælp så pludselig blevet til en institution, som ikke længere har med næstekærlighed at gøre?
Den måde man som samfund og flere samfund imellem agerer over for hinanden udspringer vel i bund og grund af den måde, de mange enkeltindivider - samaritanere eller andre - agerer over for andre enkeltindivider.
En debattør på dette site, fremsatte på et tidspunkt den påstand, at religion substantielt er en Rohrschack. At den religion/tro/tolkning hver enkelt vælger til personligt brug, er et spejl af personens sindsstemning, personlighed osv.
F.eks. vil en venlig person der er præget af et lyst sind og optimisme, tro på et verdensbillede der matcher, og forme sin religiøse tro efter samme.
Den religion, eller religiøse tolkning, en person vælger at tilegne sig, er grundlæggende et spejl af deres personlighed.
Søren Krarups udlægning af teksten, er primært et indblik i personen Søren Krarup.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Søren Krarup,
Først et off topic emne. Dit tilbud om at alternere med Metz i hans klumme. Det ville være forfriskende, men nok lidt for hyppigt, så engang om måneden. Det har ingen gang på jorden, for det ville kræve at menneskets børn var villige til at blive konfronteret med egne fordomme og sådan er menneskets børn ikke indrettet. Hellere leve i den ”selvvalgt umyndighed” end bruge ”sin egen fornuft” og ”egen myndighed”, det er mere bekvemt. Det er Kant og dermed Oplysningstid, så derfor kan du vel ikke lide problemstillingen (min fordom).
Og så er vi ovre i det kulturelt nedarvede fordomskompleks religion, og her altså Kristendom, hvor det for os ikke-troende har været en sand Guds nåde, at den havde et fortolkningspotentiale, der gjorde, at vi i dag kan give de troende fingeren.
Vi har ikke længere behov for at legitimere vores moral og etik på metafysiske væsener, men kan legitimere dem med fornuft, som de f.eks. kommer til udtryk i menneskerettighederne.
Og så kaster jeg mig ud i mit store tomrum af viden: Tolkning af de hellige skrifter.
Det slagsmål overlader jeg helt til de skriftkloge, men konstatere også med historien som vidne, at det kan være en særdeles blodig affære.
I den aktuelle religionskrig, kaster jeg ensidigt mit pund i din vægtskål.
Ikke på grund af stor indsigt, nattelange overvejelser eller studier af diverse hellige kilder på mange eksotiske sprog, men alene fordi din tolkning er i bedst overensstemmelse med virkelighedens sandhed.
Vi ikke-troende har ikke det store problem med at definere vores næste og ved godt hvem vi kan hjælpe og hvorfor. Derudover også fordi det er en videnskabelig psykologisk kendsgerning, at empati (læs næstekærlighed) er omvendt proportional med afstanden.
Så hvis du vil hævde din påstand, skal du ikke henvise til Bogen, men til videnskaben.
“Søren Krarups udlægning af teksten, er primært et indblik i personen Søren Krarup” og der er bestemt intet at komme efter.
Kristendom er IKKE absolut individualisme!
Søren Krarup vil kun høre af “næsten” som “hin enkelte”. Er der flere i nød er det ikke ens næste… eller hvad.
Søren Krarup vil kun høre af “hin enkeltes” forhold til Gud og næsten. HVORFOR lærte Jesus så sine disciple at bede: Fader VOR? og ikke Fader MIn ????
Søren Krarup definerer en begænsning af kristendommen som ikke er spor bedre end den begrænsning “humanisme” er udtryk for.
Ordrableren Søren Krarup på færde…
Tre eksempler:
humanisme … forfalsker kristendommen og prisgiver menneskelivet til dæmonisk selvretfærdighed og falskhed.
Og hvorfor var det så lige at Luther mente at der skulle en reformation til? Luther formåede at tage det første skridt efter Jesus i afsløring af al organiseret kristendom som svindel. Kierkegaard og mange andre - ja selv den politisk forsagte H.C. Andersen - har beskrevet falskheden i organiseret religion.
