Flot ­viktoriansk ­horror-show

Det var den legendariske amerikanske filmkritiker Pauline Kael, der engang skrev, at man ikke skal beskæftige sig seriøst med film, hvis man ikke kan goutere kulørt bras. Hun mente selvfølgelig, at et element af show og tivoligøgl er organisk forbundet med en kunstart, der har masser af gyldige ­ud­tryks­­former.

Skrækfilmen The Wolfman kan nu ikke kaldes direkte bras, dertil er den for godt og flot håndværk, men kulørt på en nærmest frådende sensationslysten måde – det er den!

Det drejer sig om en gen­indpilning af en næsten-klassiker i genren fra 1941, The Wolf Man med Lon Chaney jr., og selvfølgelig har man peppet de gamle sort-hvide gys op med et chok sådan ca. hvert andet minut, så et blasert yngre publikum ikke falder i søvn over popcornene.

Hårdt ramt familie

Filmen fortæller den gode gamle historie om dyret i mennesket, og ganger man Dr. Jekyll og Mr. Hyde med Baskervilles hund og lægger ikke så lidt King Kong til, har man nogenlunde dette sydende sammenkog af varulve-flænsninger og fatalt dobbeltgængeri i et mytisk viktoriansk miljø fuld af malerisk dekadence og desværre alt for utæmmelige dyriske drifter.

Vi befinder os i den øde egn omkring den velnavngivne landsby Blackmoor, som opskræmmes af nogle be­stial­ske drab i de nærliggende skove. Hårdt ramt er adelsfamilien Talbot, der lever i et forfaldent herresæde. Hertil ankommer den fortabte søn fra Amerika, spillet af en dyster Benicio Del Toro – allerede fra starten en mærket mand, omend også succesrig teaterskuespiller!

Den arme aktør mistænkes for at være den frygtede ulvemand, for hvad kan man ikke tiltro en mand, der både har spillet den sindssyge Hamlet og den psykopatiske Richard III? Og en bizar sigøjner-spåkone (Geraldine Chaplin) skitserer med vildt opskræmte øjne hans skæbne. Denne ligger i høj grad i hænderne på hans ellers mildt udseende gamle far, drevent underspillet af Anthony Hopkins.

En forbandelse hviler over familien, og ulvene hyler mod månen, men lige meget hjælper det. Og selv en uskyldig ungmø (Emily Blunt) kan ikke forhindre blodsudgydelserne i at eskalere.

Tour de force

Filmen er fortalt med nærmest manisk energi og umættelig blodtørstig appetit på genrens prøvede uhyggeeffekter – og et par til. Det hele opsat med oplagt visuel fornemmelse for den horror-atmosfære, der særligt knytter sig til en britisk århundredeskifte-sans for mørkets gerninger. Farvelægning og design er i top.

Selve historien roder for mange krop-urimelige tråde sammen, og visse replikker passer unægtelig bedre til en tegneserie end til levende mennesker. Men nogle stærkt opsatte tour de force-sekvenser har et imponerende drive og bravour – varulvemanden mod resten af London-verdenen; et afsluttende grotesk opgør mellem hele to varulve.

Man betænker sig altså ikke på at anbefale filmen til horror-genrens fans – så meget mere som den, modsat mange andre film i genren, er generelt velspillet og stærkt besat i alle roller.