EU skal have en fælles økonomisk og finanspolitisk kurs, så landene ikke handler i øst og vest. Det betyder, at alle lande må forpligte sig til en række fælles mål – og altså overlade det til EU at sætte standarder for, hvor meget, der skal investeres på en række kerneområder.
Sådan lyder meldingen fra de europæiske socialdemokrater ført an af formand Poul Nyrup Rasmussen. Udmeldingen kommer som en opfordring til de europæiske landes stats- og regeringschefer, der i dag mødes i Spanien for at diskutere, hvordan EU kommer ud af krisen.
»Vi kan ikke længere køre videre med den monetære union, vi har. Vi er nødt til at udvikle et forpligtende, aftalt samarbejde,« siger Poul Nyrup og forklarer, at Socialdemokraterne er klar med en »veldokumenteret makroøkonomisk model, som bygger på, at hvert land har sin egen økonomi, men at vi bruger den gensidige økonomiske afhængighed til at nå de politiske mål, vi har.« Konkret foreslår socialdemokraterne målrettede strukturelle omlægninger af landenes økonomier i form af investeringer i klima, uddannelse og ligestilling blandt andet med det mål at skabe »mellem fem og 10 millioner arbejdspladser i EU.«
Monetær union ikke nok
Dagsordenen om den samordnede økonomiske politik kommer i kølvandet på debatten om, hvordan EU-landene bedst håndterer krisen og ikke mindst situationen i Grækenland, som er kommet i så stor økonomisk uføre, at der er behov for EU’s indgriben i den nationale politik. Også hele finanskrisedebatten om banker, hedgefonde og valutaspekulation har skabt nye toner i EU.
Derfor indeholder Nyrups bud på en fælles strategi ikke kun krav om jobskabelse, men også om fælles reguleringer af finanssektoren:
»Vi skal koordinere vores økonomiske politik bedre, vi skal have bedre reguleringer af finansmarkedet, og der skal findes fælles værktøjer til at hjælpe de lande, der er i krise.«
Den samlede indsats lader sig ikke gøre, så længe euro-samarbejdet primært er et valutasamarbejde, og derfor er koordinationen en »forudsætning for, at euro-zonen kan fungere på sigt,« mener han.
»Den monetære union kan kun beskæftige sig med pengepolitik og valutapolitik og fælles valutapolitik, men er ekstremt sårbar overfor udefrakommende spekulation, fordi den ikke har et finanspolitisk ben at gå på.«
Ifølge Poul Nyrup er der efterhånden også bred politisk opbakning til koordinationslinjen. En vurdering, som professor ved Copenhagen Business School Uffe Østergård, der er ekspert i europæisk integration, bakker op.
»Nu brænder lokummerne jo rundt omkring,« siger han og understreger, at euro-samarbejdet hele tiden har bevæget sig i denne retning, men at der nu er sat en krisedagsorden, som får debatten til at blusse op.
»Alle tænkende mennesker har kunnet se udviklingen hele tiden, men der er mange, som har set deres fordel i ikke at sige det særlig højt,« siger Uffe Østergård, der minder om, at »vi heller ikke har sagt det ret højt i Danmark,« men at tilhængerne af euroen hele tiden har haft samarbejdets vidtrækkende potentiale for øje, mens modstanderne har advaret mod den glidebane, de så.
Skal EU bestemme alt?
Selv EU-præsident Herman Van Rompuy har for få dage siden meldt ud, at en fælles politik har høj prioritet, når landene mødes i dag. Han brugte endda begrebet »economic governance« – økonomisk regeringsførelse i EU-regi.
I øjeblikket er der dog ikke noget traktatmæssigt grundlag for at lade EU stille særligt vidtgående krav til de enkelte landes nationale politik, og der er ikke vilje til nye traktater foreløbigt. Derfor må en aftale foreløbigt også bygge på ‘frivillighed’. Altså bliver det op til landene, om de vil stå inden eller uden for et nyt forpligtende politisk samarbejde. Netop derfor bliver der heller ikke tale om afgivelse af suverænitet, mener Nyrup:
»Det er slet ikke suverænitetsafgivelse i grundlovsmæssig forstand, for i kraft af fraværet af traktatlige forpligtelser, må de villige søge sammen i et samarbejde, hvor folk kan melde sig ud eller lade være.«
Tilbage står så spørgsmålet om, hvordan en forpligtende model skal lade sig gøre i praksis.
»Djævlen ligger i detaljen,« som Uffe Østergård siger, og »selvom, det er kommet på dagsordenen, så er det ikke det samme som at sige, at det bliver nemt at finde ud af. Men alternativet er, at euroen begynder at knage i fugerne. Så det er enten eller.«
Debatten er under alle omstændigheder langt fra slut.
»Den er først lige begyndt. «
Det Europæiske Råd, EU-landenes stats- og regeringschefer, mødes i dag i Spanien.
Mødet er ekstraordinært og handler primært om økonomi.
Spørgsmålet er, hvordan EU finder en vej ud af krisen. Den vej vil under alle omstændigheder kræve en stærkere koordination af de enkelte landes økonomier, lyder meldingen fra EU-formand Herman Van Rompuy.