Din næste svigter du ved dine humanitære programmer.
Så som ophævelse jordejernes slaveri og fæstebinding, kapitalismens trælleri og umenneskelige arbejdsmiljøer, boligspekulanternes sundhedsfarlige lejekaserner?
Humanismen taler altid om menneskeheden og verden.
Undtagen når humanisten taler om menneskerettighederne…
… sikring af det enkelte menneskes rettigheder – Selv de værste diktatorer tænker sig om inden de udfordre opinionens krav om retfærdighed og overholdelse af menneskerettigheder. Sager hvor den kristne kirke som organisation oftests er tavse som graven..
Humanismen handlier om at gøre mod andre hvad du ønsker andre vil gøre mod dig. Det er et moralsk bud ikke et spørgsmål om at føle større eller mindre ‘næstekærlighed’ . Kærlighed er en smuk følelse men kan ikke række til at omfatte alle de mennesker der er i nød eller har behov for hjælp - at hjælpe andre man ikke kender personligt eller aldrig vil møde er en helt rationel ting: Ønsket om at skabe så tålelige leveforhold for så mange som mulige på denne jord (ikke at gøre andre ‘lykkelige’ som Karup påstår. - men mindre ulykkelige måske)
Jeg forstår ikke hvorfor denne humanisme skulle være i modstrid med kristendommen. Det er en kunstigt modsætning Krarup opstiller. Skulle det at jeg betaler Røde krs penge til nødhjælp i Haiti forhindre at jeg også følger det kristne bud om næstekærlighed?
Når Krarup taler om en, han kalder Gud, får jeg et billede af Krarups gud og intet andet.
Hvad kommer hans gud så os andre ved? Jo, én ting: Hans slags er nemlig så mange, at de kan få staten til at understøtte deres folkekirke. Det har vi ateister bare at opfatte som næstekærlighed.
Jeg undrer mig over hvor programmatisk modstanden mod visse mennesker så er hos Krarup, når kærligheden til dem ikekemå være programmatisk.
Og derfor, om Gud mon ikke har forladt ham? Det sker jo for selv den bedste…
Gud, guds ord, binder til det konkrete, Jesus siger, jesus svarer.
Der er ingen gud, jesus er David, David var født i Betlehem, ikke kongelig der blev konge.
Krarups konge Jesus, den enevældige, udvalgte, er et produkt af nogle fordrukne forfatteres digtning, den ene af dem led helt tydeligt af delirium tremses.
Er kroppen en tom skal et øde, kan man fylde den op med gud, jesus, fordobling af sig selv, jeg er kristen, som et fylde i sin tomhed.
Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og man siger: `Se, hvilken frådser og dranker, ven med toldere og syndere!
Det er iorden for Krarup at være en Mor Danmark pattende skørteholder.
Kan man vente andet af en der iklæder sig kjole om søndagen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ole skriver:
Det er et moralsk bud ikke et spørgsmål om at føle større eller mindre ‘næstekærlighed’.
Lige i øjet, fuldstændig rammende. Skide være med mærkværdige begreber som næstekærlighed - så længe man opfører sig ordentligt over for andre mennesker. Ud med det der kristne vås.
Humanismen handler om at gøre mod andre hvad du ønsker andre vil gøre mod dig.
Den fås nu også i en mere moderat udgave:
Humanismen handler om ikke at gøre mod andre hvad ikke du ønsker andre skal gøre mod dig.
Beklager ordstillingen: hvad du ikke ønsker ….
Videnskrisen.
Bestyrtelsen der ramte, vi opdagede at jorden ikke var universets centrum, utopierne og deres tro på en verden i fred og harmoni, blev afløst af hundrede årskrigen, pest, og enevælde. 500 år er der gået og troen på at jorden er flad som en pandekage og som smørklatten i midten Jerusalem.Lever endnu, i Krarups verden. Jerusalem som verdens hovedstad er målet.
Ole Falstoft og Hans Jørgen,
Det er jo egentligt påfaldende, at I begge som den finale etik og moral begrundelse citerer Bibelens ”gyldne princip”, der er formuleret både i GT og NT.
Så kan man altid spørges sig selvom, hvor søren har Bibelen fået det fra?
Svend,
det har Kant forklaringen på, og man kan så diskutere (men måske ikke lige her), om den forklaring er rigtig. Han har i hvert fald forsøgt sig med en slags forklaring.
Jeg henviser til Grundlegung zur Metaphysik der Sitten. Et hovedværk inden for moralfilosofien.
Humes tanker om empati eller sympati er ikke i direkte modstrid med Kants, men han anlægger en anden, mere empirisk eller pragmatisk synsvinkel, som næppe kan kaldes forkert. Hvor Kant jo, sin natur tro, er dybt principiel.
Kant havde i øvrigt særdeles respekt over for Hume, som du sikkert ved.
Krarups misforståelse om at humanisme drejer sig om kærlighed har den konsekvens, at han må vende sig i mod alt som er rationel social hjælpearbejde - ja han er vel i grunden imod vedfærdsamfundet med dens institutionaliserede ‘næstekærlighed’? Hjemmehjælpere og socialarbejdere’s arbejde f.eks.adskiller sig i princippet ikke fra nødhjælpsarbejderen i et udand (afhjælp nød og ulykke), så det må vel være ham lige så vederstyggeligt ? Disse socialarbejdere udfører deres ‘næstekærlighed’ fordi de bliver betalt for det ikke fordi de føler kærlighed til dem de hjælper
Hvad med kirurgen som skal foretage et livsreddende indgreb på en ham helt ukendt person? Skal han efter Krarups mening sig: ‘Nej denne person føler jeg ingen kærlighed til da jeg ikke kender ham så han må hjælpe sig selv’
Med kærligheden som eneste moralske rettesnor
ender vi i dyrisk barbari hvor vi kun bekrymre os om os selv og vores nærmeste. Vi ender som en hund der kun tager sig at sine hvalpe -mens samfundet bryder sammen
Hans Jørgen,
Bibelen kom før Kant, men i øvrigt er vi enige om, at den kristen sindelagsetik (som den tolkes af mange) til forveksling ligner Kants pligtetik, eller også er det vice-verca.
Bibelen kom før Kant
Ja, ja, man bliver stadig klogere.
Ole Falstoft,
Søren Krarup opererer i religiøse termer med absolutter i platonisk forstand, det uforanderlige.
Vi andre er i forhold hertil relativister, fordi vi arbejder med det menneskeskabte og derfor med det foranderlige.
Han arbejder med den gudgivet kærlighed ( i hans forståelse, forstås), vi andre arbejder med retfærdighed og må selv finde ud af, hvad det er for noget.
Der er en verden til forskel i tankegang, eller rettere en Gud.
Svend W:
“Der er en verden til forskel i tankegang, eller rettere en Gud.”
Nu har Søren Krarup vel selv udtænkt og udvalgt forestillingen om hvilken gud han hævder findes, så helt fri for personligt ansvar for sine holdninger har han ikke. Guder skabes i menneskers billede.
Problemet med Søren Krarup, er ikke at han er religiøs, men at han er fundamentalist.
Søren Krarup skriver: “Din næste svigter du ved dine humanitære programmer” og
“For at ofre dig for menneskeheden ofrer du mennesket”.
Det lyder som en floskel. Efter min erfaring kan man vel både have “humanitære programmer” OG være noget for “ægtefælle, barn, nabo”.
Det ene udelukker ikke det andet. Gør det?