De europæiske socialdemokrater foreslår nu, at uforpligtende strategier afløses af et forpligtende samarbejde om EU-definerede mål for landenes investeringer.
Krisen har pustet til debatten om, hvorvidt et valutasamarbejde overhovedet kan klare sig uden et politisk ben.
Kommentarer
Der er naturligvis mange og gode grunde til at Graekenland oenskede at blive medlem af EU og deltage i eurosamarbejdet.
De vidste givetvis at de ikke levede op til kravene og vi ved nu at de fiflede med tallene.
De blev optaget og fik mange fordele ved deres intraeden ikke mindst oekonomiske.
Men de misbrugte denne tillid som EU havde givet dem .
Det er derfor uopdragent af dem at de nu braender EU flaget af og opfoere sig fornaermede, som de goer.
EU kan ikke klandres for graekernes loegne og overforbrug.
EU har derfor heller ingen forpligtelser om at rage kastanjerne ud af ilden.
Graekenland maa til IMF og bede om naade og direktiver. Ikke EU.
De ligger som de har redet.
EU staar selv med andre stoerre problemer : De store hedgefonde er parat til at gafle euroen - ligesom da Soros i sin tid trynede England - for EU er ogsaa i dynd til halsen.
Landene i EU har nemlig ikke heller levet op til euro stabilitets pagten, men har af politiske grunde ladet 2 og 5 vaeret lige. Det straffes nu.
Naar euroen falder, udhules eller splittes hele EU. Men naar man gaar tilbage til de nationale valutaer, vil hedgefondene ogsaa - og med endnu mere udbytte - fortaere den ene efter den anden, saa benene knaser. Velbekomme.
Det indre marked er for længst realiseret på EU-plan. Varer, tjenesteydelser og kapital bevæger sig frit hen over grænserne, lige som arbejdskraften i princippet også skulle gøre. Kampen om at tiltrække de virksomheder, der giver det største social afkast i form af skatteindtægter for staten, nationalstaten, regionen, aktivering og tiltrækning af det produktive og købestærke segment ligger som det funderende realitetsprincip inden for alle de mere eller mindre lokale politiske dagsordner. Italesættelsen af realiteten, realitetens italesættelse har ikke et entydigt fundament i en materiel basis, sådan som Marx formulerede det i det nittende århundrede. Men man orienterer sig fundamentalt set som om, han havde ret i at sætte den økonomiske produktion som forudsætningen for alt andet. Formålsmæssighederne, de tilsigtede virkninger, løsningsscenarierne inden for de perspektiver, der dominerer politiske, økonomiske og andre sociale problemstillinger, centrerer sig alle om økonomiens volumen, som om dette var udtryk for selve det sociales fundamentale mulighedsbetingelse, selve det sociales nødvendighed, forklaringen på og forudsætningen for løsningen på alle det sociales problemer og selve meningen med det sociale.
Socialdemokrater, Konservative og liberale kræfter deler dette realitetsprincip. Markedsfundamentalismen, som det også kan kaldes, er med institutionaliseringen af Milton Friedmans sært primitive samfundsmodel så velfunderet i den italesatte realitet, realitetens italesættelse, så man må sige at denne dogmatisme ikke længere efterlader sig det mentale frirum, der ville kunne gøre det muligt for det sociale at se sig selv, dvs. reflektere sig selv i sig selv.
Derfor er den herskende orden overladt til sine egne performative selvmodsigelser, paradokser, dvs. man er tvunget til at udleve dem uden blik for dem eller uden evne til at se sig selv, fordi den totalitære tankegang ikke levner plads til det kognitive råderum, der kunne åbne for indsigten i sin egen tvangstænkning, det sociales patetiske måde at beskrive sig selv og alt andet på.
Den økonomiske fundamentalisme er totalitær. Selvrefleksionen mangler. Konstruktionen blokerer for indsigten i egne begrænsninger. Ethvert forsøg på at sætte de påtrængende problemer i et andet lys end det, som denne realisme lever ved, er derfor tvunget til at begynde forfra, hver gang de reelle problemerne manifesterer sig konkret. I fundamentalistisk forstand er markedet løsningen på alle problemer, deri deler man tro fra socialdemokrater over konservative til liberalister. Socialdemokraterne efterlyser mere overnational stat, til at korrigere og styre markedet, løsningen på alle problemer, imens liberalisterne egentlig ikke behøver foretage sig ret meget, fordi udviklingen med institutionaliseringen af monetarismen lige som allerede har taget liberalisternes vej, bort fra staten hen mod minimalstaten, altså helt i overensstemmelse med Milton Friedmans filosofi.
Kapitalkoncentrationen i og omkring de store metropoler, først og fremmest i Tyskland, men også andre steder, hvor forholdene er mindre ordnede, f.eks. i Italien, hvor man ikke engang på nationalt plan har nogen særlig fordel ved Norditaliens relativt stabile og gode økonomi, skrider frem i overensstemmelse med det herskende realitetsprincip.
Tysk økonomi har måske sine problemer, der er også forskel på centrum og periferi inden for denne økonomi, der med 85 millioner individer stadig har et gigantisk økonomisk volumen på højde med Kinas 1,3 milliarder.