Svend: Du har sikkert ret . Jeg forstår blot ikke hvad denne gudgivne kærlighed er konkret. Men egentlig rager det mig. Det som har betydning er det som gør en forskel blandt levende mennesker. Om et menneske i nød bliver hjulpet af næstekærlighed eller blot af en professionel nødhjælpsarbejder gør ikke den stor forskel - den der bliver hjulpet vil nok først og fremmest glad for at modtage hjælp. Det kan endda nogle gange være lettere at ,modtage hjælp fra personer som gør det fordi det er deres arbejde (altså ud over det kan være mere betryggende) nemlig fordi man så ikke føler sig forpligtet til at udvise taknemlighed bagefter
Taknemlghed skulle jo gerne udspringe at en ægte følelse ikke fordi man føler, det er et krav
“Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I ligner kalkede grave; udenpå ser de smukke ud, men indeni er de fulde af dødningeben og al slags urenhed. Således ser I også udenpå retfærdige ud for folk, men indeni er I fulde af hykleri og lovløshed.” (Matt.)
Interessant at S. Krarup er nødt til at læse sin egen “ironi” ind i teksten, for at få den til at passe til sit eget “nærhedsprincip”.
Jeg tror ikke Mesteren anvendte ironi i sine lignelser, da ironi ikke springer af hjertet, men af tanken.
Jeg tror at S. Krarup skulle kaste sig ind i nærstudier af Matthæus evangeliet, her særligt kap. 25.
http://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/BibelenOn…
Han kunne måske tage Nato´s nuværende generalsekretær med til Bibelstudiet - I ved ham der skilte fårene fra bukkene, netop med baggrund i “Verdensdommen”.
“For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.
Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”
Hvor svært kan det være, medmindre man mangler viljen til at forstå en tekst som selv børn kan læse.
Der er så rigeligt med eksempler der imødegår dine påstande Søren Krarup, det burde du måske besinde dig på.
Hvis en etisk fordring aldrig kan universaliseres, hvad er et samfund så bygget på hr. Krarup? En kontrakt? Men hvad er kontraken så baseret i?
Tine Byrckel,
Godt spørgsmål. Hvad er dit bud?
Tja Svend W. Jensen. Mit bud er for det første koherens. for det andet indsigten i at manglende koherens for det meste peger hen mod primitive præmisser. Derefter at afsøge, udvide og kvalificere præmisserne. Det sker sjældent i de vaneoppposisioner vi opererer i.
Loven er altid et voldsomt bågben som man skal tage sig i agt for at bruge.
Og dernæst, der hvor argumenter holder op, er mit bud barmhjertighed, medlidenhed, samliv naboskab ! At spørge i stedet for at hævde! At invitere i stedet for at byde ! At ind-byde !
Niels Mosbak:
“Jeg tror ikke Mesteren anvendte ironi i sine lignelser”
At Søren Krarup læser ironi ind i NT, der hvor det passer ham, er et billigt trick. Hver gang Jesus siger noget Tidehvervsypperpræsten ikke bifalder, var Jesus åbenbart ironisk. Det ironiske mener Søren Krarup åbenbart er indlysende - for Mesteren må jo naturligvis mene det samme som den ligeledes ufejlbarlige Søren Krarup.
Dén tankegang bør vel prøves af på muslimske skriftkloge, eller hos dommeren i retssalen. De skal stilles spørgsmålet: “Ahh, tror du ikke Muhammed/lovgiverne var ironisk lige dér?, hver gang man ikke bryder sig om udsagnet.
Tine Byrckel,
Søren Krarup vil selvfølgelig legitimere med Gud og de hellige skrifter.
De universelle menneskerettigheder vi opererer med hviler i ligeså høj grad på metafysik: Postulatet om naturtilstand, naturret og deraf afledte naturlove. De fora, de blev vedtaget i, måtte jo også for en sikkerhedsskyld legitimere med henvisning til henholdsvis skaberen og den højeste.
Hume påstod ( i den korte udgave) at etik og moral baserede sig på sympati/antipati og at resten var efterrationaliseringer. Den har jeg købt, men da vi ikke kan drive et fællesskab på de enkeltes sympatier og antipatier, bliver der nød til at være en final legitimerende begrundelse for etikken og moralen.
Jeg er ikke stødt på nogen bedre en Bibelens ”gyldne princip”, som allerede refereret her i tråden.
Det er, hvad jeg kan genkende i dit svar her, uden at jeg skal tage dig til indtægt for egne synspunkter.
Så gad egentlig vide, om vi er så uenige her og hisset?
Vi kan ikke bygge et samfund på følelser. Følelserne rækker kun til de nære som vi kender. Det er derfor moral/etik er nødvendig hvis vi ikke ønsker vores samfund ender som små isolerede stammefælleskaber. I stammesamfundet er dem udenfor stammen ligegyldige for os eller direkte fjender. Eksempler på det kan findes f.eks. på Ny Guinea. Hvis man her bevæger sig ind på nabostammens område bliver man med stor sandsynlighed dræbt
Det ser ud til at vi mennesker har meget let ved at betragte fremmede personer som ‘ikke-mennesker’ - nogen som ikke har krav på samme hensyn som de ‘rigtige -mennesker’ d.v.s. dem vi kender. At betragte fremmede som medmennesker kræver opdragelse og moral.
Heinrich R. Jørgensen
Det er jo netop et tegn på retorik og ikke teologi - jeg har dog bemærket, at S. Krarup denne gang afholder sig fra udtrykket “gerningsretfærdiggørelse.”
Han er dog inde omkring emnet - “ved at spille from”.
I den Ortodokse kirke opererer man med to begreber inden for kristendommen -
“orthodoxia” - den rette lære (Biblen) og
“praxis” - udøvelsen.
Ikke udøvelsen i Kirken, men mellem mennesker, og ikke for at opnå “fromhed eller frelse” - men fordi det er det rigtige at gøre.
Så enkelt er det faktisk, men det er klart at for en fortænkt lutheraner som S. Krarup - denne skriftkloge, der tilsyneladende har glemt både mening og hjerte, der skal det blive svært.
Hvis jeg fortalte mine naboer om Søren Krarups holdninger, ville de med undrer spørge om han var kristen, og hvis jeg fortalte dem han var lutheraner ville de trække på skulderen og synes at det var lidt synd for ham - for dem er lutheranere en sekt på linie med Jehovas vidner, Pinsekirken osv.
Måske er det eneste vi kan bede om, at Guds lys en dag vil lyse for Søren Krarup så han kan finde den rette vej ;-)
Næstekærlighed, i forbindelse med religiøse, kommer hovedsagligt fra de upolitiske. Så snart der blandes politik ind i emnet korrumperes de.
Nej ,Svend W, Jensen jeg tror det er muligt at vi ikke er så uenige.
Skønt jeg stadig ikke aner, om du så synes der skulle lovgives om den der burka for to :-)
Jeg må indrømme, at jeg bliver voldsomt irriteret når folk antager mig for dum, naiv og ubelæst udi Hume, Locke, Biblen Koranen, Fukyama og Wittgenstein om du vil. Eller skal vi fortsætte og nævne Lacan, Deleuze Foucauldt, lille, a store A,, spejteori, obskønt jeg. ideal etc? Jeg har redskaberne til at skrive klummer om “minimalliberalisme”” lejlighedsfeminisme” eller “hvid mand forklarer konceptuelt tåbelig hattedameiindividualsit at hun tager fejl”.
Så medmindre man prøver at rubricere mig som noget så tåbeligt som minimalstatsliberalist, er jeg sikkert et fredeligt væsen. Odpraget af nonner på en katolsk skole, som lutheraner, havende to nationaliteter og to sprog, Og så bare værende utrolig træt over altid at blive taget for at være tåbelig, naiv, ensporet som feminist for eksempel. Jeg ønsker kvinders- og mænds - frihed og frigørelse og har så oven i købet ret god historisk indsigt i at den ikke ordnes med en molbo(iIrak)affære hvor man vader ind og giver frihed . Ganske om man ikke vader ind og giver demokrati.