Kapitalen flygter fra periferien, de gamle diktaturstater inden for EU, som først i 1970´erne slap ud af fascismens lange fangarme, anden verdenskrigs efterladenskaber, således at både Grækenland, Spanien og Portugal for længst har afsløret, at de ikke vil kunne opretholde tilknytningen til EU, på de vilkår, der hersker nu. Disse landes regeringer har mistet indtægtsgrundlaget, på liberal vis, og står tilbage uden egen mønt, uden mulighed for at kunne føre selvstændig pengepolitik, uden mulighed for på længere sigt at kunne føre selvstændig finanspolitik. Pengene, virksomheder og ressourcer fosser ud over deres grænser, pengene fosser ud af statskasserne, fordi arbejdspladser, firmaer dels søger ud af EU i det hele taget, men også hen mod de mere lukrative metropoler inden for unionen.
Muligheden for at tiltrække firmaer med sænkningen af beskatningsniveauet er lige som også allerede udtømt land. På den måde har man i markedslogikkens hellige navn gjort rent bord. Selv Irland, der er foregangsland i disciplinen, kan ikke tiltrække en eneste virksomhed mere på den konto. FDP i Tyskland foreslog i forbindelse med sin indtræden i regeringen med Merkel, at lade selskabsskatten sænke til 18 %, men de tyske firmaer takkede pænt nej tak, med henvisning til, at de kunne sagtens klare sig uden, og med henvisning til, at grænsen for længst var nået, for hvor stor forskellen mellem EU’s periferi, og de tyske vækstcentre kunne blive, uden at konstruktionen ville falde fra hinanden.
Det er da også udelukkende Tyskland og Frankrig som er i stand til at redde regeringerne i de tilbagestående randområder inden for unionen. Det gør de nok, for det er altid godt at have så stort et opland til et økonomisk centrum som muligt. Leverancerne af billig arbejdskraft, feriemål, m.m. er altid godt at have inden for samme pengesystem og jurisdiktion.
Sandsynligheden for at vi får en europæisk finanslov er socialdemokratisk drømmeverden. De økonomiske magtcentre har for længst fod på udviklingen. De har periferien der, hvor de vil have den.
Al snak om en højere sand social solidaritet, en slags nordisk model på europæisk plan har aldrig været andet, end det fromme ønskeportræt socialdemokraterne har solgt unionen under til vælgerne.
Arbejdstagerrettighederne er tilbage til før 1919 for de store masser. Nedlæggelsen af amterne, privatiseringen af sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet er enten allerede realiseret eller i fuld gang her til lands, helt i overensstemmelse med unionens fundamentalistiske lovmæssigheder.
Fremmed kemi i sutteflaskerne, nedlæggelserne af miljøkontrol med mere tillades eller påbydes med udgangspunkt i troen på markedet, som handler om at konkurrenceforvridning er roden til alle problemer, dvs. med udgangspunkt i overbevisningen om, at hensyn til den omverden, der omgiver og betinger de økonomiske mekanismer, og alle slags indskrænkning i forhold til de lovmekanismer, som udgør maskinrummet i den herskende økonomiske rationalitet, er af det onde.
Når man således kommer til denne verden, dvs. som en fremmed, med det budskab, der handler om, at økonomisk vækst, sådan som den dyrkes her inden for unionen og på globalt plan for den sags skyld, måske netop tenderer mod at negere de mulighedsbetingelser, foruden hvilke det økonomiske system ville forsvinde, ja så møder man muren, den indre mentale mur, dogmerne forbudet mod tænkning, tabuet, det der handler om at den sejrende livsform er sit eget største problem!
Den økonomiske rationalitet er blind for begrænsningerne i gyldigheden af sin egen kognitive praksis: ”Kan det betale sig, at bevare det økonomiske systems mulighedsbetingelser”, spørger man sig selv! Hvad kan man svarer andet end: ”Go daw do mand økseskaft”!
Det faktum, at man over alt tilstræber et økonomisk volumen, som beslaglægger de begrænsede mulighedsbetingelser flere gange, lader sig ikke beskrive inden for denne orden, hvor alle værdier kan måles på prisen! (på trods af alle andre realitetsprincipper, end de troendes)
Man identificerer værdi på samme måde som de store kreditvurderingsfirmaer, som bl.a. kategoriserede de krakkede amerikanske investeringsselskaber under betegnelsen AAA umiddelbart op til krakket. De er således kendt for netop kun at kunne sætte prisen på et produkt, helt uden fornemmelse for værdi, også i økonomisk forstand, og i endnu højere grad uden føling med hvordan værdi i øvrigt kan indikeres i kraft af alle hånde andre former for kognitiv kvalificering af fænomenet.
Socialdemokraterne er offer for markedet, demokratiet. De bøjer sig for markedet, når de forsøger på at overleve som sælgere. Selvstændig tankegang har hverken liberalister eller de europæiske socialdemokraters formand Poul Nyrup Rasmussen. På den måde passer han fint ind i rækken af dette lands statsministre. Han gør det absolut ikke lettere at hedde Rasmussen til efternavn.