Jeg er så ikke engang sikker på, selvom vi måske for et langt stykke er enige i den frihed der er “god” , at denne frihed så gør én lykkelig. Måske er man lykkeligere, hvis man er ligeglad?
Til gengæld er jeg et menneske, der tager mig af mine nærmeste, også når de ligger på gaden lige for min dør. Så ja, jeg jeg følger den Jesus som min barndom gav mig et paradoksalt, frygteligt til enhver tid nærværende billede af. Jeg behøver ikke Gud for dagligt, i skrift og i tale og handling, at være i denne medfølelse. Og medfølelse det er noget helt andet end lov og lovgivning..
Min gamle far sagde engang noget jeg stadig opfatter som klogt. Han havde reolen fylst med alt fra Martinus, og Kirkegaard til Sokrates osv.
“Man bliver ikke klog af at læse filosofi, kun af at lære at tænke selvstændigt”
Det har intet at gøre med om Levitten eller præsten er ren eller uren, eller om samaritaneren er vantro. Jesus prøver med den lignelse, at få disciplene til at se ud over personens stand, og at næsten er det mennekser der hjælper her og nu i den givne situation. Læg mærke til at Samaritaneren (som ligesågodt idag kunne være Nazist, muslim, eller pædofil for ligesom at tage det som eventuelt kunne ståde informations og andre læsere nærmest). Jesus hyldede hverken samaritaterne eller Sadukærene eller Farisærene. Det han ville sige er at hvis du er næstekærlig så tager Du også selv ansvaret i den givne situation. Du spiller ikke hellig frelst god på andre menneskers bekostning, men tager selv som individ det personlige ansvar for næsten. Du forlanger ikke at en Stat; samfund, nation, skal være næstekærlig, og du moralisere ikke med dem som må leve med dine næstekærlige krav. Samaritaneren betaler selv for at der tages godt om det offer, som han hjælper på sin vej, og han spiller ikke frelst ligesom Levitten eller den anden præst gør, men hjælper i en her og nu situation PÅ EGET ANSVAR.
(undskyld eventuelle tastefejl)
Bliver desværre nødt til at slippe tangenterne her, da jeg skal ud at være fungerende bessefar.
Vender tilbage i morgen tidlig med kommentarer til flere af indlæggene.
God debat.
Altså man moralisere ikke mod dem som må leve med ens næstekærlige krav, men betaler selv og tager også selv ansvaret.
M. Unna
Ja - enig, og lad den der er ren kaste den første sten, med en allerdybeste ironi.
@M. Unna
Ja for det første er det jo enormt småt, det man skriver :-)
og så går det også hurtigt når man skal formulere sig takt med tankens hastighed.
Og ellers synes jeg det er ineressant det du siger. Jeg tænker meget over den Gud jeg (ikke tror) jeg møder i dødsøjeblikket. For det er et øjeblik ,hvor jeg vil kunne stå ansigt til ansigt med hvad jeg har gjort.
Jeg ynder at tænke at dårlig logik så ikke holder i sidste øjeblik - men er alvorligt bange for at det er muligt…
Men der hvor man ikke kan være perfekt, kan man dog være anstændig…
Hans Hansen
“Næstekærlighed, i forbindelse med religiøse, kommer hovedsagligt fra de upolitiske. Så snart der blandes politik ind i emnet korrumperes de”
Hansen - det er i min optik magt der korrumperer.
TIine Byrckel
Yes - og som hundrede procent ateist, har jeg umådelig svært ved at se hvad næstekærlighed har specielt med religion, eller ikke-religion at gøre
Mosbak
Her kan vi bare ikke være mere enige ;-)
Der er åbenbart nogen der har brug for det som et bud, næstekærligiheden Nært eller fjernt !
Og for hvem den eleles bare ikke er der. Det er det virkeligt uhyggelige perspektiv…
M. Unna
Nu er S. Krarup jo også medlem af et parti der udover at hylde “danskheden” hvad det så er for en størrelse, også hævder at danernes rige er en kristen nation.
Lederne går i kirke inden de samles i Folketinget.
Hvis man kan udbrede kristendommen til en nation, så betyder det vel at nationenen (staten) handler i overensstemmelse med det trosgrundlag man hævder at grunde sig på?
Nå men mere konkret - præsten og levitten spiller ikke frelste i den situation som du hævder.
De ignorerer deres næste - på trods, selv om de som Søren Krarup burde vide bedre.
Men du har ret i en ting - det er ikke det du siger du gør, men det du rent faktisk gør der tæller, i forhold til næsten - også selv om denne bor på Haiti.
Tine
Der vil altid være nogen der ikke kan se det indlysende. De har brug for at læse retningslinjer, om det så er fra den ene eller anden bog, er jo ikke helt ligegyldigt.
Problemet er stadig at det er svært at se sig selv, måske det allersværeste overhovedet.
Ak, så puster Vogternes råd os igen i nakken.
Jamen, det er en kendt sag, at Søren Krarup ikke er meget for menneskerettighederne.
Bare gå ind på www.tidehverv.dk og forvisse jeg om det.
Det er sgu ulækker læsning.
Det er da ufatteligt, man ikke kan slippe for alt det religiøse sludder næsten uanset hvor man går og står.
Jeg mener at religion er en psykisk lidelse i menneskers hjerne.
Det er da utroligt, man i fuldt alvår kan tro på nisser og trolde.
Man skulle ikke tro, det var voksne mennesker.
Men det er det selvfølgelig heller ikke, når man kan bekrige andre, blot fordi de ikke tror som en selv.
Nej næsten i HR. Krarup’s optik, er en der ligner ham selv.
Ikke sådan en “Snylter” som våger sig ind i en kirke for at bede om asyl.
VH Heidi Madsen
Jeg er sikker på at der findes en diagnose inden for psykiatrien for folk der taler med Gud.
Hvordan kureres den? Elektrochock, piller, samtaleterapi, rectal hydroterapi?
Med venlig hilsen Lennart
Man kunne få den opfattelse, at nogle af de ærede bidragydere her mener, at Søren Krarup tager afstand fra samaritaneren i den bibelske lignelse. Og af den grund falder over ham, Krarup, ikke samaritaneren.
Jeg kan nu ikke se, at disse førnævnte ærede bidragydere, har noget at bygge deres opfattelse på. Tværtimod.
Andet altså end deres generelle antipati mod Krarup. Og den kan selvfølgelig være velbegrundet. Men måske ikke relevant lige i denne sammenhæng.
Hans Jørgen Lassen:
“Man kunne få den opfattelse, at nogle af de ærede bidragydere her mener, at Søren Krarup tager afstand fra samaritaneren”
Søren Krarup har tidligere udlagt lignelsen, og udvikler løbende på hvordan han mener den skal udledes. Revisionisme hos en fundamentalist, med andre ord…
En tidligere inkarnation af Krarup tolkning, involverede, svjh, at samaritaneren var et decideret fjols, mens præsten og levitten havde fat i den lange ende. Dén tolkning har han (Krarup) så siden forladt.
Det er muligt, jeg husker forkert. Jeg har ikke genopfrisket erindringen vha. Google…
Heinrich,
jeg har ikke styr på, hvad Krarup har sagt i tidens løb. Det har egentlig aldrig interesseret mig synderligt.
Men jeg synes, det er vanvittigt, at han i denne sammenhæng skal overfaldes for ting, han ikke giver udtryk for
For at gøre det helt grotesk, så bliver han overfaldet for netop det modsatte af, hvad han skriver.
Selv folk, man ikke bryder sig om, bør behandles anstændigt. Det er et princip, som tilsyneladende ikke hyldes af alle her på bloggen.